CAPAC

Ned ad erindringens boulevard

Jeg havde fornøjelsen af at opleve canadiske indie-rock-band Alvvays i 2018. Og de er heldigvis stadigvæk aktive som ovenstående Tiny Desk-koncert beviser. På pladesiden har der været lidt stille siden deres tredje album Blue Rev udkom i 2022. Og det har givet anledning til spekulationer om bandets mulige opløsning. Men heldigvis har rygterne ikke haft noget på sig; de har bare holdt sig lidt borte fra offentligheden – og det kan der jo være mange gode grunde til.

Også i december 1973 udkom der en række album, hvoraf i hvert fald et gør krav på erindringen. Nemlig Wings og deres vel nok største album (målt i salgstal og sådan) Band on the run. Selv om der er andre Wings-album, som jeg foretrækker (Venus and Mars og Back to the Egg), fordi jeg har en svaghed for den eksperimenterende og legesyge McCartney, så skal der ikke herske nogen tvivl om, at det er Wings, når bandet var allerbedst. Selv om salget gik langsomt i starten, så sørgede de to singleudspil – titelsangen og “Jet” – for at det kommercielt markedsførte album alligevelk fik kasseapparaterne til at klinge. Og siden er albummet blevet genudsendt, senest her i forbindelse med halvtredsårs-jubilæet. Og titelsangen fortjener da et genhør – her i den officielle musikvideo:

Hun er sytten år gammel, fra Irland og har specialiseret sig i blues; og har lige fået sit første album ud på diverse medier.

Sådan cirke sagde en af naboerne til mig, da jeg luntede ned ad trappen med hunden for at gennemføre en af dagens obligatorisk hunde-og-herre-luftningsture. Men nej, “bagjul” er ikke et udtryk, jeg bryder mig om. For mig holder julen til og med 2. juledag; nogle gange – hvis fruen insisterer på at beholde træet med al dets pynt til efter nytårsaften – kan jeg godt gå med til en blød landing. Men ellers ikke. Min jul skal helst være kort og præcis. Ikke, fordi jeg bedre kommer i den rette stemning, for det gør jeg ikke. Jeg er ikke overhovedet kommet i noget, der minder om en bestemt julestemning. Sådan er det bare – og det er fint nok med mig. Julen er, hvad den er, for mig, en tradition, der involverer den nærmeste familie på en eller anden måde. Fri for religiøse over- og undertoner, med hedens juletræ og hedenske madvaner. Sådan skal det være. Og så videre – om få dage skriver vi 2024 og kan se frem mod næste jul.

Det er på kanten til fake news, når man et sted på nettet læser, at Bob Dylan i al stilhed – halvt-hemmeligt og uden nogen form for annoncering – har udsendt
en ny opsamling med titlen 50th Anniversary Collection 1973 . 28 sange, der stammer fra indspilningerne af Pat Garrett and Billy the Kid-soundtracket. Og nyheden har selvfølgelig sat dylanologier, samlere og indædte fans i ekstase i kampen for at finde et eksemplar af pladen, der allerede går til skyhøje priser på Ebay og andre steder.

Og netop det er netop i spørgsmålet om penge, vi finder forklaringen på den nye plade. For udgivelsen handler om, at indspilningerne ikke tidligere har været udgivet og
derfor vil være omfattet af reglen om, at ikke-udgivet musik efter halvtreds år bliver public domain eller – med danske ord – offentlig ejendom, som enhver kan bruge efter lyst og behov. Og… det går jo ikke, når man er musikkøbman (som Dylans bagmænd jo er), og derfor handler man rettidigt og sender en sum plader ud i forskellige retninger, så det er helt tilfældigt, hvem der får fat i et eksemplar og hvem der må gå hjem med en lang næse.

Pengene har altid styret pop og rock og gør det såmæn stadigvæk (tænk bare på debatten om kunstnernes horrible underbetaling på de såkaldte streaming-tjenester som Spotify m.fl.).

Og musikindustrien har altid og har til stadighed et skarpt blik for en potentiel indtjening. At der så falder lidt af til den aldrende er nærmest en biting.
Og måske dukker udgivelsen op igen som led i Record Store Day eller en uendelige række af Officielle bootlegudgivelser fra mesteren. Det skulle ikke undre mig det mindste.
Fra de omtalte indspilninger:

Den på næsten enhver måde store bassist Michael Friis er sovet stille ind, meddeler Per Wium. Sebastian, Søren Kragh-Jacobsen, Lis Sørensen, Lasse & Mathilde, Culpeper og jazz-orkesteret Anima. Blot for at nævne vigtigste sammenhænge, hvor Michael gjorde en forskel med sit spil.

Selvfølgelig svinger døden sin le også i disse dage og ikke kun i Gaza og Ukraine/Rusland, hvor han er på overarbejde. Den amerikanske country-stjerne – kendt fra The Chicks, der tidligere hed The Dixie Chicks – Laura Lynch har mistet livet i en trafikulykke. Et tab for amerikansk country, hvor hun sammen med sine kolleger stod for et andet America end det, vi kender fra mederne.

God jul til alle, der kommer forbi denne ip-adresse i julens dage! John Lennons julesang er så aktuel som nogensinde med konflikten i Ukraine og ikke mindst de israelske magthaveres hensynsløse slagteri i Gaza…

Beach Boys er altid gode, når den der stemning skal hidkaldes (den har nu ikke indfundet sig hos mig og det sker nok heller ikke og fred med det…)

Og for min egen regning – en lille moderne juleklassiker med Dicte

Og husk nu, hvad julen drejer sig om, inden du kløjs i ris-a-la-manden og den fede sovs: fællesskabet med dem, der står dig nær (og så ikke et ord om det kristne indhold og forbrugerismens overdrev)! God jul!

For..

Og nej, nej, nej. Selv om det er en fed (som de unge siger) rock-sang, så er budskabet ikke lige i skabet…. Jul hver dag, fri mig vel!

Den stadigt tiltagende og forværrede klimakrise gør os igen og igen opmærksom på, at menneskeheden som art i alt for mange år har levet i en ubalance med naturen – omkring os og i os for vi er en del af naturen, selv om vi ofte foretrækker at tænke det anderledes. Og klimakrisen minder os til stadighed om, at vi – hvis menneske-arten skal overleve på længere sigt på kloden – skal finde en balance i naturen, hvor vi ikke bare udbytter og udnytter naturen omkring os til vores formål, men finder nye måder at omgås naturen og udveksle med den. Det er udfordringen og opgaven, hvis vi skal have en fremtid.

Og med en lidt frisk fortolkning, kan man (jeg!) påstå, at komponisten og musikeren Peter Rosendals nye album Vejviser er en musikalsk vejviser til, hvordan man kan omgås den anden natur (den uden for os) på en musikalsk måde, der ikke belaster, hverken naturen udenfor eller os selv.

Med udgangspunkt i ni natur-lokaliteter i Danmark – f. eks.  Almindsø, komponistens egen have, klokkefrøstien, Kongeegen, Skibsted Fjord og Mols Bjerge – har Peter Rosendal ladet sanseindtrykkene inspirere til ni musikstykker, der lader sanseindtrykkene indgå på lige fod med den musik, komponisten frembringer på sine klaverer og andre tangentinstrumenter og som venner, som fx Palle Mikkelborg på trompet, Nancy Harms vokal, Graig Earle bas og Cecilie Strange tenorsaksofon, supplerer. Det er en form for avant-garde-musik med anstrøg af jazz og visesang. Det er musik, der ligger langt fra musikkens alfarvej i grænselandet til spirituel musik, modrene kompositionsmusik, progressiv rock og meget mere. Musik, der er anderledes  og mere krævende end det meste populærmusik, vi møder nutildags. Men også musik, der i kraft af sit engagement og åbenhed er en gave til enhver musikelsker og -lytter. Ni vej-visere til, hvordan vi hver især kan blive inspireret af den natur, der omgiver os, uden at ødelægge den på nogen måde. Det er slet og ret velgørende at lytte til Peter Rosendals avant-gardistiske møde med naturen på de udsøgte steder; og jeg kan kun anbefale, at man lytter med – for at udvide sin egen musikalske horisont, øge sin egen bevidsthed om naturen derude og udfordre sine indgroede musikvaner. Hermed helhjertet anbefalet.

Peter Rosendal. Vejviser. Produktion: Peter Rosendal og Mads B.B. Krog Mossin. Creative Cph. Records. Er udkommet.

Spleen kaldte man engang den sindstilstand, som medierne i dag  med forkærlighed vil tilskrive vor tids unge, dem i tyverne. Blandingen af den allestedsnærværende og nærmestk kulturdefinerende melankoli, det mere eller mindre tunge tungsind, blaserthed, kedsomhed, livslede og tristhed, gnavenhed, irritabilitet; sådan som de store ordbøger forklarer den nærmest kropskemiske tilstand. Om så vor tids ungdom er mere spleen-udmærket end tidligere generationer; det kan jeg godt være endog meget i tvivl om og hælder nok mest mod den opfattelse, at det at være ung og skulle finde sin plads og vej i tilværelsen og verden nok altid (?) har været behæftet med følelser af den slags, der kendetegner denne spleen. Med den tilføjelse, at vor tids unge blot er endnu mere i de sensations- og emotionshungrende mediers søgelys og greb end tidligere generationer har været.

Hvorom alting er, så bliver hele dette følelsesregister skubbet den pladedebuterende unge sangskriver, sanger og musiker Mari – Linda Mari Josefsen, som hendes fulde borgerlige navn er – i skoene som led i markedsføring og reception. Det er tidsånden, der sætter sig igennem.

Og – ret skal være ret – pladetitlen Making Peace with Uncertainty retfærdiggør et stykke ad vejen, at man fokuserer på Mari spleen. Og der er bestemt følelser på spil i de ialt 11 sange, der udgør albummet to pladesider. Det ville føre for vidt at forsøge at udfolde alle de emotionelle aspekter, som teksterne beskriver, så derfor vil jeg nøjes med et enkelt nedslag – i den sang, der giver titel til pladen og som rummer en åbning mod håb, fred, forsoning i forhold til det beskrevne sindelag:

Uncertainty
I’ve made my peace
with uncertainty
it doesn’t mean
I live aimlessly
sertraline
and your serenity
had me thinking
we had the remedy
‘cause you and I know at the end of day
we could never win, but hope is a discipline
I just wanted you to really see me
the love we share is the essence of being
embodied
but you got away from all of this, didn’t you?
left me here hanging by myself
you said one day the death will come to your rescue
I wonder if you still feel the same
like I do
I saw you
you seemed renewed
said you quit the pills
and was running off the mill
my long lost friend
stuck at the dead end
spilling your crucial thoughts
that you ignored
but you and I know at the end of day
we could never win, but hope is a discipline
I just wanted you to really see me
the love we share is the essence of being
embodied
but you got away from all of this, didn’t you?
left me here hanging by myself
you said one day the death will come to your rescue
I wonder if you still feel the same
like I do

Midt i al melankolien og tristessen mærker man et spirende håb og lyset fra en vej ud af elendigheden. Og denne dobbelthed accentueres og forstærkes af musikken på albummet. Det er sange, der i deres udtryk ligger langt fra poppens behagesyge og strygen-os-med-hårene; indierock-sange, der er vævet af mørke toner og et nordisk mismod; og som befinder sig i  tilsvarende  arrangementer, der danner den fineste klangbund for Mari i sig selv lidt mørke og ekspressive stemme. Arrangementer, der har en forkærlighed for instrumenter, der betoner og iscenesætter det emotionelle – fx bas-klarinet, melotron, cello, viola, kalimba m. fl. Men som ikke kan forhindre, at musikkens opdrift og livsbekræftende energi sætter sig igennem – på trods og i kraft af musikkens væsen kunne man fristes til at sige.

Mari kommer fra Mors, og hendes debutalbum er på alle måder en meget overbevisende debut. Et tidsdokument, et vidnesbyrd om tidsåndens let depressive tilbøjelighed, men også et lysende tegn på, at det ikke skal eller vil blive ved med at være sådan. Og som begejstret lytter kan jeg kun se frem til de kommende plader, der vil komme fra den unge morsing i de kommende år. Jeg er sikker på, at der vil komme mere og andre boller på den musikalske suppe i fremtiden. Hermed varmt anbefalet på en kold juledag.

Mari. Making Peace with Uncertainty. Produktion: Albert Finnbogason, Celebration Records. Er udkommet.

“Jeg har valgt, ikke at skrive alle sangene på forhånd, fordi jeg havde lyst til at give udgivelsen en dokumentarisk karakter, og forhåbentlig lade den stå mere rå og ærlig. Jeg tænker ofte mit musikervirke, som om jeg er fotograf med et polaroidkamera. Jeg ser mine numre som øjebliksbilleder af hvor jeg befinder mig i verden og i mit indre liv. På ‘Kiss Me’ havde jeg dog sat mig det dogme at alle sange skulle være kærlighedssange.” (Astrid Cordes)

Sådan karakterisere sangskriver, sangerinde og musiker Astrid Cordes sit projekt, der begyndte som singleudspil og tre på hinanden følgende EP-udgivelser, hvor kunstneren ville omsætte den identitets- og livsforandrende oplevelse, det er at blive mor. Fra undfangelsen til tiden efter fødslen. En begivenhed, der forandrer alle involveredes liv – på godt og på ondt – og som alene af den grund er værd at blive omsat til kunst. Selv om det ikke er så ofte, det er sket, så vidt jeg kan huske…

Projektet er nu resulteret i et dobbelt-album med hele fjorten sange. Sange,  der hver især tematiserer og beskriver følelsesmæssige situationer. Lige fra den begyndende tosomhed i sangen “Good time” om pigen, der lader sig rive med ved en fest over den spirende kærlighedshistorie i “Male Lead”, hvor virkelighedens kalden må vige for forførelsens moment, over oplevelsen af det spirende liv inde i kroppen, hvor rystelsen af krop og identitet for alvor sætter igennem. Og så videre. Jeg vil – med udelt fornøjelse – overlade til lytteren at følge med i Cordes’ fint sansede, subjektive rejse frem mod den nye fase af livet, hvor moderskabet er en realitet med alt, hvad det indbefatter. Og det kan kun anbefales, at man – uansset køn – tager rejsen med, for Cordes kommer rundt omkring mange aspekter af den følelsesmæssige rutsjetur, det er at blive forælder og mor, rykke en generation frem og få ansvar for et andet liv, der er lige så skrøbeligt og stærkt som ens eget.

Og rejsen bliver kun så meget desto bedre som de musikalske gevanter, som sangskriveren og hendes hjælpere har iklædt teksterne ,, løfter hele projektet op over middelmådighedens vande. Astrid Cordes, der har skrevet alle sangene – dog med hjælp fra andre på flere af sangene – Rezwan Farmi, Lucy Schröder, Hagen Paul Hoffschmidt, Martin Helmundt Bastiansen, Jule Pankoke, Alex Kwast, ogRaphael Tschermuth – har formået at omsætte sine emotionelle momenter til fjorten velgørende, forførende og langtidsholdbare sange. Og de er iscenesat i moderne indie-rock-kontekst med klar popfornemmelse. Godt og lydhørt produceret af Jacob Brøndlund, der også medvirker som musiker på en lang række instrumenter. Indierock fra øverste hylde og af fineste kvalitet, der er med til at gøre dette album til en af kandidaterne til årets danske rockalbum. Det er forståeligt nok, at Astrid Cordes’ sange længe har været på diverse afspilningslister (bl. a. på DR), for der er tale om alt andet en døgnfluer. Hermed varmt anbefalet.

Astrid Cordes. Hurry up and kiss med while the baby’s still asleep. Produktion: Jakob Brøndlund. Celebration Records. Er udkommet.

men der var en god grund til at det gik sådan. For jeg havde sat mig i den gode, gamle og meget slidte lænestol for at se et afsnit af en britisk kriminalserie. Men det viste sig, at DR havde ryddet sendefladen i timevis for at live-rapportere og sniksnakke om en storm ved navn “Pia”. Både på DR1 og 2 blev programmet med en hurtig bevægelse ændret til journalistisk barnemad for nationen. Jeg havde ikke set  mange minutter, før jeg resolut skiftede til DRs hjemmeside for at se, hvad deres filmhylde kunne byde på. Og den første mit blik fangede var – jovist – Love actually, som jeg har skrevet om og har set flere gange.

Sådan gik det til, at min eftermiddag blev brugt på engelsk besyngelse af kærlighed og jul. Man kan have mange forbehold over for filmen, og det er der mange der har (haft). Men man kan ikke tage fra den, at den er lavet med største kvalitetssans og derfor besidder lige netop de kvaliteter, der gør, at man kan holde ud at gense den indtil flere gange (..og den genudsendes i øvrigt, for at det ikke skal være løgn, i aften på DR1). Ringere bliver det så ikke af, at lyssporet er fint afstemt med de mange små kærlighedshistorier, som filmen er vævet samme af. Et lydspor, der i øvrigt findes i hele tre udgave – en britisk, en europæisk og en amerikansk.

Og hellere Love actually for n’te gang end journalistisk tyggemand smurt ud over flere timers tv.