Nato eller?
13. juli 2023I mange år har der på den danske venstrefløj været nogenlunde konsensus om, at vi ikke skulle være en del af Nato. Men det har ændret sig med konflikten i Ukraine. Og det har givet anledning til debat og intern uenighed i Enhedslisten, dette konglomerat af venstrefløjsstemmer. Og EL har nu justeret sin holdning til Nato, så den går ud på, at vi først skal ud af Nato, når et alternativ står klart. På DRs debatprogram Deadline fortæller partiets forsvarsordfører Trine Pertou Mach, at debatten i partiet har været “et uskønt forløb” og at partiet “spændte ben for os selv”. Hun siger også, at EL ikke var “klar nok i mælet”, da Rusland gik ind i Ukraine.
Mach er en dygtig, engageret EL-politiker, som bestemt er styrkelse af EL. Og hun har også ret i, at et parti som EL selvfølgelig skal tage afstand fra Rusland, når denne imperialistiske stormagt invaderer nabolandet Ukraine – i strid med FN-pagten.
Men et spørgsmål er, om Machs kritik ikke et stykke ad vejen som en boomerang rammer hende selv? For hvilket alternativ til Nato er det, der skal skabes? Et ikke uvæsentligt spørgsmål, som et venstrefløjsparti nødvendigvis bør have et svar på. Og det kunne være – med henvisning til mit sidste opslag om suverænitet og fred – et forenet Europa uden amerikansk deltagelse. For det andet, så er det ikke kun Ruslands invasion af Ukraine, der er i strid med FN-pagten. Det er også Natos krig pr. stedfortræder i Ukraine. Hver dag bliver det tydeligere og tydeligere, at Ukraine kæmper en krig ikke alene for Nato og også Natos og USAss krig mod Rusland. Og USA er også en imperialistisk magt, ved vi alt for godt. For det tredje tjener det ikke ELs eller venstrefløjens sag, at man som Mach ud- og fremstiller partiet som en flok hovedløse høns, der render rundt og leder efter en holdning. Det er gefundenes fressen for en presse, der i forvejen har en næsten enstemmig og enøjet holdning til spørgsmålet om Ukraine. For selvfølgelig er det i orden at et parti – hvilket som helst parti – har interne diskussioner om vigtiges spørgsmål, lige som det er i orden, at der er forskellige interne holdninger til spørgsmål som Nato-medlemskab eller aktiv Ukraine-støtte og af en afklaring om en fælles holdning kan tage noget tid. Men man behøver ikke at lufte sine uenigheder for åben skærm – ethvert borgerligt parti ville for alt i verden forsøge at holde det internt og lægge røgslør over uenighederne udadtil.
Mach gør EL og sig selv en bjørnetjeneste ved på den måde at gå pressens og det officielle Danmarks vej ved for åben skærm at tugte EL og latterliggøre den interne dissonans.
Noget andet er, at det billede af en parti med en klar, hurtigt og central holdning til tunge spørgsmøl som konflikten i Ukraine med alt, hvad den indebærer, er billedet af et traditionelt, borgerligt parti i folketinget. Og videre er det spørgsmålet, om Mach således, er med til at promovere den “modernisering” af Enhedslisten, som visse medlemmer af partiet har talt for og som i sidste ende vil gøre partiet til et køns- og nosseløst midterparti à la Socialdemokratiet!? Det må Marx forbyde…
