juli 2018 arkiv

Nej til article 11 og 13

9. juli 2018

Internettets historie har også været historien om “copyrighten” og “ophavsretten”. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at med internettet og digitaliseringens muligheder for digitalisering, kopiering og såkaldt ‘fildeling’, er såvel copyright som ophavsret blevet krænket og minimeret. Ja, man kan vel næste gå så langt som til at hævde, at selve internettets muligheder for kommunikation og ytring har kostet på copyrightens og ophavsrettens område. Det er blevet almen praksis, at brugere af computere og smartphones låner billeder og andet fra det store internet. Ofte i den gode tro, at billederne og filerne må deles. Og indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at problemet kan løses med enkle midler eller enkel lovgivning.

Det seneste eksempel er den article 11 og 13, der netop har været til afstemning i EU-parlamentet. Kort fortalt var hensigten med article 11 og 13 at pålægge store internetbaserede selskaber som Google og Facebook at betale en slags skat for “links”. Den nye lov ville pålægge firmaerne – og mange andre – at skanne alt offentliggjort for at lokalisere materiale, der er beskyttet af copyright (eller på anden måde, fx den danske ophavsretslovgivning). og enten slette det eller betale for det. Loven er blevet mødt med massiv modstand fra både internetaktionsgrupper og kommercielle interesser. Fordi loven er i konflikt med europæiske borgeres ytringsfrihedsrettigheder og vil betyde indførelsen af en totalitær overvågning.

Article 11 og 13 er netop blevet nedstemt i parlamentet. Men dermed er lovene ikke endegyldigt taget af bordet. Afstemning betyder først og fremmest, at parlamentet får lejlighed til at debattere indholdet frem til september, hvor en ny afsteming (med et fornyet indhold) skal foregå. Så selv om aktivisterne, der kæmper for bevarelse af internettets frihedsgrader, har vundet første runde, så fortsætter den absurde kamp indtil videre.

PS. Mig bekendt har de store tv-medier ikke rigtig gjort noget væsen ud af article 11 og 13. I hvert fald har loven ikke stjålet overskrifterne i nyhedsmagasinerne. Men det burde den, fordi den – hvis den blev vedtaget – ville reduceret internettet til et stort felt for overvågning og kontrol.

50: Ob-la-di, ob-la-da

9. juli 2018

https://www.youtube.com/watch?v=nJoQbLV2sQU

På dette tidspunkt for 50 år siden, var Beatles i gang med indspilningerne til det såkaldte ‘hvide album’. Og i perioden drejede det sig blandt andet om sangen “Ob-la-di, ob-la-da”. Skrevet af Paul McCartney og kvalificeret af John Lennon som værende “granny music shit”. Det var ikke pænt sagt eller ment, men de fire liverpudler var også i krise under indspilningen af dobbeltalbummet. Ringo udvandrede et par uger, McCartney og Lennon var oppe at tottes. I det hele taget slog firkløverets sammenhold revner og man kunne ane enden på det hele.

Peer Vilhelm Frost Johansson – fylder 70

8. juli 2018

Peer Frost var en af de første rockguitarister, jeg lagde mærke til. Det var, da han var med i Les Rivals – det band, der var Peter Bellis gruppe tilbage i de tidlige tressere. Sidst så jeg Peer, da han var forbi Aarhus med genopstandne Young Flowers. Men han har også været omkring Rainbow Band, Midnight Sun og Savage Rose – og har spillet med Sebastian, Skousen & Ingemann m.m. fl. I dag fylder den gode guitarist så 70, og med ønsket om flere oplevelser med hans guitarkunnen  sender vi en fødselsdagshilsen gennem de sociale mediers kanaler.

Nina Hagen i Stasis linse

8. juli 2018

Efter en tid lang at have været på sporet af Robert Johnson, er jeg nu i sporet efter den tyske sanger, sangskriver, dissident, kommunist og meget mere Wolf Biermann. Jeg læser hans murstenstykke selvbiografi Warte nicht auf bessre Zeiten fra 2016. Og med den og dens titel sluttes en ring til den plade, jeg købte i gymnasiet med Biermanns ‘forbudte sange’. Den bar også titlen Vent ikke på bedre tider.
Jeg læser af nostalgiske grunde. Og fordi dengang som nu er et intellektuelt forbillede for mig. En mand, der altid har været lidt af en outsider, aldrig til fals for hverken penge eller fejlagtige ideologiske positioner, en mand der hele tiden har flyttet sig, samtidig med at han har holdt fast i retten til at tænke frit og kritisere efter lyst og behov.

Og i bogens billedgalleri møder man mange kendte mennesker, der har krydset Biermanns vej – enten i Østberlin eller senere i Vesttyskland. Fx ovenstående foto, der angiveligt er taget af Stasi og viser Wolf Biermann sammen med en ung Nina Hagen. Den Hagen, der siden – inspireret af punken – valgte sin egen outsiderposition, hvorfra hun kunne kritisere og slå ud efter the establishment. [Fotoet er lånt fra Twitterkontoen EastGermanyOnline].

Og billedet gav mig en stor lyst til at genbesøge og -lytte til Hagen anno dazumal. PS. Fotoet er taget i 1970. Året efter var jeg lige ved og næsten at besøge Biermann i hans lejlighed i Chausseestrasse i Østberlin. Desværre gik planen i vasken…

PPS. Wolf Biermann havde et forhold til Ninas moder, der var skuespillerinde i Østberlin. Forholdet betød bl.a., at Nina ikke kunne få den skuespilleruddannelse, hun drømte om, fordi myndighederne var bange for at hun ville blive uheldigt påvirket af Wolf Biermann. Det første hende så ad omveje til den tyske punk. Resten er historie.

https://www.youtube.com/watch?v=1CIC0ZhyS_s

Festivaltid

7. juli 2018

Det er festivaltid. Men jeg har befundet mig langt væk fra enhver festival, ja enhver fest, vel egentlig. Men alligevel var der musik i nabolaget forleden, hvor jeg opholdt mig et sted på vestkysten, langt fra casa. Selveste Birthe Kjær underholdt de lokale på torvet. Selv om jeg var lidt fristet (har aldrig oplevet ikoniske Kjær på en scene), så holdt jeg mig langt væk og dyrkede andre sysler end de musikalske.

Selv om jeg har haft og har den allerstørste respekt for Kjærs professionalisme og popularitet, så har hun aldrig været min musikalske kop te. Selv om jeg bestemt har mine “skyldige glæder” udi dansktopop, så har jeg for det meste haft andre, sære musikalske interesser.

Vesterhavsvåd

7. juli 2018

I år lykkedes det mig så at komme ud at bade i Vesterhavet. Lige siden jeg flyttede til Aarhus har jeg haft en ambition – eller måske snarere en drøm – om at at bade i Vesterhavet mindst en gang om året. Men det er ikke altid gået sådan. Livet slår sine volter, og nogle gange lykkes det bare ikke.

Men i år altså. Oven i købet hele to gange. Og selv om jeg bor ganske tæt ved vandet – på østkysten – så er det, for en gammel Esbjergdreng, noget ganske særligt at dykke ned i det friske Vesterhav med dets bølger og friske, salte energi. Det er som at vende tilbage til noget oprindeligt og smage på barndommens salte drik.

Sangen nedenfor har kun en meget indirekte relation til min sommeroplevelse…

1968: Credence og Tyrannosaurus Rex

6. juli 2018

5. Juli 68 udkommer debutanterne fra to vidt forskellige bands. Credence Clearwater Revival, der efter en del singlehuts som Golliwogs får det eponyme album ud. Med hits som “Suzie Q” og “I put a speĺl on you”. Credence leverer jordnær, enkel garagerock.

I England udkommer hippieduoen Tyrannosarus Rex (m. Marc Bolan ) med sprøde, melodiske hippieoder under den alt andet end kommercielle titel My people were fair with Sky in their Hair but clouds on their brows. En fin illustration af tidens musikalske bredde.

Robert Johnson – et landemærke

5. juli 2018

Slut med læsningen om Robert Johnson. Men Guralnick bruger de sidste sider på at nævne dem, der har påvirket Johnson, og dem, der lod sig påvirke af ham. Og af sidstnævnte når han kun til og med Howlin Wolf. Måske, fordi Guralnick holder sig til de traditionelle bluesfolk.

Men siden har mange andre jo ladet sig inspirere. Ikke mindst i britisk tresserbeat. Især Eric Clapton, der har viet et par plader til netop mr. Johnson.

På albummet Me and mr. Johnson beskriver Clapton, hvordan Johnson blev et pejlemærke for ham som fik al anden musik til at lyde som kunstig modemusik. Johnson lød som om han sang for sig selv – eller for gud.

Exit Richard Swift

5. juli 2018

Jens gør opmærksom på, at sanger og sangskriver Richard Swift er død. Et par og fyrre år gammel. Af alvorlig sygdom.

Han blev mest kendt for sit samarbejde med the Shins og andre bands i amr. Indierock. Men jeg husker ham bedst som egenart solokunstner fra starten af nullerne, hvor jeg havde en kort hektisk affære med hans sangskrivning. Det var omkring albummet the Novellist.

Manden bag sangene

4. juli 2018

https://youtu.be/zC045hBkfMQ

Jeg læser stadigvæk om bluedkunstneren Robert Johnson. Og ikke mindst hos Guralnick og Grail forsvinder manden som genstand for efterforskningen. Som et stykke vådt sæbe mellem fingrene opløses hovedpersonen for øjnene af læserne.

Det var det, den franske filosof og litterat Roland Barthes tog sigte mod da han skrev om “forfatterens død”. At værket på sin vis tager livet af forfatteren eller kunstneren. Hvad enten det er Johnson, Dylan eller en helt tredje. For at værket kan blive til, må ophavet af-skrives.

Sommerbrise

4. juli 2018

Ja, der skal ikke meget til at lette lidt på varmen. En meget let brise gennem granerne og hen over det tørre græs, fulgt op af et glas køligt vand fra han en.

Pigen var 17 1/2…

3. juli 2018

Sommeren er over os alle. Og temperaturerne nærmer dig de 30 grader. Og det sender mig tilbage til barndommens somre med ønskekoncert i radioen og denne revysang fra 1935.

1968: Doors Venter på solen

3. juli 2018

https://youtu.be/KViYNzUp_7c

Dagen i dag for fem årtier siden udkom The Doors tredje album Waiting for the Sun. Den toppede både LP-listen og singlelisten med den fængende, poppede single “Hello, I love you”, der var den sang, der for første gang åbnede mine ører for Jim Morrison og vennerne. Det var en af Morrisons første sange. Og bandet havde lidt problemer med at fylde albummet med nyt materiale.
Måske hjalp det også lidt på salget, at Doors – medens Vietnamkrigen kørte på højtryk – havde to sange om soldater og militær, “Five to one” og “The Unknown Soldier”.I hvert fald gjorde de sig godt i livesituationen, bl.a. da Doors optråde på dansk tv.
Som jeg husker det, fik albummet en lidt kølig modtagelse på Danmarks Radio hos Hans Jørgen Skov, der var lidt skuffet. Men pladen solgte godt i hjemlandet og udenfor. Men også i hjemlandet mente kritikerne, at gruppen ikke helt holdt momentum. Og pladen var nok lidt mere kommerciel og mainstreamorienteret end de første to.

Medens vi venter på the Kinks

2. juli 2018

Medens vi spændt venter på the Kinks’ genkomst, har Ray Davies udsendt en sang fra sit seneste udspil om Amerika.

50: Musikken fra det store lyserøde hus

1. juli 2018

Et af de mest omtalte, mytificerede, indflydelsesrige album kom på denne dato i 68. The Bands Music from Big pink. Komponeret i huset, da de spillede for Bob Dylan, optaget i storbyen. En af de vigtigste plader i americana. Måske selve grundlæggelsen. En plade, der indfanger det amerikanske. I følge rockjournalistikkens svar på Kloge Åge,  Greil Marcus. Som også mener, at Band aldrig blev bedre end i det lyserøde hus. Amerikansk rocks hellige gral.

https://youtu.be/3LAcP_v-j3I