Bruce Springsteen nærmer sig pensionsalderen, selv om han nok ikke har planer om at lægge sig på den lade side foreløbigt. Sidst vi hørte fra ham på plade var da High Hopes kom i 2014, så han må gerne snart vise tegn på liv.
Og skal vi så ikke lige mindes dengang i 1988, hvor Bruce optrådte som gademusikant i København…
Den meget hypede Lana Del Rey har fået mange rosende tillægsord for sit nye album Honeymoon. Og på BBC har hun leveret en session, hvor hun diverterer med numre fra pladen. Velbekomme.
En af de forgangne ugers varme nyheder var, at new country-indie-singer-songwriteren Ryan Adams ville lave et regulært coveralbum af den amerikanske popdiva Taylor Swifts seneste succesalbum 1989. Og resultatet af anstrengelserne er lige så positiv, som ideen er skør. Det lykkes faktisk for Adams at få et fint album ud af poptøsens forlæg. Sitet Stereogum har streamet hele herligheden. Lyt fx til Adams version af Taylors store hit “Shake it off”. Der er verderner til forskel på de to udgaver. Men Ryan får også vist, at der et eller andet sted i Swift-universet er nogle gode sange – der bare skal have det rette arrangement.
Overskriften – rubrikken – her skal tages med et gran salt, ikke som nogen form for seksuel innuendo. Adams kan faktisk godt lide Taylor Swift, selv om hun er i en anden musikalsk boldgade end ham selv, og til Rolling Stone siger han om sit projekt: “But I knew that if I sang them from my perspective and in my voice, they would transform. I thought, ‘Let me record 1989 like it was Bruce Springsteen’s Nebraska.” Den analogi rammer meget godt, hvad slutproduktet er blevet til, et lille melankolsk indie-country-værk
Efter en pause på cirka fem år er Los Lobos tilbage med deres album nr. 24. Ja, ulvene hører til den lille udvalgte skare at langtidsholdbare og vedholdende bands, der bare bliver ved og ved med at udsende væsentlig og lytteværdig musik. Deres nye plade hedder Gates of Gold. Og der er guld i rillerne eller lasersporene kan man høre på NPR.
Og gode gamle Leonard Cohen bliver 81 i dag. Og vi kipper med flaget og lader Jennifer Warnes og Cohen selv stå for markeringen.
Dödliga Klassiker 3 hedder svenske Bob Hund seneste EP, der udkom i maj måned (digitale formater). Og en svensk anmelder hyldede udgivelsen som en tilbagevenden til dengang Bob Hund var “et af Sveriges bedste og vigtigste bands”. Det må være kombinationen af sprælsk, iørefaldende rock og af humor gennemvædede tekster, Alexander Petterson tænker på. Og lad os håbe, at han har ret og at de gode svenske sprællemænd er på rette spor igen.
Selv om den færøske sangskriverske, sangerinde og musiker Eivør (Pålsdåttir) kun er i starten af trediverne, så har hun allerede et betragtelig produktion bag sig. 15-16 album er det blevet til, siden hun debuterede med albummet Eivør Pålsdåttir i 2000.
Det er altså blevet til godt og vel et album om året, hvilket er ganske imponerende.Udgangspunktet for Eivør var den klassiske færøske sangskat, som hun supplerede med sine egne sange og arrangerede med inspiration fra såvel folkemusik som jazz. Siden har Eivør bevæget sig mod et mere kontinentalt, ja universelt, udtryk, der uden på nogen måde helt at slippe det folkemusikalske udgangspunkt har suget til sig af vor tids, moderne udtryk.
Ikke mindst har den moderne electronica sat sig mærkbare spor i musikken.Et godt eksempel er titelsangen på det nye album Bridges. En sang om broerne – i konkret og overført betydning – vores liv. Med sin angeliske, meget smukke og forførende stemme synger Eivør akkompagneret af sig akustiske guitar og peu a peu væves der lag af diskret electronica og stilfærdig rock ind over lydbilledet, så folkudtrykket bliver transformeret til et moderne popamalgam af af tidens elektroniske toneklange. Ja også Eivørs musik er en moderne hybrid, der er farvet af både sit geopolitiske udgangspunkt og den globale musikalske påvirkning, vi er blevet udsat for de seneste årtier. Og på Bridges har Eivør fundet en delikat balance mellem folkudtryk og moderne lydflader fra jazz, klassisk, electronica og meget mere.Bridges er, som titlen antyder, en positiv plade, der tematisk beskæftiger sig med det, der knytter os sammen og forbinder os til den verden, vi lever i. Og pladen kan godt ses som en arvtager af den lange tradition af singer-songwriter-kunst, der siden de gyldne tressere har leveret livsbekræftende sange til den verden, der altid har været af lave og måske er det mere end nogensinde før – nu. Moderne voksen pop med stærk appel til alle, der sætter pris på solide, iørefaldende og vedkommende sange fremført på et højt musikalsk niveau og med en stemme, der er af en anden verden. Hermed anbefalet uden forhold.
Eivør. Bridges. Produceret af Eivør og Tråndur Bogason. Tutl. Udkom d. 18. september
Â
Der er en sang hedder Mette Juuls nye og tredje album. Og titlen markerer både en grundholdning og en enkelhed i budskabet.Grundholdningen kommer til udtryk i titelsangen “There is a song”:
this is a joyful place
come as you are
it’s easy to find the way
no matter where you are
there’s a song
there is always a song
Der er altid et sted for glæden. Der er altid en sang. I musikken, i sangen finder du et sted, hvor glæden, freden osv. finder sted og plads. Sangen “There is a song” er en kærlighedserklæring til sangen og musikken og sangen afspejler det grundlag, Mette Juuls plade og musikalske udfoldelse i det hele taget hviler på.Samtidig peger albumtitlen også på det simple faktum, at pladen består af tolv – i flere betydninger – enestående sange, der er der og fortæller hver deres lille historie. Historier, der kan stå alene, samtidig med at de altså indskriver sig i conceptet i albumtitlen.Som titelsangen er sangene kærlighedserklæringer til sangen og til forskellige emner. Fx i den indledende sang “Baltimore”, der er en hengiven sang til den amerikanske by af det navn, men også til kærlighedssange i den by: “Come with me to Baltimore/ we’ll be like lovers, born again/ our hearts will smile in Baltimore/ we will have time to sing our songs of love in Baltimore…”- Og der er sange til havet (“Roll roll”), til manden (“Dannie”) osv. Og for alle sangene gælder, at motivet væver sig tæt sammen med kærlighedstemaet (kærligheden i almindelighed, til sangen osv. ).Og teksternes univers underbindes af en singer-songwriting, der er præget af kompleks pop, der nok er melodiøs, men ikke søger det hitlistefængende, og som henter sin kompleksitet i en frugtbar forening med jazzen. Mette Juul har skrevet de fleste sange på pladen, men supplerer med fortolkninger af Leonard Cohen (“The Land of Plenty”, Carlos Jobim (“Double Rainbow/Chovend Na Roseira”) og Nikolaj Hess (“Northern Butterfly”). Men coverudgaverne ligger ikke alenlangt fra Juuls egne sange og understreger blot det hybride udtryks sikre forankring på såvel singer-songwriter-pop og jazz.Mette Juull har en smuk, feminin stemme, der står centralt i det musikalske udtryk og supplerer de andre instrumenters sublime musiceren godt, lydefrit og ukompliceret. Undervejs i lytningen kom jeg flere gange til at tænke på Joni Mitchells flirt med jazzen på sine senere værker, men analogien holder kun et lille stykke vej, for Mette Juul lyder bestemt – og heldigvis for det – ikke som en Mitchell-klon. Hun har helt sin egen enkle, lette og tilbagelænede hybrid af jazz og pop. Og man kan kun anbefale pladen til dem, der goutterer både jazz og pop og det, der ligger imellem.
Mette Juul. There is a Song. Produceret af: Mette Juul og Nikolaj Hess. Universal Music Group. Udkom d. 18. september
Neil Youngs tredje soloalbum udkom på denne dag for 45 år siden. Og ved sin udgivelse kom det nok til at stå en lille bitte smule i skyggen af Crosby, Stills, Nash & Youngs Deja Vu, der udkom tidligere på året i 1970. Men med sange som “Southern Man”, “After the Gold Rush” og “When you dance i can really love” skrev albummet sig alligevel ind i annalerne som et af det tiårs bedste udgivelser. Countryrock og rock i fineste aftapning med hjælp fra venner som Crazy Horse, Stephen Stills og Nils Lofgren.
I fredags udkom Keith Richards længe ventede album Crosseyed Heart. Samtig blev en dokumentarfilm om ham udsendt på Netflex-streamingtjenesten. Og NPR – den amr. public service-radio – har været heldige at få gamle grumpy i studiet til en snak og lidt musik…
Shawn Colvin udsender som tidligere anført et coveralbum (på fredag). Og Colvin har et særlig plads i mit musikalske univers. Den første CD, jeg købte, var hendes andet album Fat City (1992), der stådigvæk står mit musikhjerte nær.
Her fortolker hun Bruce Springsteen – og, synes jeg, gør sangen “Tougher than the rest” til sin helt egen… Døm selv.
I dag er det også 45 år siden Black Sabbath udsendte deres andet album Paranoid. Albummet fik hele 11 uger på den danske albumhitliste med en 2. plads som bedste placering (kun overgået af Creedence Clearwater Revival og deres Pendulum). Singlen med titelsangen lå på singlehitlisten i syv uger og heraf fem uger på førstepladsen. Det må være en af gruppens største successer her i landet. I anledning af jubilæet har jeg anskaffet mig en luksusudgave af albummet – og ikke kun af nostalgiske grunde.
Ja, i dag er det 45 år siden Jimi Hendrix slap el-guitaren. Og det kan vi selvfølgelig kun markere med lidt af hans musik. Nemlig et af de første numre, jeg hørte med ham dengang – Hey Joe!
69 år er han efterhånden blevet, sangskriveren, sangere og musikeren John David Souther. Sidst han udsendte et frisk album var i 2011. Det var hans sjette studioalbum siden 1972. Lidt men godt må være signalementet på Souther, der især er kendt for at være leveringsdygtig med gode sange til store navne som Eagles, Linda Ronstadt og andre fra den amerikanske vestkyst i halvfjerdserne. Læs hvad jeg skrev om ham ved første genhør i 2011. Og lyt til ham, når han optræder på amerikansk public service-radio anno 2015.
Helt uforvarende kom jeg til at se lidt af et gammelt afsnit af tv-kriminalserien Taggart på tv – og jeg kunne ikke lade være med at notere mig, at titelsangen blev fremført af den skotske sangerinde Maggie Bell.
Den nu 70-år gamle Bell begyndte at synge allerede som ganske ung og gjorde sig først bemærket i en større kreds, da hun blev en del af bandet Power, der senere blev kendt under navnet Stone the Crows. Et dødsfald førte til opløsningen af den gruppe og Bell fortsatte som solist og fik udgivet Queen of the Night i 1973. Den blev fulgt op af det Jimmy Page-producerede album Suicide Sal (1975), der udkom på Swan Song Records, der med navne som Bad Company og Pretty Things satsede på gedigen bluesbaseret rock. Og Maggie forsøgte at holde fast i det udgangspunkt – også i sin solokarriere.
I 1981 fik hun sit største hit i Storbritanien med duetten “Hold me“, som hun sang sammen med B. A. Robertson.
For at vende tilbage til udgangspunktet, så fik Maggie også foden inden for i tv-verdenen. Hun sang temasangen i serie Hazell og i Taggart. Og hun leverede stemmen til figuren Esme Ford (spillet af Joanna Lumley) i serien Lewis, i afsnittet “Counter Culture Blues”.
Maggie har boet mange år i Holland. Men i 2006 vendte hun tilbage til Storbritannien og blev en del af The British Blues Quintet, hvor hun sang sammen med selveste Zoot Money. En konstellation, der især har gjort sig godt i blueskredse og har udgivet livealbummet Live in Glasgow (2007). Ved siden af det projekt har Bell sunget sammen med et par andre notabiliteter, nemlig Chris Farlowe og The Manfreds (et rip off fra Manfred Mann, dog uden Mann selv).
Det seneste, der er kommet fra Maggie Bell på plade, er en opsamling – Sound & Vision – fra 2008 og John Lords Blues Project (m. Jon Lord, Zoot Money, Pete York m.fl.) i 2011. Og tjekker man hendes egen hjemmeside, kan man se, at hun stadigvæk er aktiv med koncerter i denne måned sammen med Dave Kelly, så hvis man alligevel er i Tyskland i Oktober, November eller December, så har man mulighed for at høre hendes stærke stemme.
