The Beatles – “Rubber Soul”

23. august 2010

The Beatles sjette album fra 1965, Rubber Soul, var en af de LP’er, jeg ikke fik som vinyl, da den udkom. Den hjemlige økonomi har nok ikke rækket til sådan en investering. Men singlen med “Michelle” og “Girl” blev det da til. Der gik faktisk næsten ti år, inden Rubber Soul blev indlemmet i min samling. Ikke desto mindre er det et af de album i gruppens produktion, som jeg nok har lyttet mest til gennem årene. På grund af sangene.

Albummet, der for længst er blevet udskreget til at været et af periodens mesterværker, markerer et slut- og vendepunkt for gruppen. Den afslutter den periode, der begyndte med debutpladen “Please, Please Me”, og som var præget af hektisk koncertvirksomhed. Selv om det kun tog fire uger at få Rubber Soul ned på bånd, så var det første gang gruppen havde mulighed for at koncentrere sig fuldt og helt om pladeindspilningen. De succesfulde koncerter var blevet en absurd foreteelse for gruppen, der ikke kunne høre andet en pigeskrig. Og økonomisk var koncerterne heller ikke længere en nødvendighed.

Men pladen udgjorde også et musikalsk fremskridt, som de fleste kritikere kunne høre. Det var som om lydbilledet havde foldet sig ud, som om alle de små tilløb og ansatser, der var opstået undervejs, pludselig udfoldede sig som musikalske blomster i en mangefarvet blomsterbutik. Man kan heller ikke lade være med at tænke på, om ikke den omfattende koncertvirksomhed til lande uden for Storbritannien, har givet anledning til musikalsk inspiration af gruppens medlemmer? I hvert fald har sangene på pladen taget farve af ikke blot den kontemporære amerikanske beatmusik, fx Bob Dylan og The Byrds, men også af indisk musik (sitaren på “Norwegian Wood”) og fransk toneklang (“Michelle” og “Girl”) m.m. I det hele taget bekræfter pladen, hvad man længe har haft på fornemmelsen, nemlig at gruppens medlemmer – og ikke mindst sangskriverne – havde ørerne ud rent musikalsk. Med umættelig appetit og seismografisk registrerende sans var de på jagt efter nye inspirationskilder, nye lyde og klane – og i det hele taget nye ideer, der kunne glide ind og befrugte sangskrivningen. Et sigende eksempel på opfindsomheden og kreativitetens ustyrlighed er Ringo Starrs brug af en æske tændstikker som rytmisk element på “I’m looking through you”.

Med Rubber Soul trådte gruppen for alvor ind i den eksperimenterende og innovative fase, der skulle komme til at præge beatmusikken mange år frem – og stadigvæk gør det. Det er også almindeligt kendt, at det netop var denne plade, der blev en enorm musikalsk udfordring for Beach Boy Brian Wilson og indirekte gav Beach Boys en musikalsk vitaminindsprøjtning, der fik gruppen til at stille det mentale surfbræt til side og starte noget, der mest af alt lignede en kunstnerisk transatlantisk kappestrid mellem de to bands.

Det var også med Rubber Soul, at pladeindspilningeren så at sige mistede deres teknologiske uskyld. Hvor pladestudiet tidligere – lidt firkantet sagt – blot var et sted, hvor man spillede, medens båndene rullede, så blev indspilningsteknologien nu i stadig højere grad en del af det musikalske udtryk. Sammen med producer George Martin blev de nye teknologier udforsket med henblik på at realisere musikalske ideer og opfinde nye lydmuligheder.

Også på det tekstlige plan er der sket fremskridt. Kærligheden er stadigvæk gruppens store uopslidelige tema. Men, hvor de tidligere plader fortrinsvis havde været præget af en ungdommelig optimistisk tro på kærlighedens styrke, så fremtræder kærlighedsforholdene på Rubber Soul med større kompleksitet. Troen på den store kærlighed er intakt, men erfaringens byrde lægger et skær af realisme og ironisk distance hen over det.

Bob Dylans betydning for især John Lennons tekster har været påpeget ofte. Og det er nok også ubestrideligt, at Lennon har ladet sig intellektuel udfordre af den lille amerikanske poet. Men der er efter min mening mere tale om en poetisk udfordring til teksternes kvalitet end en egentlig æstetisk påvirkning. Ser man på kongeeksemplet “Norwegian Wood”, der altid nævnes i forbindelse med Lennon og Dylan, så er det tydeligt, at det er en genuin Lennonsk sang. En sang, der i følge anekdoterne (og Lennons egne udsagn) er et forsøg på at skrive en kryptisk sang om en utroskabsaffære (medens han var gift med Cynthia). Altså endnu en kærlighedssang,  en af de mere subtile. Uden at forklejne Dylans betydning, så tror jeg mere, at sangskrivningskvalitetens løft skyldes, at Lennon (lige som Mccartney) var blevet mere moden og mere kunstnerisk fokuseret, end han tidligere havde været.

Når jeg lytter til denne plade i den nye remasterede monoudgave, så får jeg den samme fornemmelse, som dengang for mange år siden. En musikalsk verden åbner sig for mine ører. En melodisk og kreativ generøsitet strømmer en imøde. Der er noget meget tresseragtigt over pladen i denne åbnen sig. Og selv om jeg nærmest kan sangene udenad og kender hver eneste lille lyd på skiven, så er det alligevel som om, jeg ikke kan blive færdig med den. Lad mig lige høre den en gang mere…

En kommentar

  1. Beologen kommentarer:

    Oh yeah…”Girl”. Suk.

    Skøn video, især de dér fedbamser med hvide skjorter + slips pÃ¥ hver side af Ringo. Der er sandt for dyden at sige ikke tale om nowhere men…eller?

Skriv en kommentar

653 har læst indlægget