Historisk gentagelse: Fra Anders Fogh Rasmussen til Troels Lund Poulsen
10. april 2024Historien gentager sig, lærte vi af Marx…
Den 18. marts 2003 kastede to medlemmer af græsrodsbevægelsen Globale Rødder rød maling i nakken på statsminister Anders Fogh Rasmussen fra Venstre og råbte “Du har blod på hænderne”. Årsagen til aktionen var Danmarks lidet flatterende rolle i Irak-krigen. De to aktivister, der siden fik dom for ‘vold mod tjenestemænd’ var inviteret ind på Christiansborg som gæster af Enhedslisten. De to aktivister blev vel at mærke ikke dømt, fordi de ytrede sig, men fordi deres ytringer – malingkastningen – havde overtrådt en anden lov.
I går gentog historien sig så. Dog uden maling.
SVM-regeringen med statsminister Mette Frederiksen, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og vice-statsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) deltog i en såkaldt EU-quiz på Restaurant Gorilla i Kødbyen i København. Formålet var en hyggelig quiz om harmløse spørgsmål vdr. EU – fx melodigrandprix og madvaner i EU. Statsministeren viste, at hun kunne synge med på MGP-sange og danse lidt og det hele var tilsat lounge-musik, snacks og drikkelse. Tydeligvis en harmløs happening, der ikke skulle sætte nogens pis i kog. Men bedst som løjerne var i gang afbrød nogle demonstranter showet med tilråb, der angreb regeringens politik i forhold til konflikten i Gaza med tilråb som “barnemorder”, “fru folkemord” (til Frederiksen) og “I har blod på jeres hænder” og man kunne se det palæstinensiske flag veje over deres hoveder. Mette Frederiksen fortrak, sådan som hun også gjorde, da der var demonstration ved hendes tale på Kvindernes internationale kampdag; Lars Løkke Rasmussen snakkede lidt med to “tørklædeklædte kvinder”, der ikke tilhørte de protesterende; medens Troels Lund Poulsen dagen efter kaldte demonstrationen for en “helt bevist sabotageaktion” mod EU-quizen og han citeres for at sige:
– Jeg tror, at man på mange EU-møder frem mod 9. juni (EP-valgdagen, red.) vil se, at den her diskussion kommer. For der er nogle personer i det miljø omkring dem, der var der i går, der ønsker at destabilisere EU-diskussionen og simpelthen køre den ud på et skråplan, fordi man ikke ønsker, at demokratiet må fungere.- Det er stærkt, stærkt begrædeligt og jo også noget, som man kun kan fordømme i allerhøjeste grad.[cit. efter DR Nyheder]
Parallellen er til at få øje på. I begge tilfælde drejer det sig om den danske regerings udenrigspolitik – dels den ukritiske tilslutning til den amerikanske invasion i Irak og dels den lige så lamme tilslutning til amerikanernes politik i konflikten i Gaza. Forskellen er, at Troels Lund Poulsen i det aktuelle tilfælde ikke kan undlade at angribe demonstranternes ytringsfrihed og mistænkeliggøre de demonstrerendes motiver. Ja, dæmonisere dem, der tillader sig at kritisere regeringens politiske medløberi i Gaza-konflikten ved at tillægge dem andre motiver end netop at kritisere regeringens medløberi. Og det er ikke en lille forskel fra episoden med den røde maling – nej, det er desværre et eksempel på, hvor trængt ytringsfriheden er i disse år. Og en illustration af, hvor svært den offentlige debat har det i vores politiske konjunktur.
Lad os for god ordens skyld rekapitulere, hvad Grundloven siger om ytringsfrihed:
§ 77
Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.
Kommentar:
Alle borgere kan udtrykke det, de vil. Man kan sige, skrive eller på anden måde udtrykke sine tanker offentligt. Men samtidig må man også tage ansvaret for det, man siger eller skriver. Lovgivningen sætter nemlig nogle grænser for, hvad man kan tillade sig at sige eller skrive offentligt.
Hvis man f.eks. er meget grov og fornærmer et andet menneske offentligt, kan man risikere at blive stævnet i en såkaldt injuriesag. Og hvis man f.eks. skriver noget, der truer landets sikkerhed, kan man blive tiltalt ved domstolene og idømt straf.
Indimellem ser man artikler og indlæg i aviser eller blade, som optræder uden skribentens navn. I de tilfælde er det den ansvarshavende redaktør, som har ansvaret for det, der står. Derfor skal navnet på den ansvarshavende redaktør altid stå i bladet. Det samme skal bladets trykkested.
Selv om grundloven garanterer ytringsfrihed for alle, kan den i nogle situationer begrænses. Det gælder f.eks. for folk i fængsel. Myndighederne har lov til at indskrænke indsattes ytringsfrihed, hvis det er nødvendigt for sikkerhed og orden.
Forsvaret har også lov til at indskrænke soldaternes ytringsfrihed, hvis det sker af hensyn til orden og disciplin.
I princippet gælder ytringsfriheden naturligvis også offentligt ansatte. Men samtidig er f.eks. sagsbehandleren på et socialkontor underlagt tavshedspligt. Tavshedspligten betyder bl.a., at sagsbehandleren ikke må udtale sig om en række personoplysninger, han eller hun har fået gennem sit arbejde.
Grundloven beskytter mod censur og andre forebyggende forholdsregler. Forbuddet mod censur blev indført i 1849. Før den tid blev bøger og blade undersøgt af en af kongens embedsmænd, før de blev trykt. Han fjernede det, han ikke brød sig om, og først da kunne bøger og blade blive offentliggjort. Censurforbuddet betyder, at politiet først kan skride ind mod et blad eller en bog, når den er udkommet. Myndighederne kan ikke forlange at gennemse et manuskript på forhånd. Alligevel kan man godt skride ind mod en udgivelse, før den er trykt, også uden at overtræde grundloven. Der kan nedlægges forbud mod en offentliggørelse, hvis man kan overbevise en dommer om, at den gør stor skade og er ulovlig. Det er op til dommeren at afgøre, om der skal nedlægges et såkaldt fogedforbud mod udgivelsen.
Det skete f.eks. i 1980’erne, hvor Frimurerordenen kom igennem med et forbud mod, at Danmarks Radio viste en tv-udsendelse om ordenen. Udsendelsen ville afsløre nogle af Frimurerordenens hemmelige optagelsesritualer. Sagen blev endeligt afgjort i Højesteret. Og her fik Frimurerordenen medhold. Højesteret mente, at optagelsesritualerne berørte private forhold. Derfor var de beskyttet mod offentliggørelse. Tv-udsendelsen om Frimurerordenen er aldrig blevet vist.
I en anden sag gik det modsat. Den stammer også fra 1980’erne. Her var der i en periode megen debat om landmændenes brug af medicin til husdyr. Plakatkunstneren Mikael Witte blandede sig i debatten ved at lave en plakat, der var forsynet med teksten: ‘Danske svin er sunde, de strutter af penicillin’. Plakaten viste en tegning af en glad gris, som var en satirisk efterligning af noget reklamemateriale fra Andelsslagterierne. Slagteriorganisationerne blev sure. De forsøgte at få plakaten forbudt. Men Højesteret slog fast, at plakaten ikke var ulovlig. Retten lagde vægt på, at plakaten var et indlæg i en samfundsdebat. Derfor var den relevant for offentligheden.
