Julen og årsskiftet nærmer sig, og tiden er inde til diverse skrifter om året, der gik. Det fik mig til at tænke på en af mine forældres venner, der altid holdt de satiriske skrifter Svikmøllen og Blæksprutten. Og så Hudibras. Mit blik faldt på det forleden, hvor jeg var inde i en større kiosk. Dengang jeg så det for første gang, var det et “uartigt” blad. Det var før billedpornografiens frigivelse, og fruen i huset havde det med at låse bladet forsvarligt inde i et lille ophængt hjørneskab i huset. Men det hændte, at farmand glemte bladet inde i stuen, så nysgerrige sjæle – mig inklusive – kunne svælge i Annie Lipperts elegante “frække” tegninger med mere eller mindre afklædte barmfagre pigebørn. Ellers bestod bladet af forskellige historier og andre tegneres udfoldelser, fx humoristen Willy Breinholsts og Povl Norholts. Når jeg forsøger at erindre læseoplevelsen, så var den uskyldigt pirrende for en ungersvend som mig. Der var en em af bornert efterkrigsmoral og – med lidt god vilje – en lille snert af det frisind, der i løbet af tresserne ville forsøge at sætte sig igennem. Bladet blev grundlagt i 1943, altså under besættelsen, hvor der sikkert var et stort behov for den slags “uskyldig” underholdning. Det udkommer, som nævnt, stadigvæk. Og det holder stilen fra dengang, ved jeg ikke, men i så fald må man sige, at der er tale om en anakronisme.