Chris Rea – Dancing with Strangers

31. juli 2022

Hvad blev der af den nu 71-årige Chris Rea? Jo, han er da stadigvæk aktiv. I 2019 udkom en dobbelt-cd med live-udgaver af nogle af hans største successer, og der kom også et studiealbum One Fine Day  i et lille, begrænset oplag. Og en del af forklaringen på, at Rea ikke længere er så langt fremme i skoene, som han engang var, er, at han har været ramt af alskens sygdomme og lidelser de sidste år. Senest et slagtilfælde i 2016 som berøvede ham noget af taleevnen og – måske værre endnu for en guitarist – evnen til at bruge arme og fingre.

Men den selvlærte, bluesinspirerede guitarist og sanger Chris Rea var et stort navn i 1980’rne og et godt stykke ind i 1990’erne. Målt på pladesalg toppede hans karriere omkring 1990 med albums som Dancing with Strangers (nr. 2 i hjemlandet), The Road to Hell (nr.1) og Auberge (nr. 1). Derefter begyndte hans sygdomshistorie – i 1994 – og karrieren gik i svang for den ferme kunstner, der aldrig har brudt sig om at blive kategoriseret som rockmusiker eller blive sammenlignet med vor tids store guitarister som Eric Clapton og andre. Rea var og er helt sin egen med sin rustne stemme og bluesinfluerede guitarspil.

Og på mine hylder fandt jeg netop Dancing with Strangers (1987), som er meget bedre end jeg forestillede mig (jeg har aldrig lyttet meget til Read, bortset fra de hits, der hele tiden dukkede op i radioen, på tv og så “Drivin home for Christmas”, der er at finde på den tilbagevendende julemusikopsamling (og nu vel på streaming-tjenesternes playlister…). Men Dancing… er et fint album, der byder på fjorten tilbagelænede sange (og et par instrumentalnumre), alle skrevet af Rea, der ud over at spille bluesfarvet guitar tager sig af sang, akkordeon, mundharmonika og andet. Hvorfor denne fine skive skulle ende sin tid i den kommunale forbrænding, kan man godt undre sig over (jo, jo, jeg ved godt hvorfor…).

 

Skriv en kommentar

4 har læst indlægget