Det begyndte med, at David Byrne ville lavet et soloalbum. Jerry Harrison fulgte med og ville også lave en. Så opfordrede bagmændene bag Talking Heads Chris Frantz og Tina Weimouth til også at lave noget ved siden af Talking Heads. Og så gik de i studiet og legede sig frem til projektet Tom Tom Club (navngivet efter den bolig, de havde ved studiet).

Og selv om Tom Tom Club ikke – i første omgang – fik nogen repræsentation i hjemlandet, så blev projektet en større kommerciel succes end Talking Heads. Tusindvis af maxisingler med debutsinglen blev importeret til USA, inden Tom Tom Club omsider fik en pladekontrakt. Og deres debutalbum overgik salgsmæssigt, hvad Talking Heads havde bedrevet. Og ikke nok med det. Da Tom Tom Clum skulle optræde første gang derhjemme, krævede arrangøren, at Talking Heads skulle være opvarmning for Tom Tom Club. Og sådan blev det.

Jeg er ved at være færdig med Frantz bog om Talking Heads og fru Weimouth. Billedet af David Byrne er ikke flatterende. Selv om Frantz hele vejen forsøger at forholde sig loyalt og respektfuldt til Byrne. Man fornemmer, at Byrne har problemer med sine sociale relationer. Siden har det jo også vist sig, at den talentfulde musiker faktisk har den autistiske diagnose Asperger’s Syndrom. Det forklarer nok til dels nogle af hans aparte handlinger i årene med Talking Heads, men fratager ham selvfølgelig ikke for sine værdifulde bidrag til gruppens musik.