Farvel til – Vi Unge

4. oktober 2022

Digitaliseringens hærgen blandt de trykte medier fortsætter ufortrødent. Og ingen aviser, ugeblade eller periodiske skrifter kan vide sig sikre på at fortsætte som trykte udgivelser. Og nu er turen kommet til magasinet Vi unge, der i ‘nekrologerne” omtales som et magasin for teenagepiger. Det er dog en sandhed med modifikation. For magasinet, der startede med at udkomme i 1958 (!) hed oprindeligt Filmjournalen og var som navnet fortæller et magasin, der i billeder og tekst fortalte om, hvad der foregik i filmens verden. Først i 2000 blev Vi unge et magasin forbeholdt unge piger.

Filmjournalen var en af mine første kilder til informationer om film og billeder af skuespillere. Og også da Vi unge tog over, var magasinet en kilde til indtryk fra den del af kulturen, der rettede sig mod ungdommen. Her kunne man finde fotos af de store navne og små tekster om de sammen. Og vi skal huske, at i de tidlige tressere var det ikke hverdagskost at få billeder af sine idoler osv. i pressen. Så der var rift om de få billeder, der dukkede op. Og pop- og ungdomsblade var først noget, der var ved at blive realiseret. Og hurtigt ændrede det sig. Men i en hel del år fandt jeg stadigvæk fornøjelse ved at kigge i Vi unge, selv om bladet hurtigt blev for ungdommeligt for mig.

Og nu meddeler udgiverne – Aller-koncernen -så, at det er slut med den trykte udgave, medens den digitale udgave fortsætter med sigte på ungpigesegmentet. Suk.

Skriv en kommentar

3 har læst indlægget