“I believe the simplest explanation is, there is no God. No one created the universe and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.”
Stephen Hawking
82 år gammel blev guitaristen Nokie Edwards, hvis særlige guitarspil og -lyd – med “twang” og markante riffs – var med til at stilsætte instrumentalbandet The Ventures i tresserne og bane vejen for surferrocken med The Beach Boys i spidsen. Nokie kom fra countrymusikken, hvor han var guitarist i Buck Owens gruppe, og var den mest habile musiker i det nystartede Ventures. Først spillede han bas, men fik snart overladt guitaren, fordi han ganske enkelt var den bedste til det i gruppen.
Hvis man er så gammel som mig, så husker man med stor sikkerhed navnet på den sydvietnameiske landsby My Lai. For det var her en af de begivenheder, der var med til at gøre en ende på Vietnamkrigen, foregik.
Den 16. marts 1968 blev i omegnen af 500 civile slagtet af soldater fra den amerikanske 23. infanteridivision. Mænd, kvinder og børn. Og nogle af kvinderne blev udsat for massevoldtægt og blev efterfølgende slagtet.
Efterfølgende blev 26 soldater anklaget for forbrydelserne, men kun en, løjtnant William Calley Jr. blev dømt til livsvarig fængsel. Han slap dog med tre måneders husarrest…
Massakren var en af de mest omfattende, enestående massakrer i den amerikanske hærs historie.
I tiden efter blev massakren, da detaljerne kom frem til offentligheden, en af de begivenheder, der gav næring til den folkelige modstand mod Vietnamkrigen. Den modstand, der voksede til en verdensomfattende protest med krigen.
I går var det 50 år siden massakren foregik.
When I retire, people will know, because I’ll be dead. They’ll know, “He’s not coming back! He retired.” But I’m not gonna say, “I’m not coming back.” What kind of bullshit is that? [Neil Young til Rolling Stone]
Hvad kunne man forvente sig andet af evigtunge Young?
Don’t worry so much about rhymes. Try to please yourself, and don’t think about commercial stuff. I think if you write from your own gut, you’ll come up with something interesting, whereas if you sit around guessing what people want, you end up with the kind of same schlock that everybody else has got. [John Prine i Rolling Stone]
Der er lister, og så er der lister. The Guardian har forsøgt at lave en liste over de bedste sange fra teenagefilm. Og førstepladsen indtages af Simple Minds og deres “Don’t you (forget about me)”. Det vil jeg ikke protesterer imod, selv om vi sagtens kan diskutere kritierne for en “teenagefilm” (er det overhovedet en genre?) og kvaliteten af den musik, der åbenbart henvender sig til det segment. Men altså – en ganske fin sang fra et band med fremtiden bag sig.
Medens vi venter på Courtney Barnetts nye soloplade, så har hun været så sød at sende endnu et nummer i forvejen.
Den verdenberømte ALS-ramte teoretiske fysiker Stephen Hawking er død, 76 år gammel. Og det var slet ikke meningen, at han skulle blive så gammel, for hans sygdom indikerede, at han ville falde bort som ganske ung. Men Stephen ville det anderledes. Han blev portrætteret i filmen En teori om alting, der meget fint fortæller om mandens liv og hans vilde ambitioner på videnskabens område.
Og jeg iler med at gøre bod for en undladelsessynd. Jeg skulle have omtalt Sune Felds nye album Fairytales & Other Lies før denne fødselsdag, men, men, men… alskens prokrastinationer og undskyldninger skubbede den i baggrund. Og der er ingen grund til, at denne plade skal ligge i nogen baggrund.
Der er tale om et rigtig fint indierockalbum. Det illustreres smukt af den indledende sang “A pearl”, der med et meget iørefaldende hook indfanger lytteren med det samme. En sang, der vist har fået meget spilletid på DRs popkanaler og fortjener mange lyttere i kraft af sine åbenbare popkvaliteter og sit medrivende indierockarrangement. Det er en sang, der pumper i blodet, sparker til danseskoene og åbner ballet på pladen på fornemste vis.
Og de resterende syv sange på pladen lever flot op til introen. Feld ved, hvilke knapper han skal trykke på for at appellere til forvænte rock- op popører. Melodiske sange, der er næsten klassisk opbyggede med fængende omkvæd og i et medrivende indierocksetup.
Og selv om man godt kan finde tidsåndens melankoli, hvis man skraber godt i teksterne på pladen, så adskiller den sig dog ved en næsten befriende opdrift af positivt livssyn og optimisme, der kun passer alt for godt til Feld livsbekræftende omgang powerindierock. Hermed varmt anbefalet alle rockører.
Sune Feld. Fairytales & Other Lies. Target. Udkom 23. februar.
På coveret til Thulla C. Wambergs nye – og vist nok tiende – plade ser man tre bier. Og titlen og titelsangen “Colony Collapse Disorder” handler også om den noksom omtalte bidød, der hærger i vores verden, fordi vi insisterer på at opdyrke al landbrugsjord og gødske og sprøjte det med profit for øje.:
My sweet honeybee
how I wish I could set you free
into a brand and clean world
while you hum your beautiful melody
hedder det i titelsangens omkvæd. Og med den sangs blanding af håbefuldhed og melankoli anslås albummets grundstemning. Og titlen Colony Collapse Disorder kan måske forstås som en kommentar til verdens mikro- og makroskopiske tilstand i det hele taget. En verden, der er af lave, men hvor der også endnu er plads til længsel mod noget andet og håb om noget bedre.
Og musikken passer fint til denne grundstemning. Der er et umiskendeligt jazz-take på sangene, uden at de er decideret jazzmusik. Man tænker snarere på cirkus, kabaret og gøgl, når man hører Thulla fremføre sine sange, akkompagneret af harmonika, vox-orgel og kontrabas. Og stemningen af kabaret understreges af Thullas lavmæte, næsten sagte, fortolkning af The Doors “People are strange” og ikke mindst Kurt Weils og Bertold Brechts “Alabama Song/Whisky Bar”, som The Doors også gav deres udgave af. Disse sange og Thullas egne giver god mening til projektnavnets karrusel og til hele albummets stemning af svundne tiders lidt dekadente kabaretverden.
Colony Collapse Disorder er ikke en plade, der råber sit publikum an. Den er tilbagetrukket og næsten forsigtig i sit særprægede udtryk. Det er en plade, der skiller sig ud fra det meste, man hører i disse år – både på jazzfronten og på mainstreamfronten. Den er indbydende og forførende (ikke mindst i kraft af Thullas fine, feminine og markante stemme) og udgør et velkomment modspil til meget af den anmassende musik, vi præsenteres for i disse år. Hermed anbefalet.
Thulla s Merry-Go-Round. Colony Collapse Disorder. MusikGalaxen. Er udkommet
Ja, så kommer vi ikke uden om det. I dag er det tolv år siden bloggen begyndte i det små som en smartlog. Næste år bliver bloggen, om alt går som det skal, teenager. Jeg vil som kaptajn nøjes med at glæde mig over, at der stadigvæk er faste læsere og pænt mange besøgende fra nær og fjern. Til lykke til CAPAC.
Og K D Lang får lov til at give det musikalske indslag i anledning af dagen…
Dagens første triste nyhed er, at Georgie – David Garriock – er afgået ved døden. Han var kendt som forsanger i den herhjemme legendariske falset-beatgruppe Red Squares, der var inspireret af Four Seasons og andre amerikanske vokalgrupper og i årene 1966-67 oplevede en nærmest beatlemanisk dyrkelse og fik hits som “People get ready” og “Sherry”. På gruppens hjemmeside kan man læse en kort fortælling om bandets og Georgies karriere, der sluttede i 2015 med en koncert i Fuglsøcenteret.
https://youtu.be/1WrrbnwlxyE
Tilbagespoling: Capac anbefaler Geordie All of this…
Læs også Torben Billes portræt i anledning af Geogies 70-årsdag i august 2012.
Det kan godt være, at man ikke kender navnet eller manden bag, men de fleste rockelskere kender mange af mandens pladecovers. Fx Joni Mitchells Blue, Neil Youngs On the Beach, Crosby, Stills, Nash & Youngs Deja vu eller The Doors Morrison Hotel. Alle pladecovers, der er berømte og som rager op over gennemsnittet af pladecovers.
På sin arkivside skriver Neil Young om sit samarbejde med Gary Burden.
https://www.youtube.com/watch?v=1e3m_T-NMOs
https://youtu.be/VgiiSfrf3So
Hvis du ved, hvem Ken Dodd var, så har fulgt godt med i kulturlivet i de sidste mange årtier. Ken Dodd havde rod i den i England elskede music hall-tradition og blev med sit aparte udseende, hvad man herhjemme vil betegne en “folkekær” underholder. Interviewet med The Beatles fra 1963 understreger blot, hvor folkelig han var. En blanding af Oswald Helmuth, Dirch Passer og Otto Leisner kunne man fristes til at foreslå. Nu er han ikke mere, har forladt vores fælles jammerdal i en alder af kun 90 år. How tickled I am, ville han måske selv have sagt som afsked.
Hvad kan varme en gammel krop bedre på en snekold og -våd lørdag aften end en god omgang moderne rock? Sådan cirka tænkte jeg, da jeg lidt over 23 trissede gennem Aarhus centrum for at fange bussen mod syd. Og det var lige, hvad jeg havde fået denne aften i marts, hvor et pænt besøgt Atlas lagde scene til den korporlige opvarmning.
Inden vi nåede frem til hovednavnet, de canadiske indierockere Alvvays, fik publikum serveret Glasgow-kvartetten Spinning Coin (to guitarer, bas og trommer). Og bandet fik virkelig mønten til at rotere i den gode halve time, de havde til rådighed. Som forsangerinden i Alvvays senere sagde, er Spinning Coin et fantastisk band med gode sange. Og det leverede de beviset på denne aften. Et tæt sæt med gode, iørefaldende sange gav de fire skotter os en lektion i god gammeldags powerpop. Der var knald på trommerne og leadguitaren, der drev sangene frem – til begejstring for publikum. Jeg tror Spinning Coin fik sig nogle fans den aften (også at dømme ud fra aktiviteten ved merchendisebordet efter koncerten), og jeg måtte da også hjem og bestille bandets seneste album Perro (2017).
Med to forsangere (guitaristerne), ja faktisk tre, for den kvindelige bassist (Rachel Taylor) gav også sit besyv med undervejs, fik de næsten klassiske powerpopsange, til trods for at de holdt sig inden for powerpopskabelonen, masser af variation i udtrykket. Hvis ikke Spinning Coin allerede er brudt igennem i hjemlandet, så bør det ske snarest muligt. I hvert fald en meget overbevisende optræden denne lørdag aften i Aarhus.
Spinning Coin er en af den slags bands, som nogle ville være forsigtige med at sætte på som “opvarmning”. Simpelthen, fordi man risikerer, at de løber med hele opmærksomheden. Så gode er de.
Men det skete heldigvis ikke denne lørdag. Da canadiske Alvvays kom på scenen lidt i 22 og lyden var skruet en anelse op, viste den blonde forsangerinde Molly Rankin og hendes kvintet hvor indierockskabet skal stå. I et forrygende sæt (inklusive to ekstranumre), der uden pauser af betydning kørte til klokken 23 blev publikum ført igennem de allerbedste sange fra gruppens to album. Med Molly Rankin som det naturlige, kønne, blonde blikfang og tydeligvis også den naturlige kapelmester demonstrerede Alvvays, hvad rygterne og anmeldelserne havde hvisket om. At her var et nyere band, der gennem heftig turneren havde opnået en imponerende sammenspillet tæthed og et udtryk, der i saft og kraft langt overgår det indtryk de i øvrigt udmærkede albums vidner om. Alvvays skal opleves live – igen tvivl om det.
Det var melodiøs indierock med masser af associationer til andre genredefinerende bands. Men først og fremmest fremstod Alvvays som helt deres egne. Molly Rankin er med sin klare, lyse pigestemme, der stod tydeligt forrest i lydbilledet, en gave til ethvert indierockband og er med til at give Alvvays det særpræg, der gør, at kanadierne trods alt skiller sig ud fra den store mængde af indiebands. Indtryk gjorde også den langhårede trommeslager Sheridan Riley, der var dynamoen i denne omgang kanadisk rock, keyboardspilleren Kerry Maclellan, som ud over at sætte sit diskrete aftryk med tangenterne udfyldte rollen som god backingsangerinde – og bassisten Brian Murphy, der ikke blot trakterede bassen på traditionel vis, men flere gange sørgede for at holde gang i melodilinjen.
Selv om Alvvays var kørt helt fra Luxembourg for at give koncert ved åen i Aarhus, virkede de langt fra trætte. Tværtimod udstrålede Rankin og Co. masser af spilleglæde, professionalisme og engagement – og overbeviste mig om, at de burde være et langt større navn end tilfældet er. Det er forståeligt at de har været kult og har ligget på collegehitlistens top i hjemlandet, for de kan det der med at lave iørefaldende, meningsfulde sange i varierede indierockarrangementer med både powerpopkraft og subtile lydbilleder. Det skulle ikke undre mig, at koncerten med Alvvays og Spinning Coin går hen og bliver et af årets mindeværdigste koncerter. I hvert fald for sådan en som mig.
Alvvays. Atlas, lørdag d. 10. marts, 2018. Opvarming: Spinning Coin.
