CAPAC

Når det gælder tv-serier, så halter de gammeldags tv-kanaler efter de nye streamingtjenester. Ingen tvivl om det. Og streamingtjenesterne er afhængige af serier, fordi det er et godt værktøj til at fastholde og binde kunderne som abonnenter. Og for tiden er det oven i købet lidt sløjt med tv-serierne på DR og TV2, hvor det mest handler om genudsendelse af mere eller mindre seværdige serier (på DR fx krimiserien om Miss Fisher om eftermiddagen og på TV2 deres egenproduktion om Badehotellet). Og så alligevel – for DR har åbentbart ladet sig belære lidt af streamingtjenesternes måde at gribe det an på.

Således kan man for tiden se den svenske dramaserie Den tynde blå linje, der ligger som streaming i DRs arkiv. Hvorfor den ikke vises på DRs hovedkanal – fx i stedet for den kritiserede og kritisable norske kongerøgelsesserie Atlantic Crossing, ja det fortaber sig vist i tv-planlægningens uransagelige veje.

I hvert fald ligger den så på tv-arkivet og er anbefalelses- og seværdig. Den handler om nogle politibetjentes arbejde i Malmø. Man følger seks politibetjente i deres arbejde og deres privatliv. I første afsnit møder man således Sara, der er ny  og uerfaren i jobbet, kommer fra Umeå, har mistet sin lillesøster ved en drukneulykke og bliver koblet sammen med den erfarne, selvbevidste Magnus, der straks viser Sara lidt mere end professionel interesse. Og så er der fx den jødiske pige Leah, der også forsøger at få  en krævende arbejde med bl.a. anti-semitiske borgere til at falde i hak med privatlivets problemer.

Serien er allerede – og med rette – blevet sammenlignet med den gamle,  ja klassiske, amerikanske tv-serie Hill Street Blues. Og som i denne følger man på samme måde betjentene, både når de er til morgensamling på stationen og i deres videre færd gennem hverdagen. Dog er den svenske serie meget mere jordnær og aktuel. Ja, den er som hevet ud af den Malmø-hverdag, man nu og da hører om i medierne.

Serien tager afsæt i skaberen Cilla Jackerts egne erfaringer med politiet og bestræber sig på at give et billede af politiarbejdet i hverdagen som et facetteret virke, der både rummer alvor, fare, humor, tragedie, varme og menneskelighed. Og så lægger serien som sagt sig op ad virkeligheden. Det viser sig fx på den måde, at man samtidig med hændelserne på skærme kan læse borgeres Twitter-kommentarer til politiarbejdet. Og som det gælder på alle sociale medier, så er det både lort og lagkage, man får serveret. Og det er med til at styrke seriens autenticitet og spænding.

Det er virkelig forfriskende at se en svensk serie, der dels bryder med den næste stereotype detektiv-serie-tænkning, men også forlægger handlingen til provinsen. Den er mere Wallander end Beck så at sige.

Hvis man er til kriminal- og spændingserier, så er det en god idé at få den set, inden den pilles ned igen. Hele første sæson på 10 afsnit ligger til afspilning. God fornøjelse.

Det er mere end tre årtier siden James Cameron første gang præsenterede publikum for Terminator-universet. Siden er der kommet hele seks fortællinger med udgangspunkt i det oprindelige Terminator- plot.

De to første fortællinger – og især toeren Judgement Day – var voldsomt populære og skabte en fanskare. Siden har det nok skortet lidt på den kreative udvikling af plottets muligheder, selv om de efterfølgende afsnit er solid underholdning.

Sjette fortælling – Dark Fate – er instrueret af Tim Miller, der slog igennem i 2016 med filmen Deadpool ( som jeg ikke har set). Og plottet er modelleret over det oprindeliges leg med tidsrejsefantasien. En dræberrobot – en terminator – sendes tilbage i tiden for at udrydde et menneske og derved ændre historiens gang. I tidernes morgen (de tidlige fortællinger) drejede det sig især om drengen John Connor, der skulle udryddes, fordi han som voksen ville være en reel trussel for den kunstige intelligens, der havde overtaget verdensherredømmet efter menneskene og efter en omfattende krig. Denne gang drejer det sig om pigen Dani Ramos, der spiller en parallel rolle til John Connor, bare langt senere i historien. Grundlæggende er der ikke den store forskel i plottets grundstruktur, det er fortællingens detaljer der gør den store forskel.

For det første skal vi et godt stykke ind i filmen, inden vi får forklaret, hvorfor Dani Ramos er jaget vildt. En avanceret terminator, en Rev-9, er sendt tilbage i tiden med det ene formål at slå Dani Ramos ihjel, men inden han kommer i nærheden af sit objekt er hun – Dani – blevet opsøgt af en soldat fra fremtiden, Grace, der ikke er robot, men et menneske med særlige, avancerede egenskaber. Hun kommer for at redde Dani fra Rev-9.

Grace er, så vidt jeg husker, en nyskabelse i serien, og giver en ny dimension i kampen mellem robotterne (de onde) og menneskene (de gode). Og det viser sig da også, at hun har dræberkvalifikationer på niveau med robottens. Menneskene får også hjælp på en anden måde, idet John Connors morder, Sarah, dukker op og tager del i bekæmpelsen af Rev-9, for at hævne sin afdøde søn John.

Fra det tidspunkt, hvor Grace dukker op i fortællingen  – i form af en iskold kugle fra det ydre univers – består fortællingen i Rev-9s jagt på Dani, Grace og Sahra og kamp med dem. Det lykkes de tre kvinder at holde robotten stangen i lang tid og de lægger en plan for, hvordan de skal dræbe robotten ved at bruge Dani som lokkemad (fordi robotten alene går efter hende) og ved at bruge en såkaldt “kill box”.

Undervejs i deres flugt undrer Grace sig over, hvorfor Sahra dukker op. Det viser sig, at hun siden sin søns død har modtaget anonyme tekstbeskeder, der alle ender med ordene “For John” og giver hende koordinaterne for det sted, hvor farlige terminatorer befinder sig. Og ved hjælp af sine hyperavancerede evner finder Grace ud af, at tekstbeskederne kommer fra Laredo i Mexico. Da de tre kvinder når frem til Laredo viser det sig, at afsenderen er en ældre terminator af modeltypen T.-800, nærmere bestemt den terminator, der engang kom for at forsvare John Connor (og senere dræbte ham), og som blev spillet af selveste Arnold Schwarzenegger. Efter at have udført sin rolle som T-800 har han slået sig ned med en kvinde og hendes som og lever et nærmest normalt liv som gardinforhandler. Det viser sig dog at være et skalkeskjul, idet Carl, som han kalder sig, har våben nok til en  mindre krig.

Sammen med Carl planlægger og udfører kvinder fortællingens sidste kapitel, opgøret med og udryddelsen af Rev-9. Og det ødelægger ikke fortællingens spænding at afsløre, at planen lykkes. Efter et voldsomt og i ordets egentligste forstand spektakulært afsnit, hvor kampen mellem de gode og de onde udfoldes med al ønskelig dramatik og computeranimationens optimale muligheder, trækker Dani og Sahra sig ud af kampen som de sejrende. Men det har kostet Grace og T-800eren livet.

Og spørgsmålet er – eftersom Arnold Schwarzenegger-figuren således skrives ud af historien – om ikke sagaen om Terminator kan være slut. Selv om det selvfølgelig ikke kan udlukkes, at Hollywood finder på at malke ideen for mere, så ville der være en vis logik i at kalde Dark Fate for Terminatorfortællingernes afslutning. Men vi får se.

Dark Fate er godt fortalt, og selv om den selvfølgelig ikke kommer uden om omfattende og intensiv brug af computeranimationens muligheder, så lægges hovedvægten dog på en elementær, næsten tradtionel fortællestil, hvor der er god tid og plads til at lave persontegning og miljøskildring. Tim Miller formår at nedtone computerteknologiens betydning og dominans uden at den fjernes fra fortællingen. Og det er godt, for en af seriens svagheder har været, at den i de senere afsnit har haft en tilbøjelighed til at lade computerspilsfantasier tage overhånd – fx i Terminator Genisys (2015).

Samlet set er det en stærkt underholdende fortælling Dark Fate byder på, hvis man ellers og som udgangspunkt kan acceptere seriens i bund og grund urimelige forestilling om tidsrejser og lignende. Og der spilles godt i alle roller. Den canadiske Mackenzie Davies er overbevisende som soldaten Grace, en kvindelig pendant til den oprindelige T-800 i Schwarzeneggers figur (og parallellen mere end antydes, fx i scenen, hvor Sahra lander splitternøgen på jorden og berøver en ung mand hans tøj). Det samme er Linda Hamilton i rollen som den ældede Sahra Connor. Også Natalia Reys som den unge Dani og Arnold Schwarzenegger som gråskægget, gammel terminator i skovmandskjorte fylder rollerne godt ud. Og det er faktisk en fornøjelse at se, hvordan Schwarzenegger har formået at blive en bedre skuespiller med tiden. Og som Bo Green Jensen er inde på, så er det godt, at filmens instruktør ikke – som det skete i tidligere afsnit – udvisker alderens spor i ansigterne på Hamilton og Schwarzenegger, for det understreger blot tidsfaktoren i filmen, at der er rynker og gråt hår at gøre godt med.

Summa summarum: God underholdning af den billige slags. Smæk for skillingen, et fornuftigt genbrug af føljetonens grundfortælling og gode skuespilpræstationer.

Ja, det var sådan det lød og virkede. Dengang, jeg for første gang hørte The Beatles. Det var MONO, fra mine forældres gode rørforstærkede radio. Det var denne monolyd, der fik hårene på armene til at rejse sig og begejstringen til at rejse sig i kroppen. Og her ved genhøret med A Hard Day’s Night lykkes det at genskabe eller generindre,  hvordan det var. Længe før nogen tænkte på at splitte lydbilledet op i stereo, og længe før nogen fik den idé at digitalisere lyden. Det var lyden af Beatles som en sammentømret, næsten familiær, enhed og de lyd, der kom ud af denne solidaritet og indbyrdes kammeratlige kærlighed. Hvor den flerstemmige sang lød som var det en stor stemme, der sang – og helt fremme i lydbilledet. Og sange, der var så fængende, at de blev hængende i hovedet lang tid efter første gennemspilning. Af mono-pladen på vinyl. Selvfølgelig.

https://www.youtube.com/watch?v=

Jeg er og har altid været en stor fan af The Police, trioen med Sting, Stewart Copeland og Andy Summers. Og jeg har siden haft det lidt svært med Sting som solokunstner. Det har taget tid at lære at sætte pris på Sting solo. Men det går fremad. Og så hjælper det, når man får sådan en lille corona-hjemme-koncert i øret, hvor han får hjælp af Shirazee. Det klæder Sting rigtig godt at blive barberet ned til skrivebordsformat.

https://www.youtube.com/watch?v=-QiYf_as644

Den populære psykolog Svend Brinkman sagde forleden på tv – citeret efter hukommelsen – at vi efter coronapandemien ønskede at vende tilbage til det liv, vi ønsker os. Men tilføjede så: Spørgsmålet er så, hvad vi ønsker os?! For en gangs skyld havde tv formået at stille spørgsmålet om post-corona-eksistensen uden at forudsætte, at vi bare skulle vende tilbage til det, vi kendte forud for pandemien, til det liv, ‘vi ønsker os’.

For er det ikke ved at være tydeligt, at den ‘normalitet’ vi kom fra, aldrig vil vende tilbage igen!? Er det ikke ved at gå op for os, at et liv med uhæmmede udenlandsrejser, et liv uden sundhedsmæssige forholdsregler ved større forsamlinger og så videre ikke slet og ret vender tilbage?

Måske er det i virkeligheden med coronavira som med rotterne. Rotterne har fulgt menneskeheden i årtusinder, og vi er ikke lykkedes med at udrydde dem. Tværtimod er vi blevet tvunget til at leve sammen med dem. Ganske vist på afstand, for vi skal forhindre, at de trænger ind i vore hjem, men de er derude og trives med det stadigt varmere klima bedre og bedre. Formerer sig, forsøger at stjæle vores føde osv. Og måske skal vi også vænne os til, at coronavira er der og fortsat vil være der. LIge som rotterne og som influenzavira. Med opblussen af lokale epidemier, fortsat udvikling af vacciner og med alskens sociale forholdsregler, der skal hæmme udviklingen af smitte?

Og næste skridt i overvejelserne er spørgsmålet om, hvordan denne coronapandemi hænger sammen med vores levevis? Med verdens voksende overbefolkning? Med vores ukritiske sameksistens med alle klodens beboere – i kraft af uhæmmet handel, uhæmmede rejser, grænseløse ferier og så videre? Med en økonomi, der kræver vækst, progressiv og ustoppelig vækst? Når først pressen –  hvis den gør det – får fat i den problematik, så er det værd at åbne for tv-kassen igen…

Det er ikke den første udgivelse med Amy Winehouse-BBC-optagelser, men måske nok den mest fyldestgørende til dato. Tre fulde vinylplader/CD’er med optagelser fra hendes første år og frem til hendes alt for tidlige død. Og Winehouse blev nok aldrig bedre end når hun stod foran sit publikum. Et stort tabt talent i britisk musik.

Den nye udgivelse kommer til maj.

Forleden genså jeg – i mangel af bedre.. – Robert Zemeckis Back to the Future fra 1985. En fantasifuld film, der bygger på en gammel drøm i menneskeheden, ønsket om at kunne rejse i tiden – frem og tilbage. Og som sådan ganske fermt lavet i en tid før computerteknologien satte dagsordenen for, hvad man kunne lave på lærredet. Og kan man sluge alt det vrøvl sådan en idé kan give anledning til, så er det en ganske underholdende film. Og det er nok også forklaringen på, at den genudsendes i tide og utide på de reklamefinansierede betalingskanaler.

Nuvel. Der er en lille scene, som jeg næsten havde glemt, hvor hovedpersonen Marty (spillet af Michael J. Fox) skal sætte gang i dansegulvet på sin mors skole og griber til Chuck Berrys klassiker “Johnny B. Goode” (der ikke er skrevet på det tidspunkt i filmens tidsleg). Og i en lille scene ser man så Chuck Berrys fætter Marvin ringe til Chuck for at gøre ham opmærksom på den “sound”, han har ledt efter…

Selvfølgelig et stykke historieforfalskning, men man sluger den råt sammen med filmens andre absurditeter – og Michael J. Fox og bandet får da leveret en hæderlig udgave (selv om det nok er nogle andre, der spiller).

Opdatering: Lidt research afslører, at det er Mark Campbell, der spiller guitar på “Johnny B. Goode”, og at Michael J. Fox blev instrueret nøje i, hvordan han skulle håndtere guitaren under nummeret. Bag Bandet The Starlighters spiller. Tommy Thomas, Granville ‘Danny’ Young, David Harold Brown, and Lloyd L. Tolbert. Researchen afslører også at Chuck Berry indtil dagen før indspilningen af den scene ikke ville give tilladelse til brug af “Johnny B. Goode”, og at han -da han omsider gav sig – fik $50.000 for det. Og så er det også værd at bemærke at man på lydsporet hører Huey Lewis and the News (med filmens kendingsmelodi “The Power of Love”, Eric Clapton, Lindsay Buckingham, The Four Aces, Fess Parker, Etta James, Edward van Halen og Johnnie Ace.

I går døde musikeren Peter Viskinde af en blodprop, 67 år gammel.

Viskinde blev kendt, da han i 1980 blev en del af bandet Malurt. Siden – i 1990 – dannede han det succesfulde orkester Big Fat Snake sammen med sangeren Anders Blichfelt. Et rockband med stor folkelig appel og succes. I 2008 forlod Viskinde Big Fat Snake efter nogle skærmydsler om rettigheder osv. og satsede derefter på en solokarriere og – endnu senere – som maler og gallerist i Århus.

Nu er Peter død, alt for tidligt. Han efterlader sig fire børn og fem børnebørn.

I dag er det halvtreds år siden, Culpeper’s Orchard pladedebuterede med deres eponyme album (lyt her), der satte ny standard for, hvordan dansk rock kunne lyde. En kompot af psykedelia og mange stilarter. En debut, der aftvang respekt og gjorde Culpeper’s Orchard til et af de førende bands dengang.

I foråret 1971 meldte The Rolling Stones ud til offentligheden, at bandet ville gå i skatteeksil i Frankrig. Men inden da ville de lige gennemføre en lille turné derhjemme. Turneen omfattede Brighton, London, Leeds og Liverpool, men hvert sted blev der spillet to koncerter. Og playlisten bar præg af, at albummet Sticky Fingers var på trapperne.
De fleste af koncerterne blev tilgængelige som bootlegudgivelser, men flere af dem er senere kommet i officielle udgaver, fx i forbindelse med genudgivelsen af Sticky Fingers for fem år siden, hvor koncertmaterialet fra Leeds og delvist fra London udkom. Og koncerten fra Marquue Club findes i en særlig udgave.

Her giver Stones en forrygende udgave af Chuck Berrys “Let it Rock”- Meget bedre bliver det vist ikke med stenene..

eller – undskyld – Ma Raineys Black Bottom er titlen på en film om jazzsangerinden Ma Rainey som jeg har læst en del om på nettet. Og som jeg gerne vil se, fordi Ma Rainey er en af forudsætningerne for rock and roll. Ikke kun musikalsk, men også i kraft af en personlighed, der stod for den frigørelsestrang, som rock and roll indbefattede.

Men da filmen streames på en af de der kanaler, så må jeg vente til den vises på tv eller udkommer på et eller andet medie, evt. som download.

For en ordens skyld, så betyder black bottom ikke kun sort bagdel, men er navnet på en dans, der var  meget populær i de såkaldt brølende tyvere.

De er måske gledet lidt i g(l)emmebogen, bandet med det bizarre navn Harpers Bizarre. Men det ville være synd og skam at glemme dem helt. For det var vel dem, der skabte eller i det mindste navngav den stilretning, man kalder Hollywood Sunshine Pop, og med deres version af Simon & Garfunkels “The 59th Street Bridge Song (Feeling Groovy)”, der blev et stort hit og meget fint indfangede den opløftede tresserstemning. Stilistisk var bandet inspireret af Beach Boys’ vokalarbejde og måske også Mamas and Papas (eller også var det omvendt). Og på de albums, de fik lavet i kølvandet på singlegennembruddet gjorde de sig i kopiversioner af sange fra den store amerikanske sangbog og versioner af nyere sangskrivere som fx Randy Newman, Harry Nilsson og Van Dyke Parks.

Det kendteste bandmedlem i Harpers Bizarre var Ted Templeman, der siden hen blev kendt som producer for flere af halvfjerdsernes markante navn, Carly Simon, Van Morrison, Bette Midler, Doobie Brothers, Nicolette Larson, Montrose og Van Halen.

Nu udgives deres indspilninger for plademærket Warner Brothers i en lille boks med den sigende titel Come to the Sunshine. Det er næsten svært at sige nej til sådan en opfordring…

Det var med bandets fjerde album Aqualung, at Jethro Tull med den iøjnefaldende forgrundsfigur, det tværfløjtespillende fugleskræmsellignende forgrundsfigur Ian Andersson slog igennem som radio- og turnénavn. Det blev deres bedstsælgende og bedst anmeldte album i mange år.

Hvis man ikke vil udsende ny musik og måske er gået på pause fra show biz, så kan man jo altid give sig selv og nogle gamle sange en gang Makeover. Og det netop, hvad k. d. lang gør med sin nye plade. Sangene holder stadigvæk, trods make-uppen. Men det er lige før k. d. selv får for meget med al den overhaling.