25. maj 2024 arkiv

Walking the Dog again, again and again

25. maj 2024

Bliver man mere et vanedyr med alderen? Spørgsmålet rumler lidt i hovedet. Uden at jeg finder noget endegyldigt svar. Men i hvert fald er min hverdag i høj grad – sådan som den altid (dvs. så længe tilbage jeg kan huske) har været – bundet op af alskens rutiner. Således begyndte dagen i dag med at jeg vågnede så tidligt som jeg plejer, hvorefter jeg tog et hurtigt bad og fik lidt morgenmad og kaffe, hvorefter jeg tog min ven hunden i snor og kørte ud i den århusianske skov, hvor vi går en fastlagt rute (med enkelte afvigelser). Det skulle være sundt (læs Bente Klarlund…) at gå; og jeg kan godt lidt det; også fordi jeg, medens hunden dyrker sin vigtigste interesse – at snuse til alle de spor, andre hunde har efterladt på stierne – kan lade tankerne drive forbi som lette skyer på himlen. Man tænker godt, når man sådan går og står ude i skovens iltberigede luft. Kierkegaard vidste det, når han vandrede ad sted i Københavns gader osv.

Trædemøllen, Hamsterhjulet osv. – hverdagslivet har mange negativt ladede synonymer; men for mig handler det om glæden ved en velstruktureret hverdag. Nu er jeg selvfølgelig og heldigvis også sluppet ud af arbejdsmarkedets tvangsmekanismer, og kan derfor fokusere på de inspirerede og befordrende forhold, som en nogenlunde velorganiseret hverdag kan give en. Og hunden ikke at forglemme. God weekend.

Og helt uden sammenhæng (vist nok):

Aftenens film: Respect (2021)

25. maj 2024

Endnu en biografisk film om en popstjerne. Denne gang om selveste Aretha Franklin, “The Queen of Soul”, som musikmennesket Jerry Wesler døber hende.
Vi følger Aretha – eller Ree, som hun kaldes i familien og blandt venner – fra hun er 10 år gammel. Hun vokser op i en religiøs famiie. Faderen er lokal præst for en stor kirke, lidt af en gammeldags patriark. Hun har nogle søskende og har fra begyndelse stor interesse for at synge, hvilket hun gør ved festige lejligheder i familien. Moderen har forladt familien, angiveligt fordi faderen havde svært ved at efterleve det kristne budskab og næstekærlighed i familielivet og pludselig dør hun, hvilket bliver en traume for den unge Aretha.
Men Aretha er også en ung dame, der ved, hvad hun vil. Og selv om faderen er imod, så forfølger hun sin drøm om at blive sangerinde og hitmager. En drøm, hun realiserer, selv om det har nogle personlige omkostninger; et forlist ægteskab, problemer med alkohol og det evigt lurende traume. Og vi følger hende helt frem til hendes sidste år.
Filmen er ganske vellykket. Og det skyldes ikke mindst valget af sangerinden, skuespilleren og tv-stjernen Jennifer Hudson til rollen som den voksne Aretha. For hun formår at efterligne Aretha Franklins sangstemme i en nærmest perfekt grad; noget der er afgøende for filmens overbevisnig af publikum om, at Aretha var noget helt særligt. Og med Jennifer i hovedrollen får vi et billede af en kunstner, der sætter sig igennem som kunstner, politiker (aktiv i Martin Luther Kings borgerrettighedsbevægelse) og menneske (familieopgør, traume m.m.). En film, der efterlader en som en større fan af Aretha Franklin end man var før, man så filmen. Ligger på DRs side.