Kæledyr

24. november 2022

Som læserne vil vide, så har jeg en hund, der betyder overmåde meget for mig. En blanding (vist nok) af en Westphalen jagtterrier og en Jack Russel terrier (det sidste er dog lidt tvivlsomt).. Og jeg har fået ham fra et af de internater, der i disse dage omtales i medierne, fordi disse internater oversvømmes af kældedyr, som ejerne ikke længere vil eje.

Noget af forklaringen er, tror jeg, at vi under coronapandemien så en vækst i antallet af private kæledyr. Det var som om folk, nu hvor de alligevel skulle være mere hjemme, fik den idé at anskaffe sig et kæledyr – og ofte uden at vide, hvad det indebærer, at få et kæledyr i hjemmet. Ikke mindst et større kældedyr – som fx en kat eller en hund. Ikke alene koster det i kroner og ører – foder, pleje, dyrlæge osv. Men – og nok vigtigst af alt – så kræver det ens tid og opmærksomhed. En hund skal luftes mange gange i døgnet, og de kræver ens opmærksomhed, når den ikke er ude at gå tur. Og den vil have sin egen rolle i familien. I hierarkiet så at sige. Som jeg plejer at sige til folk, der snakker om at få en hund: Husk på, at du får et nyt familiemedlem – på godt og ondt. Og så er der sket det, at coronapandemien er klinget af og folk er vendt tilbage til den normalitet, de havde før – og så mærkes kravene og pligterne som kæledyrsejer pludselig med fuld styrke. Og hvad er så nemmere end at skaffe sig af med dyret. Aflevere det på et internat, hvis andre muligheder ikke findes!?

Skriv en kommentar

2 har læst indlægget