Det er sikkert og vist: The Beatles har ikke spillet forgæves. Det vidner det danske beatorkester Beatophonics’ nye video om. Og stilen er holdt med Keld Heick som Otto Leisner-klon og billeder, der emmer af tressernostalgi. Det skal blive spændende at lægge øre til Beatophonics album, når det rammer os i maj måned. Den 11. maj mere præcist.
Dozy eller Trevor Ward-Davies, som hans borgerlige navn var, er død i en alder af 70 år. Dozy var bassist i det flamboyante og kulørte tresser beatorkester Dave Dee, Dozy, Beaky, Mick and Tich, der havde otte solide hits i tresserne og ofte – meget ofte, som jeg husker det – optrådte i det tyske musikprogram Beat-Club, hvor meget af min musikoplevelse stammer fra.
Tre år fik The Artwoods at gøre godt med i midten af tresserne. De gjorde sig især som liveband og konkurrerede med de andre R&B-påvirkede bands som The Animals, Yardbirds osv. Men nogen stor succes som pladekunstnere fik de aldrig – forstå det, hvem der kan. Men nu er bandets musik udsendt i en boks, så man kan genopdage dem, hvis man vil.
Artwoods blev også kendt som et band med kendte navne. Fx spillede Jon Lord keyboard, Keef Hartley tog sig af trommer og Ron “Rolling Stone” Woods storebroder Art(hur) sang for og gav navn til gruppen. Det hjalp dog ikke meget på salgstallene. Og det endte med at gruppen blev droppet af de pladeselskaber – Parlophone og Fontana – de havde kontrakter med. Og så var det slut. Synd og skam, for de havde meget at byde på og indfangede fint lyden af tresser-bluesinspireret beatmusik.
Dannet i 1962 i Birmingham af Kim Brown (sang og gt), Denny Gibson (leadgt.), Graham Johnson (trommer), Ian Mallet (bas) og Joe Dunnett (gt.) var The Renegades et bud på, hvordan den moderne beat skulle lyde. Selv om bandet fik godt greb i det lokale (pige)publikum, så fik det aldrig et rigtigt gennembrud i hjemlandet, selv om det blev til ialt fire singler på fire forskellige plademærker. Til gengæld fik italienerne ørerne op for Renegades, og det samme gjorde finnerne, der sendte bandet op på den lokale hitliste. Der er kommet en enkelt opsamling – Cadillac and other Hits – med bandet. Her er de med deres vilde sang Thirteen Women – optaget i Finland i 1966.
Blandt de mange mere eller mindre obskure opsamlinger med musik fra tresserne, som er udkommet, støder man på nogle, der kredser om genren "freakbeat". Betegnelsen retter sig netop mod obskure, glemte optagelser fra især midten af tresserne med grupper, der ikke stod i spidsen af The British Invasion, men udfoldede sig i den mere støjende ende af den rhythm and blues-inspirerede beatmusik. Det er her man finder forløberne til punken og new waven i Storbritannien. Forvrængede, vilde guitarer, bankende, kontante trommer, manieret sang osv. En slags europæisk pendant til den amerikanske garagerock, som den spilledes hos 13th Floor Elevators og The Seeds.
En af de centrale figurer på Freakbeat-scenen var Coventry-kvintetten The Sorrows, der blev dannet i 1963 og i første omgang huserede frem til 1967. Gruppen er blevet gendannet så sent som i 2011.
Som de forleden omtalte The Liverbirds, så gjorde The Sorrows sig primært i Tyskland, hvor de spillede intensivt i 1963. Blandt andet optrådte i på tv – Hessische Rundfunk. De fik en pladekontrakt med Piccadilly Records, og det første album – Take a Heart – kom i 1965 og leverede en rå, upoleret omgang proto-Freakbeat. Musikken gjorde sig ikke rigtig på de engelske hitlister, men tyskerne – der fx også tog The Monks til sig – havde åbenbart mere smag for beatmusik, der ikke ville være pop.
Albummet – Take a Heart – er blevet kult i tiden efter Nuggets-opsamlingernes revival for glemte musikgrupper fra tresserne. Og genopdagelsen af The Sorrows blev markeret med opsamlingen You’ve got what i want. The Essential Sorrows 1965-67, som blev udsendt i 2010.
The Sorrows på tysk tv: No, No, No, No – Take a Heart – Let me in – You’ve got what I want –
– tak til Claus1 for at have genopfrisket min erindring omkring The Sorrows…
Det foregående indlæg minder mig om, at jeg så en udsendelse om HitHouse-perioden forleden dag. Og undervejs fik vi historien – eller i hvert fald lidt af den – om dengang, hvor det pludselig blev moderne (eller rettere: profitabelt for pladeselskaberne) at få danske pigtrådsgrupper til at indspille gamle danske sange.
Det var Keld Heick & Donkeys, der startede dillen. Æslerne var blevet dannet i 1962 og var inspireret af først The Shadows og siden af The Beatles. I 1965 vandt de et af de mange popkonkurrencer, DM i Popmusik, i K.B. Hallen med en version af Beatles’ Eight Days A Week. Gevinsten var en pladekontrakt med Sonet, hvor de indspillede et par engelsksprogede singler, som var skrevet af Keld Heick (hvilket var ret usædvanligt i perioden, fordi de fleste pigtrådsbands holdt sig til covernumre). året efter forlod Donkeys Sonet og fik af deres nye pladeselskab til opgave at indspille “Ved landsbyens gadekær”.
Selv om sangen stod for alt, hvad den oprørske ungdom opponerede imod – forældrenes småborgerlige idyl – så blev den et kæmpehit, og pladeselskaberne så en økonomiske interesse i at få de andre pigtrådsorkestre til at følge trop. I omtalte udsendelse ser man således Lasse Helner blive pinlig berørt ved konfrontationen med The Baronets forsøg udi den danske sangskat. En dansk-retro-bølge var sat i gang. Og jorden var gødet for fænomenet Dansktop-musik.
Også det førende danske orkester The Defenders måtte kaste sig ud i det danske med “Jeg har aldrig fået noget ” og “Der er lys i lygten” osv. Min mor købte en af Defenders danske singler, hvilket siger noget om populariteten…
Allerede dengang syntes jeg, at Ved landsbyens gadekær var for meget. Den markerede også skillelinjen mellem dem, der var “de pæne”, og dem, der var “de grimme” inden for pop- og beatmusikken. De pæne var Cliff Richard, The Shadows og lignende bands. De “grimme”, The Beatles med deres lange hår og ikke mindst The Rolling Stones, Pretty Things osv.
Vi fortsætter lidt i samme spor. Jeg faldt over en optagelse med beat-orkesteret Ache, der ser ud til at stamme fra samme tv-program, som indslaget med Young Flowers. Ache, der bestod af Peter Mellin (tangenter), Finn Olafsson (guitar og sang), Torsten Olafsson (bas og sang) og Glen Fishcer (trommer og slagtøj), var også en af de fine progressive bands fra tresserne og første halvdel af halvfjerdserne og gjorde sig bemærket med de fine albums De Homine Urbano (70) og Green Man (71). Bandets musik er sat i forbindelse med Pink Floyd, Procol Harum, Vanilla Fudge, The Nice og Vand der Graff Generator. Og det er nok ikke helt galt. Bandet er, så vidt vides, stadigvæk aktiv og har en fin hjemmeside. Man finder også oplysninger på Alex Gitlins musikside.
Bøjet ind over supermarkedets køledisk med is og isdeserter og diskuterende med Frøkenen, om vi nu skal vælge Hansens øko-chokoladeis, en fransk framboise-sorbet eller en ordinær jordbær- eller flødeis, popper navnet Strawberry Alarm Clock op i hovedet. Jordbær Vækkeur. Sikke et navn. Godt nok til at bide sig fast i hjernebarken, eller hvor det det nu bed sig fast dengang for en del år siden.
Strawberry Alarmclock var en del af tresser psychedelia-bølgen og fik et hit, nemlig “Incense and peppermints”, der til gengæld toppede Billboards hitliste. Gruppen bestod af store knægte, hvoraf flere stadig gik i skole, og på hittet fik de en 16-årig skolekammerat, Greg Munford, til at synge lead. Efter en masse udskiftninger gik bandet allerede i opløsning i 1971, men nåede at udsende fire LP’er, uden at nogen af dem blev store hits. Film-buffs blandt bloglæserne vil måske huske gruppens navn fra et par film, Psyched-Out med Jack Nicolson, hvor gruppen spillede en håndfuld sange, blandt andet omtalte hit, og Russ Meyers trash-klassiker Beyond the Valley of the Dolls, hvor de også lagde lyd til soundtracket.
Strawberry Alarmclock tilhørte den “poppede” end af den psykedeliske bølge sammen med fx The Flowerpot Men og lignende. Men derfor er de nok et genhør og -syn værd: Læs mere »
Rocken har sin egen mytologi. Og som sådan er det en blanding af fakta og digtning. Tag nu for eksempel historien om Jim Morrison, der døde i sit badekar i Paris. En god historie, der glider let ind i bevidstheden som et smukt billede. Men er den sand? Det svenske organ Sonic fortæller, at en ny bog af Sam Bernett “The End” fortæller en helt anden historie. I følge Bernett blev Jim fundet natten mellem den 2. og den 3. juli 1971 på et toilet på den parisiske rockklub Rock’n Roll Circus, og to af Jims narkopushere slæbte hans afsjælede legeme op i lejligheden, hvor myten så kunne digtes. Forfatteren påstår, at han har set det med sine egne øjne, fordi han arbejde i rockklubben dengang. Sandt eller falsk? Who knows. Musikken spiller endnu.
På biblioteket faldt jeg over ovenstående dvd med en koncertoptagelse med Blind Faith fra Hyde Park i London 1969 – den park, der også dannede rammen om en meget berømt koncert med The Rolling Stones lige efter Brian Jones’ druknedød i en swimmingpool.
Blind Faith var en af tressernes såkaldte supergrupper og blev dannet i 1968. The Cream var gået i opløsning og Eric Clapton og Ginger Baker slog sig sammen Rich Grech, der kom fra Family, og Steve Winwood, der havde en fortid i legendariske Spencer Davis Group og det hippieinspirerede band Traffic.
Blind Faith fik kun en kort levetid og opløstes på grund af en række musikalske og andre stridigheder, som bandets medlemmer var involveret i – internt og i forhold andre eksterne musikalske sammenhænge. Men selv om bandet således var en slags overgangsprojekt, så fik den dog lavet et holdbart album med gruppens navn. Musikken er stærkt præget af Steve Winwoods karakteristiske stemme, keyboardspil og hans ønske om at spille mere improvisatorisk, end han havde haft mulighed for i Spencer Davis Group og Traffic. Efter sigende var det også de musikalske friheder, der tiltalte Eric Clapton. Friheder, der blandt andet kom til udfoldelse i en række jamsessions hjemme hos Clapton i Surrey, sessions, der siden hen gik gny om.
Gruppen debuterede med omtalte koncert i Hyde Park. En koncert, der var gratis. Eric Clapton var vist ikke helt tilfreds med bandets musiceren ved den lejlighed. Men jeg synes godt, at man kan høre, at de fire musikere har noget at byde på. Døm selv. Her er et par klip fra YouTube-samlingen.
Moby Grape, der blev dannet i San Francisco i 1966 af det fhv. Jefferson Airplane-medlem Skip Spence (trommer), guitaristen Jerry Miller, trommeslageren Don Stephenson, rytmeguitaristen Peter Lewis og bassisten Bob Mosley, betragtes af mange kendere som det bedste band fra San Francisco-scenen i tresserne. Gruppens omdømme skyldes især deres debutplade fra 1969, Moby Grape, der er en af de mest spændende rockplader fra perioden. Bemærkelsesværdigt var det også, at samtlige medlemmer i gruppen var med til kollektivt at komponere musikken og skrive teksterne. Til trods for, at gruppen ikke var mainstream, fik den gode anmeldelser, og pladen solgte efter datidens målestok ganske godt.
Måske på grund af den første plades succes og pladeselskabets voldsomme satsning på bandet (der blev udgivet ikke mindre end fem singleplader fra albummet, hvilket var ret usædvanligt dengang), så levede det andet album ikke op til forventningerne. For det første var der tale om et dobbeltalbum; for det andet var det et udpræget jam-album – i pagt med tidens trend på den scene. WoW, som pladen hed, fik ikke den samme kritikermodtagelse som debuten. Set i bagklogskabens lys er det nok lidt uretfærdigt, fordi der faktisk er tale om en musikalsk spændende frembringelse af nogle af San Francisco-scenens bedste musikere. Den er da også blevet kultplade og samlerobjekt i eftertiden…
Som mange talentfulde bands led gruppen under, at den havde et dårligt management og var totalt uerfaren med hensyn til musikindustrien. Dertil kom problemer med stoffer og andre af den tids livsstilsplager…
Videoer: Læs mere »
For et par måneders tid siden skrev jeg et indlæg om gruppen Red Squares, der i de tidlige tressere afstedkom en veritabel engelsk pop- og beatbølge i Danmark. I forbindelse hermed nævnte jeg, at der ud over de røde firkanter var andre engelske bands, der med mere og mindre held gjorde sig på dansk grund. Jeg nævnte “Step by Step”, men siden har det naget mig, at der var noget helt galt med dette navn. Og efter lang tids gransken af hukommelsen slog det mig pludselig, at gruppen slet ikke hed Step by Step. Step by Step var navnet på et af deres hits. Gruppen hed Wishful Thinking. Brikken faldt på plads, og det er jo en dejlig fornemmelse for en nostalgiker og anakronist.
Erindringen gav selvfølgelig anledning til research på internettet, og det var i første omgang med et meget pauvert resultat. På danske sider fandt jeg en omtale i forbindelse med Red Squares, hvor det blot stod, at Wishful Thinking var den gruppe, der havde størst succes – efter Red Squares. Noget kunne tyde på, at gruppen var gået lidt i glemmebogen.
Men så fandt jeg en tysk fanside, der er helliget gruppen.
Her kan man så læse, hvordan gruppen opstod som The Emeralds i midttresserne. Og efter udgivelse af tre singler skiftede de navn til W.T. Bandet bestod oprindeligt af fire musikere: Terry New på leadguitar, Roger Charles på bas, Brian Allen og Roy Daniels sang. Hjemmesiden – der kalder sig den officielle – udmærker sig ved at have en omfattende illustreret diskografi. Og blandt klenodierne finder man coveret på omtalte hit “Step by step”, der udkom på Decca i 1966.
.
Men man finder også afbildninger af et par flexidiscs, som ugebladet Børge – datidens svar på Gaffa – udgav og hvor Wishful Thinking medvirkede sammen med andre mere eller mindre glemte solister og grupper. Hvem husker fx The Ebonies eller The Clan? Bedre går det med The Beefeaters og Povl Dissing. Disse flexi-disc er i øvrigt blevet samlerobjekter.
Hyldestsiden rummer også emails fra de gamle medlemmer af gruppen, der fortæller om, hvad de kan huske. Og på linksiden finder man en henvisning til en dansk gruppe, der tog navn efter hittet Step by Step, hvilket nok siger lidt om, hvor populære de englændere var dengang. Selv om det var en kort periode. Jeg vender tilbage til gruppen, hvis jeg falder over mere om deres færden i Danmark dengang.
PS. (26/2/08): Det viser sig, at en gammel studiekammerat ligger ind med alle de omtalte flexidiscs fra Erik Haaests beat-blad “Børge”. Det skal blive sjovt med et genhør…
(NB! Billederne i dette indlæg er lånt fra den tyske side, der er “den officielle Wishful Thinking hjemmeside”. Undskyld til Andreas, hvis det ikke er fremgået tydeligt nok! Som et plaster på såret indsætter jeg et link til Andreas’ informative side i min musikliste.
OPDATERING 4/3-2010: Også undskyld til Leif Vest Pedersen, der har rettighederne til billederne. )
Blogbestyreren kan ikke skjule, at han blev særdeles indtaget af gensynet med den skotske sangerinde Lulu i gårsdagens nostalgifestival. Hun gav den hele armen og lidt til. Sang som gjaldt det livet.
Lulu (hvis borgerlige navn er: Marie McDonald McLaughlin Lawrie), er født i 1948 og slog igennem som femtenårig med sangen “Shout”, hvor man kunne høre hendes meget voksne, energiske og medrivende stemme. Hun kunne minde lidt om amerikanske Brenda Lee i hendes tidlige periode.
Efter debuten gik det slag i slag. En periode arbejde hun sammen med The Hollies. Og i 1967 fik hun et hit med To Sir With Love, der indgik i filmen af samme navn, hvor Lulu også optrådte som skuespiller. I 1969 repræsenterede hun England ved Melodi Grand Prix og vandt, men måtte dele æren med Spanien, Nederlandene og Frankrig (!). Sangen hed Boom bang-a-bang. Selv om sangen blev hendes største singlehit, lagde hun efterfølgende afstand til sin engagement i Melodi Grand Prix.
Det skal også nævnes, at hun i 1969 giftede sig med Maurice Gibb fra The Bee Gees, og at hun i 1974 sang titelmelodien til James Bond-filmen The Man With The Golden Gun. Og at hun har modtaget OBE for sit kunstneriske virke.
Hun er stadigvæk aktiv og slår sine folder inden for musikken, skuespilleriet, modelbranchen og medierne. Hun har således – som Paul Jones – sit eget radioprogram på BBC2.
Forleden læste jeg en artikel af Informations musikanmelder Klaus Lynggaard. Artiklen stod i en antologi om forfatteren Hans Jørgen Nielsen og handlede om den betydning, bogen Der Gror Ikke Mos På En Rullesten havde for den unge Lynggaards opvækst. Artiklen fik mig til at bladre lidt i omtalte pionerværk, og jeg faldt over omtalen af gruppen Quicksilver Messenger Service, som en af skribenterne ville have med i bunkeren, når atomkrigen brød ud…
The San Francisco Bay Area var en musikalsk smeltedigel og et vækstområde i de psykedeliske år omkring 1967 og 1968. Ikke alle bands og solister nåede national eller international berømmelse. Nogle måtte tage til takke med mindre hæder, fx at blive et kultband.
Quicksilver Messenger Service havde således ikke samme gennemslagskraft som fx Jefferson Airplane eller Grateful Dead. Men måske var gruppen i endnu højere grad end de to nævnte i pagt med den tids musikalske og eksistentielle filosofi? QMS var nemlig et udpræget jam-band, der dyrkede improvisations- og samspilskunsten i tressernes frie og kollektive ånd.
Bandet blev dannet omkring 1965 og bestod oprindeligt af John Cipollina (guitar), Gary Duncan (guitar, sng), David Freiberg (bas, sang), Greg Elmore (trommer), og Jim Murray (sang, guitar og harmonika). Helt i tidens ånd var gruppen i starten ikke specielt interesseret i at indspille en plade. De ville hellere spille live, hvilket de gjorde intenst på den amerikanske vestkyst frem til 1967, hvor de alligevel fik kontrakt med Capitol og indspillede de to første albums i hurtig rækkefølge i ’68 og ’69. De to plader er indbegrebet af QMSs spillestil i de tidlige år, hvor det handlede om at jamme og spille live og længe – og ikke om succes og penge…
Efter indspilningen blev den centrale figur Gary Duncan skiftet ud med den legendariske keyboardspiller Nicky Hopkins ,og den nye konstellation indspillede album nr. 3, Shady Grove, der bar tydelig præg af Hopkins’ virtuose pianospil. Gruppen holdt den kørende til 1975, men er – som så mange andre – blevet gendannet siden hen.
QMS med “Mona” anno 1969:
Fresh Air:
1967, Monterey Pop Festival:
