Noget om sangtekster i populærmusikken
25. april 2024En stor undersøgelse, der har været publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature, afslører, at sangtekster i populærmusikken er blevet mere simple og gentagende. Derud over er de blevet mere personlige og negative.
Rasmus Riegels (Rasmus Riegels, f. 1991, er cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling fra Københavns Universitet) kommenterer denne udvikling med følgende udsagn:
– Musiktekster er ikke så vigtige, som vi nogle gange har det med at gøre dem til. Det er sådan en tradition, vi har fra boomer-tiden
Fordi rocken musikalsk har det med at gentage sig selv, valgte både fansene og skribenterne dengang at fokusere enormt meget på teksterne, også for meget,
– Bob Dylans tekster er jo et væld af ord, og det kan godt være, at der vil være seks mennesker, der sidder og knipser af dig, hvis du skriver det ned i en bog, og så læser det op på Møllegade.
– Men for langt de fleste, så er det jo ikke det, man hører. Man hører en mand, som laver et skuespil af det her rablende. Det er jo understøttelsen af det her band, der er ved at falde fra hinanden, som gør, at det faktisk har noget power og er en ting.– Musikken er efter min mening blevet markant mere kompleks. At teksterne så ikke er komplekse, synes jeg ikke er så relevant, fordi det er ikke et særligt musikalsk parameter.
– Popmusik er ikke et fyord på samme måde længere.
Riegels udmeldinger kalder på mange kommentarer, men jeg vil først og fremmest fremhæve én problematisk ting; nemlig at den unge cand. mag. graver en ny generationsgrøft (noget man talte meget om i min tidlige ungdom) mellem sin egen Generation Y /Millenias (dem der er født mellem 1980-1994) og Boomer-generationen (1940-59). Som medlem af boomer-generationen og som en der de facto har gennemlevet populærmusikkens udvikling fra tresserne (ja faktisk fra halvtredserne) og frem til i dag og har oplevet, hvordan netop sangteksterne har udviklet sig mere og mere og har fået kvasi-litterær status (med Dylan, Lennon og andre som privilegerede eksempler) er det svært, ja umuligt at acceptere den nærmest totale udviskning af teksternes betydning, som den unge akademiker plæderer for. Og at teksterne ikke skulle være et musikalsk parameter er ganske enkelt forkert. Hvor ville Taylor Swift være uden sine tekster? Og at teksterne har været enkle er bestemt ikke nogen nyhed. Tænk blot på mange af halvtredsernes rock-and-roll-sange, hvor teksterne ofte havde karakter af det rene nonsens (Hippy hippy shake, tutti frutti osv.) og først og fremmest var netop et musikalsk parameter, som disse numre ikke kunne undvære. Og påstanden om, at musikken i dag skulle være mere kompleks end hidtil, køber jeg heller ikke. De seneste par årtiers musikalske udvikling har især budt på teknologiske landvindinger, ikke nødvendigvis på musikalsk udvikling.
Men jeg synes, at den unge mand skulle føle sig for god til at grave en generationsgrøft og i stedet bruge sin faglighed på at forklare på hvilken måde vor tids popsange fungerer rent sprogligt/tekstligt. For simple popsange er ikke ensbetydende med, at de tekstligt er betydningsløse eller irrelevante for det musikalske udtryk. Og at reducere Miley Cyrus’ sang “Slide Away” til et eksempel på, at teksten er ligegyldig og simpel og det kun er “catch phrases”, der tæller, er både forkert og udtryk for ringeagt af tekstforfatterne.
