Gårsdagens filmoplevelse: The Girl in the Spider’s Web (2018)
24. april 2024Filmen af den uruguajanske instruktør Fede Alvarez bygger på den svenske forfatter David Lagercrantz’ roman af samme navn. En roman, der igen bygger videre på Stieg Larssons berømte Millenium-trilogi. En selvstændig fortsættelse, der dog knytter an til temaer i trilogien. Fx forholdet mellem hovedpersonen Lisbeth Salander og hendes familie (en pervers far og en – viser det sig – lige så syg søster), og forholdet til journalisten Mikael Blomkvist, der i romanen skriver historierne omkring Salander. Og så har instruktøren skiftet ud i karaktererne. Det er ikke længere Naomi Rapace, der spiller Salander, men derimod Claire Foy. Og også på de andre positioner er der skiftet ud. Og på den måde bliver der lagt en vis afstand til de succesfulde svenske filmatiseringer.
Plottet i filmen handler om, at en computerprogrammør, Frans Balder, kontakter Lisbeth Salander, der lever på kanten af samfundet som hacker, til at få fat i et program – Firefall – som han har lavet for det amerikanske efterretningsvæsen; et program, der kan styre alle verdens atomvåbenarsenaler. Og Balder ønsker, at det skal sættes ud af spil, da det er alt for farligt i de forkerte hænder. Lisbeth får fat i programmet, men lige så snart hun har det på sin computer, bliver det stjålet af nogle hensynsløse russiske agenter, der ikke går af vejen for at slå folk ihjel. Salander kontakter sin gamle samarbejdskontakt Mikael Blomkvist, der skal hjælpe hende med at opspore tyveknægtene og igen få fat i computerprogrammet. Og herefter følger vi Salander på en hæsblæsende jagt. Hvordan det ender behøver jeg ikke afsløre, men Alvarez formår at fortælle historien på en måde, der både matcher mange af de nyere agentfilms ferme fortælleteknik (fx Bourne og Bond) og alligevel finder sin egen rytme og stil. Og hvor de svenske film har stor interesse for Salanders dysfunktionelle familieforhold med seksuelle perversioner osv., så nedtones dette i den nye film, uden at forsvinde. Det fungerer mere som en halvt-skjult forudsætning for Salanders næsten lidenskabelige jagt på Firefall og forbryderne.
Og så synes jeg – det er en helt subjektiv mening – at den engelske Claire Foy passer bedre til rollen som Salander end Naomi Rapace. Foy virker mere almindelig end den aparte Rapace; og det er efter min mening en fordel i den rolle, hvor hun faktisk fremstiller en ung kvinde, der lever et på alle måder kontroversielt og utilpasset liv på kanten. Det betyder ikke, at Naomi Rapace var dårlig, slet ikke.
Også de andre skuespillere leverer varen i denne film, der er seværdig som det den er – kløgtig tju-bang-underholdning en aften, hvor dansk tv igen forsumper i livsstilprogrammer og halvdårlige serier. Hermed anbefalet. Filmen kan ses på DRs hjemmesiden frem til midten af næste måned.
