Er fildelingen ensbetydende med albummets død? Apropos Beatles og iTuben.
17. november 2010Medens pengene strømmer ind i Beatlesbankbøgerne, og musikken strømmer ud fra iTunes i form af filer, så blandes begejstringen med den uomgængelige skepsis. For er det nu også en god ting at sende Beatles ud på iTunes? Problemet er, at iTunes – som det er blevet udtrykt- er en singlemaskine. Handler man der, så køber man de enkelte sange – og ikke fx et helt album. Og for en del generationer vil det stadigvæk være en slags helligbrøde at atomisere albums som Sgt.Pepper’s Lonely Hearts Club Band og Abbey Road. En 23 årig (!) kommentator i The Atlantic sætter sagen på spidsen, når han påpeger, at der nok er mange, der ikke vil hoste op med $ 1.29 for den 23 sekunder lange “Her Majesty”, der afslutter Abbey Road. For slet ikke at tale om “Golden Slumbers”, “Carry That Weight” eller “The End”.
Retfærdigvis skal det da understreges, at iTunes faktisk tilbyder The Beatles albums til favorable priser. Men ideen om Albummet – hvor konstrueret den end har været – er udsat for fildelingens atomisering og erosion. Nogen holder dog fast ved de gamle ideer. Fx vil AC/DC ikke høre tale om at udkomme på iTunes, fordi de opfatter deres album som sammenhængende helheder.
Men det er nok undtagelsen. Og måske også historiens ironi. For før LP’en fik sin storhedstid i løbet af tresserne og – ikke mindst – halvfjerdserne, var singlepladen det foretrukne medie. Og det var singlehittet, der skulle trække LP-salget med sig. Beatles var en af de grupper, der gjorde op med denne relation. Det kan man høre Paul McCartney berette om på disc 2 af Anthologydokumentaren.
Gamle nostalgikere som undertegnede kan kun beklage, at vi sådan er tilbage ved udgangspunktet. Og håbe på, at der stadigvæk er nogle ildsjæle, nørder og musikelskere, der vil holde fast i albummet. På den ene eller anden måde…
18. november 2010 kl. 02:28
Som du senere i indlægget henviser til, så har singlen siden halvfjerdserne fået mere og mere indpas. Blot accelereret af den digitale tidsalder, der gør adgangen lettere og lettere. I starten af 2000 var der P2P File-Sharing (eks. Napster), i midten fik vi butikkerne (eks. iTunes) og senest får streaming mere og mere indpas (eks. Spotify). Og det er måske streaming der kan redde albumformatet. Her køber du jo adgang til ubegrænset forbrug og behøves ikke at vende og dreje hver eneste krone og øre.
MÃ¥ske burde sangskriverne tilpasse deres mÃ¥de at skrive pÃ¥. F.eks. som Plan B gør pÃ¥ sit album “The Defamation of Strickland Banks”, i sangen “She Said” synger han “So she said.. Boy, I loved you from the start, when I first heard “Love Goes Down””, hvilket er et link til albummets første sang “Love Goes Down”. Overdrivelse fremmer forstÃ¥else ;)
18. november 2010 kl. 09:42
@Lars H.: Ja, i hvert fald tror jeg, at det er op til kunsterne selv og butikkerne på nettet at holde liv i albumformatet. Kunstnerisk nødvendighed og kundepleje, kunne man sige. Men i øvrigt: hvorfor stoppe ved albumformatet? Albummet som værkkategori er jo bestemt af de store stykker vinyl og deres kapacitet. I dag er der helt andre muligheder med dvd og blueray. Jeg synes, vi mangler udforskning af disse mediers muligheder. Neil Young har gjort det, bl.a. til at forbedre lydkvaliteten, men ellers?
18. november 2010 kl. 11:36
Ang. brug af DVD og Blu-Ray, sÃ¥ havde man jo omkring 2000erne SACD (Super Audio CD) med mulighed for at indspille i surround sound. Desværre fik formatet aldrig rigtig fat i mainstream markedet. – mÃ¥ske fordi man har lanceret produktet netop hvor det digitale medie for alvor fik medvind. ‘Bad timing’…
18. november 2010 kl. 11:39
@Lars H.: Ja, SACD’en havde jeg helt glemt, selv om jeg har nogle af dem stÃ¥ende. Men det kan godt undre en, at de i disse lavkvalitetsfildelingstider ikke satses (endnu) mere pÃ¥ udgivelser med bedre lyd- og billedkvalitet. Mange af nutidens lydfiler (mp3..) falder bagom lyden i den gamle batteridrevne monotransistorradio…
18. november 2010 kl. 15:03
Ja, det er synd at spare pÃ¥ kvaliteten i lydfiler, nu hvor bÃ¥de harddisken og bÃ¥ndbredden tillader lossless kvalitet. Men det handler meget mere om vane. Forbrugeren har vænnet sig til lydkvaliteten af FM-radio, 48 kbps netradio og 96/128 kbps lydfiler… desværre kan man sige…
18. november 2010 kl. 15:47
@Lars H.: Ja, men det kan man jo ændre på. Hvis man vil.
19. november 2010 kl. 10:53
Ikke så længe siden vi drak spandevis af sur kolbekaffe hele dagen, nu foretrækker mange en god latte. Måske finder vi ud af at det er ikke lykken at have adgang til 3 millioner sange i so-so kvalitet og søger kvalitetstid med den musik vi virkelig holder af?
19. november 2010 kl. 11:22
@klaus: Jeg tror, du har fat i noget. Jeg har netop overvejet at skifte mit telefonabonnement ud med et andet, der involverer TDCs Play. Men droppede det. For det er ikke mængden af musik, der interesserer mig, men adgangen til den gode musik i et ordentligt format. Spørgsmålet er så, om de unge, der vokser op med iPod-hitlister eller illegale download vil få det på samme måde?