Sama og børnenes statsminister

17. marts 2021

Statsminister Mette Frederiksen udnævnte sig selv til at være børnenes statsminister, da hun overtog stafetten efter Lars Uløkke Rasmussen. Og man skal passe gevaldigt på med at titulere sig selv eller gøre krav på særlige egenskaber. Og det var nok ikke så gennemtænkt i betragtning af, at statsministeren og hendes parti nogenlunde samtidig har nægtet at gøre noget for de stakkels børn, der i kølvandet på den nu ti år lange krigstilstand i Syrien og den såkaldte islamiske stats huseren i området er endt i flygtningelejre, hvor forholdene er under al kritik og hvor de overlevende krigere fra islamisk stat fortsat driver deres ideologiske spil. Argumentet er, at vi ikke skal modtage børn af danske mødre, fordi disse mødre er blevet radikaliseret og derfor indebærer en potentielt (terror)trussel mod det danske samfund.

Det springende punkt i Frederiksens dilemma er, at børnene gøres til syndebukke for forældrenes – mødrenes – påståede ideologiske afsporing. Men kan man gøre børnene ansvarlige for forældrenes synder – hvis man vil være børnenes statsminister? Hvorfor skal der gøres forskel på børnene i flygtningelejrene og de børn, der herhjemme vokser op med forældre, der også har sympatier for radikal islamisme? Og burde vi ikke  som det civiliserede og veludviklede samfund, vi er, kunne håndtere sådanne afsporede forældre?

Forklaringen på statsministerens sidden-i-saksen er, at hendes parti gennem de seneste årtier – dvs. siden dengang, det gik op for Socialdemokratiet, at Dansk Folkeparti løb med vælgerne, fordi de førte en “stram” udlændingepolitik – har forladt en tidligere humanistisk funderet udlændingepolitik, hvor menneskelige hensyn vejede tungt. Og løsningen er selvfølgelig, at partiet og deres statsminister vender tilbage til det humanistiske udgangspunkt,hvor det menneskelige synspunkt vejer tungere end den ideologiske kamp mod terror, som Socialdemokraterne (sammen med store dele af folketinget) ganske ukritisk overtog efter George W. Bush.

Og derfor kunne den socialdemokratiske regering passende sætte sig hen foran computerskærmen og se dokumentarfilmen “Til Sama”. Det er den unge syriske kvinde Waad al- Kateabs filmiske beretning om belejringen af den syriske storby Aleppo fra de første bomber, de kastes over byen fra fly og helikoptere, til præsident Assads og hans russiske allieredes indtog i byen. En film, som Waad filmer dagligt for at kunne fortælle sin lille datter Sama om det, der overgår syrerne, når engang hun er stor nok til at forstå og måske ikke længere har sine forældre. Det er en film, der netop – i sammenhæng med den socialdemokratiske politik på området – tager børnenes parti.

I filmen følger vi Waad og hendes mand, der er ledende læge på et af de nødtørftigt indrettede hospitaler i Aleppo, i deres hverdag i krigens skygge. Ganske usentimentalt og realistisk fortælles om den konstante og gradvist voksende belejring af Aleppo og de uhyrlige, menneskelige omkostninger krigen har. Og Waad forskåner os ikke for krigens gru. Vi kommer helt tæt på lidelse og død – også i børnehøjde. Det er en uafrystelig fortælling om en krig, der aldrig burde være opstået og som den civiliserede verden for længst burde have sat en stopper for. Hvis  man stadigvæk efter at have set den film kan afvise at hjælpe de børn, der har været udsat for krigens uhyrligheder, så bør man se sig selv i spejlet og spørge, om man stadigvæk har et hjerte i kroppen.

Filmen ligger på DRs hjemmeside (sammen med andet materiale om krigen i Syrien), og man bør unde sig selv den oplevelse, det er at se den.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

18 har læst indlægget
15,045