19. maj 2024 arkiv

Filmoplevelse: Hundredfodsrejsen – af Lasse Hallström

19. maj 2024

Når man bør se denne lille film af svenske Lasse Hallström, så skyldes det ikke så meget handlingen, der er letbenet og også ret så forudsigelig. En indisk familie bliver nødt til at flytte fra Indien og ender i en afsides fransk landsby, hvor de på familiepatriarkens initiativ åbner et indisk spisested i en forfalden bygning, der ligger lige over for Madame Mallorys (Helen Mirren) fine Michelin-bestjernede franske spiserestaurant. Og så har vi balladen, for Madame Mallory kan ikke lide sin folkelige, eksotiske konkurrent og forsøger at spænde ben for det indiske projekt. Men undervurderer sin modstander, der tager kampen op. Og så får vi en historie af næsten kerne-humanistisk karakter, hvor de to parter finder hinanden og ad mange omveje lærer at leve i fredsommelighed og gensidig forståelse. Og det hele er skrevet i vinden, fordi den unge indiske søn og mesterkok Hassan(Manish Dayal) tidligt finder interesse i den unge, kønne Marguerite (Charlotte Le Bon), der arbejder for fjenden. Og det kan kun ende på en måde – at de to finder sammen om mad og kærlighed.
Skuespillet er fortræffeligt i alle roller. Og instruktionen er også lydefri. Rolig og fremadskridende uden brug af særlige virkemidler. Men det, der gør denne lille bagatel af en film til en totimersseværdighed er den særlige stemning, som Lasse Hallström formår at skabe omkring dette kulturmøde i en typisk fransk landsby. En rolig, venlig stemning, der ligger langt fra alt, hvad vi forbinder med kultur-sammenstød og indeholder lige dele fransk og indisk levemåde og filosofi (i bredeste betydning). En såkaldt feel-good-film, og ikke ret meget mere.

Anbefaling: Kvinden med kameraet – Susanne Mertz

19. maj 2024

Jeg har ofte været inde på det: Poppens og rockens historie er også fotografiets historie. Selv om fotografiet og fotokunstens er meget ældre end populærmusikken, så er det i høj grad denne teknologi, der har fulgt populærmusikken. Senere kom filmen og videoen til, selv om fotografiet – ikke mindst på SOME med mobiltelefoner – stadigvæk er et væsentligt værktøj til registrering af poppens navne. Se blot Taylor Swift i Stockholm…

Og i poppens historie er der mange store navne, der har  fulgt efter de kendte musikere og sangere. Men også her i landet har vi navne, der hører med blandt de allerbedste. Jeg har nævnt Gorm Valentin og Jan Persson. Og så er der Susanne Mertz, der nu ganske fortjent er blevet hyldet med en dokumentarfilm af Torben Schiøtt: Kvinden med kameraet. Og Susanne Mertz hører til blandt de ypperste på det særlige parnas, der er for musikfotografer. Og hun er en af dem, der får en til at tænke over, hvad det er, der gør et fotografi godt. For – det ved alle os amatørfotografer, der hele tiden trykker på mobiltelefonens kamera – der er langt mellem snapsene. En gang imellem lykkes det at lave et foto, der har noget særligt over sig. Og det er klart, at det langt fra har at gøre med, hvilket kamera, du bruger. Selv om de professionelle bruger fornemme kameraer af bedste kvalitet, så er det ingen garanti for, at fotografierne hæver sig over det gennemsnitlige. Nej, der er noget andet og mere på spil, når en godt fotografi. Et særligt blik, som dokumentaren fortæller. Men et blik for hvad!? Susanne Mertz fortæller selv, at “Man bliver nødt til at elske det menneske, du fotograferer” i forbindelse med fotoet til Kim Larsens album “Mine damer og herrer”.  Bag blikket skal hjertet og lidenskaben være med – for at fotografiet bliver godt og noget særligt. Og mange filosoffer og tænkere – lige fra Susan Sontag til Roland Barthes – for forsøgt at skrive det frem, det der særlige ved blikket. Og det er svært, selv om de får skrevet meget rigtigt og godt.

Susanne følger musikken fra tresserne – nogle få reddede fotos fra Beatles’ koncert i K. B. Hallen over Gasolin, hvis hoffotograf, hun var (fordi hun var kæreste med trommeslager Bjørn Uglebjerg) og videre frem. Og en masse vidunderlige billeder er det blevet til (se et fint udsnit af både musikbilleder og andre på Susannes hjemmeside – lige her), og det indfanger Schiøtts dokumentar på fineste vis. Neddæmpet med fokus på billederne, Susannes og hendes “ofres” ligefremme, enkle ord, indkredses noget væsentligt om fotografen Susanne Mertz og hendes fotografier. En særdeles vellykket dokumentar om en af vores store fotografer udi musikken. Jeg elsker Susanne Mertz’ fotos. Se dokumentaren, der en tid ligger på DRs hjemmeside.

Kulturgoder: pissoirer, offentlige toiletter og lign. 2

19. maj 2024

For længe siden, ja helt tilbage i de første år af denne blogs og blogversions eksistens, skrev jeg et indlæg under rubrikken “Kulturgoder: pissoirer, offentlige toiletter og lign.”. Og nu er der grund til at vende tilbage til emnet igen, idet en af dagens nyheder fortæller, at ‘tusindvis af danskere ikke kan komme på toilettet, når de er ude’. Ergo: Der er stort set ikke sket noget, siden 2006 på dette for os alle vigtige og prekære område. Ikke mindst den del af befolkningen, der lever med et handicap – og f.eks. sidder i kørestol – oplever problemet. I Danmark er der tre døgnåbne offentlige toiletter, der giver adgang for handicappede.

Vi kan sikkert godt regne ud, hvad der er det egentlige problem med de manglende toiletter, nemlig penge. Kommunerne fattes penge i disse år; noget vi dagligt får eksempler på. Men så er det, man kan se mod syd og se, hvordan de har ordnet det problem i Berlin. Nemlig ved at udlicitere problemer; lade et privat firma lave toiletter, pissoirer osv., sørge for at drive dem – mod betaling forstås. Sådan er det i Berlin, hvor man – som jeg fortalt – mod et beskedent beløb (en halv euro) kan besørge i rene, velduftende omgivelser og opleve, at der bagefter bliver rengjort efter en, så den næste osv. Det er ikke, fordi jeg er tilhænger af privatisering, udlicitering og deslige, men når de i øvrigt privatiseringsglade danske politikere ikke kan se denne løsning, så må man jo gøre dem opmærksom på det. Det ligger lige for. Ikke mere pis.