Jeg har ofte været inde på det: Poppens og rockens historie er også fotografiets historie. Selv om fotografiet og fotokunstens er meget ældre end populærmusikken, så er det i høj grad denne teknologi, der har fulgt populærmusikken. Senere kom filmen og videoen til, selv om fotografiet – ikke mindst på SOME med mobiltelefoner – stadigvæk er et væsentligt værktøj til registrering af poppens navne. Se blot Taylor Swift i Stockholm…

Og i poppens historie er der mange store navne, der har  fulgt efter de kendte musikere og sangere. Men også her i landet har vi navne, der hører med blandt de allerbedste. Jeg har nævnt Gorm Valentin og Jan Persson. Og så er der Susanne Mertz, der nu ganske fortjent er blevet hyldet med en dokumentarfilm af Torben Schiøtt: Kvinden med kameraet. Og Susanne Mertz hører til blandt de ypperste på det særlige parnas, der er for musikfotografer. Og hun er en af dem, der får en til at tænke over, hvad det er, der gør et fotografi godt. For – det ved alle os amatørfotografer, der hele tiden trykker på mobiltelefonens kamera – der er langt mellem snapsene. En gang imellem lykkes det at lave et foto, der har noget særligt over sig. Og det er klart, at det langt fra har at gøre med, hvilket kamera, du bruger. Selv om de professionelle bruger fornemme kameraer af bedste kvalitet, så er det ingen garanti for, at fotografierne hæver sig over det gennemsnitlige. Nej, der er noget andet og mere på spil, når en godt fotografi. Et særligt blik, som dokumentaren fortæller. Men et blik for hvad!? Susanne Mertz fortæller selv, at “Man bliver nødt til at elske det menneske, du fotograferer” i forbindelse med fotoet til Kim Larsens album “Mine damer og herrer”.  Bag blikket skal hjertet og lidenskaben være med – for at fotografiet bliver godt og noget særligt. Og mange filosoffer og tænkere – lige fra Susan Sontag til Roland Barthes – for forsøgt at skrive det frem, det der særlige ved blikket. Og det er svært, selv om de får skrevet meget rigtigt og godt.

Susanne følger musikken fra tresserne – nogle få reddede fotos fra Beatles’ koncert i K. B. Hallen over Gasolin, hvis hoffotograf, hun var (fordi hun var kæreste med trommeslager Bjørn Uglebjerg) og videre frem. Og en masse vidunderlige billeder er det blevet til (se et fint udsnit af både musikbilleder og andre på Susannes hjemmeside – lige her), og det indfanger Schiøtts dokumentar på fineste vis. Neddæmpet med fokus på billederne, Susannes og hendes “ofres” ligefremme, enkle ord, indkredses noget væsentligt om fotografen Susanne Mertz og hendes fotografier. En særdeles vellykket dokumentar om en af vores store fotografer udi musikken. Jeg elsker Susanne Mertz’ fotos. Se dokumentaren, der en tid ligger på DRs hjemmeside.