https://www.youtube.com/watch?v=
Jeg er og har altid været en stor fan af The Police, trioen med Sting, Stewart Copeland og Andy Summers. Og jeg har siden haft det lidt svært med Sting som solokunstner. Det har taget tid at lære at sætte pris på Sting solo. Men det går fremad. Og så hjælper det, når man får sådan en lille corona-hjemme-koncert i øret, hvor han får hjælp af Shirazee. Det klæder Sting rigtig godt at blive barberet ned til skrivebordsformat.
https://www.youtube.com/watch?v=-QiYf_as644
Den populære psykolog Svend Brinkman sagde forleden på tv – citeret efter hukommelsen – at vi efter coronapandemien ønskede at vende tilbage til det liv, vi ønsker os. Men tilføjede så: Spørgsmålet er så, hvad vi ønsker os?! For en gangs skyld havde tv formået at stille spørgsmålet om post-corona-eksistensen uden at forudsætte, at vi bare skulle vende tilbage til det, vi kendte forud for pandemien, til det liv, ‘vi ønsker os’.
For er det ikke ved at være tydeligt, at den ‘normalitet’ vi kom fra, aldrig vil vende tilbage igen!? Er det ikke ved at gå op for os, at et liv med uhæmmede udenlandsrejser, et liv uden sundhedsmæssige forholdsregler ved større forsamlinger og så videre ikke slet og ret vender tilbage?
Måske er det i virkeligheden med coronavira som med rotterne. Rotterne har fulgt menneskeheden i årtusinder, og vi er ikke lykkedes med at udrydde dem. Tværtimod er vi blevet tvunget til at leve sammen med dem. Ganske vist på afstand, for vi skal forhindre, at de trænger ind i vore hjem, men de er derude og trives med det stadigt varmere klima bedre og bedre. Formerer sig, forsøger at stjæle vores føde osv. Og måske skal vi også vænne os til, at coronavira er der og fortsat vil være der. LIge som rotterne og som influenzavira. Med opblussen af lokale epidemier, fortsat udvikling af vacciner og med alskens sociale forholdsregler, der skal hæmme udviklingen af smitte?
Og næste skridt i overvejelserne er spørgsmålet om, hvordan denne coronapandemi hænger sammen med vores levevis? Med verdens voksende overbefolkning? Med vores ukritiske sameksistens med alle klodens beboere – i kraft af uhæmmet handel, uhæmmede rejser, grænseløse ferier og så videre? Med en økonomi, der kræver vækst, progressiv og ustoppelig vækst? Når først pressen – hvis den gør det – får fat i den problematik, så er det værd at åbne for tv-kassen igen…
Det er ikke den første udgivelse med Amy Winehouse-BBC-optagelser, men måske nok den mest fyldestgørende til dato. Tre fulde vinylplader/CD’er med optagelser fra hendes første år og frem til hendes alt for tidlige død. Og Winehouse blev nok aldrig bedre end når hun stod foran sit publikum. Et stort tabt talent i britisk musik.
Den nye udgivelse kommer til maj.
Forleden genså jeg – i mangel af bedre.. – Robert Zemeckis Back to the Future fra 1985. En fantasifuld film, der bygger på en gammel drøm i menneskeheden, ønsket om at kunne rejse i tiden – frem og tilbage. Og som sådan ganske fermt lavet i en tid før computerteknologien satte dagsordenen for, hvad man kunne lave på lærredet. Og kan man sluge alt det vrøvl sådan en idé kan give anledning til, så er det en ganske underholdende film. Og det er nok også forklaringen på, at den genudsendes i tide og utide på de reklamefinansierede betalingskanaler.
Nuvel. Der er en lille scene, som jeg næsten havde glemt, hvor hovedpersonen Marty (spillet af Michael J. Fox) skal sætte gang i dansegulvet på sin mors skole og griber til Chuck Berrys klassiker “Johnny B. Goode” (der ikke er skrevet på det tidspunkt i filmens tidsleg). Og i en lille scene ser man så Chuck Berrys fætter Marvin ringe til Chuck for at gøre ham opmærksom på den “sound”, han har ledt efter…
Selvfølgelig et stykke historieforfalskning, men man sluger den råt sammen med filmens andre absurditeter – og Michael J. Fox og bandet får da leveret en hæderlig udgave (selv om det nok er nogle andre, der spiller).
Opdatering: Lidt research afslører, at det er Mark Campbell, der spiller guitar på “Johnny B. Goode”, og at Michael J. Fox blev instrueret nøje i, hvordan han skulle håndtere guitaren under nummeret. Bag Bandet The Starlighters spiller. Tommy Thomas, Granville ‘Danny’ Young, David Harold Brown, and Lloyd L. Tolbert. Researchen afslører også at Chuck Berry indtil dagen før indspilningen af den scene ikke ville give tilladelse til brug af “Johnny B. Goode”, og at han -da han omsider gav sig – fik $50.000 for det. Og så er det også værd at bemærke at man på lydsporet hører Huey Lewis and the News (med filmens kendingsmelodi “The Power of Love”, Eric Clapton, Lindsay Buckingham, The Four Aces, Fess Parker, Etta James, Edward van Halen og Johnnie Ace.
I går døde musikeren Peter Viskinde af en blodprop, 67 år gammel.
Viskinde blev kendt, da han i 1980 blev en del af bandet Malurt. Siden – i 1990 – dannede han det succesfulde orkester Big Fat Snake sammen med sangeren Anders Blichfelt. Et rockband med stor folkelig appel og succes. I 2008 forlod Viskinde Big Fat Snake efter nogle skærmydsler om rettigheder osv. og satsede derefter på en solokarriere og – endnu senere – som maler og gallerist i Århus.
Nu er Peter død, alt for tidligt. Han efterlader sig fire børn og fem børnebørn.
I dag er det halvtreds år siden, Culpeper’s Orchard pladedebuterede med deres eponyme album (lyt her), der satte ny standard for, hvordan dansk rock kunne lyde. En kompot af psykedelia og mange stilarter. En debut, der aftvang respekt og gjorde Culpeper’s Orchard til et af de førende bands dengang.
I foråret 1971 meldte The Rolling Stones ud til offentligheden, at bandet ville gå i skatteeksil i Frankrig. Men inden da ville de lige gennemføre en lille turné derhjemme. Turneen omfattede Brighton, London, Leeds og Liverpool, men hvert sted blev der spillet to koncerter. Og playlisten bar præg af, at albummet Sticky Fingers var på trapperne.
De fleste af koncerterne blev tilgængelige som bootlegudgivelser, men flere af dem er senere kommet i officielle udgaver, fx i forbindelse med genudgivelsen af Sticky Fingers for fem år siden, hvor koncertmaterialet fra Leeds og delvist fra London udkom. Og koncerten fra Marquue Club findes i en særlig udgave.
Her giver Stones en forrygende udgave af Chuck Berrys “Let it Rock”- Meget bedre bliver det vist ikke med stenene..
eller – undskyld – Ma Raineys Black Bottom er titlen på en film om jazzsangerinden Ma Rainey som jeg har læst en del om på nettet. Og som jeg gerne vil se, fordi Ma Rainey er en af forudsætningerne for rock and roll. Ikke kun musikalsk, men også i kraft af en personlighed, der stod for den frigørelsestrang, som rock and roll indbefattede.
Men da filmen streames på en af de der kanaler, så må jeg vente til den vises på tv eller udkommer på et eller andet medie, evt. som download.
For en ordens skyld, så betyder black bottom ikke kun sort bagdel, men er navnet på en dans, der var meget populær i de såkaldt brølende tyvere.
De er måske gledet lidt i g(l)emmebogen, bandet med det bizarre navn Harpers Bizarre. Men det ville være synd og skam at glemme dem helt. For det var vel dem, der skabte eller i det mindste navngav den stilretning, man kalder Hollywood Sunshine Pop, og med deres version af Simon & Garfunkels “The 59th Street Bridge Song (Feeling Groovy)”, der blev et stort hit og meget fint indfangede den opløftede tresserstemning. Stilistisk var bandet inspireret af Beach Boys’ vokalarbejde og måske også Mamas and Papas (eller også var det omvendt). Og på de albums, de fik lavet i kølvandet på singlegennembruddet gjorde de sig i kopiversioner af sange fra den store amerikanske sangbog og versioner af nyere sangskrivere som fx Randy Newman, Harry Nilsson og Van Dyke Parks.
Det kendteste bandmedlem i Harpers Bizarre var Ted Templeman, der siden hen blev kendt som producer for flere af halvfjerdsernes markante navn, Carly Simon, Van Morrison, Bette Midler, Doobie Brothers, Nicolette Larson, Montrose og Van Halen.
Nu udgives deres indspilninger for plademærket Warner Brothers i en lille boks med den sigende titel Come to the Sunshine. Det er næsten svært at sige nej til sådan en opfordring…
Det var med bandets fjerde album Aqualung, at Jethro Tull med den iøjnefaldende forgrundsfigur, det tværfløjtespillende fugleskræmsellignende forgrundsfigur Ian Andersson slog igennem som radio- og turnénavn. Det blev deres bedstsælgende og bedst anmeldte album i mange år.
Hvis man ikke vil udsende ny musik og måske er gået på pause fra show biz, så kan man jo altid give sig selv og nogle gamle sange en gang Makeover. Og det netop, hvad k. d. lang gør med sin nye plade. Sangene holder stadigvæk, trods make-uppen. Men det er lige før k. d. selv får for meget med al den overhaling.
[Tegning, lavet af vennen Peder Bundgaard, lånt fra Turellsamlingens hjemmeside]
Tiden flyver, og i dag ville Dan Turèll være blevet 75 år. Og sikkert have været en gnækkende, gråskæget, skallet olding, der fortsat strøede digte om sig. I anledning af dagen udkommer bogen Alhambra Blues (Forlaget Alhambra) med 175 digte.
Vores forståelse og oplevelse af verdens krige – heriblandt 1. og 2. Verdenskrig – er i allerhøjeste grad præget af fotos og film. Og i løbet af forrige århundrede, hvor fotografiet og de levende billeder også blev opfundet og brugt, er denne kendsgerning blevet tydeligere og tydelige. Vietnamkrigen er eksempel på en krig, der i allerhøjeste grad udspillede sig i dagspressen og på tv, og det var en vigtig faktor i offentlighedens opgør med denne krig. I løbet af samme århundrede blev det også tydeligt, at netop billederne og filmene i høj grad blev et propagandainstrument – teknologier, der skulle sørge for at befolkningerne bakkede op om de krigsførende stater. Og med amerikanernes ørkenkrig i Mellemøsten nåede vi et udviklingspunkt, hvor manipulationen med de billedbårne informationer fik fx den franske semiotiker og samfundsfilosof Jean Baudrillard til at foreslå, at krigen var et gøglebillede (et simulacrum), der kun havde virkelighed på skærmen…
Nuvel, billeder og film præger vores opfattelse af virkeligheden og af krigene. Og i går kunne man på DR2 se en britisk dokumentar, der byggede på tyske civiles og soldaters “private” optagelser af deres liv og oplevelser i årene før og under 2. Verdenskrig. Lost Home Movies of Nazi Germany er den engelske titel, og dokumentaren (i to dele) er lidt af en øjenåbner. Fx viser den, at tyskernes besættelse af Frankrig og indtog i Rusland langt fra var så velorganiseret, professionel og effektiv, som historieskrivningen har været tilbøjelig til at påstå. Det overleverede billede af en tysk overmagt krakelerer, når man ser optagelserne fra Frankrig. Noget andet de private optagelser også sætter et stort spørgsmålstegn ved er påstanden om, at mange tyskere ikke vidste, hvad der foregik med jøderne. Og de private film sætter også spørgsmålstegn ved sandheden om, at langt de fleste jøder omkom i kz-lejrene. Nej, langt de fleste blev slået ihjel ansigt til ansigt med deres mordere. De blev skudt. Noget andet de private film også piller ved er sandheden om, at kz-lejrenes gasning af jøder og andre uønskede mennesker skete for at sløre menneskeudryddelsen for befolkningen. I stedet tyder optagelserne på, at det skete for at skåne bødlerne, der fik traumer af at udføre deres blodige handlinger. Ganske vist er det dokumentaristernes fortolkning af materialet, men billeder underbygger ganske godt deres udsagn og giver i hvert fald næring til en tvivl vedr. sandhederne om nazisternes virke.
Begge afsnit kan ses på DRs hjemmeside, og afsnit 2 vises på DR2 på næste onsdag.
Man kan blive kendt for mange ting. Sally Grossman blev – i hvert fald – kendt som damen i rød på coveret til Bob Dylans Bringing it all back home. Sally var gift med Dylans daværende manager Albert Grossman, og Dylan havde i en periode boet hjemme hos ægteparret.
Sally blev – og er – blikfanget på det coverfoto, der i øvrigt rummer en række diskrete henvisninger til tidsånden og Bob Dylans kulturelle interesser.
