Indlæg tagget med 1950’erne

Sæbekassebil – erindringsfragment

12. april 2008

I min barndoms gade var der ikke meget legetøj. Jo, trehjulede cykler, hoolahopringe, hinkesten, hønseringe og “esser”… Men større legesager var der langt imellem. Jeg husker dog, at en dreng, der boede (eller måske besøgte) bygningen på hjørnet af Nygårdsvej og Strandbygade over for autoværkstedet, havde en legetøjsbil, der kunne drives frem ved hjælp af pedaler, der blev skubbet frem og tilbage. Bilen havde en kølerlignende forende og mindede mest af alt om en ældre racerbil. Og – kors – hvor var vi drenge misundelige. Og vi plagede den stakkels unge om at få lov at prøve. Og det lykkedes…
Ellers husker jeg en enkelt gang, hvor en sæbekassebil var attraktionen. Den klassiske model med et sæde, lavet af en (sæbe)kasse, fire hjul fra en udrangeret barnevogn, snoretræk og planker. Det var vild luksus i de fattige halvtredsere.. Mange år senere lavede jeg en finere model til min søn og hans kammerater. Og de elskede den.

Teenager in Love

15. marts 2008

Each time we have a quarrel
It almost breaks my heart
‘Cos I am so afraid
That we will have to part
Each night I ask the stars
The stars up above
Why must I be a teenager in love
One day I feel so happy
Next day I feel so sad
I guess I’ll learn to take
The good with the bad
Each night I ask the stars up above
(I ask them why)
Why must I be a teenage in love

I cried a tear (I cried a tear)
For nobody but you (Nobody but you)
I’ll be the lonely one if you should say we’re through

Well if you want to make me cry
That won’t be so hard to do
And if you should say goodbye
I’ll still go on loving you

Each night I ask the stars up above
(I ask them why)
Why must I be a teenager in love
I cried a tear (I cried a tear)
For nobody but you (For nobody but you)
I’ll be the lonely one if you should say we’re through

Yeah

Well if you want to make me cry
That won’t be so hard to do
And if you should say goodbye
I’ll still go on loving you

Each night I ask the stars up above
(I ask them why)
Why must I be a teenager in love
(tell me why)
Why must I be a teenager in love

Det må vist siges at være den ultimative teenager-kærlighedssang, der er skrevet. Her i Dion and The Belmonts smægtende version. Sangskriverparret Doc Pomus og Mort Schuman forfattede den helt tilbage i halvtredserne.

Jan & Kjeld – Banjo Boy

9. marts 2008

Et af de første hits, der trængte ind i mit musikalske univers (trods stor modstand…) var drengebanjoduoen Jan & Kjeld (med efternavnet Wennick) deres “Banjo Boy” fra 1960. Det var naboens to drenge, Jørgen og Leif, der var helt vilde med den sang, som de sang med på uden helt at have forstået teksten. Sangen blev aldrig et hit i mine ører, selv om den toppede både i Danmark, især Tyskland og Holland. Også i England og USA gjorde den sig pænt. Den solgte 4.5 millioner eksemplarer. Medvirkende til successen i Tyskland var også, at de to drenge optrådte med Banjo Boy i en tyske folkekomedie “Kein Mann zum Heiraten” i 1959, og tyskerne har altid haft en stor forkærlighed for barnestjerner.
De to drenge vendte vist nok tilbage til musikken – nærmere bestemt dansktoppen – midt i halvfjerdserne efter en del års pause.

Banjo Boy

Version nummer 2 (hvis man ikke allerede har fået nok…)

Sydfrugter – erindringer

26. januar 2008

I dag måtte jeg smide en del mandariner ud. De var ikke blevet spist og var derfor blevet mugne.

Da jeg smed dem i skakten kom jeg i tanke om sydfrugternes indtog i mit liv. Jeg husker det ikke selv, men fik historien fortalt af mine forældre.
Det første år af mit liv, hvor jeg boede med mine forældre på en loftsværelse, var i – ja, så længe er det siden – rationeringens tid. Ikke alt kunne fås. Og noget kun, hvis man havde mærker. Fx var kaffe endnu ikke frit i handlen.
Da min far sejlede, var han en af de udvalgte, der først fik adgang til nogle af de eftertragtede varer. Og det lykkedes ham at hjemtage rigtige kaffebønner og – en hel klase grønne bananer.
Siden skulle jeg igen og igen høre historien om, hvordan de drak kaffe fra morgen til aften, og om, hvordan bananerne lige pludselig blev modne allesammen på én gang. For det gør bananer i en klase. Et bananædegilde var resultatet.

I årene, der kom, var appelsiner og andre sydfrugter ikke hverdagskost. I starten af tresserne passede min farmor mig, medens min mor og far sejlede Middelhavet rundt med en stykgodsbåd, og i den periode var ugens højdepunkt fredag aften, hvor farmor og jeg hver især fik et æble (Belle Boskop) og en stor Jaffa-appelsin. Jeg tror ikke, at man i dag vil kunne forstå, hvor stort det var…

Varmedunken – en erindring

10. januar 2008

Medens jeg lå dèr under den kolde, klamme dyne, gøende som en længselsfuld sælhund, dukkede billedet af min barndoms varmedunk pludselig op fra erindringens dybeste lag. Vi havde den i baggårdslejligheden, der var en lille, dårligt isoleret 2-værelses. Jeg husker, hvordan varmen kom pludselig ind under dynen, når mor hurtigt stillede den ovale zink-tingest ind i fodenden. Og hvordan varmen hurtigt bredte sig til det hele. Det var en stille fryd.
Da familien flyttede i parcelhusidyl forsvandt klenodiet ud af mit liv sammen med zinkbaljen, hvor den elementære hygiejne var blevet indøvet, til fordel for fjernvarme og karbad.

1970: Chuck Berry – “My-Ding-A-Ling”

9. december 2007

Et af de mere kuriøse nr. 1-hits i 1970 var Chuck Berrys tilbagevenden til toppen med sangen om hans ding-a-ling. Berry, der blev født i 1926, er ubestrideligt en af rock’n roll-musikkens helt store pionerer. Eller som en af hans fans, John Lennon, udtrykte det: “Hvis du ville give rock and roll et andet navn, så kunne du kalde den ‘Chuck Berry'”. The Beatles (Roll over Beethoven) og Lennon selv indspillede også mandens sange. I det hele taget er en Best of Chuck Berry-plade også en Best of-Rock’n Roll-plade, for han har skrevet så mange klassikere, at det halve kunne være nok.
Dan Turèll skrev på et tidspunkt et begejstret essay om manden, hvori han fremhævde hans sangskriverkvaliteter: enkelt spillede enkle sange om de ting, der optager unge mennesker i hverdagen. Skole, sex og andet.
Berrys storhedstid var i halvtredserne og tresserne. Men i 1970 fik han altså et hit med “My Ding-A-Ling”, der allerede i 1952 var blevet fortolket af Dave Bartholomew. Og med den sang fik han sit første og eneste nr. 1-hit i USA. Sangen handler om to sølvklokker i snor, som sangeren får af sin bedstemor. Lytter man til teksten, så forstår man snart, at sangen har en tydelig seksuel undertone, hvilket også er en del af forklaringen på dens succes. En slags rockmusikalsk pendant til Lille Palles sang om Hængepilen (Jeg er så ked af, den hænger nedad…).

My Ding A Ling
Tilbagespoling

Børnerim – erindringsstump

13. november 2007

Hænderne op
eller bukserne ned
En af delene
vil jeg se

– hvornår mon jeg hørte det rim første gang?

Laika – en rumhund

3. november 2007

Information fortæller mig i en lillebitte notits, at det i dag er 50 år siden, den russiske rumhund Laika som det (vist nok) første levende væsen blev sendt i cirkulation omkring Jorden. Det fortælles andetsteds, at Laika var en gadehund fra Moskva, der ved skæbnens (u)gunst kom til at tjene rumfarten – og gav sit firbenede liv i samme farts tjeneste. Ved samme lejlighed skiftede den navn fra Kudryavka til Laika. Sammen med to andre hunde blev den trænet til opgaven og altså udvalgt til at være den eneste – og sidste – rejsende med Sputnik 2. Det skete den 3 November 1957. Samme år som jeg fyldte 4.
Efter nogle få timers rejse døde Laika af stress og overophedning på grund af manglende eller ufuldstændig kontrol med temperaturerne. Denne kendsgerning blev dog først oplyst for offentligheden årtier senere.
Til Laikas fortjenester hører, at hun beviste, at levende væsner godt kan tåle vægtløshed og kunne overleve en flyvetur op i rummet.
Da jeg blev lidt større og i mine forældres indbunde årsskrifter læste og så billeder af den lille sort-hvide hund, undrede jeg mig altid over, hvad der dog blev af den. Cirklede den stadigvæk rundt derude og kiggede ned på den blå planet? Og hvad med mad og drikke? Hvordan klarede den det? Osv. Ren Spørge-Jørgen. Æret være Laikas minde.

Teresa Brewer – er død, 76

18. oktober 2007

Endnu er musikalsk dødsfald. Sangerinden Teresa Brewer har forladt denne verden i en alder af 76 år. Brewer var en af de mest populære sangerinder i 1950’ernes amerikanske popmusik og var kendt som den “lille dame med den store stemme”. Hun indspillede ialt 600 sange, hvoraf en pæn del blev hits i løbet af halvtredserne og tresserne. I halvfjerdserne kastede hun sig over jazz-musikken. Læs mere om hende på Teresa Brewer Center og på denne side. Her er nogle klip med hende: Pickle-Up-A-DoodleMusic, Music, MusicThe Daughter of Rosie O’Gradie – Fra The George Jessel Show . Velbekomme.

Enid Blyton – De Fem-serien – nostalgi

3. oktober 2007

Trillende rundt med en mega indkøbsvogn i den lokale Coop-forretning falder blikket på en bunke bøger. Eksemplarer af Enid Blytons serie om De Fem, genudgivet på forlaget Sesam med de oprindelige forsider. I min barndom tyggede jeg mig gennem flere bind i serien. Enid Blyton nåede at skrive 26 bind i halvtredserne og tresserne. I 1968, hvor Enid Blyton døde, 71 år gammel, tog forfatteren Claude Voilier over.
Serien er en slags detektivhistorier for store børn og unge. Og hovedpersonerne var Anne, søskendeparret Dick og Julian, deres kusine, drengepigen Georgina (blot kaldt Georg) og Georgs hund Timothy (kaldt Tim). De enkelte historier kan jeg ikke længere huske i detaljer, men stemningen. Og så, at Georgina – bøgernes svar på håndbold-Anja-Andersen – var min helt. Derfor er det lidt sjovt at se samme Georgina fremhævet som feministisk forbillede i The Guardians rundspørge til læserne om kvindesagsbøger med indflydelse.

Opdatering: Det slår mig lige, at serien om The Famous Five, som den rigtignok hed, jo blev udsat for en dansk filmatisering med blandt andre allestedsnærværende Ove Sprogø. Som DR skrev i forbindelse med visningen af filmene, var det “mærkeligt nok” første gang, serien blev omsat til en biograffilm, da “De 5 og spionerne” havde premiere i 1969. Serien var til gengæld genstand for indtil flere udenlandske tv-serie-filmatiseringer. Jeg kan mindes at have set udsnit af nogle af de tidlige tv-serie-udgaver på tysk tv, men noget gik tabt, når Georg og Co. talte tysk…
De danske film er hæderlige danske familie- og ungdomsfilm af den pæne slags, der ikke gør nogen fortræd. Så har vi vist ikke sagt for meget.

Verdens ende – med Skeeter Davis

6. september 2007

“Kender du den?”, lyder det ovre fra sofahjørnet. Frøknens musikalske ører har opfattet en sang, der kommer fra lydsporet til filmen Girl Interrupted, som dansk tv udstråler (DR2). Frøknens interesse for musik er vokset stødt det sidste års tid, og hendes øre for melodier fornægter sig ikke. Sangen, der har indfanget hende, er “The End of the World” med den amerikanske country-hillbilly-sangerinden Skeeter Davis, der scorede sit største hit med netop den sang i 1963.
Skeeter Davis, hvis borgerlige navn var Mary Frances Penick, døde i 2004, 72 år gammel. Hendes fortjeneste -var at være en af de første kvindelige solister, der lavede country i grænselandet til den rene pop. Country-pop. En anden var Patsy Cline. Og Skeeter Davis blev – som Patsy Cline – et forbillede for senere store stjerner på området som fx Dolly Parton og Tammy Wynette. Hendes solokarriere blomstrede i tresserne og den fortsatte med en række singlehits frem til midten af halvfjerdserne, hvor efterspørgslen efter hendes bløde vokal dalede.

Et fjols som mig

4. september 2007

Vores furiske udsending i Irland spiller dansant B52’s (Go there and dance!) og af en eller anden omvej – neurologisk eller associativ, hvilket vel er det samme et eller andet sted – fik jeg Elvis-sangen til at spille på den indre pladespiller. Igen og igen. Det gør ikke noget.

Musiknostalgi: Showaddywaddy

5. august 2007

Lidt oversete har de måske altid været i den nyhedshungrende musikpresse. Til gengæld har de haft et fast publikum. Jeg tænker på de mange revival-bands, der har levet af at spille andres numre med mere eller mindre held. Beatles har adskillige, ABBA ligeså. I det hele taget er der ingen ende på dem. Især ikke, hvis vi tæller alle dem med, der spiller rundt til forsamlinghusballler og bryllupper i det ganske land.
Et succesfuldt revival-band i halvfjerdserne var engelske Showaddywaddy, der specialiserede sig i at genopfriske numre fra især halvtredserne. Gruppen blev dannet i 1973 på resterne af to andre grupper og gjorde sig bemærket ved at have hele to forsangere, to trommeslagere og to bassister. Ikke mindre end ti top-10 hits, heraf en enkelt nr. 1, blev det for gruppen med sange som Heartbeat, I wonder Why, You Got What It Takes, Blue Moon og det største af dem alle: Under The Moon Of Love. Selv om tiden måske er vokset fra deres musik, så turnerer bandet fortsat.
I øvrigt minder deres musikstil om Flash Cadillac & The Continental Kids, der nogenlunde samtidigt spillede gamle halvtredsernumre, blandt andet i den fine film American Grafitti

Her er Showaddywaddy med en tv-udgave af Buddy Holly-nummeret Heartbeat, som vi meget passende tilegner Listemageren: Læs mere »

Elvis – på DR2

4. august 2007

Selv om vi godt ved, at han stadigvæk lever og går rundt med sin rock’n-rollator et eller andet sted i universet, så er det altså 30 år siden, han meldtes død. Jeg kan huske, at jeg sad på et sofa i et bestemt hus, det var nat, musikradioen spillede og pludselig kom nyheden om, at The King var død. En af de nyheder, der forrykker ens verdensbillede en lille, men afgørende, smule.
DR 2 vier en tema-aften til Elvis Aron Presley den 14. august. I løbet af aftenen kan man møde den inkarnerede fan, kirkegårdsgraver Karsten Holm fra Stjær i Midtjylland, der optræder som Elvis-klon rundt om i landet. Vi kan også møde Henrik Knudsen fra Randers, der har gjort Elvis-fanskabet til en levevej. Osv.

Elvis The Pelvis med hoftevrid og hele baduljen – “Hounddog”: Læs mere »

Statens Filmcentral – en minderune

31. juli 2007

I Weekendavisen bruger de agurketiden til at dyrke det nostalgiske. Bo Green Jensen og Réné Gummer skriver om uforglemmelige sange som fx Eagles’ “Hotel California”, der udsættes for Green Jensens kærlige og dybsindige analyse. Samtidig er der taget hul på en serie om barndommens skole. Pernille Steensgaard fortæller om sine halvfjerdserår i den velbjergede Ruderdal-folkeskole Vangeboskolen. Og selv om der er mange år mellem hendes skolegang og så min, så er der alligevel sammenfald. Hendes beskrivelse vækker minder, som når hun fx skriver: “Dér er nedgangen til kælderen, hvor vi sad på smalle gymnastikbænke uden ryglæn og så mærkelige smalfilm fra Statens Filmcentral om grinende grønlandske kvinder, der tyggede sælkødet for deres småbørn og førte det fra deres egen mund direkte over i børnenes, medens vi hvinede af væmmelse. Underholdningsværdien var lig nul, men vi elskede det”. Efter den sidste, selvmodsigende sætning kommer så historien om en skræmmende oplysningsfilm om kræft.
Jo, jeg husker det så nøje. Filmene fra Statens Filmcentral, der ved få lejligheder blev forevist for os elever på Sædding Skole i et materialerum. Her sad vi så blandt nye bøger, tavlekridt, pegepinde og andre skolematerialer og bivånede historiske optrin eller oplysende film om geografiske eller samfundsmæssige emner. Kræftoplysningsfilmene gik vi heldigvis glip af, selv om vandrehistorierne løb rundt blandt os i de ældste klasser. Der var en hel speciel stemning om disse forevisninger, og jeg er ret sikker på, at mine cineastiske lyster til 8- og 16-millimeterfilm blev grundlagt dér. Jeg var næsten henrevet, når lærerne omhyggeligt satte de små filmruller på det lille, gråmalede fremvisningsapparat og satte det i gang. Lyset kastedes op på lærredet, og en snurrende lyd fyldte det ellers andægtigt stille rum. Formastede en af eleverne sig til at være “urolig”, så var det uden for døren. Siden dengang har Statens Filmcentral stået for mig for alt, hvad jeg forbinder med sober folkeoplysning, en fornem medieinstitution, der måske har været lidt konservativ, men ikke desto mindre har været en væsentlig instans i opbygningen af min almendannelse. Især dengang, men også senere.