Leonard Cohen live…

11. januar 2010

PÃ¥ coveret til Leonard Cohens album Live Songs fra 1973 ser man hovedpersonen stÃ¥r med ryggen til en kedelig flisemur. Den ene hÃ¥nd hviler pÃ¥ tommelfingeren ved livremmen og med den anden holder Cohen cigaretten til munden. Han kigger udtryksløst lige ind i kameraets linse, som ville han sige: Lad os sÃ¥ fÃ¥ det her overstÃ¥et. Over hovedet pÃ¥ ham stÃ¥r albummets titel med skrivemaskinetyper: “Leonard Cohen:Live Songs”. Det er en æstetik, der kunne være hentet fra en digtsamling. Intet markskrigeri her.

Som jeg husker det, fik pladen flotte anmeldelser, da den udkom. Men selv om det minimalistiske, nøgterne cover brændte sig ind i min bevidsthed, fik jeg aldrig anskaffet mig netop den plade. Jeg har dog hørt den flere gange gennem årene og hver gang tænkt: Den må jeg have anskaffet ved lejlighed. Men tilfældighederne ville det anderledes. Måske lykkes det en dag.

For der er noget særligt ved Cohen live, som der er ved mange live-album i det hele taget. Stemningen fra koncerterne, kunstnerens bevidshed om sit publikum osv. Og Live Songs var Cohens første livealbum. Her samlede han en række forskellige optagelser med fortolkninger af sange fra – primært – klassikere Songs From A Room. Sangene er optaget i de europæiske storbyer Paris, London, Berlin og Bruxelles. Og sÃ¥ er der én optagelse, “Tonight will be fine“, fra Cohens optræden pÃ¥ Isle of Wight i 1970.

I følge rygterne var netop denne festival pÃ¥ Isle of Wight en af de mindre vellykkede festivaler – lige med undtagelse af Cohens koncert. Det kan man sÃ¥ forvisse sig om pÃ¥ den fine udgivelse, der kom sidste Ã¥r, hvor hele koncerten er nedfældet pÃ¥ cd, dvd og – hvis man ønsker det – blueray. Holder man af Cohens poesi og sangkunst bør man unde sig at se og lytte til den koncert. Det er den rene vare rent medialt. Her fÃ¥r man den unge, ambitiøse digter med sin endnu lyse stemme med glød og liv.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Torben Bille kommentarer:

    Da festival sluttede mandag morgen efter Jimi Hendrix’ nu legendariske koncert, løæd det fra en af arrangørerne: “This is the last festival, enough is enough , it began as a beautiful dream but it has got out of control and become a monster.” Nej, Gitte Seeberg deltog ikke, men det var et kaos. Alene den kendsgerning at 600.000 hippier skulle over pÃ¥ en ø, der til daglig husede en befolkning pÃ¥ 100.000, siger alt. Men vejret var tÃ¥leligt, maden elendig, hvorimod lyden var væsentlig bedre end udsigten til andre stjerner end dem pÃ¥ himlen. Der var simpelthen for langt til scenen for de fleste. Det kan jeg skrive under pÃ¥. Og pÃ¥ at Chicago gav et brag af en koncert, mens alle nu kun husker The Who og Hendrix. Jeg har kun set Hendrix-koncerten bagefter. Han gik i vanlig Woodstock-stil først pÃ¥ tidligt mandag.

    Og vi skulle nemlig hjem allerede om søndagen, hvor jeg fejrede min 21 års fødselsdag med at tomle mod Harwich. Tre dage senere var vi hjemme. Det var før Easy Jet. Og kassekredit.

  2. capac kommentarer:

    @Torben Bille: Tusind tak for dit erindringsglimt. Hvor ville jeg gerne have set Chicago! Dem var jeg ret vild med i starten af halvfjerdserne, inden der gik mainstream i bandet. 600.000 hippier – ikke noget at sige til at det blev en monstrøs festival.

Skriv en kommentar

265 har læst indlægget
14,851