maj 2024 arkiv

Enhedslistens vej mod midten…

31. maj 2024

I 2007 havde jeg et lille indlæg om den politiske midte i Folketinget. En midte, der er et ikke-sted, hvor politikken imploderer og hvor politisk indhold bliver menings-løs. Og siden har jeg nu og da luftet den tanke, at også det erklærede oppositionsparti Enhedslisten har tendenser til at glide i et med tapetet på Christiansborg og bevæge sig politisk i retning af midten. Og nu er der et par sager, der igen stimulerer denne kritiske tanke om det såkaldte venstrefløjsparti.

Den første sag er partiets manglende støtte til den partiløse Theresa Scavenius’ forsøg på at styrke borgernes demokratiske rettigheder og mulighed i forbindelse med det kontroversielle Lindholm-anlægsprojekt ved Aalborg. Jeg citerer igen Scavenius: “I forbindelse med anlægsprojektet i Aalborg lavede jeg derfor et par ændringsforslag, som skulle fastholde klageretten i forbindelse med projektet samt skabe en øget offentlighed ved at lave en hjemmeside, hvor alt materiale nemt kunne tilgås for borgerne. Mange borgere har været engagerede i lovforslaget og projektet, og det har samtidig været utrolig svært at skaffe informationer om projektet. Det, synes jeg, vi skulle lave om. Projekter som dette skulle jo meget gerne være til FOR borgerne. Så skal de selvfølgelig også kunne få fuld indsigt, så de kan følge med, de skal kunne klage og kunne give deres besyv med.Interessant nok stemte ingen for ændringsforslagene, heller ikke partier som Det Radikale Venstre, SF, Alternativet og Enhedslisten.” Ved ikke at stemme for Scavenius’ forslag cementerer Enhedslisten en gængs praksis på tinge som forringer borgernes demokratiske rettigheder og mulighed.

Den anden sag er sagen om det tidligere byrådsmedlem i Århus Viggo Jonassen, der for nylig blev ekskluderet af partiet med begrundelse i, at han angiveligt skulle have udøvet “systematisk sexistisk chikane” over for et yngre, kvindeligt partimedlem. Jonassen reagerede prompte med at anlægge en injuriesag mod partiet – en sag, som han har vundet klart og som har påført partiet en bøde på kr. 10.000. Dommen er klokkeklar: “Enhedslisten skal anerkende, at udsagnet fremsat i det udaterede hæfte med titlen »Materiale til behandling af eksklusionssag vedr. Viggo Jonasen – Enhedslistens årsmøde 2022« om, at Viggo Jonasen gennem længere tid har udøvet systematisk sexistisk chikane over for et medlem af Enhedslisten, er ubeføjet. “. Men sagen er vel  ikke slut med denne dom!? Hvis partiet tager rettens dom alvorligt – sådan som det bør gøre – så er næste skridt at give Jonassen en uforbeholden undskyldning og tilbyde ham genoprejsning i form at fuldt partimedlemskab med alt, hvad dertil hører af muligheder. Ikke sandt!? Ellers følger partiet logikken i Kejserens nye klæder, som jeg tidligere har henvist til. Man er afsløret som nøgen processerende, men over for kritikken reagerer man blot ved at fortsætte ufortrødent som om intet var hændt.

Jeg kunne nævne flere, mindre sager, der peger i samme retning, men vil blot erindre om, at selve det politiske system på Christiansborg har denne tendens, som man måske kunne kalde en magt-midter-centripetal-kraft, der som en kvasi-mytisk forførende kraft forsøger at lokke politikere og partier ind mod midtens intethed. Og kun en fastholdelse i demokratiske og socialistiske principper vil kunne forhindre at EL forsvinder ind i det sorte hul…

 

Gammel lort vol. 2

30. maj 2024

Han har været her før; og tiden er inde til lidt mere “synd på dåse” (plademærket) med en omgang “gammel lort” (Gammalt strunt). Hjelle med sin særlige lav-budget, minimalisme-power-pop eller hvad man nu vil kalde hans energiudladninger. Charmerende er det i hvert fald.

Når magten korrumperer

29. maj 2024
Danmark er i følge årlige internationale undersøgelser et af de mindst korrupte lande i verden. Og sådan er det nok også, hvis vi holder fast ved en begrænset forståelse af, hvad korruption er for noget. Nemlig i retning af den forståelse, der præsenteres på Udenrigsministeriets side: Korruption bliver defineret i Udenrigsministeriets anti-korruptionspolitik som ”misbrug af betroet magt for egen vindings skyld”. Men korruption, “der kommer af latin corruptio, af corrumpere ‘ødelægge, fordærve’, af kon- og rumpere ‘bryde'” (cit. efter lex.dk) kan også forstås i bredere forstand; nemlig således at korruption også handler om at bevare og fastholde magten for – ikke kun vindings skyld – men magtens egens skyld. At man ødelægger, fordærver det politiske for at fastholde magten. Det kan f. eks. ske ved, at man forringer demokratiet i politikken ved at minimere befolkningens og pressens  muligheder for at få indsigt i det politiske virke eller ved at forcere lovarbejde således at der ikke er tid og plads til kritik og eftertanke; bare for at nævne et par indlysende eksempler. Og en politiker, der har øje for denne form for korruption – eller man kunne sige: anti-demokratisk virksomhed – i dansk politik er den partiløse Theresa Scavenius (ex-Alternativet), der bruger sin tid som solo-folketingskandidat til at analysere nogle sider af denne form for magtkorrumpering og konfrontere de andre folkevalgte med sine iagttagelser. I dag skriver hun således på sin Facebook-side:
Jeg har gjort mig en interessant, men ret foruroligende observation i det sidste år i Folketinget på tværs af de lovforslag, som jeg har arbejdet med.
Det viser sig nemlig, at det ikke kun er i forhold til koranloven (2023) og offentlighedsloven (lov om aktindsigt, 2024), at mange partier i Folketinget afskærer, begrænser og med salami-metoden bid for bid tager borgernes rettigheder fra dem.
Det sker også flere langt mere usynlige steder. Som når Folketinget flytter magt fra Folketinget til ministerierne. Som når Folketinget i lovprocessen har absurd korte høringsfrister, og i det hele taget ignorerer al viden, information og kritik af lovforslagene fra borgere, eksperter og folketingsmedlemmer. Og når det er blevet “normalt” at afskære borgernes klageadgang i forbindelse med store anlægsprojekter, ejendomsvurderinger mv. At noget er blevet en almindelig praksis, kan aldrig være argumentation nok for at fortsætte.
I forbindelse med anlægsprojektet i Aalborg lavede jeg derfor et par ændringsforslag, som skulle fastholde klageretten i forbindelse med projektet samt skabe en øget offentlighed ved at lave en hjemmeside, hvor alt materiale nemt kunne tilgås for borgerne. Mange borgere har været engagerede i lovforslaget og projektet, og det har samtidig været utrolig svært at skaffe informationer om projektet. Det, synes jeg, vi skulle lave om. Projekter som dette skulle jo meget gerne være til FOR borgerne. Så skal de selvfølgelig også kunne få fuld indsigt, så de kan følge med, de skal kunne klage og kunne give deres besyv med.
Interessant nok stemte ingen for ændringsforslagene, heller ikke partier som Det Radikale Venstre, SF, Alternativet og Enhedslisten. Ordføreren fra SF sagde, at “Det er relativt almindelig praksis (…). Vi gør det også i andre forslag. Derfor kan vi i SF ikke støtte op om en generel fjernelse af hele den paragraf, for noget af det er nu engang nødvendigt.”
Indskrænkningen af borgernes rettigheder betragtes altså som værende “nødvendig”. Jeg mener, det er udtryk for en problematisk, men også forkert demokratiforståelse.
Det harmonerer selvfølgelig fint med, at Radikale Venstre og SF også i 2013 stemte FOR den oprindelige offentlighedslov (2013), der fjernede offentlighedens indsigt i ministerbetjening og forligskredse. Og Radikale Venstre ligeledes stemte FOR den indskrænkningen af aktindsigtsloven i sidste uge, mens SF og Enhedslisten stemte hverken for eller imod lovforslaget. På højrefløjen stemte DF og LA imod i 2013, og LA imod indskrænkningen i sidste uge.
I en demokratisk forvaltning og lovgivningsproces er borgerne ikke problemet. Så lad os lade være med at behandle borgerne, eksperter, ngoer etc. sådan. De skal derimod være dem, som er med til at kvalificere og fremtidssikre projekter ved at bidrage med alle de relevante og lokale erfaringer, viden, korrektioner, etc. etc.
Vi har at gøre med et flertal i Folketinget og en regering, som abonnerer på et svagere og svagere demokratibegreb. Borgerne skal stemme dem ind – gerne på baggrund af tomme kampagner.
Derefter ønsker magten ikke at høre mere fra borgerne.
Det er demokratisk foruroligende, men også et forvaltningsmæssigt kollaps og et udtryk for manglende forståelse for, hvorfor demokratiske beslutningsprocesser og borgernære forvaltning er stærkere og bedre end lukkede og autoritære stater.
For en ordens skyld skal jeg lige sige, at jeg ikke støtter Alternativet og ikke har stemt på Theresa Scavenius, men jeg deler hendes interesse og blik for de anti-demokratiske mekanismer og tendenser, der gør sig gældende i det såkaldte danske folkestyre. Hvis vi tager tanken om folkestyre – demokrati – alvorligt er det vigtigt og nødvendigt at vi bekæmper den slags tendenser og skjulte “praksisser”, som gør sig gældende i dagens førte politik. Uanset  hvilket parti, der direkte eller indirekte støtter op om en sådan praksis. Bemærk således, at selv Socialistisk Folkeparti  og Enhedslisten har problemer med det…

John Cale – Ship of Fools

28. maj 2024

For mange år siden udkom en lille cd-boks med indspilningerne fra John Cales tid på plademærket Island. En fin lille opsamling af albums som Fear, Slow DAzzle og Helen of Troy. Og jeg tror, at man kan være heldig at falde over den til små penge nu om stunder (hvilket kan anbefales, hvis man ellers er til mandens dirty ass rock and roll fra halvfjerdserne). Alternativt kan man så investere i en ny lille boks med titlen Ship of Fools, der på tre cd’er rummer stort set det samme som den gamle boks, plus en lille håndfuld ekstranumre fra samme periode. Altså, om man vil, gammel vin på nye flasker – med god vin, absolut god vin. Skål.

En giftig sag – Magnus Heunicke, giftforureningen af havområder og den forgiftede politik

28. maj 2024

For nogen tid siden kom det frem, at Cheminova og andre producenter af miljøskadelige stoffer i årevis har fået lov til at fortsætte med at forgifte vores indre farvande med myndighedernes blåstempling. Ja, at disse – myndighederne (ministre og embedsværk) – bevidst havde “fortolket” loven, sådan at de forurenende virksomheder ufortrødent kunne fortsætte deres skændige ødelæggelse af vores havområder. En politik, der går mange år tilbage.

I går kom det så frem, at ministeren på området – socialdemokraten Magnus Heunicke – ikke alene har videreført den forbryderiske politik på området, men også har vildledt Folketinget i den forbindelse; idet han og hans ministerium har hævdet, at den førte politik var blåstemplet af EU. Hvilket i følge mange eksperter på området ikke er tilfældet.

Som om dette –  en minister, der bevidst forsøger at snyde Folketinget og befolkningen – ikke var slemt nok i sig selv, så har en række politisk ordførere på miljøområdet kastet sig over Heunicke, fordi de er ‘forargede’, ‘skuffede’ osv. At de – blandt andre Marianne Bigum (SF), Mette Thiesen (DF) og Mette Abildgaard (KF) – åbentbart helt glemmer, at ministerens skadelige og erhvervslivsplejende lovgivning og forsøg på tilstøring af samme er en fortsættelse af en skændig politik, som andre miljøministre i andre regeringer, herunder regeringer ledet af Venstre og Konservative, har ført; og at forargelsen og skuffelsen derfor bør gælde mange ministre og folketingspolitikere tilbage i tiden. Ja, at skandalen ikke bare handler om – billedligt talt – at få Heunickes hoved på et fad, men også den måde, der drives politik i dette land. En politik, der før noget plejer erhvervslivets økonomiske interesser og i den forbindelse tilsidesætter større og mere vitale interesser, nemlig hensynet til det havmiljø, vi er afhængige af og det klima, der står over for et større sammenbrud, hvis ikke vi fra politisk hold får lavet en radikal kursændring.

For Heunicke-sagen er ikke bare endnu en skandale-sag i vores politiske styre. Den er et symptom på, at noget er rav ruskende galt i selve det politiske system, i den måde, magten udøves i dette land. Og skandalen klares ikke bare ved, at en socialdemokratisk minister bliver gået eller at en socialdemokratisk ledet regering bliver gået. Skal vi en sådan skandale til livs, så kræver det, at den magt-kultur (i mangel af bedre ord), der hersker i landet ophæves og erstattes af en, hvor demokratisk gennemsigtighed, kollektiv ansvarlighed og politisk ærlighed får overtaget. Og vurderet på de politiske reaktioner, så er det ikke noget, der er lige forestående eller på programmet. Imedens fortsætter forureningen ved Cheminova og andre steder osv.

Lydsporet: Beach Boys – Darlin’

27. maj 2024

50: David Bowie – Diamond Dogs

26. maj 2024

Diamond Dogs så dagens lys på markedet for 50 år siden. Sammen med forløberen Pin Ups og efterfølgeren Young Americans var det et farvel til Ziggy Stardust-tiden og et mellemspil, inden de kultdyrkede Berlin-albums kom. Og sjovt nok var det i denne overgangsperiode, jeg fik ørerne op for David Bowie. Det var nøglen til hans forvandlingskugle-univers for mig.

Et overgangsalbum på flere måder. Pladen med det provokerende og flotte malede omslag af Guy Peellaert ((maleriet viser Bowie som halv hund halv menneske og på det originale maleri kan man tydeligt se skabningens genitalier… De blev senere malet over, da pladen kom med et foldeudomslag)), markerer en afsked med Ziggy Stardust-figuren, selv om der stadigvæk er lighedpunkter til hovedpersonen Halloween Jack.

Samtidig er pladen et kompromis-concept-album. Det var vist Bowies plan at omsætte George Orwells berømte roman 1984 til en slags rock-teater-udgave, hvor Diamond Dogs skulle være soundtracket. Men strid om rettigheder gjorde det umuligt; i stedet er der på LP’ens side 2 en række sange, der er direkte inspireret af Orwells bog (“1984” og “Big Brother”).

På Diamond Dogs tager Bowie også afsked med en række musikere, der stod bag Ziggy Stardust-projektet. Med Tony Visconti som medproducer og sig selv som leadguitarist, bakket op af kendte folk som Aynsley Dunbar, Tony Newman og Herbie Flowers – skabte Bowie, hvad man kan kalde Bowies rock’n roll-plade. Selve ordet “rock’n roll” går da også igen på flere af sangene… “When you rock n roll with me/ No one else Id rather be/ Nobody here can do it for me/ Im in tears again/ When you rock n roll with me…“.

Med tydelig inspiration fra engelsk R&B-baseret rock’n roll – ikke mindst forbillederne i Rolling Stones – og Bowies egen rå, kantede guitarlyd ryster Diamond Dogs glam-rocken af Bowie og peger med sin kuldslåede, dystopiske tematik frem mod Berlin-trilogien.

Walking the Dog again, again and again

25. maj 2024

Bliver man mere et vanedyr med alderen? Spørgsmålet rumler lidt i hovedet. Uden at jeg finder noget endegyldigt svar. Men i hvert fald er min hverdag i høj grad – sådan som den altid (dvs. så længe tilbage jeg kan huske) har været – bundet op af alskens rutiner. Således begyndte dagen i dag med at jeg vågnede så tidligt som jeg plejer, hvorefter jeg tog et hurtigt bad og fik lidt morgenmad og kaffe, hvorefter jeg tog min ven hunden i snor og kørte ud i den århusianske skov, hvor vi går en fastlagt rute (med enkelte afvigelser). Det skulle være sundt (læs Bente Klarlund…) at gå; og jeg kan godt lidt det; også fordi jeg, medens hunden dyrker sin vigtigste interesse – at snuse til alle de spor, andre hunde har efterladt på stierne – kan lade tankerne drive forbi som lette skyer på himlen. Man tænker godt, når man sådan går og står ude i skovens iltberigede luft. Kierkegaard vidste det, når han vandrede ad sted i Københavns gader osv.

Trædemøllen, Hamsterhjulet osv. – hverdagslivet har mange negativt ladede synonymer; men for mig handler det om glæden ved en velstruktureret hverdag. Nu er jeg selvfølgelig og heldigvis også sluppet ud af arbejdsmarkedets tvangsmekanismer, og kan derfor fokusere på de inspirerede og befordrende forhold, som en nogenlunde velorganiseret hverdag kan give en. Og hunden ikke at forglemme. God weekend.

Og helt uden sammenhæng (vist nok):

Aftenens film: Respect (2021)

25. maj 2024

Endnu en biografisk film om en popstjerne. Denne gang om selveste Aretha Franklin, “The Queen of Soul”, som musikmennesket Jerry Wesler døber hende.
Vi følger Aretha – eller Ree, som hun kaldes i familien og blandt venner – fra hun er 10 år gammel. Hun vokser op i en religiøs famiie. Faderen er lokal præst for en stor kirke, lidt af en gammeldags patriark. Hun har nogle søskende og har fra begyndelse stor interesse for at synge, hvilket hun gør ved festige lejligheder i familien. Moderen har forladt familien, angiveligt fordi faderen havde svært ved at efterleve det kristne budskab og næstekærlighed i familielivet og pludselig dør hun, hvilket bliver en traume for den unge Aretha.
Men Aretha er også en ung dame, der ved, hvad hun vil. Og selv om faderen er imod, så forfølger hun sin drøm om at blive sangerinde og hitmager. En drøm, hun realiserer, selv om det har nogle personlige omkostninger; et forlist ægteskab, problemer med alkohol og det evigt lurende traume. Og vi følger hende helt frem til hendes sidste år.
Filmen er ganske vellykket. Og det skyldes ikke mindst valget af sangerinden, skuespilleren og tv-stjernen Jennifer Hudson til rollen som den voksne Aretha. For hun formår at efterligne Aretha Franklins sangstemme i en nærmest perfekt grad; noget der er afgøende for filmens overbevisnig af publikum om, at Aretha var noget helt særligt. Og med Jennifer i hovedrollen får vi et billede af en kunstner, der sætter sig igennem som kunstner, politiker (aktiv i Martin Luther Kings borgerrettighedsbevægelse) og menneske (familieopgør, traume m.m.). En film, der efterlader en som en større fan af Aretha Franklin end man var før, man så filmen. Ligger på DRs side.

Nelly tilbage og ved skrivebordet: Nelly Furtado

24. maj 2024

En god begyndelse på weekenden. Nelly Furtado, der måske har været lidt under radaren i nogen tid (?), er her tilbage i levende live og vigør ved NPRs skrivebord. Og sådan en start på weekenden efter en uge med negative udfordringer og lidt for meget om ørerne er lige, hvad der passer denne gamle skribent.

På kontoret: The Staves

23. maj 2024

50:Bill Wyman – Monkey Grip

22. maj 2024

I 1993 forlod Bill Wyman The Rolling Stones, som han havde været en del af siden han overtog jobbet som bassist efter Dick Taylor i 1962. Men helt ude af billedet har han ikke været. Så sent som på den seneste langspiller fra bandet – Hackney Diamonds (2023) – har han en finger med i spillet. Og det har ikke skortet på andre muligheder for musikalsk udfoldelse. Han har spillet sammen med mange andre musikere, haft sin solokarriere og sit eget band Rhythm Kings.

Solokarrieren begyndte for alvor for 50 år siden med albummet Monkey Grip. Inden det udkom var Wyman med på albummet Jamming with Edward (1972), der blev til ved en tilfældighed. Sammen med Nicky Hopkins (den Edward, der er i titlen), Ry Cooder, Mick Jagger og Charlie Watts jammede de i studiet medens de ventede på, at Keith Richard skulle dukke op. Der gik så langt tid, at der var indspilninger nok til et album, der så blev udgivet.

Men med Monkey Grip sprang Wyman ud som soloartist – dog uden at føre sig frem som sådan. Selv om han synger for på pladen, så er den i allerhøjeste grad et kollektivt projekt, hvor Wyman får hjælp af en lang række kendte venner, lige fra Dr. John til Lowell George (Little Feat). Og musikkritikken hæfter sig ved netop Wymans diskrete, beskedne tilgang til projektet som gør pladen til noget særligt i en individdyrkende musikkultur.

I øvrigt fylder Bill Wyman 87 år i dag.

Dødsfald: Frank Ifield – 86 år

21. maj 2024

Vi skal langt tilbage for at støde på sangeren Frank Ifield, der netop er død i en alder af 86 år. Den engelsk-australske sanger var et hit i England i de tidliger tressere. “I remember yoo-hoo”, “Lovesick Bues”, “She taught me to yodel”,”The Wayward Wind”, “Nobodys dDarling but mine”, “Confessin’ (taht i love you*)” og “Don’t blame me” var store top-10-hits i årene 1962 og 1963. Lige før The Beatles kom til og gjorde det svært for mange kunstnere at forfølge en karriere. Ifield oplevede dog at have netop de fire drenge fra Liverpool som opvarmning til en af sine koncerter. Men derefter gik hans popularitet lidt i stå, selv om han fortsat var et elsket navn derovre, for lige som tyskerne glemmer englænderne ikke deres gamle idoler, selv om årene går.
Senere i karrieren – i firserne – vendte han tilbage til Australien, hvor han var vokset op. Og en lungeoperation satte stopper for hans optrædener, fordi hans stemme blev ødelagt. I stedet blev han radiovært og arrangør af country-festivaler. I det nye årtusinde vendte han dog tilbage til sangen og fik lidt succes med at genopføre sine gamle hits.

Facebook og moralen

20. maj 2024

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke overvejer at fjerne min Facebook-konto en gang for alle. Det, der holder mig tilbage, er, at Facebook er et sted, hvor jeg kan holde kontakt med mine jævnaldrende venner, som jeg mødes med hvert år, og andre, som jeg har sporadisk kontakt med. En funktion, som Facebook giver plads til, men som ikke er noget, mediet har eneret til.  På den anden side har jeg det dårligt med at være på et dybt kommercielt medie, der dybest set kun er sat i verden for at generere kapital til sine ejere; og som i kraft af sin globale tilstedeværelse har fået stor indflydelse på mange vigtige ting i de enkelte nationalstater, fra politik til kultur. Tænk på de mange sager, hvor danske og europæiske politikere ofte med manglende held og effekt forsøger at få ejerne bag Facebook (Meta) til at rette ind i forhold til nationale og regionale (EU) lovgivninger, men som oftest blot sander til i appelsager og lignende. Hvor mange af de bøder, Facebook har fået, er betalt, når det kommer til stykket!? Nej, vel.

Og så er der det med, at Facebook – uanset om vi kan lide det eller ikke – smører os alle sammen ind i deres “amerikanske værdier”, fx på det seksuelle og erotiske område. Hvis vi som brugere formaster os til at lægge et billede med nøgenhed op – jeg erindrer fx at en bruger havde lagt et ganske fredsommeligt og ret så uskyldigt billede fra hippietiden op – så falder Facebook-moralen hammer med det samme. Billedet slettes eller – endnu værre – kontoen lukkes ned; i hvert fald midlertidigt. Og så kan man opleve moralens bagside, dens dobbeltkarakter (der måske afslører dens amerikanske oprindelse…). Således har jeg de seneste dage fået adskillige forslag til sider, som Facebook mener, jeg bør følge og dyrke. Alle sammen sider, der beskæftiger sig med kunst, især maleri. Og alle de billeder, der følger med forslagene, viser realistisk malede kvinder; nøgne kvinder med utilslørede bryster og ditto kønsbehåring. Billeder, der er lige så direkte som nøgenbilleder fra de gammeldags mandeblade, Playboy og lignende. Ikke, at jeg har noget mod nøgenhed eller – i særdeleshed – smukke, nøgne kvinder. Men jeg vil selv bestemme om og også hvornår, jeg vil se på dem, og ikke havde dem kastet i synet, når det lige passer Facebooks algoritme- og pengestyrede vilje. Så er det lige før slet kontoen bliver til virkelighed. Indtil videre nøjes jeg med at lukke for de omtale kunstsider og lader som ingenting, men eksemplet illustrerer med stor tydelighed, hvor problematisk det er, at det stort, globalt internetfirma påtager sig rollen som moralsk vejleder og over-statslig lovgiver i en tid, hvor nationalstaterne i forvejen er truede af udviklingen på den globale scene.

 

Filmoplevelse: Hundredfodsrejsen – af Lasse Hallström

19. maj 2024

Når man bør se denne lille film af svenske Lasse Hallström, så skyldes det ikke så meget handlingen, der er letbenet og også ret så forudsigelig. En indisk familie bliver nødt til at flytte fra Indien og ender i en afsides fransk landsby, hvor de på familiepatriarkens initiativ åbner et indisk spisested i en forfalden bygning, der ligger lige over for Madame Mallorys (Helen Mirren) fine Michelin-bestjernede franske spiserestaurant. Og så har vi balladen, for Madame Mallory kan ikke lide sin folkelige, eksotiske konkurrent og forsøger at spænde ben for det indiske projekt. Men undervurderer sin modstander, der tager kampen op. Og så får vi en historie af næsten kerne-humanistisk karakter, hvor de to parter finder hinanden og ad mange omveje lærer at leve i fredsommelighed og gensidig forståelse. Og det hele er skrevet i vinden, fordi den unge indiske søn og mesterkok Hassan(Manish Dayal) tidligt finder interesse i den unge, kønne Marguerite (Charlotte Le Bon), der arbejder for fjenden. Og det kan kun ende på en måde – at de to finder sammen om mad og kærlighed.
Skuespillet er fortræffeligt i alle roller. Og instruktionen er også lydefri. Rolig og fremadskridende uden brug af særlige virkemidler. Men det, der gør denne lille bagatel af en film til en totimersseværdighed er den særlige stemning, som Lasse Hallström formår at skabe omkring dette kulturmøde i en typisk fransk landsby. En rolig, venlig stemning, der ligger langt fra alt, hvad vi forbinder med kultur-sammenstød og indeholder lige dele fransk og indisk levemåde og filosofi (i bredeste betydning). En såkaldt feel-good-film, og ikke ret meget mere.