februar 2024 arkiv

Hoax… om at færdes på inter-nettet..

4. februar 2024

Ja, det er ikke uden visse risici, at man færdes på nettet. Man kan ikke være ret sikker på, at den information, man finder holder vand, altså er verificeret og holdbar. Ofte kan man løbe ind i det, man i det store udland kalder hoax – vist nok en folkelig omformning af hokus pokus – dvs. fup, svindel, løgn. Kald det hvad du vil. Således var jeg lige ved at tro, at selveste Cliff Richard på 83 år havde stillet skoene. Men det viste sig, at der var tale om en af hans managers; men rygtesmede havde allerede travlt med at score en stor nyhed. Der må være penge i den slags – også selv om de ikke er vandtætte…

 

Hep Stars på scenen…

3. februar 2024

Fra ABBA er der ikke langt til Hep Stars, hvor Benny Anderssson slog sine folder i tresserne. Det var Sveriges mest populære beatgruppe dengang. Og lidt research afslører – hvad jeg ikke vidste – at de allerede i 1965 fik udgivet en koncertplade. Det var ikke helt almindeligt dengang; og det var den første live-album med en rockgruppe. To  optagelser fra to af de svenske folkeparker, og materialet var primært kendte rocknumre. Pladen blev en kæmpesucces i hjemlandet, hvor den kæmpede med The Beatles og deres Rubber Soul om førstepladsen på album-listen.

Band on the run – underdubbed mix..

2. februar 2024

Hvad betyder underdubbed? Sådan cirka det samme som demo-indspilninger. Altså rå, tidlige versioner – inden der bliver overdubbed med alskens finesser. Her gælder det jubilaren Band on the run – og sangene kan sagtens holde til lidt nedbarbering…hvis du spørger mig.

Lidtzeppelin…

1. februar 2024

Til sengelejets musikdyrkelse hører også en lidt længere ekskurs til Led Zeppelin, som jeg holder af, men aldrig har dyrket intenst. Første skridt var opdagelsen af Beth Harts forrygende hyldest til det band. Og det førte så ad svært rekonstruerbare stier til Led Zeppelins sidste officielle plade In through the outdoor, som nok er det af bandets otte plader, jeg har lytter allermindst til. Og som ved genhør viser sig at være en fin svanesang og en rigtig lille perle. Måske uden rigtige “hits”,men med en række solide, velfungerende hårdrocknumre, Robert Plants stemme i topform. Og så opdager jeg, at pladen er indspillet – af alle steder – i ABBAs Polarstudier i Stockholm (og forklaringen er nok, at ABBA dengang havde det allerbedste studie i Nordeuropa) og at bassist og tangentspiller John Paul Jones til projektet har lånt ABBAs – eller rettere: Bjørn Anderssons – Yamaha GX-1-synthesizer, som er med til at give pladen en helt særlig elektronisk lyd. der delte vandene blandt kritikere og publikummer, men som også gav Zeppelin en lyd, der lå milevidt fra tidens punkede. Og man blev igen mindet om, at rock-og-pop-verdenen dengang såmæn ikke var så stor, som man måske gik og troede…