Hvor overhovedet skrive om musik? Er det ikke nok at lytte og opleve musikken? Og samme spørgsmål kan varieres: hvorfor overhovedet skrive om litteratur, billedkunst, film… og så videre. Dem, der skriver om musik (og andre kunstarter) snylter på kunsten, kan man sige. Og det er da også rigtigt. Men som en af mine nu afdøde universitetslærere gjorde opmærksom på, så er snylteri ofte en symbiose, hvor begge sam-boende nyder godt af snylteriet. Lige som visse vindruer nyder godt af snyltere, hvor snylteriet resulterer i udsøgt vin i sidste ende.
Ser vi bort fra hele markedsføringsaspektet, hvor skriveriet handler om at ‘sælge’ en vare og skaffe penge til producenten og distributøren, så kan skriveri om kunst være befordrende for oplevelsen. En god artikel om et stykke musik kan fordybe ens oplevelse af musikken, ja i nogle tilfælde kan den åbne ens øre for musik, man aldrig før var blevet bekendt med. Studier i kunst, skriverier om kunst, herunder musik, kan overskride elementær oplysning og få en katalysatorisk effekt på den læsende lytter.
Derfor kan det være berigende at læse de bedste skribenter inden for de forskellige kunstarters felter. Og med hensyn til rock- og popmusikken, så er der fornylig udkommet en anbefalelsesværdig antologi over nogle af de bedste amerikanske skribenter. Shake it up – Great american writing on rock and pop from Elvis to Jay-Z hedder den mere en 500 sider store bog, der giver appetitvækkende smagsprøver på en lang række gode skribenter, bl.a. Robert Christgau, Lester Bangs og Greil Marcus – for nu at nævne nogle af herrerne. Og i en tid, hvor musikjournalistikken synes trængt – i hvert fald i de ‘gamle’ medier – kan der være god grundt til at genopdage nogle af de gamle skribenter, lade sig inspirere til yderligere læsning – og dermed lytning. Hermed anbefalet.
