En ung kvinde, der – med sine egne ord – “skriver og taler om litteratur, feminisme og alt det private, som er politisk” og i øvrigt fører sig frem på det førende internetmedie Instagram, hvor billeder er vigtigere en skriveri, på en måde, der bekræfter en fordomsfuldt billede af unge kvinder, der vil frem i vores verden i kraft af deres udseende (mange let påklædte billeder) og i kraft af de i offentligheden kendte personer, især mænd, har fået ørerne gevaldigt i mediemaskinen. I en længere periode har hun haft som opgave at skrive anmeldelser m.m. i en stor dansk avis, og her er hun så blevet afsløret i at plagiere andre. Altså i at stjæle andres skriverier. Hun har med andre ord handlet som en platugle, en plagiator, der åbenbart ikke har været i stand til at udføre den opgave, hun har været så heldig at få (i en verden, hvor journalister mister deres arbejde, fordi der er mindre og mindre at lave for deres faggruppe på de store medier…). Hvem denne kvinde er, er i denne sammenhæng ligegyldigt (du kan selv finde hende ved at google de centrale ord). Her er hun først og fremmest et symptom på det samfund, hun lever og handler i.
Og det samfund, vi taler om og henviser til, er et samfund, der i disse år falder i svime over den seneste teknologiske udvikling inden for computoriseret behandling af tekst, billede, film, lyd – nemlig den såkaldte kunstige intelligens (eng. Artificial Intelligence). En – med den amerikanske lingvist og politiske kommentator Noam Chomskys ord – avanceret og sofistikeret form for plagiarisme, altså tyveri af menneskelige ånds- og forstandsfrembringelser.
Og det slående ved den kunstige intelligens’ indtog i vores samfund er, at det foregår næsten uden nogen form for kritisk overvejelse, i hvert fald i de store medier. Man nøjes med at fremhæve alle de steder, hvor den nye teknik inddrages – lige fra lægevidenskaben til uddannelsessystemet. Al snak om, at teknologiske fremskridt – som alle fremskridt – både er frem- og tilbageskridt, synes at fordufte som den første forårsdis i forårssolen. Ja, der er tale om en veritabel dyrkelse af denne sofistikerede form for snyderi og tyveri. Og det illustreres måske bedst ved at se på alle de sager, der har været i uddannelsessystemet, hvor debatten ikke drejer sig om et forbud mod anvendelse af KI i forbindelse med opgave- og afhandlingskrivning, men om hvordan man kan inddrage teknologien og sikre, at den ikke bliver misbrugt, når første den er sluppet løs på de digitale apparater.
Begejstringen og dyrkelsen af KI er – efter min bedste mening – udtryk for, at vi befinder os i et samfund, der for længst har accepteret tyveri af menneskelige åndsfrembringelser som en legitim handling – altså så længe det ikke bliver opdaget. Dette legitime tyveri har i årtier foregået i vores varesamfund, hvor kopier af mærkevarer ikke alene har været en tilbagevendende tema og genstand for lovgivning, men i dag på de globale marked nærmest er den gældende dagsorden. Og vi har set et sådant tyveri transformere musiklivet nærmest til ukendelighed, siden digitaliseringen kom ind som en mulighed (fra sampling til KI). Og vi har set adskillige eksempler på, at offentlige personer har begået et sådant tyveri ved fx at pynte sig med lånte fjer i form af konstruerede cv’er. En førende kvindelig politiker insisterede på at være journalist, selv om hun aldrig har i nærheden af en journalistisk uddannelse eller har arbejdet som en sådan. En førende tv-journalist bliver taget i at have stjålet hele kapitler af en anden mands/kvindes bog og indlemmet det i sin egen – uden at gøre opmærksom på det. Og så videre. Og det hele er eksempler på, at vi lever i et samfund, hvor det er i orden at snyde, svindle, manipulere, kopiere, stjæle osv. i en højere sags tjeneste. Og hvor surt slidsomt arbejde, møje, besvær og talent spiller en tilsvarende mindre rolle.
Men hvad gør man så, hvis man bliver taget på fersk gerning i den slags tyveri og snyderi? Er det muligt at slippe for mistanken om, at man er en notorisk platugle og tyveknægt?! Er det nok at love bod og bedring!? Af kommentarstrømmen til den indledningsvist omtalte unge kvinde kan man godt få det indtryk, at selve forbrydelsen betyder langt mindre end det projekt, som den tjener – nemlig markedsføringen af hovedpersonen som et skabende (skrivende, tænkende) væsen med ambitioner om at være feminist og privatlivspolitiker. Målet helliger midlet. Og vi kommer ikke uden om at stillle spørgsmålet: Hvad siger det om vores samfund, at det forholder sig således!? At forbrydelse betaler sig, når bare det tjener sit formål!? Jeg vil overlade det til læserne selv at tænke tanken til ende.
