Reklamespot: Rockhistorier

19. november 2021

Jeg skal nok blive bedre til at reklamere for andre medier, ud over den reklame, der er indbygget i brugen af videoer fra Youtube. Og der findes jo masser af gode medier derude, når man vil lytte til musik eller høre noget om musik. For eksempel er der den danske podcast Rockhistorier, der bestyres af Klaus Lynggaard (forfatter, musikanmelder – i Weekendavisen m.m.) og Henrik Queitsch, der siden 1999 har anmeldt musik i Ekstrabladet og været medredaktør på Dansk Rock Leksikon m.m.

Podcasten har kørt længe og er som regel bygget op omkring en person eller et emne. Det kan fx være en udsendelse om ABBA i forbindelse med deres seneste udspil eller – som i det seneste afsnit –  en udsendelse med og omkring bogaktuelle Søren Ulrik Thomsen, der også har fælles ungdomstid til fælles med de to redaktører. Sidste udsendelse, der er ret repræsentativ for serien, er bygget op omkring Søren Ulrik Thomsens spilleliste (se nedenfor). Og med udgangspunkt i numrene opstår der så samtaler, der dels belyser numrene og giver anledning til personlige kommentarer. Det er vældig underholdende og inspirerende for musiklyttere. Hvor informativt det er, kan man nok diskutere, men det er heller ikke det vigtigste. Udsendelserne er fulde af musikglæde, og det smitter af.

Udsendelserne kan man lytte til på diverse streamingtjenester, bl.a. Spotify, og man kan – hvis man synes det er en idé – være med til at sponsorere udsendelserne.

1. Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter: ”Jeg er så træt af rockmusikken” (2016)
2. Creedence Clearwater Rival: “Bad Moon Rising” (1969)
3. Povl Dissing & Beefeaters: ”Godt nyt i dag” (1969)
4. Røde Mor: ”Nylonvinden” (1971)
5. T.Rex: “Get It On” (1971)
6. David Bowie: “Starman” (1972)
7. Lou Reed: “Sweet Jane” – Live (1974)
8. Kraftwerk: Spacelab (1978)
9. Pentangle: Light Flight (1969)
10. Van Morrison: ”Wavelength” (1978)
11. Joni Mitchell: “Free Man in Paris” (1974)
12. Bernard Hermann: Main Title [from “Taxi Driver”] (1976)
13. Brenda Lee: “Let’s Jump the Broomstick” (1960)
14. Roberta Flack: “First Time Ever I Saw Your Face” (1969)
15. Gloria Gaynor: “I Will Survive” (1978)
16. Juicy Lucy: “Who Do You Love” (1969)
17. Grethe Ingmann: “Sommervind” (1965)
18. Fleetwood Mac: “I Loved Another Woman” (1968)
19. Lars H.U.G. / Søren Ulrik Thomsen: “Vent” (1984)

Udsendelsen her  inspirerede mig til at finde Lou Reed frem igen fra gemmerne . Især mine to yndlingsalbums med  Reed, nemlig   koncertpladerne   Rock and roll  Animal og Live (hhv  1974 og 1975), hvor han bakkes op af de to fortrinlige guitarister Dick Wagner og Steve Hunter, der giver de kendte sange en ekstra rockkant.

Skriv en kommentar

6 har læst indlægget