Har Beatledom taget overhånd?
4. januar 2011Jeg har været inde på det i flere indlæg her i bloggen, også på det seneste. Dyrkelsen af The Beatles når nye højder i disse år, hvor fodgængerfeltet ved Abbey Road ophøjes til nationalt kulturklenodie, og folkevalgte politikere slår et slag for en kondemneringsmoden bolig, hvor Ringo Starr (over)levede et par år i sin barndom. Mellem linjerne har spørgsmålet ligget: Er det gået for vidt med dyrkelsen af tresserikonerne The Beatles? I går tog John Harris fat på det latente spørgsmål i The Guardian under den umisforståelige rubrik: “I am a Beatles obsessive. But let’s cut the Fabs-worship“.
Dråben, der fik bægeret til at løbe over, er det seneste ståhej om 9 Madryn Street. Som vores medblogger Torben har Beatlesbesatte Harris lagt vejen forbi den vaklende rønne for at konstatere, at bevaringsværdien er tvivlsom. Og Ringo og familien boede der jo heller ikke ret længe. Hvilket det engelske National Heritage, som tager sig af den slags spørgsmål, netop har brugt som argument for en nedrivning.
Men så gik der national politik i det, da minister Shapps gjorde en sag ud af det. Hans motiver kan man kun gisne om. Måske er han gammel Beatlefan, men det er nok mere pragmatiske, for ikke at sige opportunistiske bevæggrunde, der ligger bag.
Harris ser det seneste tiltag som endnu et eksempel på ‘transformationen af The Beatles til en national religion’.
Med tænderskærende sarkasme peger Harris på andre udslag af tilbedelsen. Ikke mindst Liverpools hengiven sig til ‘ideen om at Beatledom kan være en erstatning for den tabte merkantile fortid’ med John Lennon Lufthavn, A Hard Days Night Hotel, Magical Mystery Tours osv. Harris noterer tørt, at den Beatles-drevne regeneration ikke rigtig fungerer i al den forlorne atmosfære…
Journalisten konstaterer også, at Beatles’ kulturelle dominans især har taget til i post-Blair-perioden og nu nærmest har drænet kulturen for ilt. Og han peger på det egentlige problem med følgende, rammende kommentar: “Og tænk en gang på, hvad den statsstøttede dyrkelse af Fab Four gør ved vores anerkendelse af deres eget arbejde. Forståelsen af det væsentlige ved deres musik – den tidlige periodes flydende begejstring, det kreative vovemod i så meget af det, de skabte, det 1000 km-i-timen-tempo, hvormed de udviklede sig – besværliggøres i stigende grad af et stort tæppe af tvungen sentimentalitet“. Amen.
Og Harris forudser den dag, hvor Paul og Ringo er borte, hvor sange som ‘A Day In The Life’ er optaget i skolens sangbog og Beatlesmagien er knust…
Som antidot citerer han John Lennons desillusionerede, kyniske bemærkning om, at ‘det bare er en rockgruppe, der er gået i opløsning. Det er ikke noget vigtigt – du kan få alle pladerne, hvis du vil mindes”. Den ubenægtelige sandhed kalder Harris Lennons dom. Men han tager fejl. Beatles var ikke bare en rockgruppe. De var – og er – noget særligt. Som så ofte før skrevet, så ligger “sandheden” nok et sted mellem Beatledom og Lennons udslettende ord. Men Harris har ret i, at Beatledom har taget overhånd. Lad bulldozerne gøre deres arbejde ved 9 Madryn Street. Og lad os finde Beatlespladerne frem fra hylderne. Det er der, det sner. Stadigvæk.
4. januar 2011 kl. 13:39
…..forudser hvor sange er optaget i skolens sangbog: vÃ¥gn op, Harris, det er da sket for længst, og godt sÃ¥: højskolesangbogen har i hvertfald 3, plus John og Yoko’s And so this is Christmas.
Men enhver rønne, som nogen har tisset bag ved, skal ikke restaureres og laves til museum. Det er godt at vide, på hvis skuldre vi står, men derfor skal vi ikke nøjes med at være kustoder for andres liv. Der er et sted, hvor der er en naturlig balance mellem mausolæum og historieløst udviklingsrace.
4. januar 2011 kl. 13:43
@AagePK: Jo, Aage, men der er sgu forskel pÃ¥ at synge julesange, Yellow Submarine, Ob-la-di-bla-da og sÃ¥ fx A Day in the Life, Revolution nr. 9 eller andre af de mere avancerede numre. Eller er vi helt enige. Bealtes skal ikke gøres til en lokalafdeling af den katolske kirke…. ;)
5. januar 2011 kl. 07:58
Nu er datteren rendt med bogen, men “When I find myself in trouble”, “There are places, I remember” og “What would you do” er med, ved jeg. NÃ¥r man finder sange til højskolesangbogen, skal man jo ogsÃ¥ tænke pÃ¥ sangbarheden, det er jo ikke trænede kormedlemmer allesammen, der tager pÃ¥ højskole.
5. januar 2011 kl. 09:58
@AagePK: Selvfølgelig skal Beatles være med i den engelske skoles sangbog (og sikkert også andre). Sangbare er de jo mange af dem. Og så er der de andre, vi kan nøjes med at lytte til.
6. januar 2011 kl. 12:25
Ved enhver latterliggørelse af de følelser, som folk har overfor musik, tændes mine røde advarselslamper. Jeg husker at Jørgen Mylius så gerne ville reducere Beatles, Lennon/McCartney sange med bemærkninger om at der var mange andre musikere, der lavede lige så god musik, og mange af Beatles melodierne var en krydsning af music-hall og rock og det var jo ikke rigtig rock og så videre og så videre.
Jeg fandt en bog af Mylius om beat-musikken, som kun handlede om hvem der havde ligget på hvilke top-et-eller-andet charts. En utroligt uinteressant bog!
Det, som Harris gør, er heldigvis ikke at kritisere de følelser, som musikalske lyttere har og har haft overfor musikere, der kunne noget, som ikke ret mange andre kunne demonstrere så tydeligt og levendegøre så smukt, det sublime, musikalske udtryk som støtte for en text, der gav udtryk for menneskenes brede spektrum af følelser.
Harris er journalist, og han kritiserer nogle af de tåbelige udslag af følelser, hvilket næsten er i orden især hvis han fremhæver at følelserne er fine.
Med hensyn til bevarelse af gamle kondemneringsmodne ejendomme er der flere hensyn, der kunne spille ind, og et af dem kunne være at her havde en musiker boet i 2 år af sit unge liv. Jeg vil hellere bevare en arbejderbolig end et slot. Store bygninger er ofte magtens og undertrykkelsens symboler, ineffektive eksempler på bygningskunst.
6. januar 2011 kl. 14:02
@Donald: Ja, lidt forenklet sagt, sÃ¥ siger Harris: Drop helgendyrkelsen og fokuser pÃ¥ Beatles’ virkelige bedrift: musikken.