Indlæg om Musik

Jeg faldt i julegryden…

22. december 2023

men der var en god grund til at det gik sådan. For jeg havde sat mig i den gode, gamle og meget slidte lænestol for at se et afsnit af en britisk kriminalserie. Men det viste sig, at DR havde ryddet sendefladen i timevis for at live-rapportere og sniksnakke om en storm ved navn “Pia”. Både på DR1 og 2 blev programmet med en hurtig bevægelse ændret til journalistisk barnemad for nationen. Jeg havde ikke set  mange minutter, før jeg resolut skiftede til DRs hjemmeside for at se, hvad deres filmhylde kunne byde på. Og den første mit blik fangede var – jovist – Love actually, som jeg har skrevet om og har set flere gange.

Sådan gik det til, at min eftermiddag blev brugt på engelsk besyngelse af kærlighed og jul. Man kan have mange forbehold over for filmen, og det er der mange der har (haft). Men man kan ikke tage fra den, at den er lavet med største kvalitetssans og derfor besidder lige netop de kvaliteter, der gør, at man kan holde ud at gense den indtil flere gange (..og den genudsendes i øvrigt, for at det ikke skal være løgn, i aften på DR1). Ringere bliver det så ikke af, at lyssporet er fint afstemt med de mange små kærlighedshistorier, som filmen er vævet samme af. Et lydspor, der i øvrigt findes i hele tre udgave – en britisk, en europæisk og en amerikansk.

Og hellere Love actually for n’te gang end journalistisk tyggemand smurt ud over flere timers tv.

Torben Ulrich er død – 95 år

21. december 2023

Det er sønnen, Lars Ulrich – trommeslager i Metallica – der oplyser, at Torben Ulrich er død i en alder af 95 år: “95 år med eventyr, unikke oplevelser, nysgerrighed, at skubbe til grænser, udfordre status quo, tennis musik, kunst, skriveri…. og en god portion dansk stædighed. Uendelig stor tak! Jeg elsker dig, far”. Og når jeg tænker på Torben Ulrich, så er det, der slår mig, at han var en af de relativt få individualistiske enere, som dansk kulturliv har brudt på. På linje med andre som f. eks. Dan Turéll og Jørgen Leth. Kunstner-mennesker, der insisterede på at gå deres helt egne veje, trodse det ‘politisk korrekte’, modsætte sig tidens trends og konformiteten, og forfølge sine egne driftsmål og interesser. Hos Torben Ulrich var det ikke mindst jazzen, som han skrev og formidlede om på sin helt egen særegne facon, men også tennis, som han dyrkede på professionelt plan i en årrække og gjorde det uden skelen til sportens tiltagende regelrethed og konformisme. Han blev ved med at betragte sporten som en leg, hvor det mindst af alt galt om at vinde. Og helt ud i hans fremtræden med hippielangt hår og skæg og alt andet end modeagtig beklædning forblev Ulrich sindbilledet på en mand, der insisterede på at leve sit liv på sin helt egen måde. Og med hans bortgang blev dansk kulturliv endnu engang fattigere og mere farveløs.

Capac anbefaler: Danni Ian – Salt King

19. december 2023

Verden er af lave, sagde min far nu og da. Og tilføjede så: Og det har den altid været. Jeg kom i tanker om min savnede fars ord, da jeg satte Denni Ians album Salt King på pladeafspilleren. For Ians tekster drejer sig i høj grad om, hvordan verden af i dag er af lave. Kloden, der lider under menneskehedens uhæmmede, grænseløse og hensynsløse udnyttelse og udbytning af dens ressourcer. Og menneskeligt, subjektivt, individuelt om vor tids ungdoms udsathed og noksom bekendte sårbarhed, der genererer overskrifter i medierne og er på den politiske dagsorden. Og på den led er Denni Ian i pagt med sin tid og korresponderer med andre nye sanger-sangskrivere, der i disse år udsender musik. Og heldigvis er alle Ians tekster aftryk på et stort tekstark inde i coveret, så man kan fordybe sig i de inderlige og uadrettede tekster. Det vil jeg dog undlade i denne lille omtale.

Musikalsk repræsenterer Denni Ian en særlig blanding af traditionsforankret folk(e)-sanger-sangskriver-kunst – med en Leonard Cohen som et naturligt pejlemærke (selv om lighedspunkterne indskrænker sig til den alvorlige tone, den poetiske ekspressionisme og den udpræget akustiske musiceren). Og så er musikken også farvet af post-punkens dyrkelse af melankolien, mørket og tristessen.

Desværre fremgår det ikke af coverinformationerne, hvem der yder solisten fin musikalsk støtte. Man skal have fat i PR-materialet for at få navn på de medvirkende: Denni Ian – vocals, acoustic & electric guitar, bass, synthesizer, violin, piano, harmonica, flute, accordion, percussion, wurlitzer.
Oliver Lyngkilde – piano, organ, electric guitar ( 1+2+6), Mau Lindow – vocals, backing vocals (1+2+6+7+9) Christian Johansen – drums, electric guiar, synthesizer, backing vocals (1+2+3+4+6+7+9+10). Men givet er det, at vi har at gøre med ialt ti fine sange med Denni Ian i forgrunden som den foredragende sangfortolker, iscenesat i et musikalsk miljø, hvor et akustisk udtryk med forkærlighed for den akustiske guitar, sprøde, diskrete trommer og en fin feminin vokal, der yder et smukt kontrakpunktisk modspil til Ians alvorlige mandsstemme. Arrangementerne er meget homogene og – i bedste forstand – ensartede i deres udtryk. Ti sange, der alle og hver især har en umiddelbart appel til den lytter, der sætter pris på musik i den melankolske ende af folk-post-punk-genrerne. Det er et album, der fortjener at finde mange lyttere med smag for poetisk alvor og iørefaldende folk(e)sange. Hermed varmt anbefalet på en kølig decemberdag.

Denni Ian. Salt King. Produktion: Christian Johansen og Denni Ian. Celebration Records. Er udkommet.

 

Thøger Olesen – 100

18. december 2023

Den fhv. skorstensfejer Thøger Olesen ville være rundet de 100 år i går. Og han bør ikke glemmes, for det er få forundt at have været sangtekstforfatter til så mange danske artister, som Thøger Olesen har været, siden han i 1940’erne blev knyttet til pladeselskabet Tono som tekstforfatter. Her arbejdede han sammen med den legendariske underholdningschef og DR-tv-koryfæ Svend Pedersen og komponisten Kjeld Bonfils, der var en central skikkelse i dansk jazz’ guldalder. Siden blev Thøger fast sangleverandør til dansk populærmusik – lige fra folkemusikken (han lavede Vise-Vers-Huset i Tivoli) over pop og – ikke mindst – dansktop og beatmusik. Fx nød Cæsar og Trille godt af hans evner, og han var så flittig, at han måtte ty til pseudonymer (Allan Hondé og Peter Mynte) for at sløre sin dominans på feltet. Mere end et par tusinde tekster blev det til, inden han alt for tidligt døde i en alder af kun 53 år. Og ud over en særlig evne til at dreje sproget, så det passede til musikken, formåede han at have et kritisk blik på det samfund, han var en del af.

Keith Richard – 80

18. december 2023

Da jeg var dreng, fik jeg at vide, at beat-musikken og rock-and-roll ville gå over som en sæsonbetinget forkølelse og ville forsvinde ind i historien annaler – lige som det lange hår til unge mænd og venstreorienterede og anti-autoritære synspunkter og holdninger. Sådan kom det ikke til at gå. Og et levende eksempel på, at man sagtens kan spille rock, have hår ud over ørerne og ned i øjnene og have meninger, der ikke er “politiske korrekte” og ikke passer ind i noget parnas, er Keith Richard, den mangeårige guitarist i The Rolling Stones, som i dag runder de firs år, selv om mange har forudsagt hans bortgang tidligere på grund af hans alt andet end ordinære livsstil. Richard har levet i grel modsætning til alle de råd, gamle mennesker har givet, når de blev spurgt om, hvordan de blev så gamle. Han har røget, drukket, indtaget alskens kemikalier og i det hele taget levet sit liv fuldt ud – uden at tænke over, hvilke konsekvenser hans såkaldte livsstil kunne have eller få. Og han er her altså endnu. Og en rød tråd har der været. Lige sigen han – i 1962 var det vist – mødte en ung Mick Jagger på en banegård og de fandt ud af, at de begge elskede the blues, har Richard holdt fast i sin kærlighed til netop den musik. En kærlighed, der har forsynet The Rolling Stones med det ene fængende riff efter det andet og en perlerække af memorable og elskelige beat-sange, der vil blive stående for eftertiden.

Torben Billes blog – Midt i en beattid – er borte…

17. december 2023

I år er det ti år siden musikskribenten og -elskeren Torben Bille pludselig døde. Og i går gik det op for mig, at også hans elskede blog – Midt i en beattid – ikke er mere. Jeg har løbende brugt den, når jeg lige skulle læse, hvad det nu var Bille skrev om dette eller hint. Sådan også i går, men man møder kun en tom side og alle Torbens skriverier er borte. Og det synes jeg er trist; og jeg synes hans venner derovre på Djævleøen burde overveje at lave en tryksag med Torbens blogskriverier – for det fortjener han – og alle hans læsere. Hermed er bolden givet op.

Opdatering: Helge gør opmærksom på, at bloggen er genopstået på archive.org -dér hvor døde websider kan få et efterliv: https://web.archive.org/web/20231120233815/https://www.torbenbille.dk/.  Lidt har også ret.

Noget om julekalendere

16. december 2023

Heller ikke julekalendere er, hvad de var engang. DRs skæmmes i år af, at være en norsk serie, der er synkroniseret til dansk, hvilket DR tydeligvis ikke mestrer særlig godt. Og TV 2s forbigår jeg i tavshed. Så er det jo godt at man skue tilbage til dengang, man kunne lave julekalendere, der vakte opsigt i mere end en forstand.

Rockarkæologi: Plainsong

15. december 2023

Man skal bare blive ved med at grave i poppens og rockens jordbund, så dukker der perler og guldstykker op i form af mere eller mindre oversete og -hørte navne. Som f. eks. Plainsong, der blev dannet af Iian Matthews (ex-Fairport Convention og Matthews Southern Comfort) og Andy Roberts. Vi skriver 1972 og folk-rocken har gode tider i Storbritannien, og det forsøger Plainsong at lukrere på. Bandets første album In Search Of Amelia Earhart faldt i kritikernes og anmeldernes smag, men solgte ikke en meter, og efter en koncertturné, hvor sammenholdet begyndte at vise sprækker og uenighederne om, hvilken musikalsk retning man skulle følge, gik bandet i opløsning. Mange år senere – i 1991 – er bandet dog blevet gendannet, og det har resulteret i flere albums.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

70

14. december 2023

Det si’r sig selv
Det si’r sig selv
Well well well well
Det si’r sig selv

På radaren og bag skrivebordet: Sheryl Crow

13. december 2023

Af en eller anden uvis årsag har jeg aldrig dyrket Sheryl Crow, selv om jeg har været bevidst om hende i rigtig mange år. Men, hvad er det nu man siger: Man skal lære så længe man lever. Og nu lærer jeg at holde af Sheryl Crow…

Nulle er død – 86 år

13. december 2023

“Nulle” – hvis borgerlige navn var Elith Nykjær Jørgensen – er død i en alder af 86 år efter nogen tids sygdom. Den selvlærte musiker, der opfattede sig selv som musiker og især havde en passion for jazz, blev landskendt, da han kom på tv-skærmen på Danmarks Radio sammen med Poul Nesgaard, f. eks. i den kontroversielle julekalender “Jul og grønne skove” (også kendt som “Poul og Nulle i hullet”) og så – ikke at forglemme – “Ungdomsredaktionen”. Deres samarbejde varede i 11 år og Nulle arbejdede også bagved skærmen som rekvisitør. Nulle bredte sig meget og satte sig spor, hvor han kom. Han var en speciel figur i dansk kulturliv; en af dem der ikke søgte berømmelse og deslige og forblev helt sin egen. Og som sådan vil mangle i vores efterhånden noget blegsottige og alt for ensartede kulturlandskab.

Vi nærmer os jo…

12. december 2023

Farvel Shane MacGowan…

11. december 2023

På radaren og ved skrivebordet: Caroline Polacheck

10. december 2023

Jeg kendte hende ikke før nogle dage siden og faldt helt tilfældigt (og det kan jeg godt lide…) over denne fine optagelse med hende –Caroline Polacheck, der ekscelerer i en afart af indie pop og har en fortid som medlem af bandet Charilift (2008-2016). Ikke musik, der revolutionerer poppen, men bekræfter dens forførende kraft.

Jim Morrison – 8.12.1943 – 3.07.1971

9. december 2023

Jim Morrison – 80 år!? Det ville han være blevet i går. Men det virker helt uvirkeligt, når man kender lidt til mandens korte livsforløb og tilgang til livet, at det nogen sinde skulle kunne ske. Han brændte igennem som kunstner i The Doors som en passioneret, vild digter – et uægte barn af beat-generationens desperadoer for hvem kunsten (digtningen, litteraturen, musikken) var større end livet selv – men også et skrøbeligt menneske, der i sin lidenskabelige opslugthed af sin metier forsumpede i sprut og andre dulmende, bedøvende og ødelæggende stoffer. Så der var en særlig, forfærdelig “logik” i, at Jim Morrison skulle ende sine dage i et badekar i Paris og blive et – sikkert ufrivilligt og uønsket – medlem af den særlige klub af alt for tidligt døde unge kunstnere, som tresserne og halvfjerdserne skabte.