Gnags – anno 1969

27. april 2021

En sjældenhed i dansk rock. Gnags på Jacks Beat Records i 1969. Pladen er vist ikke med i bandets officielle diskografi,  men jeg synes den fortjener at være med. I hvert fald bliver den ikke nævnt i bandet retrospektive boks Siden 66, hvor Torben Bille heller ikke nævner den i sit forord.

Et ungt band, der nok er inspireret af fx Vanilla Fudge. Forhandles selvfølgelig second hand til uhyrlige priser.

Korrektion: Torben Bille var bedre end som så. Faktisk nævner han singlen i sit forord til boksen. På s. 3 i det lille bokshæfte fortæller Torben, at Gnags blev nr. 2 i Danmarksmesterskaberne i beatmusik i Århus i 1968 og efter finaledeltagelsen fik indspillet singlen. Dog nævner Torben ikke, at det var på Jacks Beat Records. Torben konstaterer blot at finaledeltagelse og pladeindspilning ikke førte noget med sig.

Tilføjelse: Torben Billes forord er i øvrigt interessant. For Torben og Gnags kom skævt ind på hinanden fra starten. Torben havde oplevet Gnags første gang på Thy-lejren. Og siden havde han givet bandets første album en rigtig skodanmeldelse, der fik Gnags til at invitere Torben til Viby til en alvorlig snak og et interview. Mødet satte noget i gang og Torben fik – lad os sige det sådan – et mere nuanceret grundlag for sine efterfølgende betragtninger over bandet og dets udgivelser. Hans anmeldelser fortsatte med at være kritiske, men også mere forstående over for bandets udgangspunkt og særegenhed. Og Gnags har måske også fået deres opfattelse af Billen fra København ændret, når de har tilladt ham at skrive forord til deres retrospektive boks. Sådan kan det gå.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

3 har læst indlægget
14,806