Hjem til barndommens land

25. september 2022

I går og noget af i dag har jeg opholdt mig i min barndomsby Esbjerg for at gense gamle venner. Og det gav igen anledning til at filosofere lidt over (u)muligheden af at vende tilbage til en tid, der ikke længere er. Barndommens tid og ungdommens tid. At det er en oplevelse af både noget helt umuligt og noget muligt. Umuligt i den forstand, at den tid ikke længere er. Byen har forandret sig radikalt, som mange andre byer i dette land. “Udvikingen” eller “fremskridtet”, som man kalder det,  har transformeret den by, der engang var, til noget ganske andet. Selv om der er små  genkendelige rester af den gamle by, så er det alligevel ikke den samme, for “sjælen” – forstået som det levede liv, der var dengang – er helt borte, og tilbage er resterne som tomme skaller af en spist frugt. Og samtidig en mulighed, fordi man ved fælles venners hjælp og kraft og ikke mindst: erindring og levendegørende samtale kan rejse tilbage ad nostalgiens snirklede veje og stier og fremmane øjeblikke, situationer, stemninger, følelser og så videre.

Get back

 

Skriv en kommentar

2 har læst indlægget