Ja, sÃ¥ er det tre Ã¥r siden, Torben Bille døde. PÃ¥ billedet ovenfor (som er lÃ¥nt fra Torbens stadigvæk fungerende Facebookside) er han pÃ¥ lejr i Sverige som førsteÃ¥rsseminarist. Hans fremtid lÃ¥ som bekendt ikke inden for pædagogikken, men musikken. Og dog, for som jeg flere gange har været inde pÃ¥, sÃ¥ forstod han at formidle sin glæde ved musik og sit kendskab til samme pÃ¥ en mÃ¥de, der bÃ¥de involverede Torbens egen livsbane og det, jeg plejer at kalde “tidsÃ¥nden”. Og derved gjorde Torben musikken bÃ¥de interessant og levende. Og derfor er Torbens skriverier stadigvæk værd at læse og vil være det mange Ã¥r fremover. Vi dør og vi lever videre i de spor, vi sætter i verden og dermed i andre mennesker. Med sine efterladte skrifter fortsætter Torben med at sætte spor i min bevidsthed. Og sikkert ogsÃ¥ i andres.
Og så en kunstner, som både Torben var begejstret for og jeg (stadigvæk) er begejstret for.
I dag er det et Ã¥r siden Torben Bille endegyldigt slap tastaturet og forlod denne verden. Et Ã¥r, der blot – for mig i hvert fald – har gjort det klart, at det hul Torben efterlod i musikpressen ikke rigtig er blevet fyldt ud igen. I stedet for at græde snot pÃ¥ denne triste mindedag, vil jeg give musikken det sidste ord, for musikken fik altid det sidste ord i Torbens liv (som han bla. bemærkede i sin artikelsamling Brock). Derfor vil jeg overlade ordet til en gruppe, som Torben satte stor pris pÃ¥… The Young Rascals.
PS. Billedet af Torben Рi Peder Bundgaards streg Рer l̴nt fra Torben endnu aktive Facebookside. Tak.
“Musikken er din eneste sande ven; den, der altid er der,nÃ¥r den sidste kæreste er skredet; den, der altid er der, nÃ¥r flirten mirakuløst igen bliver til forelsket virkelighed. Loyalitet og fortrolighed i stereo. Og et livgivende los i røven, nÃ¥r det er det, der skal til. Og pÃ¥ repeat, hvis der er brug for det.”
Torben Bille i forordet til bogen Lydspor (2001)
Torben Bille døde den 12. april i Ã¥r. Det er altsÃ¥ et halvt Ã¥r siden, og for mig en passende lejlighed til lige at sende ham en varm tanke. NÃ¥r jeg læser anmeldelser af pop og rock i Politiken bliver jeg mindet om, hvad hans fravær fra musikjournalistikken betyder for mig. Det er ganske enkelt et tab, at hans altid varmt engagerede anmeldelser, fødselsdagomtaler og nekrologer ikke længere kan læses i den sÃ¥kaldt levende avis. Heldigvis kører hans weblog endnu en tid – og bøgerne er der da stadigvæk. Music is your only friend. Rock on – og æret være Torbens minde.
PS. Fotoet ovenfor er lånt fra Torbens endnu eksisterende Facebookside og er taget, da han var i Aarhus. Det var dengang, jeg mødte ham for sidste gang.
“Husk at musik kan være lægende”. SÃ¥dan skrev Torben Bille til mig i begyndelsen af 2013. Og de velmenende ord faldt mig ind, da jeg sad og lyttede til pladen Sange til livet og døden. Bag den flotte titel gemmer sig et specielt projekt, hvor en række mennesker med tilknytning til det sÃ¥kaldt hospice har sat ord og musik til det liv, der leves den sidste lÃ¥nte tid pÃ¥ hospice.
Præmissen for pladen er med psykolog og initiativtager Gert Barslunds ord, at emnet – livet i dødens skygge – er tabubelagt. At tale om døden er et tabu. Tanken er bestemt ikke ny. Men, selv om jeg ikke har grund til at bestride de konkrete erfaringer, som Barslund har som psykolog, sÃ¥ vil jeg tillade mig at mene og pÃ¥stÃ¥, at det ikke holder generelt. Sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de, sÃ¥ er det ikke min erfaring, at de i almindelig er svært at tale om den kendsgerning, at vi alle uden undtagelse en dag skal slippe livet og dø. Der har oven i købet være lavet nærgÃ¥ende tv-udsendelser om emnet for ganske nylig…
Det ændrer dog intet ved relevansen af projektet. Der er noget dybt sympatisk ved, at en gruppe mennesker går sammen og sætter ord og musik til nogle meget konkret og personlige følelser. For en ting er at tale om livet og døden i generelle vendinger, noget andet er at tale om temaet med udgangspunkt i helt personlige, konkrete erfaringer med de oplevelser, den sidste tid i denne verden, kan give.
Den første af pladens ialt otte sange hedder “Ingen løse ender” og er lavet af Gert Barslund og en nu afdød hospiceindlagt kvinde. Og det er en enkel, bevægende sang om at ikke alene at gribe dagen, men at holde fast i det forbaskede liv lige til det sidste. En let sambadansende sang om at holde fast i de mennesker, der betyder noget for en, i kærligheden til dem og fastholde nærværet, indtil det er slut. Sangen synges meget smukt af Astrid Myrup,der bakkes fint op af Jesper Falch (slagtøj), Thomas Valter (bas), Laurtiz Carlsen (guitar), Barbara Harbo Ilskov (piano) og Kapsre Struck (saxofon).
“Lad livet leves” er resultat af et brainstormagtigt samarbejde mellem Barslund Barbara Harbo Ilskov og ansatte pÃ¥ et hospice. Sunget af Barslund og Ilskov er det en stille sang om vigtigheden af at være til stede hos den døende i den sidste stund. Det svære og tunge ved at holde fast i livet i den stund, hvor det rinder ud og de efterladte sidder tilbage med sorgen. Men igen er det det livsbekræftende, der er i højsædet.
Anne Dorte Michelsen synger for i “Du min pige”, der er en sang om at sige endegyldigt farvel til en ung pige, der skal herfra. “Lige her hvor alt bli’r stille/Hvor en rejse er forbi/Skal musikken stadig spille/Og et hjerte slippes fri“. En stille, overvjeende akustisk sang, der sagtens kunne ligne en af Michelsens egne sange. En sang om det svære i at give slip og samtidig holde fast i livet med dans og sang.
Inga S’s sang “Der bli’r stille nÃ¥r jeg er væk” itone- og italesætter den døendes tanker om det liv, der er tilbagelagt, om smerten og bortgangen. Tunge tanker, der dog lettes af den gennemgÃ¥ende livsglæde og -bekræftelse. “Nyd livet mens I er unge/og husk at nyde dagen i dag…”. Astrid Myrup synger smukt tl Ilskovs piano. En sang, der er inspireret af Kilm Larsens “Om lidt” – uden at det pÃ¥ nogen mÃ¥de tynger den.
Ulla Jessens og Barslunds “Lad os støtte dig” er næsen en slags programmatisk sang for hospicefunktionen. En rigtig fin brugssang, der sætter ord pÃ¥ det nødvendige og prisværdige arbejde, det er, at tage sig af de døende og give dem og deres nærmeste en værdig og god sidste tid. Lonnie Kjer synger indforstÃ¥et om det svære budskab i en sang, der trods emnet næsten er en popsang. I hvert fald har poppens lethed som et passende modspil til den iboende tristesse.
Frederikke Damm-Bank har skrevet og synger selv den engelsksprogede “Back to god in paradise” om at sidde tilbage med savnet og sorgen. En sang, godt kunne være en countrysang over there, og som bæres igennem af troens nÃ¥degave.
Barbara Harbo Ilskov har sammen med Oline Vejgaard lavet “En stol”, der handler om det helt specielle arbejde, det er at være vÃ¥gekone. AltsÃ¥ at sidde og vÃ¥ge og vente ved siden af en døende. Heraf titlen. En helt nedtonet sang, som Ilskov fremfører alene.
“Nattens mørke” (Ilskov og anonym) er i bogstaveligste forstand den sidste sang – pÃ¥ pladen og i et liv: “Nattens mørke falder pÃ¥/nÃ¥r et hjerte gÃ¥r i stÃ¥/Og lysets skin det hører op/nÃ¥r mine tanker siger stop/ – Dette bli’r min sidste sang“. Barslund synger stille, akkompagneret af Lauritz Carlsen pÃ¥ akustisk guitar. “Dette blev min sidste sang”. Et logisk punkt pÃ¥ sÃ¥dan en plade.
Man kunne let tro, at sÃ¥dan en pladen med sÃ¥dant et tema, ville blive en tung affære med begrænset brugsværdi. Men selv om det klart nok er et stykke brugsmusik, sÃ¥ overskrider pladen i kraft af musikkens og ordenes gennemstrømmende livsbekræftende og -kærlige budskaber de rammer, den selv sætter. Sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de: Pladen kan sagtens – ja, fortjener det – at bliver lyttet til af alle os andre, der (endnu) ikke er berørt af det, der foregÃ¥r pÃ¥ et hospice. Den er et eksempel pÃ¥, for nu at vende tilbage til udganspunktet, at musik er lægende. For de efterladte. Det vil sige: os alle sammen. Hermed anbefalet.
Sange til livet & døden. Gateway. Udkommer i dag.
Torben Bille fotograferet i den Gamle By, Aarhus, for et par år siden. Privatfoto, lånt fra Torben Facebookside.
I g̴r eftermiddags blev Torben Bille stedt til hvile ved Frederiksbjerg Kirke. Rejsen er slut. Ekstrabladet bringer en fin billedserie med fotos af mange af Torbens kendte bekendte og venner. Farvel Torben Рthe beat goes on.
Det er med sorg i sinde, jeg viderebringer denne triste meddelelse fra Torbens blog:
“Vi må med sorg fortælle jer, at vores mand, far og farfar, Torben Bille, døde natten mellem 11.4.13 og 12.4.13 af hjertestop. Tusind tak til alle jer, der har læst og kommenteret hans ord og meninger. Kommunikationen med jer har været meget vigtig for ham. Bloggen var hans hjertebarn. Nu forfatter han nye ord i en bedre verden. Vi vil savne dem i denne. Anna-Katrine, Jonas, Camilla, Ronja, Johanne og Amanda”.
Vi ved ikke, hvad der er os i vente på vores vej gennem livet. Alligevel er det ufatteligt for mig, at Torben ikke er her mere. Jeg har været så privilegeret at lære Torben at kende for nogle få år siden. Han havde opdaget mine skriverier her i bloggen og kontaktede mig, fordi vi nærede den samme lidenskab for musikken og havde nogenlunde samme musiksmag. Og vi mødtes i København og Aarhus og begyndte at lære hinanden at kende personligt. Vi havde også en aftale om en ‘mandefrokost’ i år, men den bliver så ikke til noget. Desværre.
Men mange år før vores skriverier sådan førte os sammen stiftede jeg bekendtskab med Torbens musikformidling. Han begyndte i 1974, og jeg har været hans trofaste læser lige siden. Og – uden at fornærme nogen af de mange musikskribenter rundt omkring – så vil jeg tillade mig at mene, at Torben har været det store fyrtårn i dansk populærmusikformidling. Han var vidende og skrev godt. Ja, han havde sin egen stil. Det kan man ikke sige om ret mange anmeldere og kritikere.
Nu er Torben ikke mere. Hvor trist. Men bøgerne og bloggen (som forhåbentlig får lov at stå en tid endnu…) har vi da og kan lade os inspirere af. Torben du vil være savnet… Hvil i fred.
Og mine tanker går til hans familie, som betød alverden for ham.
[Helt i Torbens ånd skal jeg tilføje, at det fine foto af Torben er lånt fra hans blogside]
Carsten
Opdatering: Seneste nyt fra de efterladte (offentliggjort på Torbens blog):
“Kære alle
Vi siger farvel til Torben i Frederiksberg Kirke på onsdag den 17. april kl. 14. Alle er velkomne.
Ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det. [Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare]
Cicero, år 43 f. Kr.
Manden bag CAPAC
Hvem eller hvad er Capac?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internettider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 14 år.
Velkommen.
Kontakt
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er emailadressen følgende:
capac[SNABELA]capac.dk
Capac: About this weblog
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog. And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification of the
danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 14 years.
Welcome
Omtale af musik etc. / Reviewing music etc.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(mr.capac_SNABELA_gmail.com).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful. (Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Om brug af billeder – The use of internet photos etc.
Når man låner billeder på nettet kan det være svært at afgøre, om de er “frie” eller ej. Jeg bestræber mig dog altid på kun at bruge billeder, der ikke er behæftet med rettigheder. Og i de tilfælde, hvor det er muligt, altid at angive navnet på fotografen/kilden.
Skulle nogen derude mene, at jeg krænker deres rettigheder til et billede, så kontakt mig, og det vil straks blive fjernet. Det gælder også links til videoer.
/
This site takes pride in using pictures that are not copyrighted or are royalty free. If I know the name of the photographer I always mention it.
Should someone out there regard my publishing of one of their photos and/or video footage as a violation of their copyright, do drop me a mail and I’ll remove it right away.
Ovenstående formulering er venligst lånt af Torben Bille og fru Anna-Katrine. Tak.
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”. -Joni Mitchell
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
