Op i røven: Noget om ytringsfrihed
11. januar 2010
She took off her stockings
I held ’em to my face
She had your ankles
I felt filled with grace
“Two hundred dollars straight in
Two-fifty up the ass” she smiled and said
She unbuckled my belt, pulled back her hair
And sat in front of me on the bed
She said, “Honey, how’s that feel
Do you want me to go slow?”
My eyes drifted out the window
And down to the road below
I felt my stomach tighten
As the sun bloodied the sky
And sliced through hotel blinds
I closed my eyes
Sunlight on the Amatitlan
Sunlight streaming through your hair
In the Valle de dos Rios
The smell of mock orange filled the air
We rode with the vaqueros
Down into cool rivers of green
I was sure the work and the smile coming out ‘neath your hat
Was all I’ll ever need
Somehow all you ever need’s
Never quite enough you know
You and I, Maria, we learned it’s so
She slipped me out of her mouth
“You’re ready,” she said
She took off her bra and panties
Wet her fingers, slipped it inside her
And crawled over me on the bed
She bought me another whisky
Said “here’s to the best you ever had”
We laughed and made a toast
It wasn’t the best I ever had
Not even close
I 2005 udsendte Bruce Springsteen det fine, lidt oversete, nedtonede album Devils and Dust. På en af sangene, “Reno”, fortæller Springsteen historien om en ensom mands møde med en luder på et motelværelse. Som man kan læse ud af teksten, så omtales ydelsen “analsex” eksplicit. Vel ikke overraskende, for det er jo en af ludernes tjenester. Græsk hedder det vist i den jargon.
Ikke desto mindre får allusionen til analsex det store amerikanske kaffefirma Starbucks, som også er kendt for sine pladeudgivelser, til at nægte at sælge pladen i deres butikker. Konfronteret med denne censur, bortforklarer firmaet det med, at man ikke havde plads på reolerne til netop den plade…
Historien kan man læse i Bryant Simons bog “Nothing but the Coffee: Learning about America from Starbucks” (U. of California Press, 2009). Starbucks musiksalg går tilbage til 1971 og har været en succeshistorie, hvor firmaet brandede sig selv som et foretagende, der ville lade sine kaffedrikkende kunder opdage spændende musik fra det store amerikanske musikkatalog. Bob Dylan, Joni Mitchell, Van Morrison m.fl. lød fra højtalerne. Men bag det relativt progressive image lurer det egentlige og banale motiv: at tjene penge.
Historien om Springsteens lille sang om en mand, der lever på bagsiden af den amerikanske drøm og lader sig servicere af en hooker, er endnu en historie om grænserne for en privatkapitalistisk virksomheds progressivitet og idealisme. Hvis bundlinjen er i fare, så griber man til censur over for kunstnerne. Det udtalte løfte om at lade kaffenyderne gå på opdagelse i musikken var kun et halvt løfte, der i realiteten holdt musikelskerne på sporet af mainstream.
11. januar 2010 kl. 13:19
Åhja, hvordan vil du undgå profitmotivet, hvis det ikke er ved at styrke mulighederne for privat foretagsomhed på et demokratisk internet, hvor alle kan lave deres egen server på et par dage?
11. januar 2010 kl. 13:47
@Donald: Findes der ikke andre motiver, der kan drive mennesket?
11. januar 2010 kl. 13:52
@Donald: Min pointe er ikke, at afsløre, at kaffeshopfirmaet er drevet af profitbegær. For det er sÃ¥ banalt, sÃ¥ banalt. Men derimod – endnu engang – at pege pÃ¥, hvordan profitbegæret korrumperer den idealisme, firmaet brander sig selv med…
12. januar 2010 kl. 11:43
Jo der findes andre motiver, og det er dem vi skal hjælpe. Enig! Mine oplevelser gennem de sidste mange Ã¥r har sÃ¥ tydeligt vist at hvor der er penge, kommer der korruption. Og hvis der ikke er penge, skal de korrupte nok lave dem. Nu bruger jeg ordet korruption om al slags svindel, undskyld – det er vist ikke den normale anvendelse, man forbinder det som regel med bestikkelse, men iflg. min ordbog er det altsÃ¥ bredere.
Det er det, som jeg mener med at man ikke kan undgÃ¥ profitmotivet; men man skal styre det, muligvis ved at lave forholdsregler i retning af at “(c)2010 Xxxx Xxxx Licenstype: Denne musik mÃ¥ ikke handles” hvilket forudsætter at man kan tjene penge pÃ¥ andre mÃ¥der.
12. januar 2010 kl. 12:31
@Donald: Jeg tror godt, at profitmotivet kan undgås. Men det spørgsmål handler om samfundsøkonomiens indretning.
Lader vi lige den store diskussion ligge, sÃ¥ synes jeg vi har et kronisk problem med hensyn til det, du kalder “korruption”. Som du ganske rigtigt siger, sÃ¥ er korruption i forbindelse med penge mere reglen end undtagelsen. Igen og igen oplever vi personer og virksomheder, hvis image krakkelerer, fordi profitmotivet nedbryder image. Idealer, moral, etik kommer i anden række.
Et godt aktuelt eksempel er bankverdens resistens over for en diskussion om etik i kølvandet på finanskrisen. Selv om ansvaret for misèren hviler tungt på de store banker, så lader de stort set som ingenting. Hvorfor? Jeg tror, det er, fordi de for enhver pris næsten vil undgå at komme til at sidde i en konflikt mellem etik og profitbegær.
Eksemplerne er i øvrigt mange og konstante. I eksemplet ovenfor handler det om en privat virksomhed, der udøver censur over for en kunstner, der tillader sig at skrive om noget seksuelt. Vi har så travlt med at kritisere islamtilhængere for at intolerante og udøve censur (Bier-sagen og sagen om danske kunstneres selvcensur), men glemmer at kigge på os selv. Jeg synes, det er bekymrende at private virksomheder knægter ytringsfriheden for ussel mammon.
Ytringsfriheden er et fundamentalt demokratisk princip, som vi bør værne om. OgsÃ¥ selv om det koster – i kroner og ører, dollars osv.
Man kunne så vende den om og sige. Hvorfor så ikke være ærlige? Hvorfor ikke stå frem og sige: Det handler om penge. Vi vil kun sælge det, der kan sælges. Men hele marketing- og reklameindustrien er jo et vidnesbyrd om, at det vil være en dårlig strategi.
13. januar 2010 kl. 00:21
Ja jeg tror du rammer noget væsentligt der. Kan man sige, at bankernes ledelser ikke kan se skoven for bare træer?
Hørte du gæst hos Krause P1, Svend Jørgen Jensen, Silkeborg (Demetra), fortælle om de ting, der afslører “grÃ¥dighed”? Jeg skal se at fÃ¥ skrevet hans stikord ned. Han siger 1873, 1929 og 2008 lignede hinanden ved at boliglÃ¥n udgjorde mere end 20% af finansmarkedet, der blev handlet/spekuleret mere og mere (hurtigere) med aktier og en eller et par ting mere; det er tegn pÃ¥ (grÃ¥dighed og) krise.
Kan man sige om kaffefirmaet, at de prøver at “sælge noget med idealisme”?
At sælge idealisme – der sker noget med ordene, nÃ¥r man sætter dem sammen pÃ¥ den mÃ¥de :-(
Tak for spændende diskussion.
13. januar 2010 kl. 00:52
@Donald: I lige måde.