I øvrigt læste jeg, at det var Rolling Stones’ manager Andrew Loog Oldham, der i 1963, hvor han gav Stones en kontrakt med pladeselskabet Decca, slettede s-et i Keiths efternavn. Fordi det efter hans – Oldhams – mening lød mere som en rockstjernes navn, hvorimod Richards lød som efternavnet på den lokale slagters stik-i-rend-dreng. Tja.
De blev vist aldrig til det store. Og det er uvist om bandet The Becketts overhovedet eksisterer mere. Kvintetten -Andy Hobsbawm, Debbie Johnson , Howard Francis , Mike Paine, Nick Osborne, Simon Ashdown – har lavet to album, hvoraf det ene er et minialbum, og nogle singler, men er vist ikke slået igennem uden for det lokalområde, de har huseret i. Og dog – for til Becketts meriter hører, at de har en erklæret fan i P. J. Harvey. Og det er dog noget…
The Whos 1967-album var – som så meget andet i musiklivet – et kompromis. Pladeselskabet ville have et nyt album, men Pete Townshend synes ikke, at han havde sange nok et helt album og valgte derfor at forbinde de sange, han havde, med hinanden med radio-reklamer og -jingles. Men inden det nåede så langt fandt han ud af, at det var bedre at Who lavede deres egne jingles og reklamespots, og sådan blev The Who Sell Out til – et album, der indfangede den voldsomme kommercialisering, som greb populærmusikken i tresserne med reklamefinansierede piratradioer og ekstrem markedsgørelse af den folkelige musik.
Nu fejres albummet med et oppulent bokssæt, der er fyldt til randen med bonusmateriale og andet. Ialt 112 skæringer. LIge noget for inkarnerede Who-fans og pladesamlere.
Hvis ikke, så er det forståeligt nok, for historien om Terrence James “Terry” Reid er en af mange historier om et betragteligt talent og mange spildte muligheder.
Allerede som 15-årig var Reid i gang med musikken som medlem af bandet Peter Jays Jaywalkers. Da var han lige kommet ud af skolen og spillede allerede i et andet, lokalt band The Redbeats, der havde en vis succes i lokalområdet St. Ives, hvor Reid kom fra.
I 1966 blev Jaywalkers valgt som opvarmningsorkester for selveste Rolling Stones på deres turné i Storbritannien. Og på turen mødte Reid Graham Nash, der foreslog, at Jaywalkers skulle skrive pladekontrakt med den engelske afdeling af Columbia Records. Det resulterede i bandets debutsingle “The Hand don’t fit the glove”, der blev et mindre hit. Men kort tid efter opløstes Jaywalkers.
Da havde Terry dog vakt den kendte manager og producer Mickie Mosts interesse, og denne sørgede for at blive Terrys manager og for at Reid fik indspillet både en singleplade – “Better by far” – og et album Bang, Bang You’re Terry Reid. Singlen vakte nogen opsigt, men albummet solgte ikke stort. Næste skridt var, at Terry sammen med to andre musikere blev opvarmning for Cream på deres 1968-Amerikaturné. Her lykkedes det for Reid at få skabt et kultpublikum. Især for sin optræden på Miami Pop Festival høstede Reid anerkendelse i musikpressen og hos publikum.
Selv om albummet Bang, bang you’re dead altså ikke solgte, så blev pladen et hit blandt andre musikere. The Hollies, Crosby, Stills & Nash og REO Speedwagon indspillede forskellige versioner af sangen “Without expression”,og det var lige før den – under titlen “Horses through a rainstorm” – kom med på Crosby, Stills, Nash & Youngs Deja Vue, men blev dog i sidste øjeblik erstattet af Stephen Stills’ “Carry on”.
Den største karrieremæssige chance fik Reid dog, da The Yardbirds gik i opløsning. Jimmy Page ønskede at lave et nyt band – The New Yardbirds, senere Led Zeppelin – og opfordrede Terry til at blive det nye bands nye forsanger… Men Reid var på det tidspunkt allerede engageret til to nye Rolling Stones-turneer og en med Cream. Derfor ville han have kompensation af Page for at stille sig til rådighed. Det blev ikke til noget, og Reid foreslog derfor Page, at han skulle spørge den ukendte Birmingham-sanger Robert Plant. Han foreslog også Page, at han skulle tage trommeslageren John Bonham med. Og sådan blev det.
Tal om spildte muligheder eller dårlig forvaltning af et talent. I hvert fald blev banen kridtet op for en karriere, der især blev baseret på arbejde som sessionmusiker, sideman og solokunstner med beskeden succes. Måske lå det bare ikke i kortene, at Reid skulle blive superstjerne, selv om talentet var til det. I dag er han 71 år og stadigvæk aktiv, selv om han ikke er helt fremme i rampelyset.
https://youtu.be/odM5S3BZS-g
Det er Kvindernes internationale kampdag i dag. Og uanset, hvad man måtte mene om “sexisme” og “”#meetoo”, så understreger det bare, at der stadigvæk er noget – meget – at kæmpe for. Og som de gamle rødstrømper lod os forstå, så findes der kun reel ligestilling, hvis den gælder alle.
‘Når jeg har skrevet den, lavet pladen, så er det ikke min mere, det er din.’ Sådan cirka siger Ray Davies i dette interviewklip fra canadisk tv. Intervieweren vil gerne vide, om det betyder noget for Davies, at hans sange betyder noget for nogen i publikum, når de første gang oplever den. Men Davies insisterer på den afstand, der er. Han har lavet sangen. Punktum. Du oplever den i en anden kontekst, og det er noget andet. Og lidt længere henne i interviewet skelner han mellem den kunstner, han selv er, og fx Andy Warhol eller John Lennon, som i højere grad “var” deres kunst. Det er en ikke uvæsentlig skelnen, fordi Ray Davies med sine tanker placerer sig selv på linje med modernisterne i moderne litteratur. Forfattere, der insisterer på, at deres værker skal tale for sig selv, når først de er lavet. Værker, der skal læses som sådan – uden tilbagekobling til forfatteren og dennes biografi. Det var det, den franske litterat Roland Barthes skrev om i sit essay om “Forfatterens død”.
Denne tænksomme forståelse af sin kunst forklarer måske også, hvorfor Ray Davies ofte har en ironisk distance til sin sangskrivning og sin kunst. Det oplever man fx, når han fortæller om den – fx på albummet Storyteller eller i selvbiografiens X-Ray. Når han fx forklarer, hvordan “Autumn Almanac” blev inspireret af en rundrygget gartner, der arbejdede i Mushwell Hill, hvor Davies er vokset op og stadigvæk bor. En sang, der udspringer af det nære liv, Davies og hans familie levede i Mushwell Hill, men som, når først den er publiceret, skal opfattes på en anden måde af lytteren. Ikke som et lille stykke selvbiografisk erindring, men som et selvstændigt lille kunstværk.
Jeg har ofte fremhævet DRs musikprogrammer fra tresserne og halvfjerdserne for deres store betydning for formidling af moderne musik. Desværre er alle disse programmer ikke blevet bevaret fr eftertiden eller tilgængelig på DRs arkivside. Det kunne ellers have været udbytterigt. Men takket være Kurt Mose er jeg blevet gjort opmærksom på et klip fra programmet “Beat-Rapport”, hvor bl.a. Hans Otto Bisgaard sørgede for, at vi lyttere fik hørt, hvad der rørte sig inden for beatmusikken. I det pågældende klip, der findes på siden www.danskkulturarv.dk handler det om Culpeper’s Orchard og deres album Going for a song. Bisgaard interviewer Niels Vangkilde og Tom McEwan. Lyt med her.
Jeg har i princippet stor sympati for arbejdet med at revidere historien. Der er skævheder, som det må være tid til at rette. Det er virkelig mænd, som har valgt traditionen. Litteraturen har husket på sine kvinder, men i kunst- og filmhistorien er fordrejningen udtalt. Og sær. Frem til 1930 var industrien for begge køn. Da man når til at skrive historien ned, bliver den en klub for hvide mænd. Det gælder også i forhold til etnicitet. Jeg var langt i mit virke som kritiker, før jeg blev opmærksom på den tradition, en hel parallel historie, som eksisterer for afrikansk-amerikansk film.
Ikke alene bliver de vilkår rettet, når vi justerer perspektivet. Vi får også en rigdom af nye værker foræret. Der er så mange store oplevelser gemt i den marginaliserede kunst. De bliver hentet frem nu og kan fryde i lyset.
Alligevel er jeg i chok over måden, som man vil afskrive Roman Polanski og Woody Allen på. Polanski er 87 år, Allen blev 85 i december. Skal de 100 film, som de to mænd har skabt, bare fjernes? Sådan vil annulleringskulturen – cancel culture – gerne have det. Og den er stolt af sit arbejde.
Det er naturligvis en bekvem måde at få fred for historien på. Man kan mere eller mindre sætte en streg ved årtusindeskiftet, da nettet, som vi kender det, blev til. Så slipper man for at lære om alle de indviklede ting, som kom før. Det var sikkert ikke så vigtigt. De havde ikke engang mobiltelefoner.
Bo Green Jensen – Weekendavisen 5. marts 2021]
Det er 150-årsdagen for den polske marxist, filosof, økonom, pacifist og revolutionære socialist Roza Luksenburg, bedre kendt som Rosa Luxemburg. Sammen med Karl Liebknecht dannede hun det pacifistiske Sparkatusbund som en reaktion på det tyske socialdemokratisk involvering i den første verdenskrig. Spartakistforbundet blev siden hen til det tyske kommunistparti. I slutningen af første verdenskrig var spartakisterne med til at starte novemberrevolutionen, der var ansporet af de elendige leveforhold, som almindelige tyskere havde. Oprøret blev dog nedkæmpet af regeringen og i den forbindelse blev Rosa og Karl likvideret på brutal vis af det regeringsfinansierede paramilitære Frikorps. Omstændighederne omkring Luxemburgs og Liebknechts død har siden været genstand for debat og kritik blandt historikere og teoretikere.
Med til billedet af Rosa Luxemburg hører også, at hun som filosof og teoretiker forholdt sig kritisk til såvel det reformistiske socialdemokrati som leninismen. Det har gjort hende til en omstridt figur på den europæiske venstrefløj, men også til en helte- og martyrskikkelse.
[Foto: DR]
Ja, i dag fylder Jørgen de Mylius eller Jørgen Mylius, som han bare kaldte sig engang, 75 år. Og det skal selvfølgelig noteres. For Mylius blev ved tilfældighedernes spil og gunst den person, der fik rollen som formidler af efterkrigstidens ungdommelige toner – rock and roll, beat og pop. Han var datidens svar på nutidens influencere, selv om begrebet heldigvis ikke eksisiterede dengang. Men det var i hans programmer – Efter Skoletid ikke mindst – vi unge fik mulighed for at høre musik, der ellers var svær at få fat på. Mylius’ styrke var – og er nok – at han mest fokuserede på det populære, det underholdende. Da tiderne skiftede omkring 1970 og ungdommen blev mere end almindelig oprørsk og oven i købet og ligefrem politisk, så trak Mylius lidt følehornene til sig og overlod det til yngre generationer af radiojournalister. Jovist spillede han noget af den rebelske musik, men hans hjerte bankede for poppen. Og det førte ham over i fx melodigrandprixprogrammerne.
Men trods alt: Tak fordi du var der, da der var brug for det. Tak fordi du sørgede for, at nogle generationer af unge fik musikken ind med dampradioen. Og lykke og held de kommende år.
Trombonisten, bassisten og jazzbandlederen Chris Barber er død i en alder af 90 år.
Sammen med Kenny Ball og Acker Bilck var Barber fra 1950’erne og frem med til at holde liv i den traditionelle jazz. Og senere var han sammen med Lonnie Donegan med til at bane vejen for rock-and-roll i Storbritannien i form af skifflemusikken. Barber spillede bl.a. med på Lonnie Donegans store hit “Rock Island Line”.
Han havde også en finger med i fremkomsten af den britiske R&B, idet Alexis Corner trådte sine musikalske barnesko hos Barber, inden han startede sit indflydelsesrige Blues Incorporated.
Barber omgikkes stort set alle i britisk musikliv og var respekteret og anerkendt at stort set alle. Med til billedet hører også, at han i en periode bestyrede in-stedet The Marquee Club i London, hvor alle de store navne – fra Beatles over Stones osv. – kom, enten som gæster eller som optrædende.
I sine sidste år led Barber af demens og han trak sig fra musiklivet i 2019, men hans jazzband fortsætter under hans navn.
Det ligner næsten en pudsig tilfældighed. Nogenlunde samtidig med, at Bob Marley & the Wailers har fået genudgivet deres albums i en boks, så dør den sidste af the Wailers grundlæggere, nemlig Bunny Wailer (egl. Neville O’Reilly Livingston) i en alder af 73 år.
Bunny voksede op sammen med Bob Marley og i 1963 dannede de sammen med Peter Tosh the Wailers og fik allerede i 1965 deres første album ud. Men først i starten af halvfjerdserne, da the Wailers fik kontrakt med det store Island Records skete der for alvor noget. Der kom flere medlemmer til i gruppen, og Jimmy Cliff havde banet vejen for reggaemusikken hos et vesterlandsk publikum. Og gennembruddet kom i 1973 med albummet Catch a fire, der blev fulgt op af Burnin’ med Marley-hittet “I shot the sherif”, som Eric Clapton var med til at gøre populær. Bunny forlod sammen med Peter Tosh the Wailers allerede i 1974 for at fortsætte sin egen karriere. Men han havde da været flittig sangleverandør til Bob Marley.
Indtil videre har jeg bakket op om myndighedernes – regeringens – på eksperters hvilende coronastrategi. Selv om den ikke har været hævet over kritik (og jeg tænker ikke her på “blå bloks” konstante kværulanteri og krav om større åbning), så synes jeg, den trods alt har formået at holde smitten i ave og dermed forhindre alvorlige indlæggelser og død, hvilket må være det væsentlige. Og i sammenligning med mange andre lande, så er Danmark indtil videre sluppet nådigt med hensyn til antal døde og andre alvorlige følger af denne viruspandemi.
Men i går var det som om statsministeren fik sin berømte makrelmad med agurk galt i halsen. For det første kom hun med den tanke, at Danmark skulle producere vacciner sammen med den israelske stat. Argumentet gik på, at førsteprioriteten var at sikre vaccineleverancer til dansker i den kommende tid, og at denne leverance var usikker i EU-regi. Men det er et argument, der står helt isoleret i den politiske kontekst. Hvor meget end Frederiksen og regeringen ønsker det, så kan vi ikke se bort fra, at den israelske stats dagligt krænker menneskerettighederne i de besatte områder og oven i købet nægter palæstinenserne adgang til vaccine. Vi bør tage afstand fra Frederiksens idé og hendes ønske om at gå enegang i vaccineprojektet, oven i købet sammen med Østrig, et af de mest højreorienterede lande i EU. Dertil kommer, at Frederiksen åbenbart helt har glemt, at hendes forgænger i embedet, Helle Thorning Schmidt var den, der planlagde nedlæggelsen af en dansk vaccineproduktion og salget til araberne for sølle 18 millioner kroner. I stedet for at flirte med israelerne burde Mette Frederiksen seriøst overveje at retablere en dansk produktion på dansk grund, for på den måde ville hun kunne nå sit mål, en fremtidig sikring af den danske vaccinedækning.
Sagen om den israelske vaccineproduktion afslører måske også noget andet. Nu har statsministeren i godt og vel et år ført en strategi mod corona, der har udgjort en restriktiv begrænsning af borgernes frihedsrettigheder m.m. Blandt andet er det gået ud over forsamlingsfriheden, der jo er en hjørnesten i den danske demokratimodel. Og statsministeren har gjort det med rod i grundloven, der åbner mulighed for sådanne begrænsninger, når det gælder befolkningens tarv. Og spørgsmålet er måske, om den førte politiks “friheder” har givet statsministeren smag for udvidede magtbeføjelser. Hvis man kan sætte parentes om den zionistiske stat Israels kritisable behandling af palæstinenserne for at sikre dansk vaccineleverancer, så kan det godt opfattes som udtryk for magtfuldkommenhed.
Og en anden ting bærer ved til dette bål. I går kunne statsministeren også melde ud, at hun ikke så noget problem i at tvangsteste borgere i nogle af de særligt udsatte områder (Voldsmose, Københavns vestkommuner osv.), hvis disse modsatte sig test. Her forsvandt ethvert demokratisk hensyn! Det er muligt, at man i nogle udsatte områder har særlige problemer, fordi kommunikationen mellem myndigheder og borgere ikke har fungeret, på grund af særlige, kulturelt bestemte familieforhold og sociale omgangsformer og så videre. Men det udelukker jo ikke, at man så vidt muligt skal forsøge at bruge demokratiske metoder, ikke mindst oplysningsstrategier, til at overtale evt. skeptiske borgere til at være med i bekæmpelsen af coronaen. At foreslå en tvangstest er virkelig at få makrelmaden galt i halsen – sådan rent demokratisk-politisk.
Ja, 10 store, markante hits. Solide sager, og så var det alligevel “bare” coverversioner (“bare”, fordi der er tale om originale versioner med hver deres særpræg og appel). Men sjovt at erfare, at Animals, Manfred Man, The Hollies, Herman’s Hermits osv. alle gik på hugst. Og bemærkelsesværdigt er det også, at det stort set i alle ti tilfælde er sorte kunstnere, der må se deres originalversion “stjålet” eller “lånt”. Blot endnu en understregning af, at rocken og poppen i tresserne stod på skuldrene af sorte kunstnere. Ikke kun fra the blues, men i det hele taget.
Nationalteaterne blev dannet i 1968 som del af den svenske progg-bevægelse og udviklede sig til en slags pendant til danske ensembler som Solvognen, Jomfru Ane Teateret og Røde Mor. Teateret blev opløst i 1993, men rockbandet spiller fortsat og har været rugekasse for mange kendte svenske navne, fx Totta Näslund og Ulf Dageby. Som de danske pendanter var Nationalteatern et venstreorienteret foretagende, der var en del af datidens ungdoms- og studenteroprør og udtrykte deres politiske holdninger i teaterstykker og musik. De blev meget populære i Sverige og fik også en del fans her i landet.
Svt2 viser den kommende tid (første gang på fredag) en todelt dokumentarfilm om Nationalteaterns historie under titlen Vi er barn av vor tid.
