CAPAC

Et missing link mellem nutiden rock og tressernes kunne hedde Melissa Brooks, der som sangskriver og sangerinde står i forgrunden af bandet The Aquadolls, der har udsendt en EP (We are free) i 2013 og et debutalbum Stoked on You i 2014. De fængende poprocksange og lyden er umiskendeligt farvet af tressernes smag for tyggegummipop og low budget analoge produktioner. Sådan kunne Taylor Swift måske lyde, hvis hun ikke var blevet suget ind i det store kommercielle apparat…

Den underskønne britiske singer-songwriter Laura Marling er tilbage med en ny plade, Short Movie, der kommer i næste måned. Samtidig oplyses det, at hun til maj lægger vejen forbi lille Danmark for at give koncert i København (Lille Vega, 18. maj).

De afdøde rockikoner – fra Elvis over Michael Jackson til, ja, John Lennon – er genstand for en kvasi-religiøs dyrkelse. Seneste eksempel er, at en af John Lennons tænder – doneret til en husassistent i treserne! – er blevet solgt for intet mindre end 31000 dollars. En kanadisk tandlæge har punget ud med det store beløb og vil angiveligt forsøge at trække DNA ud af tanden og klone Lennon… Jurrasic Park-fantasteriet vil åbenbart ingen ende tage.

John Lennon ville sikkert rotere i sin grav, hvis det var muligt, over denne form for dyrkelse og kanonisering. Som Beatlesfan kan jeg kun have latter til overs for den slags dumheder.

På sit 35. studioalbum – Duets: Re-working the Catalogue – gør Van Morrison, hvad man andre kunstnere har prøvet: synger en række duetter. Er det udtryk for lavvande i den kunstneriske kreativitet? Dovenskab? Eller måske det omvendte? I hvert fald vender Morrison tilbage til 16 af sine gamle sange for at give dem en ny fortolkning. Ellers er det nok – som det altid har været for Van the Man: Business as usual.

01. “Some Peace of Mind” w/ Bobby Womack (original version released on Hymns to the Silence, 1991)
02. “Lord, If I Ever Needed Someone” w/ Mavis Staples (original version released on His Band and the Street Choir, 1970)
03. “Higher Than The World” w/ George Benson (original version released on Inarticulate Speech of the Heart, 1983)
04. “Wild Honey” w/ Joss Stone (original version released on on Common One, 1980)
05. “Whatever Happened to P.J. Proby” w/ P.J. Proby (original version released on Down the Road, 2002)
06. “Carrying a Torch” w/ Clare Teal (original version released on Hymns to the Silence, 1991)
07. “The Eternal Kansas City” w/ Gregory Porter (original version released on A Period of Transition, 1977)
08. “Streets Of Arklow” w/ Mick Hucknall (original version released on Veedon Fleece, 1974)
09. “These Are The Days” w/ Natalie Cole (original version released on Avalon Sunset, 1989)
10. “Get On With The Show” w/ Georgie Fame (original version released on What’s Wrong with This Picture, 2003)
11. “Rough God Goes Riding” w/ Shana Morrison (original version released on The Healing Game, 1997)
12. “Fire in the Belly” w/ Steve Winwood (original version released on The Healing Game, 1997)
13. “Born To Sing” w/ Chris Farlowe (original version released on No Plan B, 2012)
14. “Irish Heartbeat” w/ Mark Knopfler (original version released on Irish Heartbeat, 1988)
15. “Real Real Gone” w/ Michael Bublé (original version released on Enlightenment, 1990)
16. “How Can A Poor Boy” w/ Taj Mahal (original version released on Keep It Simple, 2008)

En enkelt smagsprøve er sluppet ud:

 

I går var det nøjagtig 40 år siden, John Lennon udsendte sit album Rock’n Roll, hvor Lennon med producerhjælp fra Phil Spector vendte tilbage til nogle af de rødder, som Beatles havde hentet næring fra. Gene Vincent, Leiber & Stoller, Chuck Berry, Buddy Holly m.fl. Pladen solgte godt og gav Lennon nogle guldplader – og er en af mine favoritalbum med Lennon.

Tal om pigetække!

Gene Vincents helt store hit kom i 1965, “Be-Bop-A-Lula”. På bagsiden – B-siden – gemte sig en anden rockabilly-/rock’n roll-perle, den meget enkle og forførende “Woman Love”.

Øv. Sådan kan en arbejdsdag også slutte – med meddelelsen om, at sangerinden Lesly Gore er død, 68 år gammel. Dødsårsagen er en kræftsygdom. Hendes helt store hit kom, da hun kun var 16 år gammel, “It’s my party”. Selv om fik andre hits siden hen, så er det især den sang, der sikrer hende en plads på de døde popsangstjerners firmament. Og med sin teenagepromoverende tekst og medrivende popmelodi har den været en af mine popfavoritter, siden jeg hørte den første gang i 1963.

Hvad vi ikke vidste dengang var, at Lesley var lesbisk. Det bekendtgjorde hun for offentligheden så sent som i 2005. Og hun har i nullerne været vært for et tv-show – In the Life – der tematiserer emner vedr. bøsser, lesbiske og transseksuelle. I tresserne var lesbianisme og homoseksualitet ikke rigtig et tema i populærkulturen. Og det er sådan set også underordnet i forhold til den kendsgerning, at Lesley lavede en dejlig popsang, der tåler genhør mange gange.

Der er noget særligt over at lytte til et debutalbum. Forventninger kan man ikke have, men kan talentet, der har ført til en pladeindspilning holde? Holder det vand?

I tilfældet Bells Echo – et femmands indieband fra København – er svaret ganske klart: Ja. Talentet holder – og mere til. Debutpladen I Can See Your Bike From Here gemmer bag sit lysegult-pastelfarvede cover en snes behagelige, inciterende popsange.

Der lægges ud med titelsangen, der er et lille enkelt, sprødt pianostykke, der uden fyld eller tilsætning af andet end pianolyden præsenterer bandets vandmærke: den lidt melankolske og meget melodiøse pop. Intronummeret slår en stemning an, der på de følgende numre breder sig som ringe i vandet og nuanceres skridt for skridt.

Titelsangen følges op af “Buried Alive”, der en vemodig, romantisk tilbagelænet lyrisk sag, hvor Jens Bæk-Jessens diskrete og dog markante trommer støtter op om pianoets omdrejningspunkt sammen med Jens Rose Kongstads følsomme mandevokal og Philip Frederik Frandsens underspillede, pointerende guitarklange.

I samme spor følger den todelte sang “Maze”, der en en mørkt-melankolsk sang om at søge lyset for enden af mørket. Her får guitarerne overtaget sammen med koret (i del II) og musikken henter det lys ind, der nok ikke helt er dækning for i teksten.

Tristessen og vemodet får en tand til i “Oh brother”, der må være pladens reneste klagesang. Samtidig er det en smuk og rørende sang, hvor Kongstads stemme bæres fint frem af akustiske guitartoner og diskrete lag af keyboards, kor m.m. Og undervejs løftes tungheden lidt af en enkel el-guitars solo.

Stemningen letter lidt som disen over det danske landskab i “Couselor”, der måske er pladen bedste bud på en rigtig popsang, der måske ikke ligefrem inviterer til at synge med, men i hvert fald til at nynnemed og vippe med med foden. En sang, der burde kunne aspirere til diverse radioplaylister.

Men ellers maler Bells Echos videre med melankoliens penselstrøg og giver det musikalske udtryk endnu flere nuancer og lag på pladens sidste fire numre. Samlet set kan man sige, at Bells Echos med deres debut overbeviser som et indiepopband, der kan levere bevægende og forførende popsange, samtidig med, at bandet skriver sig ind i tidsåndens hang til melankoli og tristesse. Det er således en både overbevisende og flot debut, der giver løfter for fremtiden. Og man kan kun håbe på, at Bells Echo vil være at finde på de mange kommende festivaler og koncerter i foråret og sommeren.

Bells Echo – Jump Off The Page (official video) from Celebration Records on Vimeo.

Efter en voldsom weekend med skyderier og drab i landets hovedstad, så er det en lise at lande inde i hovedtelefonernes isolation med Marika Hackmans debutalbum We sleep at last.

Den 22-årige Hackmann debuterede i 2012 med singlen “You come down”, der blev fulgt op i januar 2013 af en EP med coverversioner og kort efter af minialbummet “That Iron Taste” med egne sange. Siden er der kommet to EP’er, “Sugar blind” i december 2013  og “Deaf Heat” i april 2014. Man kan lytte til disse plader på hendes hjemmeside.

Debutalbummet, der udkommer i dag, byder på helt nyt materiale, og den er produceret af Charlie Andrew (der har arbejdet med fx Madness, Alt J og mange andre). Og de 12 sange på pladen byder på et meget feminint univers af meget melodiøse sange af en sfærisk, let skønhed. Det er moderne folkrock, hvor rocken er  nedtonet til det rudimentære og fokus er på Marikas spindelvævstynde og skrøbelige pigestemme, der er både introvert og ekspressiv på samme tid. Hun er – måske forventeligt – blevet sammenlignet med både Nico og Joanna Newsom, men disse sammenligninger skyder efter min mening forbi. Marika Hackman er helt sig egen i sin afdæmpede og meget pigede udgave af britisk folk. Hvis man er til luftig, iørefaldende alfe- og feagtig folk, så er der noget at gå efter på Marika Hackmans debutalbum. Hermed anbefalet.

Marika Hackman. We sleep at last. Producer: Charlie Andrew. Dirty Hit. Udkommer i dag.

“Vi er gamle”, sagde Peter Ingmann i forbindelse med sine introducerende kommentarer til Young Flowers reunion-koncert på spillestedet Atlas i Aarhus. Og tematiserede dermed det nostalgiske ved en sådan gendannelse. Mere end fyrre år er gået, siden Ingmann sammen med Ken Gudman og Jens Henrik Dahl/ Peer Frost første gang skruede op for Marshall-forstærkerne og leverede syre- og bluesrock. Og en gendannelseskoncert af den karakter kalder selvfølgelig på nostalgien.

I Ingmanns udlægning gav nostalgien ganske god mening. Mange år er gået og d’herrer Frost og Ingmann er kommet i en alder, hvor man begynder at kunne se en ende på det hele (trommeslager Søren Berlev er et årti yngre…). Og derfor forekom det Ingman naturligt, at man vendte tilbage til dengang, hvor det hele begyndte. Vende tilbage til ungdommens drømme og forhåbninger, så at sige.

Og nostalgien giver netop god mening, når man vender tilbage til 1. det gode musikalske udgangspunkt, hvor inspirationen blev hentet fra den frodige syrerock og den udtømmelige kilde i blues og 2. til de smukke drømme, der ikke helt blev indfriet, men stadigvæk lever et eller andet sted. En nostalgi, der er uden forloren sentimentalitet. Og således fremstillet kunne bandet gå i gang med sangen “Drømmesyn”, en syret, psykedelisk sang.

Den blev straks fulgt op af “Hey Princess”, en heftig blues-rocksag. Og med de to sange som indledning markerede Young Flowers så at sige den musikalske spændvidde i bandet“ fra den psykedelisk inspirerede syrerock til den hårde bluesrock. Og denne aften på Atlas var det især den bluesbaserede rock“ med inspiration fra Cream, Jimi Hendrix Experience, Canned Heat m.fl. – der var repræsenteret i repertoiret. Og det blev understreget af Peter Ingmanns lille ‘pædagogiske’ forklaring af, at al blues (rock, pop osv.) grunder sig i 12-takters blues. Og i hele to bluesnumre. Dels “3 birds” og B. B. Kings “You upset me baby” (sidstnævnte på opfordring fra en publikummer).

Syrerocken var repræsenteret i ovennævnte “Drømmesyn” og i “Søgelyset” og “Oppe I Træet” fra det navnkundige første album Blomsterpistolen. Men ellers, som sagt, var det bluesrocken, der dominerede. Lige fra den flotte udgave af “Daybreak” (fra album No 2) over to majestætiske udgaver af Cream-klassikerne “Sunshine of your Love” og “Tales of Brave Ulysses” (udgaver, der ikke lod meget at ønske i forhold til originalerne) og til en fin version af Steppenwolfs “The Pusher”.

Peter Ingmann førte ordet og var“ sådan som tilfældet også var, da han var i byen med Skousen & Ingeman“ orkesterleder. Men derudover overbeviste han om, at han også er en mere end habil sanger inden for den genre, Young Flowers bestrider“ og om, at han ikke blot faldt tilbage i bassistens klasssike rolle som puls i rytmegruppen, men i flere omgange demonstrerede, at bassen er en basguitar, der kan spille op mod og med leadguitaristen og oven i købet kaste en solo af sig.

Men selv om Ingmann således var frontfigur – og fungerede godt og autoritativt som sådan – så stjal leadguitarist Peer Frost ofte billedet med sine mange fine soli, der blev fremført med en stoisk overlegenhed, der stod i grel modsætning til mange leadguitaristers egocentriske sceneshow. Og den ofte under- og miskendte trommeslager Søren Berlev fik bag sit imposante trommebatteri vist, at han ikke blot er et dynamisk tyngepunkt i trioen, men også er gruppens publikumsopgejler og en værdig afløser for den alt for tidligt afdøde Ken Gudman. Og sammen fungerede de tre musikere overbevisende som en solidt sammenspillet treenighed, der sagtens kunne matche forbillederne fra gamle dage.

 Koncerten startede et kvarter over 21 og sluttede ca. et kvarter i midnat. To heftige, medrivende sæt, der fik det seniorprægede publikum op på mærkerne. Og koncerten sluttede med et ekstranummer “25 øre”, der med sin swingende, seje boogie-rock sendte en kærlig hilsen til Canned Heat“ og til et tilfreds publikum, der blev lukket ud i den aarhusianske nat.

Musikeren, sangeren, sangskriveren m.m. Sam Andrew er død af et hjertetilfælde, 73 år gammel. Han var grundlægger af bandet Big Brother and the Holding Company, der blev berømte, fordi de agerede backingband for Janis Joplin.

Andrew voksede op i en familie, hvor faderens job i den amerikanske hær  førte familien rundt i verden. I tresserne, hvor Andrew forlod high school flyttede familien til Californien. Og den unge Andrew blev en del af San Franciscos blomstrende musikscene i de tidlige tressere. Som mange af sine jævnaldrende var Andrew inspireret af halvtredsernes rock’n roll og bluesen. Og efter et ophold i Paris dannede Andrew Big Brother and the Holding Company sammen med guitaristen Peter Albin. Efterfølgende kom guitaristen James Gurley og trommeslageren Chuck Jones med. Og de debuterede i januar 1966 ved The Trips Festival. Derefter blev bandet husorkester i Avalon Ballroom,og det var medens de optrådte her, at Janis Joplin blev kontaktet, fordi bandet mente, at man savnede en markant forsanger.

I 1968 forlod Andrew og Joplin Big Brother og dannede Kozmic Blues Band, der holdt i ni måneder. Derefter vendte Andrew tilbage til Big Brother, der fortsatte frem til 1972. I 1987 blev gruppen gendannet.

 

 

 

 

Svenskerne fortsætter deres ihærdige forsøg på at udrense racismen af kulturens produkter. I de svenske medier kan man nu læse, at Astrid Lindgrens snart halvfjerdsår gamle fortælling om drengepigen Pippi Langstrømpe vil udkomme i en ny udgave, hvor Pippis far, Pappa Efraim Langstrømpe, ikke længere vil blive omtalt som “negerkonge”, men derimod som “sydhavskonge”. Karin Nyman, Astrid Lindgrens datter, står bag ændringen og forklarer sin holdning og forklarer censuren sådan:

“Jeg voksede op i en anden verden, hvor der kun fandtes hvide mennesker i Sverige og der var langt, langt til andre folkeslag. Senere tænkte jeg i min beskyttede verden, at det der n-ord bare hørte med til historien og kunne blive stående. Men der har jeg ændret holdning nu, for det er desværre et ord, der bruges den dag i dag. Det skader og så kan vi ikke længere have det med i Pippibøgerne”.

Ordet racisme bliv er ikke brugt, men det er det, det handler om. Og logikken er åbenbart, at man ved at ændre bøgernes oprindelige ordlyd kan man forhindre eller hæmme racismen.

Men efter min opfattelse er det også udtryk for en historieforvanskning og -forfalskning. Hvis vi antager, at ordet “negerkonge” er udtryk for racisme, så var forfatteren Astrid Lindgren og mange andre dengang racister. Og jeg tror, det ville være bedre at beholde det oprindelige udtryk i bogen – og så diskutere racismens realitet med de læsende børn, end at foregøgle dem, at historien var en anden, end den faktisk var. Vi løser ikke racismens problem ved at udviske dens historie – men ved netop at få dens historie med og gøre op med den i vores egen racismeplagede nutid.

 

Den amerikanske kulturimperialisme har igen et godt tag i danskerne, der gladeligt punger ud til kort, blomster, chokolade og andre materielle tegn på kærlighed. Den oprindeligt gamle romerske frugtbarhedsfest blev via den katolske kirke afseksualiseret og ophøjet til helligdag, som især amerikanerne har taget til sig og bredt ud over hele det kapitalistiske markeds område.

Helt uden (?) forbindelse markerer vi dagen med et genhør med My Bloody Valentines Loveless.

Ja, jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg har set frem til koncerten med genopståede Young Flowers. Bandet, der med kun to album – Blomsterpistolen (1968) og No 2 (1969) – skrev sig varigt ind i dansk rockhistorie. Oprindeligt bestod Young Flowers af Jens Henrik Dahl (gt.), Peter Ingemann (bas og sang) og Ken Gudman (trommer). Jens Dahl blev hurtigt erstattet af Peer Frost fra Peter Bellis Les Rivals. Efter gendannelsen af bandet i 2013 har ex-Gasolin Søren Berlev overtaget pladsen bag trommerne i stedet for afdøde Ken Gudman.

Young Flowers var det danske svar på tresserbeatens store trioer, Jimi Hendrix Experience og – måske ikke mindst – Cream. Og musikken var også præget af tiden – fra psykedelisk beat over britisk R&B-funderet rock.

Gruppens plader er heldigvis blevet genudsendt i flere omgang. Senest er der kommet en samling af studieindspilingerne under titlen Take Warning (dobbeltcd på Rpm International). Og de to første rigtige studiealbum findes også i boksen Dansk Rock Historie (den gule boks). Og så har Tømrer Claus udgivet en live-plade (Young Flowers Live) og en plade med radiooptagelser (DR Sessions) på sit plademærke Karma Music i hhv. 2002 og 2004. Så bandets musik er veldokumenteret.

Young Flowers fik også æren af at levere lidt musik til Jens Jørgen Thorsens Henry Miller-filmatisering Stille dage i Clichy, hvor de optræder med numrene “Menilmontant” og “Party Beat” side om side med Country Joe McDonald, Papa Bue’s Viking Jazz Band, Ben Webster m.fl. Dengang fint selskab at være med i.

Jeg vender tilbage med en omtale af koncerten, der foregår på Atlas,  snarest.