Om ‘demoitis’ og musikalsk nerve – Lou Reed som eksempel
4. oktober 2011
For mange år siden – engang i de tidlige 1970’ere lyttede jeg til en bootlegplade med Neil Young hos en studiekammerat. Jeg husker ikke hvilken, men jeg kan huske, at jeg blev slået af den intensitet og nerve, der var i optagelserne, selv om der var tale om uprofessionelle optagelser, tappet direkte fra kunstnerens lydanlæg. Eller måske netop derfor. Måske var den ufiltrerede, uredigerede lyd netop en del af forklaringen på magien i musikken?
Det er en kendt sag, at musikken ofte mister noget af sin uskyld, når først pladeproduktionen kommer ind over. Tænk bare på forskellen mellem The Beatles første album og så fx Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band. Når musikerne bliver bevidste om produktionens muligheder, så går noget tabt. ‘Demoitis’ har Jools Holland kaldt fænomenet, det uskyldstab, der sker, når musikken bevæger sig fra de første rå demooptagelser til de polerede produktioner.
Måske er det også en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor bootlegoptagelser har haft en konstant og tilsyneladende ustoppelig indflydelse på receptionen af musik. Måske var det – ud over de håndgribelige økonomiske årsager! – en af grundene til, at Bob Dylan gjorde mange af sine ‘bootlegs’ officielle? Måske, måske…
I hvert fald er det min oplevelse, at mange af de optagelser, der aldrig oprindeligt var tænkt til officiel udgivelse, er værd at lægge ører til, fordi de har bevaret noget af den nerve, intensitet, autencitet osv., som ofte går tabt, når produceren får magten over lydbilledet.
Et godt eksempel er Lou Reeds liveoptagelse “American Poet”, der fanger Lou Reed ved en koncert den 26. December 1972 (Boxing Day) på Hempstead Theater i New York. Optagelsen er en del af mandens Transformer-tourné. Musikken spænder over sange fra tiden i Velvet Underground over numre fra solodebutalbummet og Transformer. Med sig har Lou The Tots, der bestod af VINNY LAPORTA, guitar, EDDIE REYNOLDS, guitar, BOBBY RESIGNO, bass og SCOTTIE CLARK, drums. Albummet cirkulerede først som regulær bootleg, men er siden blevet genudsendt som officiel udgivelse på forskellige plademærker. Der er oven i købet kommet en særlig “American Poet Box”, der indeholder to CD’er.
Sammenlignet med officielle liveoptagelser som “Rock’n Roll Animal” (1974) og “Live”(1975), så udmærker “American Poet” sig ved i højeste grad at besidde det nærvær og den nerve, som ofte går fløjten i pladestudiet.
“White Light/White Heat” (4’04)
“Vicious” (3’06)
“I’m Waiting For The Man” (7’14)
“Walk It Talk It” (4’04)
“Interview” (5’01)
“Heroin” (8’34)
“Satellite of Love” (3’28)
“Walk on the Wild Side” (5’55)
“I’m So Free” (3’52)
“Berlin” (6’00)
PS. Coverfotoet er taget af Mick Rock
4. oktober 2011 kl. 19:55
– eller f. eks. Lars Muhl ‘Till the end of time’ bedroom recordings. – eller Van Morrison ‘The philosophers stone’ for at nævne et par vellykkede aftapninger. Der er ikke tale om bootlegs, men der er en særlig ‘uproduceret’ nerve…
5. oktober 2011 kl. 00:59
@Gowings: Bootlegs var ogsÃ¥ mest tænkt som et eksempel. Det gælder jo ogsÃ¥ for en hel del debutplader – i hvert fald ældre – at ‘nerven’ blev bevaret mere eller mindre.
5. oktober 2011 kl. 07:04
– det var nok det, jeg tænkte. Jeg synes at det er tankevækkende nÃ¥r musikere udgiver hidtil ikke udgivne værker, eller tidlige versioner af allerede udgivne numre, at man ogsÃ¥ der finder den nerve. I tilfældet Van Morrison er der nummeret ‘Real real gone’; det er helt fantastisk i versionen pÃ¥ ovennævnte album, men nærmest overproduceret med et meget lavt ‘loft’ i den originale version.