CAPAC

I Januar sidste år anbefalede jeg Bo Schiølers Gårdsanger Optur, hvor den gamle Kattejammer-bagmand kastede sig ud i rollen som sanger-sangskriver i sin egen ret. Alderen (Schiøler er født i 1945) trykkede lidt, men ikke mere end at han kunne lave hverdagsrealistiske sange med elementer af almenmenneskelig politiske iagttagelser og en hel del livsvisdom og -erkendelse.

Og nu er Schiøler så tilbage med sine Skavanker og et album med titlen Passion. Passion eller med et godt dansk ord “lidenskab”. Og titlen siger ganske godt, hvad Schiøler har på hjerte. Ikke beklagelse over livets ubønhørlige gang og alderdommens komme, men lidenskabelig appetit på livet og musikken. Som det fx hedder i sangen “Alder ingen hindring”:

Alder ingen hindring

smerte søger lindring

ta’ min hånd i din

– og lad os bare gå

stjernerne skinner lidt skjult

de smukke ord klinger lidt hult

blændværk, bluff og illusion

– du nægter at høre derpå

En sang om at holde fast i livslidenskaben og -appetiten på trods af den modstand, de problemer og forhindringer, livet byder på. Og sådan er det med Schiølers sangkunst. Godt nok tynger alderen, sådan som den skal med al dens erfaringer, oplevelser og erindringer, men det overlejres og domineres af livsglæde og taknemmelighed over stadig at være i live og kunne indtage livet hver dag.

Og som sidst er Schiølers sange musik, der ubesværet blander elementer af pop, rock, jazz og mange andre stilelementer, der også afslører kunstneres lange livsbane. Og Skavankerne fremfører loyalt og indforstået sangene, så arrangementerne på bedste vis omfavner og frembærer teksterne. Så hvis man er til kløgtig sanger-sangskriver-musik med både erfaring og humor, så er der ingen grund – og i hvert fald ikke alderen – til at holde sig tilbage. Lyt til Schiøler og opsøg ham og Skavankerne, når de spiller i nærheden. Hermed anbefalet.

Bo Schiøler & Skavankerne. Passion Sange fra et levet liv. Producer: Torsen Utke. Sundance Music. Er lige udkommet.

En anden kending her i bloggen er Maria Elisabeth. I 2013 anbefalede jeg hendes dansksprogede album Se med hjertet. Og nu er hun så tilbage og har genoptaget de engelsksprogede tekster på sit nye album Circle the Woods. Og det er der en ydre forklaring på. For nogle år siden mødte kunstnerinden amerikaneren Virginia “Ginny” Anderson, der har en doktorgrad i psykologi og har dyrket bjergvandring i sin hjemstat Californien. De to blev venner og amerikanerens interesse for psykologi og bjergvandring – som også har udmøntet sig i en stor bog – blev inspiration for Maria Elisabeth til det nye album. Og ikke nok med det. Anderson er medforfatter til teksterne på pladen. Og teksterne trækker Maria Elisabeth i retning af amerikanerindens psykologi- og naturforståelse.

Men ikke kun Anderson har været med til at definere det nye album. For at realisere sit nye projekt, der så at sige skulle føre Maria Elisabeth tilbage til sit kreative nulpunkt og være en frisk start på sangskrivning og sang, kontaktede hun ingen ringere end Henrik Balling, Gangways gamle ankermand, der også har været medsangskriver på et par af pladens sange. Og samarbejdet med Balling i produktionen sikrer, at godt nok tager Maria Elisabeth en frisk start, men Ballings erfarne og sikre fornemmelse for radiovenlig pop holder Maria Elisabeth på et spor, vi kender fra hendes tidligere arbejder. Circle the Woods rummer tolv meget iørefaldende popsange, der uden undtagelse vil kunne gøre sig på enhver radiostation, der vil nå lidt ud over det helt unge segment. Det er sofistikeret voksenpop, der sender en garvet lytters associationer i mange retninger i poppens historik. Og de komplekse, forfindede arrangementer holdes sammen af Maria Elisabeths indtagende, klare, feminine stemme, der passer så godt til lige netop voksen pop.

Circle in the Woods er samlet set en overbevisende popskive, der byuder på fornyelse fra Maria Elisabeth uden at slippe hendes varemærker: stemmen, den gode melodi og den eftertænksomme produktion. Hermed anbefalet.

Maria Elisabeth. Circle in the Woods. Produtkion: Henrik Balling & Maria Elisabeth. Gateway. Er udkommet.

Det er næsten seks år siden, jeg omtalte Spinkelmans EP Hole in your soul. Og nu sidder jeg så med Spinkelmans – alias Warren Frenchs – album Dark & Shiny. Dengang hæftede jeg mig ved Spinkelmans dyrkelse af low-fi-udtrykket og sammnelignede med fx McCartneys tilløb til en solokarriere -uden sammenligning i øvrigt.

Og Spinkelman fortsætter uftortrødent i udforskningen af det neddæmpede og -tonede, og udforskningen udmønter sig på vinylpladens to sider, hvor den ene hedder “Dark” (med passende sort midteretikette) og den anden “Shiny” (med tiilsvarende skinnende hvid midte). Og spaltningen eller opsplitningen afspejler sig også – hvis ellers jeg har dechifreret Spinkelmans tekster rigtigt – i tilsvarende emotionelle tilstande. Den mørke sniger sig omkring det melankolske og den anden side skinner lidt mere optimistisk. Forenklet sagt.

Men ellers er musikken præget af en nostalgisk, ja næsten bedaget stemning, der oser af gamle music halls, tivolier og jazzfyldte sydstatsbordeller. Spinkelman skyer det moderne i betydningen moderne electronica, moderne high-tech-production osv. og dyrker den nedtonede, raffinerede, smagfulde, diskrete udtryk. At lytte til Dark & Shiny er som at lytte til en gammeldags spilledåse af tin med smukt malede sider og en lille danserinde på toppen, der drejer rundt til de sprøde, knasende toner fra dåsen. Men musikken kommer fra Spinkelman selv, der selv trakterer en række instrumenter – fra gammeldags guitar over glockenspiel, sitar, optigan, theremin og harmonika. Og enmandsprojektet sikrer en meget homogen lyd pladen igennem. Spinkelman sammenligner selv lydsporet som lydsporet til en gammel sort-hvid film. Og det er da også rigtigt: Lydsporet kunne sagtens ligge bag en gammeldags eftertænksom film i sort og hvidt.

Det er en udpræget lytteplade, Spinkelman har skabt. En af den slags plader, jeg selv sætter højt i min samling. En plade, der lokker en ind i et næsten lukket univers af low-fi-musiceren, hvor man inviteres til at fordybe sig i detaljerne og lade bevidstheden flyde stille med. En plade, der ligger forfriskende langt fra mainstreamsporet støjen og sætten-sig-selv-i-scene. En plade, der vinder lidt ved hver afspilning og fortjener lyttere, der sætter pris på den slags. Hermed varmt anbefalet.

Spinkelman. Dark & Shiny. Eget forlag. Er udkommet 29/06/2018

Tre år er gået, siden Holtsø & Wittrock forsynede os med Glemte nætter. Et stykke gedigent dansksproget bluesrock af den langtidsholdbare slags. Og nu er duoen så tilbage med Det’ altid nu!

Også denne gang har de to fået hjælp til sangskriveriet af Marcus Winther-John. Og så har de fået solid hjælp af en række kendte musikere fra de danske scener. På en enkelt sang får Jes Holtså velgørende modspil og -sang af selveste Esther Brohus. Og i baggrunden spiller Knud Møller, Jens Runge, Racob Rathje, John Chipman, Mikkel Risum m.fl. Og i koret hører man garvede navne som Ivan Pedersen og Lei Moe. Så ved man, at der er styr på den side af sagen.

Ellers fortsætter Holtsø og Wittrock i det spor, de lavede med Glemte nætter. De har fundet et udtryk eller en stil, de forståeligt nok holder fast i. Fordi den virker i al sin enkelhed. Med sin ramponerede mandstemme synger Holtsø sig gennem de ligefremme, jordnære tekster om livet i hverdagen – og skriver sig endnu engang ind i den tradition for folkelig dansksproget rock, vi har haft siden tresserne.

Jeg slipper aldrig fri af Olsenbanden, har forsanger Jes Holtsø, der engang var en lyshåret ung knægt i de folkelige komedier om Olsenbanden. Men jeg ville nu ikke være så pessimistisk. For hvis Holtsø holder fast i sin hverdagsblues fra storbyen, så vil han ende med at stå for en anden og nok mere autentisk folkelighed end den banden stod for engang. Som forgængeren Glemte nætter er Det’ altid nu! ikke en plade, der ændrer radikalt ved det musikalske landskab her i landet. Men i kraft af sin stilbevidsthed og ærlighed repræsenterer den et hjørne af den folkelige musik, som vi helst skal bevare. Hermed anbefalet.

Holtsø & Wittrock. Det’ altid nu! Producer: Morten Wittrock. DME. Er udkommet.

Jeg har haft den store fornøjelse at anbefale waliseren Judith Owen seneste to album. Og begge gange har jeg fremhævet hendes rødder i halvfjerdsernes amerikanske vestkyst, som hum – bl.a. med samarbejde med musikere, der er rundet af samme vestkyst – med talent og personlighed har forstået at opdatere, så enhver elsker af den bølge kun kan føle sig godt og grundigt forført.

Med sit nye album kaster Judith Owen sig over den særlige øvelse, det er at fortolke andres sange. Og pladetitlen siger det hele. Det handler om at lave coverversioner, men også om at genopdage gode gamle sange. Og med understregningen af “redisCOVERed” fremhæver Owen, at det er den personlige fortolkning, der står i centrum. Det handler ikke blot og bare om at lave loyale fortolkninger (hvilket i sig selv kan være svært nok…), men om at sætte sit helt eget aftryk på fortolkningen. Og det går ud over så forskellige sange som Drakes “Hotline bling”, Ed Sheerans “Shape of you”, Soundgardens “Black hole sun”, Donna Summers “Hot Stuff”, Joni Mitchells “Cherokee Louise” og “Ladies Man”, Beatles’ “Blackbird”, Deep Purples “Smoke on the water, Grease-hittet “Summer nights”, Wild Cherrys “Play that funky music” og Ella Fitzgeralds “Dream a little dream of me”.

Og man tænker ved synet af de musikalske bredde, der er tale om – fra moderne pop som Drake til Deep Purples heavyode “Smoke on the Water” – hvad kan der gå galt? Og svaret er: ingenting. For Judit Owen er klar, præcis og kompromisløs i sin tilgang til sine fortolkninger. Alle sangene trækkes ind i en fortolkningsmodus, hvor melodierne og teksterne underordnes nedtonede, intime arrangementer, hvor fokus er på sangerindens smukke stemme og dens udviklede sans for forfinede fraseringer, der både understreger det personlige og afslører melodiernes oprindelighed. Netop Deep Purple-oden er et godt eksempel. Mangen en kunstner ville med sikkerhed knække nakken på den sang, der næsten kalder på et heavy arrangement. Men i Owens arrangement drosles sangen så meget ned, at sangen næsten – men også kun næsten – er uigenkendelig i sin indlejring et arrangement, der især er båret af et diskret pianoakkompagnement. Men kan man sin Deep Purple er man ikke i tvivl og glædes ved, at Owen formår at redde teksten og melodien smukt i land.

Og sådan er det hele vejen gennem pladen. Owen insisterer på gøre sangene til sine ved at skære ind til kernen i sangen og arrangere dem neddæmpet og overvejende akustisk – uden skelen til om udgangspunktet var pop, hård rock, funk eller grunge. Og på den måde lykkes det for sangerinden at gøre sangene helt personlige.

Pladen er selvskreven i enhver Judith Owen-elskers pladesamling. Ganske vist lægger den ikke alen til hendes andre plader med selvskrevne numre, til gengæld er den med til at udvide indtrykket af hendes stadigvæk smukke og imponerende stemmepragt. Hermed anbefalet.

Judith Owen. RedisCOVERed. Twanky Records. Er udkommet.

https://youtu.be/VtuK2_or8gw

Johannes Vilhelm Jensen drager fra Himmerland til København med sit pikpak og en håndfuld mønt, som faderen kunne undvære. For at læse teologi, men egentlig for at realisere den forfatterdrøm, der allerede tidligt havde sat sig fast i maven. Mere end hundrede år siden hedder den unge mand Laursen, Andreas Laursen. Og han gentager rejsen mod hovedstaden, efter at have opsagt sit kontorarbejde i hjembyen Aalborg og rejst lidt rundt ude i den store verden. Og man kunne nævne mange andre – fra H. C. Andersen til vor tids håbefuld studeende – der har forladt eller vil forlade provinsen for at indtage den eneste storby, vi har her i landet, København. Altså en klassisk tematik, der er rigeligt beskrevet i dansk litteratur og den særlige afdeling af populærmusikken, der trækker på netop mødet mellem provins og hovedstad. Johnny Madsen, Allan Olsen, Niels Hausgaard og så videre. Vi taler om en tradition.

Laursen slår kontant temaet fast med den indledende sang “Bonderøv i hipsterklær”: “Hvem er det der kommer der? Hvem er det der kommer der? Han rør ik’ kød, nej han vil kun have bær. Bonderøv i hipsterklær.”. En ung mand, der bliver hip og hipster. bare fordi han insisterer på at være sig selv. Desværre er pladens tekster ikke optrykt på den CD-udgave, jeg sidder med. For de kunne godt fortjene er nærlæsning. Men af det man trods dette kan høre, så afæskes tematikken kendte dimensioner. Lige fra nostalgien i sangen “Langt væk herfra”, hvor det oprindelige hjemsted manes frem med hjemlængslens lyse farver, til sangen “Håb” om den udlængsel, der med sine drømme og forhåbninger, driver et ungt menneske væk fra oprindelsen.

Nutidslevn kalder Laursen sin plade. Et selvmodsigende udtryk, idet levn peger bagud og nutid er, ja, nutid. Men måske er det netop denne selvmodsigelses spaltning, der bedst indfanger grundstemningen i pladens bearbejdning af ude-hjemme-tematikken. I hvert fald mærkes splittelsen stærkt i pladens måske stærkeste sang, “Den danske sang”, hvor den hjemvendende konfronteres med et transformeret Danmark, hvor selv den højst besungne danske hygge har “det skidt”. Sangen er nok det nærmeste, man kommer på en regulær politisk sang på pladen. Politisk i en ikke deklamatorisk forstand, hvor sangskriveren nøjes med at konstatere og beskrive, hvordan hjemligheden er forvandlet til noget værre end oprindeligt. Og i det møde kan man sikkert føle sig selv som både et (nostalgisk) levn og indfanget af en (ubehagelig) nutid.

Musikken på pladen bevæger sig inden for et spektrum, der både sender tankerne tilbage på nordjysk folk som fx Tørfisk og De gyldne Løver – og rummer elementer af moderne americanarock og singer-songwriter-sange. Mange af sangene egner sig godt til mainstreamradiokanalerne, medens andre – fx og ikke mindst den tydeligt Tom Waitske “I morgen kan du komme igen” – sigter mod et i mere end en forstand modent segment. Og alt i alt er der tale om et album, der i sin sammensathed burde kunne nå et stort publikum, og som lover godt for fremtiden. Hermed anbefalet.

Laursen. Nutidslevn. Deluxe Music. Er udkommet.

Lad det være sagt med det samme: Det er en dødsympatisk plade, Frederik Damhus and the Great Outdoors. Sådan en plade, der uden de store svinkeærender og armsving går lige til sagens kerne: En snes gode. iørefaldende sange med meningsfulde tekster. Genren er, hvad man forsøgvis kunne kalde moderne country med en snert af folk. Et genremix, der ikke er helt ualmindelige i disse år. Centreret omkring den akustiske guitar, mundharmonikaen og Damhus’ behagelige, lyse mandsstemme leveres sangene, der alle har potentiale til at kunne gøre sig i konkurrencen på singlehitmarkedet.

Til det sympatiske hører, at musikken på pladen – lige som pladecoveret i øvrigt – er gennemført i sin enkel- og ligefremhed. Her er ikke noget ønske om at overproducere musikken eller lægge ekstra, overflødelige lag på sangene, der står sig bedst ved at stå i nøgne, americanafarvede arrangementer. Det er en plade, der sagtens kunne være blevet til i countryens hjemland, men som samtidig understreger at countrymusikken si den nutide former for længst har rykket sig fri af sin oprindelse og er blevet en international musikstilart. Hermed varmt anbefalet.

Frederik Damhus and the Great Outdoors. ST. Eget forlag. Er udkommet.

Dick Dale and the Del-Tones møder Vanilla Fudge, møder Frank Zappa på syre. Jovist, The Van dypper den brede pensel dybt ned i rockens farvestrålende palet på deres nye live on tape-indspillede, eponyme album. Så dybt, at min associiationsmaskine er lige ved at brænde sammen.

The Blue Van er blevet affarvet til The Van og de fire gutter er gået i studiet med en snes sange om aktuelle emner for at lave en plade på gammeldags tressermanér. Dvs. indspille den uden lagkageteknik og med masser af albuerum til de enkelte solister og med stor appetit på hele rockkataloget – fra tidlig garagerock over stadionrockens storhedstid til indierocken. Med en masse mellemregninger. Og plade lyser langt væk af løssluppenhed, legesyge og spillelyst. Og det har selvfølgelig (?) den pris, at pladen stritter i mange retninger. Men betragt det som en charme i en tid, hvor ensretning og konformisme er mere reglen end undtagelsen. Med The Van kommer man på en charmerende associationsrejse gennem rockhistorien med allehånde guitar- og trommesoloer og hele det musikalske udtræk.

Og helt i ånden fra den fortid, hvorfra pladen og The Van henter masser af inspiration, så er pladen sådan en, der skal lyttes til in extenso. I forhold til nutidens streaming- og atomiseringstrang, så er pladen en anakronisme. En nostalgisk og anakronistisk modgift mod vor tids bestræbelse på at nedbryde det musikalske værk som helhed til fordel for fragmentariske stumper. I den sammenhæng har The Van ikke så meget at gøre. Men hvis man er lidt nostalgisk eller gammeldags indstillet og har sin grammofon endnu, så har man en plade, der lever op til nogle af de bedste kvaliteter fra rockindspilningsstudiernes storhedstid i tresserne og halvfjerdserne. Hermed anbefalet, at man tager med på en associativ tidsrejse med The Van.

The Van. Samme titel. Produceret af The Van. Iceberg Records. Er udkommet.

Der er ingenting, der slår to guitarer, trommer og bas. Sådan cirka skrev Lou Reed bag på albummet New York. Men måske er der dog en ting, der i hvert fald tangerer den klassiske rockfirkant, nemlig: En akustisk guitar og en stemme. I de seneste uger har  jeg netop lyttet til den slags elementære musikstykker. Bl.a. i form af den uomgængelige Bob Dylan (især i den unge udgave). Og måske gør det mig lidt forudtaget, her hvor jeg sidder med sanger og sangskriver Own Roads album Another Country.

Albummet fra Own Road, alias Simon Skjødt Jensen, er folk af den moderne slags, vi har været velsignet med i hvert fald siden folkemusikken fik et større folkeligt gennembrud i tresserne og tog tidens elektriske toneart til sig. Der er skåret ind til benet, uden at tidsåndens præg er borte,  og ud over Simon selv medvirker kun Thomas Richard Christensen (en lang række instrumenter og sang) og Jody Ghani Nordby (violin, cello og sang). Og selv om der er elektriske instrumenter i opsætningen, så er det dominerende lydbillede centreret om guitar og sang. De øvrige instrumenter fungerer som stemningsskabende lag på sangene, der ellers lever af og på deres melodier og tekster.

Hvor den indlende sang “Dusty Road” er den rene vare uden nogen form for tilsætning, så er sang nr. 2 “In your Absence” fx farvet af strygere, der diskret understreger sangens fraværstema. I sang 3 “All my problems” skabes en suggestiv og let hypnotisk effekt oven på guitaren, der roligt og ligefremt fører sangen frem. Og så fremdeles. Det akustiske udtryk har et lag af indierockfernis over sig. Helt i overensstemmelse med vor tids æstetik.

Pladens styrke er de ialt 14 sange, der alle er elementært melodiøse. Folk med et klart poppotentiale, sådan som traditionen foreskriver. Folk med lidt indierockingredienser, der sørger for, at pladen rækker ud over folksegmentet og til alle dem, der sætter pris på en varieret, iørefaldende omgang folkrock anno 2018. Hvis man er til moderne folk og indierock, så er der ingen grund til at holde sig tilbage over for Own Roads slidstærke og langtidsholdbare aftapning. Jeg tror, den skal få lov til at ligge på min afspiller nogle dage endnu. Hermed anbefalet.

Own Road. Another Country. Produceret af: Simon Skjødt Jensen & ThomasRichard Christensen. Dendron Records. Er udkommet.

Også Middle Kids er en trio, bestående af sangerinden Hanna Joy, Harry Day og Tim Fitz. Men de kommer til forskel fra Sunflower Bean fra Australien. Og musikalsk set har de kastet anker længere fremme i musikhistorien, selv om der selvfølgelig er tråde tilbage i tiden.

Den indledende sang “Bought it” sender med sin tunge baslinje og lidt slæbende trommespil tankerne hen mod såvel Velvet Underground som britiske Joy Division og hele den strøm af besnærende melankoli, de har afsat i rocken. Og oven på det smukke melankolske mørke svæver Hanna Joys uimodståelige, smukke stemme , der tager brodden af den tendentiøst morbide melankoli. Jo, Middle Kids er godt nok børn af indierocken, men har forstået at skabe en fin balance mellem det melankolske dødbideri og rockens dybe livsappetit og ukuelige vitalitet. Lost Friends er et album, der overbeviser og -rumpler ved første gennemlytning. Dels har trioen skabt nogle slidstærke, iørefaldende og uafrystelige sange, der kun vinder ved den udfoldning af detaljerne, som den gentagne lytning medfører. Og det er svært at blive træt af at lytte til Hanna Joys stemme, der både er forførende almindelig og paradoksalt smuk i sin egen ret. Og den klare produktion, der lader instrumenterne stå distinkt og tydeligt i lydbilledet, samtidig med at trommer og guitar på fineste vis supplementerer Joys fremtrædende stemmepragt.

Jo, Middle Kids har fundet deres egen niche som trio i det efterhånde store indierocklandskab. Og det skal blive spændende at følge dem fremover. Kan du håbe, at de holder fast i det spor, de har banet med dette album. Hermed anbefalet.

Middle Kids. Lost Friends. Lucky Number Music Ltd. Udkom d. 4. maj 2018

Forleden kunne man læse, at Lindsay Buckingham var blevet gået af de resterende Fleetwood Mac, og jeg tillod mig at mente, at det var enden på Fleetwood Mac, som vi har kendt dem i tiden med Buckingham og Nicks som sangskrivere. Men måske gør det ikke noget, at Fleetwood Mac er fortid  i den form. Måske er der afløsere på vej, der kan levere voksen, melodiøs mainstreamrock med appel til  både bilradioen og de radiostationer, som unge og knap så unge gider at lytte til.

I hvert fald er det nærliggende at høre New Yorker-trioen Sunflower Bean som et højst kvalificeret bud på lige netop den stilart, hvor meget iørefaldende melodier på en bund af solidt rock bliver fremført af en smægtende kvindelig vokal (Julia Cumming). Og Sunflower Bean overbeviser fra første skæring om, at de har sangskriverpotentiale til at tage arven op efter lige netop den slags bands, som Mac var repræsentanter for i halvfjerdserne og nogle årtier frem. Og det er faktisk – set herfra hvor jeg sidder – opmuntrende og glædeligt, at nogle af de nye, unge bands satser på gode gamle dyder som gode melodier, lækre vokaler, ditto arrangementer og tæft for at komme ud over scenekanten til dem, der både vil danse og dem, der nøjes med at lytte og rocke lidt med.

Medens jeg har lyttet til de ialt 11 sange på albummet har jeg kigget vemodigt over min højre skulder til mine gamle vinylalbum med Mac, Doobie Brothers og de andre, der var med på den amerikanske vestkyst i halvfjerdserne og definere lyden på FM-båndet dengang. For der er, som allerede antydet, noget næste velkomment nostalgisk over Sunflower Beans. De kan deres amerikanske rockhistorie fra Beach Boys og frem til i dag. For selvfølgelig er der også lag i musikken, der har nyere dato end rockens fortid. Specielt når bandet tillader sig at strække lidt ud, som fx i sangen “Memoria” opstår der nogle komplekse lydstrukturer, der bærer præg af moderne rock. Dertil kommer, at teksterne er farvet af den konfuse politiske tid, vi – og ikke mindst amerikanerne – lever i i disse år.

Men først og fremmest er Twentytwo in blue en dejlig langspiller, der holder et  højt sangskriverniveau hele vejen igennem. Sunflower Bean løfter flot den voksne rocks fane højt, så alle lyttere – såvel de gamle, der kan huske halvfjerdserne, og dem, der er kommet til siden hen, kan være med. Hermed varmt anbefalet.

Sunflower Bean. Twentytwo in blue. Produceret af: Jacob Portrait og Matt Molnar. Lucky Number Music. Er udkommet.

Desværre mangler den lille ‘booklet’ på 54 sider, som hører til CD’en i mit eksemplar. Så det er begrænset, hvad jeg kan informere om vedrørende de medvirkende musikere, producer o. lign. Men lidt research afslører, at Wendy McNeill oprindeligt kommer fra Canada, men af uvisse årsager befinder sig i Sverige og arbejder sammen med musikere fra broderlandet. Jeg har også kunne læse mig frem til, at albummet her – Hunger made you brave – udspringer af et foregående concept-album, For The Wolf, A Good Meal , som jeg ikke har hørt.

Men et album skal jo også tale for sig selv. Og de sparsomme oplysninger ovenfor fortæller allerede noget om, hvad vi får at høre. Vi befinder os i folk-feltet, hvor Wendy McNeills sange og stemme, der er behagelig og svinger mellem regulær sang, tekstforedrag og hvisken, møder en svensk folketone med overvejende brug akustiske instrumenter, fx harmonika og gulvbas. Der er tale om melodiøse, nedtonede sange, der berettiger til McNeills egen etiket “space folk”. Moderne folkemusik, der er melankolsk mørk og meget moderne i sine arrangementer, der er farvet af nutidens rock, fx i “What would it take” (nr. 8 på pladen).

Det er en plade, der fungerer bedst som en helhed, som et album, der skal lyttes til fra ende til anden og ikke egner sig for vor tids streamingfragmentarisering af musikken. Den er et argument for albummet som et værk, der hænger sammen og skal fordøjes som sådan. På den måde er det en plade, der både peger tilbage til gamle dyder, men også frem mod en renæssance af albummet som værkkategori. Og det er en plade, der lever højt på sin folkstemninger, der både fascinerer og drager med sit mørkt-melankolske-melodiøse univers – og føjer sig fint ind i række af moderne folkalbum. Hermed anbefalet.

Wendy McNeill. Hunger made you brave. Startracks. Er udkommet.

Indtil videre ingen smagsprøver på pladen på nettet.

Med nogle blide toner fra sin Kasuga westernguitar slår Son of Caesar – eller Peter Nørgaard Mathiesen, som er kunstnerens borgerlige navn – en folktone an der et kort øjeblik sender tankerne tilbage til de tidligere Simon & Garfunkel. Men ellers er de retrograde associationer også defineret af kunstnernavnet, der reflekterer en forbindelse og måske en arv til tressernes folkemusik, nærmere bestemt Cæsar, der for et halvt århundrede siden besang det brede ungdomsoprør og luftede en almen samfundskritik (“Jorden i flammer”).

Men Son of Caesar er ikke et genoptryk af Cæsar, men en arvtager i den forstand at sønnike på sin egen personlige facon fortolker såvel folktonen og virkelighedsopfattelsen. Borte er den åbenlyse kommentar til samfundets status qvo til fordel for en inderlig beskæftigelse med tilværelsens foranderlighed anno 2018. Som det eksempelvis hedder i den indledende folkagtige sang “Againt the ground”:

“Time, don’t be the reaper fof the young/ we’ve got the pulse against the beat against the ground/ we see our dreams vanish every single morning/ and every chance could be our last/ when you’re calm waiting by your mothers side/ wshen you’re calm wainting for the storm/ when you’re calm sleeping by de fireside/ would you come away with me?”

Tiden som den, der berøver ungdommen, dræber drømmene og spænder ben for chancerne, hvis man ikke følger med den. Kunne man måske hævde. Melankolske og nostalgiske sange, der underskriver titlen på pladen: Intet er hvad det var engang. Nostalgiens grundtanke: Det var bedre engang. Foranderligheden og udviklingen som potentielle trusler mod en skrøbelig identitet. Der er nok at fordybe sig i – i teksterne, hvis man vil studere den melankolske stemning i tidsånden.

Og sangene iscenesættes i en moderne folktone, der afveksler med indierock. Som fx i sangen “Here we go again”, der afløser den netop citerede indledningssang. Her transformeres sangen til indierock med luftigt-tørt trommespil, ringlende guitarer og sfæriske-klingende baggrundssang. Og denne vekslen mellem et akustisk folkudtryk, centreret om Kasugaguitaren, og fuldttonende rocksange præger pladen som helhed og gør både pladen til en både sammenhængende og varieret oplevelse. Og Mathiesen forstår at skrue endog meget iørefaldende sange med hit- og popplaylisteappel sammen (lyt fx til en sang som “Sally Johnson”, der burde aspirere til enhver singlehitliste), så der opstår en slags modvægt til teksternes alt andet end optimistiske grundtone. Modsat sin urfader, Cæsar, er Son of Caesar i bund og grund en moderne melankoliker, der iklæder sine sange poppens formildende klædedragt. Moderne folk-indie-rock-og-pop, der henvender sig til yndere i alle aldre. Hermed anbefalet.

Son of Caesar. Nothing is what it was. Produceret af: Niels Høg og Peter Nørgaard Mathiasen. Celebration Records. 13. april 2018

Det ligger snublende nært, når man her i dansktoppoppens 50års-jubilæumsår lytter til det fjerde,dansksprogede album fra Morten Skou Andersen & de mennesker han normalt sammenligner sig med, Boligindretning, at tænke: moderne danskpop. Og det er da heller ikke helt forkert, men heller ikke helt rigtigt.

Ikke helt forkert, fordi musikken sagtens kunne falde inden for det spektrum, vi kender som dansktop. Men heller ikke helt rigtigt, fordi teksterne på pladen er mere komplekse og krævende – og i en vis forstand politiske eller i hvert fald samfundsdebatterende på en facon, der ligger langt fra dansktoppens eksempler på det (fx en Thøger Olesen eller John Mogensen). Her minder Boligindretning nok mere om den samfundskritiske rock, der blomstrede i halvfjedserne – fx omkring plademærket Demos – uden at pladen simpelthen kan tages til indtægt for at  være “venstreorienteret”. I hvert fald ikke i snæver, fordomsfuld forstand.

Men der er ikke noget forgjort ved at forstå pladen som moderne danskpop, måske endda som et bud på en modernisering og opdatering af den jubilerende genre, der i tekst og musik henvender sig til et stort udsnit af befolkningen. Enkle iørefaldende melodier, der går lige ind i øret. Og tekster, der med Skou Andersens egne ord drejer sig om “identitet og forvandling”. Lad os tage et eksempel, sang nr. 2 “En ny regering”:

“Jeg har sat mit kryds/ mit blyantskys/ men der var intet navn som dit på listen,/ og den revne, vi/ stak sedlen i,/ var ganske uden lighed med dit skød./ Da en ikke-dig/ spurgte mig, hvad jeg/ havde stemt, forstod jeg knap, hvad det betød.// En ny regering ændrer ingenting/ Du bliver aldrig min igen.// Og jeg ved, at jeg/ må ændre mig,/ hvis jeg vil drømme, jeg får dig tiltage./Og jeg ved, at jeg/ må ændre mig./ hvis jeg vil gemme drømmende om dig./ Retter verden sig,/ gør jeg selv, hvis jeg/stemmer på, at en forvandling er på vej?//En ny regering ændrer ingenting./Du bliver aldrig min igen.// før var jeg rebelsk, nu er jeg helt konform og stiv./Aldrig mere glemsom, ubeslutsom og naiv./Ansvarsfuldt, stabilt, fornuftigt dækker nu mit liv./ Jeg fik lyst til at sende sedlen til dig.// Men jeg betroede min fremtid til en urnes dom./Og en ofring, som er givet, gøres ikke om./ Jeg sank en klump og trådte ud på gaden, netop som regnen kom// En ny regering ændrer ingenting./ du bliver aldrig min igen.”

Teksten beskriver – for nu at blive inden for tematikken “identitet og forvandling” – en skrøbelig identitet. Teksten hævder, at en forvandling har fundet sted – fra et glemsomt, ubeslutsomt og naivt subjet til et konformt og stift. Men forvandlingen modsiges af det skred mellem to virkelighder, der foregår i sangen. En valghandling glider sammen med en kærlighedsbegæring til en forhenværende pige, og valghandlingen kommer mere til at handle om at få pigen tilbage end om at gøre en forskel politisk set. Subjektet, den unge mand, er lige vidt efter at have puttet sedlen i stemmeboksen og er trådt ud i regnvejret. Det politiske vil ikke ændre sig, og den unge mand er lige så usikker, som da han trådte ind i valglokalet.

Måske er det et tidstypisk træk ved pladens tekstunivers, at samfundsengagementet udspringer af eller er gennemfarvet af et individcentreret perspektiv. En individualisme, der både er engagementets uomgængelige forudsætning og dets “politiske” begrænsning.

Teksterne på pladen – der heldigvis er trykt i det medfølgende hæfte – er ordrige og bevæger sig i en form for prosadigtning, selv om de ikke går af vejen fra rim her og hisset. Et testunivers, der – som allerede nævnt – godt kan minde om forne tiders mere ekstrovert-politiske tekster, fx hos en Jesper Jensen. Altså en slagt moderne politisk danskpop, kunne man forsøgsvis kalde det.

Pladen er i øvrigt et prisværdigt eksempel på en vellykket udgivelse, hvor der er kælet for de muligheder, som et albumcover giver. Her er et stort hæfte med fotos af “boligindretningen” (formodentlig i hovedpersonens hjem og hjemmestudie?) og tekster, og et foldeud-cover, holdt i lilla, guld og gråt og med kunstnerisk udtryk, der indfanger pladens grundliggende tematik. Dertil kommer en oplysning om, hvordan man kan få fat i en digital udgave af musikken på nettet. Fornemt.

Samlet set er pladen et interessant bud på, hvordan moderne samfundsengageret, dansksproget musik kan tage sig ud anno 2018. En plade, der både lægger om til modsigelse og debat – og til bare at lytte til de melodiske sange som var det den rene (moderne) danskpop. Hvad det jo så også er… Hermed anbefalet.

Morten Skou Andersen og de mennesker han normalt sammenligner sig med. Eget forlag. Udkom 7. april 2018

Parret Trine Lunaus & Peters Sunds femte albumudgivelse Landet brænder adskiller sig fra de foregående fire – så vidt jeg har kunnet researche mig frem til – ved denne gang at involvere et band af musikere. Ud over Lunau (sang og harmonika) og Lund (sang, guitar og mandolin) udgøres bandet af Palle Hjorth (tangenter, harmonika og klokkespil), Bo Gryholdt (bas), Jesper Elnegaard (trommer), Peter Dombernowsky (trommer, slagtøj) og Marcelo Woloski (slagtøj). Og selv om kollektivet måske ikke er en permanent og varig konstellation (det må tiden vise…), så har resultaterne af indspilningssessionerne præg af tæt og lydhørt sammenspil, sådan som man forventer af en sammentømret band.

Og kollektivet danner en fin ramme og klangbund for Lunaus & Sunds sange, der bevæger sig inden for en klar dansk vise- og folktradition, selv om også Lunau og Sund, som så mange andre danske kunstnere i disse år, er næret af det rodnet af folkelige amerikanske stilarter, man kalder americana. Men ikke  mere end at den danske tone har et klart overtag i udtrykket. Og det kan vi takke dels de dansksprogede tekster, der for størstedelens vedkommende udspringer af parret Lunaus og Sunds personlige oplevelser og tanker, selv om der har sneget sig et par tekster af Halfdan Rasmussen og Yeats (i oversættelse) ind. Og dels skyldes det danske parrets samarbejde i den vokale forgrund, hvor Trine Lunaus klare, smukke kvindevokal finder et naturligt modspil i Peter Sunds mørke mandsstemme. Og duoen er stadigvæk – trods det fine bandsammenspil – det naturlige centrum på pladen.

Landet brænder falder med sine personlige tekster fint ind i række af danske folke-vise-album, der siden tresserne har gjort krav på deres plads i lytternes hoveder og hjerter. Og heldigvis for det. Nye lyttere kan passende begynde her. Hermed anbefalet.

Errata: Duoen har gjort mig og andre opmærksom på, at de selv har skrevet alle tekster – altså ingen oversættelser. Jeg beklager fejlen.

Lunau & Sund. Landet brænder. Gateway. Udkom d. 23. marts 2018