We are Lady Parts – engelsk sitcom

15. august 2021

Forestil dig – selvfølgelig kan du det! – et moderne punkband, bestående af feministiske, muslimske kvinder. Så har du kernen i plottet i den nye britiske sitcom We are Lady Parts. Danmarks Radio har – jubii! – købt seriens første sæson (seks afsnit). Jeg har set første afsnit og det har en masse af det, man kan forvente sig af en god engelsk sitcom. Gode skuespillere, en god historie og godt filmhåndværk. Dertil skal så lægges, at serien åbenlyst trækker på en moderne, britisk tradition for at fortælle anderledes, skæve, fordoms- og stereoptypi-nedbrydende historier om mennesker fra indvandrermiljøer. Tænk fx på film som My beautiful laundrette (1985) eller East is East (1999), for at nævne et par af mine personlige yndlingsfilm derovre fra. Og så er der selvfølgelig musikken. Manusforfatteren, Nida Manzoor, kender sine Clash, System of a Dawn osv. Man (jeg!) kan kun holde af sådan en serie.  (Og tak til filoffen for tippet).

PS. Serien er også blevet forsynet med et soundtrack (et såkaldt mp3-album), som er tilgængeligt på de sider, der sælger den slags. Fx lige her. Smagsprøve, sangen “Voldemort under my headscarf”… Og som Manzoor har sagt, så egner musikken sig til at blive hørt for fuld skrue på volumen, medens man headbanger alene i sit værelse. Sådan.

Skriv en kommentar

13 har læst indlægget