CAPAC

Med albummet Totem inviterer duoen Cancer – Kristian Finne Kristensen (kendt fra Chorus Grant) og Nikolaj Manuel Vonsild (Saints Go Machine) – på endnu en tur i samtidens melankolske poplandskab med sange om hjerte-smerte, tab og fortabelse.

Men det popmusikalske landskab, som Cancer udfolder på pladens næsten en time lange løbetid, er ikke centralt placeret i poppens landskab, men nærmere i grænseområdet mellem mainstreampop og eksperimenterende og provokerende electronica. På de ialt 11 sange formår sangskriverparret at balancere mellem den simple, forførende og fængende pop og den electronica, der er et kors for tanken.

Det første, der slår en, er brugen af stemmerne, hvis leje befinder sig et affekteret sted i nærheden af falsetsang, uden helt at være det. Tankerne ledes let hen på en kunstner som Antony (Anohni). Og de melankolske stemmer er indlejret i et lydunivers, hvor de analoge og digitale rytmer (trommelyde) er reduceret meget uden at pulsen forsvinder. Og omkring de lette rytmer svæver luftige guitarer og væves ind i et lydbillede af synthezisers og analoge tangenter.

Totem opleves i høj grad som et sammenhængende conceptalbum, og nok mest i kraft af lyduniverset, der bygges op gennem de mange numre. Og derfor giver det heller ikke hel mening for mig at fremhæve enkelte numre på pladen. Den indbyder – ved flere gennemlytninger – til at blive indtaget som en stor helhed. Og på den led er pladen måske (?) lidt ude af pagt med tidens generelle fragmentering i musikken. Måske…

Totem er så moderne pop, som man næsten kan forestille sig. Pop, der er nedsunket i et melankolsk syrebad af electronica, der sørger for at poppen ikke bliver for let tilgængelig.

Cancer. Totem. Produceret af: Nis Bysted & Cancer. Tambourhinoceros. Er lige udkommet.

I september 2015 havde jeg fornøjelsen af at præsentere og varmt anbefale Thorbjørn Risager & the Black Tornados fine CD-DVD-udgivelse Songs from the Road. Og jeg gjorde lidt ud af forsikre om, at bandet har sine rødder dybt nede i the blues. Og sådan er det stadigvæk på det nye udspil Change my Game.

Det game, der skal ændres på pladen, er netop forholdet til udgangspunktet the blues. Og det lykkes da også for ensemblet at flytte lydbilledet mere i retning af den i forvejen bluesinficerede genre, vi kalder rock. Men jeg skal da straks – og heldigvis for det – understrege, at der selvfølgelig ikke er tale om nogen for- eller benægtelse af oprindelsen. Hvis man spidser ørerne bare en lille smule, vil man kunne høre, at bluesens ånd og rigt facetterede udtryk er der som en latent generator, der hele tiden sikrer, at det med rocken ikke går for vidt…

Forandring fryder, siger en gammel talemåde. Og det gælder i højeste grad for Risager og Co’s bestræbelser på at flytte hegnspælene i deres musik. Og det samlede udtryk har bevæget sig i retning af en række angloamerikanske, bluesinfluerede bands, der gennem årene har lykkedes med at blande blues, rock og big band-udtryk. Uden sammenligning i øvrigt kom jeg til at tænke på Southside Johnny & the Ashbury Dukes, som jeg lyttede meget til i halvfjerdserne. Men associationen holder kun så langt som et fælles udgangspunkt og en på mange måder lignende instrumentering. Ellers er Risager og Tornado helt deres egne med deres blanding af henførte, svedige ballader, næsten funket soulfeeling og farvning fra den storslåede, stortanlagte vestkystrock fra ‘gamle dage’.

Jo, Risager og hans fine, meget velspillende combo har formået at få det bevidste og sikkert også ubevidste musikalske inspirationskilder til at smelte sammen til en fin legering, der er både smittende og medrivende – og som burde overbevise verden uden for Lille Danmark om, at her er et projekt af internationalt tilsnit. Jeg føler ingen trang til at fremhæve bestemte numre på pladen, for dens store styrke er – og det glæder en gammel lytter som mig – at den fungerer og lyder som en homogen enhed. Og forklaringen er selvfølgelig, at der er lavet en god snes slidstærke sange, at Thorbjørn synger så man kan høre gnisten og de mange års praksis – og så selvfølgelig, at de otte musikere kender og udfylder deres rolle professionelt og fuldt tilfredsstillende. Og så skal vi selvfølgelig ikke glemme de tre fine korsangere, der også er med til at farvesætte musikken rigtigt.

Hvis man som jeg var og er glad for forgængeren Songs from the Road, så er der al mulig grund til også at give Change my game en chance – og bandet, når de alligevel lægger vejen forbi i nabolaget her i 2017 (se venligst deres Facebookside, hvor datoer og sted kan læses). Hermed varmt anbefalet.

Thorbjørn Risager. Change my game. Produceret af: bandet. Ruf Records. Udkom 20.01.2017

Jeg har ikke lige en aktuel video klar, så i stedet får i en fin koncertoptagelse fra Frankrig

Kærlighedslivets op-, ned- og karusselture har altid været en evig kilde til inspiration i populærmusikken. Ja, man fristes til at sige, at populærmusikken ville have haft det umådeligt svært, hvis ikke den kunne synge og musicere omkring lige netop dette tema. Og for sangerinden Marie Swane er det da også i allerhøjeste grad de dyrekøbte erfaringer fra Kærlighedens kampplads, der giver ilt til sangene på hendes helt nye EP Everything within me, der udkom i fredags.

Swane har selv skabt sine sange. Og de bæres frem af et dirrende følelsesliv, der både rummer blidhed og nærmest ekspolsiv aggressivitet, ja, sangene næres af en lidenskab, der ikke er hverdagskost i dansk populærmusik, men som bunder i en vilje til at besynge erfaringerne ærligt og uden omsvøb. Og det give plads til både det hudløse og bramfrie – som i sangen “Prick”.

Musikken på pladen er en slags avantgarde-rock af den slags, man finder hos fx en Tom Waits og lignende storbydesperadoer. Og Marie Swane synger med en stemme, der med sin energi og lidenskab ikke sådan finder sig lige i det danske musiklandskab. Så tag godt imod Marie Swane og giv hende en chance – på din afspiller eller ude på de danske scener.

Marie Swane. Everything within me. Producer: Andreas Viggo Larsen. Udkom d. 13.01.2017. Fås kun digitalt.

Fyrre, fed og færdig, hed det engang. Men – i musikken i det mindste – er alderen ikke nogen hindring for hverken levende udfoldelse, udvikling eller relevans. Eksemplerne er legio. Fra Bob Dylan til Rolling Stones. Og også i Danmark har vi alderstegne kunstnere, der ubesværet og med appel udfolder sig i den såkaldt “3.alder”.

Et eksempel på ovenstående er Bo Schiøler. Hvis navnet ikke lige får en lille klokke til at ringe, så kan jeg tilføje: “Kattejammerrock”. Så er der med sikkerhed mange, der er med på tankesporet. For 40 år siden var Bo Schiøler, der i en lille menneskealder har været en del af Vesterbro Ungdomsgård, en central person i den succes som “Kattejammerrock” blev. Og nu fire årtier efter har Bo udsendt et soloalbum med den frapperende titel Gårdsanger Optur.

Der er tale om en singer-songwriter-plade, hvor Schiøler reflekterer over det at komme til års i en verden, der er gået af lave og altid har været af lave. En slags politisk singer-songwriter-kunst, hvor kunstneren hverken fremstår som opti- eller pessimist, men som skarpt iagttagende realist, og hvor det politiske ligger som et implicit sentiment. Som det hedder i den indledende sang “Overflod og tørke”: “Din krop og din jord slår revner/ din hud er så mørk og sej/ truende våben står skyde-klar/ om du vil det – eller ej. Storm pisker skum i min stue/ og vandet står højt i min seng/alt i stjernene tyder på/ at din vinter blir lang og streng”. Helt bogstaveligt næsten glider den grumme virkelighed og den aldrende sangers liv sammen. Vi er en del af verden, (hvor slem den end er) er en del af budskabet.

Med mundrette, rimende, hverdagsnære tekster besynger Schiøler sin virkelighed. Helt tydeligt bliver det i sang nr. 2, “På kant med døden”, hvor sangeren indhentes af fortiden, da telefonen ringer midt i morgenteen og han får at vide, at en tidligere bekendt, som han har slået hånden af, er vendt tilbage til byen for at dø. En sang, der både handler om det uafvendelige i vort liv, men også om, at vi ikke kan gøre noget godt igen, hvis vi ikke får gjort det i tide. Manden med leen når frem til sygesengen, inden forsoningen kommer i stand.

Og vi kan alle have en god dag. Og i “På en go’ dag” bliver den gennemgående realisme ligesom sat i parantes for en stund og en klart, mildt lys kaster sig over den ellers så komplicerede virkelighed: “På en go’ dag ka’ du tilgi’/ alle mine fejl/ på en go’ dag får vi øje på/ hinanden i et spejl/ på en go’ dag ka’ vi hinke/ og lege ta’ fat/ på en go’ dag bliver dagen/ aldrig rigtig nat/ på en go’ dag…”. Men den milde lys er undtagelsen, selv om der er – det skal siges – spor af håb og fortrøstning undervejs i tekstuniverset. Ellers er det realismens troldsplint, der sidder i øjet på Schiøler og filtrerer den virkelighed, han ser, til vedkommende og undertiden bevægende tekster. Som fx i “Hvor ingen kender mig” om gårdsangeren, der foretrækker anonymiteten, samtidig med at han underholder interesserede med sange, der er både tynde og banale. Eller i sangen “Brand i huset”, hvor der – i overført forstand – er gået ild i huset, der brænder ned: “Der er brand i hele huset/ fremtiden selv si’r nej/ tusind år og et hav/ skiller nu dig fra mig/ vi to vil slås med værdighed/ når manden med leen kalder/ og selv da vil vi stritte imod/ og kæmpe – imens vi falder…”. At kæmpe og råbe op som om, der var en fremtid og et håb, kunne man sige.

Schiølers realisme svinger mellem tekster med relativ stor transparaens og genkendelighed i det ydre og tekster, der er mere underforståede og hermetiske. Det sidste gælder fx sangene “Hver gang vi mødes” og “Sort latter”, hvor to fortabte sjæle (omtalt som “du”) beskrives i alt andet end positive former – og man er i tvivl om du’et ikke mest af alt er et spejl, hvor troldsplinten er rette mod budskabets afsender selv?! Og det er måske i disse mere komprimerede tekster, at Schiøler er allerbedst i sin til tider lidt kuldslåede realisme.

Heldigvis er Schiølers tekster aftrykt i coveret, så der er god mulighed for at fordybe sig i den og studere Schiølers meget personlige sange med deres dobbeltbundede realisme. Og det kan kun anbefales at have hæftet slået op og læse med, når sangene fremføres. Og Schiøler synger godt og klart og backes godt op af et hold musikere, der sammen med forgrundfiguren, kalder sig Skavankerne. Skavanker er der nu ikke ikke mange af i musikken, der i bedste singer-songwriter-tradition byder på forskellige udtryk – lige fra blues og rock over ballader til mere jazzede sager. Og så er musikken i øvrigt smukt produceret af Ole Kibsgaard.

Schiøler identificerer sig i et par sange (bl.a. titelsangen) med gårdsangeren, der går fra baggård til baggård og får en mønt for sine banale og tynde sange. Men sangene i Schiølers mund er, som vist påvist, hverken tynde eller banale, men er båret af et dybt personligt engagement i livet og virkeligheden: “En gårdsanger på optur/ lidt mønter falder ned/ pengene vidner om overskud/ om venskab og menneskelighed/ engårdsanger på optur/ jo, jeg ta’r minderne med/ jeg takker jer alle og bukker/ – og begi’r mig afsted”.

Det kan godt være, at Bo mærker alderen trykke lidt, men når man har så meget på hjerte som han, så er der ingen grund til at overspille, at man er rundet de 70. Som andre i den aldersgruppe – lad mig blot nævne Niels Skousen og Peter Belli – så har Schiøler rigtig meget at byde på i kraft af sin livserfaring og sit ubestridelige talent. Hermed anbefalet. Varmt.

Bo Schiøler. Gårdsanger Optur. Producer: Ole Kibsgaard. Target. Er udkommet.

Blandt de musikalske begavelser, vi mistede i det forgangne år, var den danske pioner inden for den elektroniske musik, Else Marie Pade, der døde for knap et år siden i en fremskreden alder af 91 år. Heldigvis nåede Pade at få den anerkendelse, som hendes pionerarbejde fortjener. Og kort tid efter hendes død tog Henrik Marstal initiativ til at lave hyldestpladen EMP RMX 333, hvor Else Marie Pades komposition “Etude” fra 1961 fortolkes af en række yngre danske kunstnere med baggrund i den moderne electronica.

Pladen indledes med Else Marie Pades originale værk, der varer 5:33. Og derefter følger de øvrige elleve fortolkningsstykker, der alle overholder tiden, 5:33. Pades eget værk fremstår som en lineær collage af fortrinsvis diskante lydobjekter, der repeteres (loop), manipuleres og afløser hinanden næsten umærkeligt, så der skabes et homogent lydende værk.

Anna Lidell og Henrik Marstal  fastholder Etudes grundlæggende repetitive og successive karakter, men vælger ellers at foretage en radikal fortolkning, idet de dels involverer en stump tale – fra en samtale med Else Marie Pade og Jacob Kirkegaard – og brugen af en række instrumenter, der ud over elektroniske sådanne – beats, synths – omfatter mere traditionelle instrumenter som bas, cello, stemmegafler og diverse effekter. Det kommer der – i mine ører – et frugtbart møde ud af – mellem Pades stregnt intellektuelle og lydmæssigt rene kompositionsmusik og en moderne elektronica, der er farvet af års samspil med populærmusikken.

Katrine Ring gør noget lignende, idet hun dels sampler en lille stemmelydstump fra Else Marie Pade, der får lov til at gentage sig i løbet af stykket på en elektronisk bund, der også respekterer det oprindelige stykkes repetitive og succesive karakter. Hvor Marstal og Lidell flytter musikken i retning af moderne populærelectronica, fastholder Ring sit udtryk i et nøgent, cool, klart eksperimenterende udtryk.

Måske ligger der en interpretativ pointe i, at fortolkerne inddrager stemmens lyde i deres fortolkninger? En understregning af stemmelydenes fravær i Etude? I hvert fald trækker Band Ane (Ane Østergaard) et helt digt af Else Marie Pade (“Du og jeg og stjernerne”, som Pade skrev da hun var i Gestapos fangeskab i 1944) ind i sin fortolkning. Og recitationen af digtet omgærdes af et diskant lydbillede, der ligger ganske tæt på originalen, men samtidig afslører den moderne electronicas forkærlighed for nærmest melodiøs vellyd og inciterende og dansant rytmik.

SØS Gunver Ryberg fortolker nærmest Etude som et dystopisk, mørkt værk samtidig med at den repetitive og successive struktur i det oprindelige værk brydes lidt op og får en ny rytmisk dimension, der både sætter Etude i relief og peger ud over værket i retning af den moderne electronicas orientering mod den dansende krop.

Christian Vogel går mere raditkalt til værks, idet han genbruger lydene fra Etude. Paradoksalt nok er det den fortolkning, der oplevelsesmæssigt ligger længst fra originalen. Måske, fordi Vogel bløder Etudes køligt-intellektuelle struktur op og manipulativt transformerer værket til noget, der ligner moderne sound scapes. Else Marie Pade møder den eksperimenterende Brian Eno, kunne man fristes til at sige…

Bjørn Svin dyrker som SØS Gunver Ryberg de mørke dimensioner i værket i et komprimeret, intenst stykke musik, der nærmest overdriver det repetitive og følgagtige i Pades komposition. En lille monolit af diskant, støjende mørke.

Fra Svin er der et kvantespring til ensemblet We Like Wes version, der omsætter inspirationen til klassiske, analoge instrumenter – violin, cello, slagtøj og sang – i et værk, der dyrker det successive i en serie improviserede lommer af lydcitater og -fragmenter. Det er en komposition, der både hylder Pade og den moderne kompositionsmusik fra det 20. århundrede.

Jonas Olesen genbruger som Vogel Etudes originale lyde og skaber en noget mere nedtonet værk end Etude. Olesens udlægning bliver nærmest roligt og mere restringeret i sit udtryk en Pades værk, men manipulerer også Pades grundliggende stramme struktur til en mere moderne og poporienteret electronica.

Sandra Boss vælger også at fokusere på mørket i Pades værk i en fortolkning, hvor sekvenserne er lidt længere end originalens og måske tættere på virkelighedens isolerede lyde end på de rensede tekniske reallyde hos Pade.

Også Jacob Kirkegaard og Heidi Mortenson genbruger i deres afsluttende fortolkninger lydene fra Pades Etude. Kirkegaard dyrker også det mørke, ja dystre, man kan tilskrive Pades originale værk. Sammen med Svins værk udgør Kirkegaard nok et af de mere dystopiske bud på en fortolkning. Også Mortenson er ovre i den mørke afdeling, men med sine synths, klokker og glas tilfører Mortenson også nogle dimensioner af fylde og vingefang, som man skal lytte længe til kunne for at genkende. Og peger dermed netop på den opgave, som Pades musik hele tiden stiller: At man skal lytte opmærksomt til musikken.

Samlet set udgør pladen en fornem hyldest til Else Marie Pade og viser, at hendes pionerarbejde sagtens kan levere inspiration til vor tids dyrkere af electronicaen. Der er nok at gå i gang med. EMP RMX 333 er nok ikke en plade, man tager ned fra reolen hver dag. Men den egner sig godt til at rense ørerne og hovedet for den musikalske støj, vi som musikforbrugere, konstant udsættes for – og tjener som en påmindelse om, hvad musikken dybest set er: lyde.

Diverse kunstnere. EMP RMX 333, a tribute to Else Marie Pade. Dacapo Records. Udgivet d. 2. 12. 2016

Du kan få et lille indtryk af udgivelsen på plademærkets hjemmeside – her.

I det forgangne år er vi mere end en gang blevet mindet om, hvilken uudslukkelig inspirationskilde the blues er for især den del af populærmusikken, vi kalder rock. Rolling Stones udsendte et album, der med al ønskelig tydelighed viste, hvor de kom fra, og hvor deres lidenskab bunder – nemlig i bluesmusikken. Den bluesmusik, der førte Mick Jagger og skolekammeraten Keith Richard sammen i deres spæde ungdom, og som var drivkraften for langt de fleste af beatmusikkens navne i tresserne. For slet ikke at tale om de amerikanske bands, der nærmest fik bluesen ind med moders mælk…

Og bluesen fortsætter med at inspirere, ægge og drive kunstnere frem. Således sidder jeg her med det danske band The Pocket Players nye album (vist deres andet) Throw your dog a bone, der leverer et fornemt og smukt eksempel på, at bluesen også har godt fat i danske musikere og ikke lader noget tilbage i forhold til udenlandske konkurrenter inden for genren.

Pladens ialt 10 sange er skrevet af forsanger, guitarist og dobrospiller Ole Bech. Og de beskæftiger sig med emner, der kredser om bluesens klassiske temaer. Her er sange om at ‘have the blues’ (i St. Croix), om at gå til kanten og over den på grund af the blues, om almindelig galskab, forelskelse og ulykkelig kærlighed. Men også et par sange, der afslører, at vi befinder os i en ny tidsalder med nye bluesfremkaldende problemer – som flygtningesituationen (“The Blinds”) og følelsen af at være fremmed i sit eget hjemland (“Brand New Start”).

Men også musikalsk afslører pladen, at godt nok er Pocket Players traditionalister om en hals, der elsker den gamle blues fra deltaet og Chicago, men samtidig er børn af deres tid. De kan ikke – og vil heller ikke, tror jeg – løbe fra, at bluesen i mange år har været befrugtet af beat- og rockmusik og forvaltet af navne, der har sat deres eget præg af rock og kant på musikken. Stones er allerede nævnt og du kan sikkert føje mange flere til, kære læser.

Throw your dog a bone er indspillet hjemme hos Poul Krebs på Samsø. Og med Henrik Poulsen (bassist) og Thomas Alstrup bag knapperne er der skabt en nøgen lyd, der både fortæller om en analog autenticitet og en utilsløret ærlighed, der er bluesmusikkens varemærke. En lyd, der både peger tilbage mod de urfædrenes spartanske optagelser og til den mange R&B-bands evige søgen efter et lydbillede, der er tættest på live-situationen.

Og i Pocket Players tilfælde står optagelserne klart og rent og lader de enkelte instrumenter fremstå med deres individuelle særpræg, samtidig med, at det kollektive præg er bevaret. Ole Bechs gode bluesstemme står klart og dechiffrerbart fremme i lydbilledet, men får kærlig konkurrence af Palle Hjorths orgel, der taler med og minder os om de mange store orgelvirtuoser bluesrocken har gjort til forbilleder. Fra Alan Price (Animals) til Ray Manzarek (Doors) , med mange mellemregninger.

Og Ole Bech tilføjer selv med sine guitarer elementer af både surfrock, psychedelia m.m. Og under det hele ligger Søren Poulsens trommer med en heftig hjertepuls, der sørger for at holde tempoet oppe. Nævnes skal det også at Marianne Lewandowski leverer en fin, feminin backingvokal på halvdelen af sangene og sørger for at farve musikken med et tiltrængt feminint modspil, der også bidrager til det endelige resultats karakter af noget musikalsk sammenkogt. En bluesstuvning, der nok er traditionalistisk, men også farvet, ja krydret, at de sidste mange årtiers stilistiske farvning af the blues.

Throw your dog a bone burde kunne tilfredsstille enhver elsker af blues og bluesinfluerede musikstilarter, herunder rocken. Så er du ikke færdig med dine 2016-musikinvesteringer, så er The Pocket Players et godt bud.

The Pocket Players. Throw you dog a bone. LongLIfe Records. Udkom i november.

PR-materialet til Outer Regions andet album Outer Region 2 gør meget ud af, at projektmager og bandforgrundsfigur Niels Thorhauge har opholdt sig ikke alene i Udkantsdanmark, men også på et afsides sted i Norge, hvor end ikke postvæsnet havde et passende postnummer og derfor kaldte det Outer Region. Men – Outer Regions plade understreger med tykke sorte streger, at man ikke kan undslippe civilisationen – her i form af rocken – uanset hvor langt “ude” man lokaliseres. Det er som forfatteren Per Højholt engang gjorde opmærksom på sådan, at uanset hvor langt ud i “naturen”, man bevæger sig, så flytter “kulturen” med. Vi undslipper den ikke…

Outer Region 2 er med andre ord centralcivilisatorisk rock, der har snablen dybt ned i ikke mindst 1990’ernes og Nullernes moderne rock, men også suger næring fra den melodiske beatmusik, som fire drenge fra Liverpool initierede i starten af tresserne. Ja, Outer Region markedsføres godt nok som “eksperimenterende”, men for trænede rocklytterører vil det afsløres, at Thorhauge og hans musikalske legekammerater for længst har fortabt sig i den klassiske progressive rock og tabt deres hjerter til den melodiske rockmusik fra gamle dage. Prøv at lytte til albummet og forfølg den første association, du får, så vil du forstå, hvad jeg tænker på…

Bag sit ret dramatiske cover – et ansigt viklet ind i kabler – gemmer der sig på Outer Region 2 et sprællevende rockalbum, der forvalter traditionen med lydhørhed og stor kompetence – og vrider rocken med personlighed og sans for dramatik. Om den når at vise sig på årstiden toplister over året, ved jeg ikke, men den fortjener i hvert fald at få mange lyttere blandt danske rockelskere.

Outer Region. Outer Region 2. Produceret af: Anders Lagerfors. Puffin Artlab. Er udkommet d. 13/12-2016.

Af PR-materialet til Miners Outfits nye album For What’s Real kan man læse, at de fire medlemmer – Thomas V. Strømvig (guitar, sang), Andreas Borne (lead guitar), Tommy Neperus (tangenter) og Viggo Clausen (trommer) – er flyttet på landet eller, som vi måske vil være tilbøjelige til at sige nu om stunder, til Udkantsdanmark – efter at have været omkring storbyen København for at løbe hornene af sig og stå i lære som rockmusikere i diverse bands.

Men der er bestemt ikke noget udkant eller provinsialisme over bandets musik. Snarere udspringer musikken af metropolrockens hjertekamre. Som inspirationspunkter nævnes fx Jack White, Bruce Springsteeen og R.E.M. Altså musik, der trods forskellighederne mellem kunstnerne, der hviler trygt og tungt på traditionen musikalsk og tekstligt. Og også Miners Outfit er traditionalister, der frit hugger fra og citerer fra den store rockkogebog. Her er veksler, der trækker på countryrocken, på den fortællende og popfæhige storbyrock og på den evigt inspirerende americana. Dominerende er Strømvigs arketypiske forsang og guitarerne, men de øvrige musikanter i bandet får meget frie tøjler til at farve musikken, og det er med til at give bandets færdige musikalske udtryk en særegen sound, der godt kunne gå hen og blive en særlig stil. En stil, der er sammensat og stritter lidt, men på den gode måde, der skærper lytterens lyttesans.

For What’s Real er nok ikke en plade, der ændrer radikalt ved vores billede af den moderne rock, men en plade, der insisterer på sin egen egenart. Byd Miners Outfit velkommen i din pladesamling.

MIners Outfit. For What’s Real. Produceret af: Tue Madsen. Target. Er udkommet.

 

Julen nærmer sig med raske skridt. Og dermed også tiden, hvor julesange og -musik vil dominere på radioprogrammernes og andre mediers sendeflade. Men hvor meget ny julemusik kommer der? Nok ikke så meget, som man – jeg – kunne ønske mig. For selv om jeg da godt kan lige mange af julens popsange, salmer, carols osv., så er det rart, at høre noget andet og nyt.

Og her falder Marie Linds nye plade Christmas Time på et tørt sted, kan man sige. For ganske vist signalerer titlen og albummet coverdesign med juletræ, sukkerstok, stjerner og kugler, at vi befinder os ovre i den boldgade. Og hvis ikke det var nok, så understreger udvalget af sange det med eftertrykkelighed. Bortset fra Linds egen komposition “Born under a star”, så er der tale om sange, der må siges at være kendte inden for denne årstids sange. Teksterne kredser om julens tematik herunder den religiøse.

Alligevel går der ikke helt julelys, glimmer og ris à mande i pladen her. Og det skyldes især, at Lind sammen med sit hold musikere – Michael Vestbo (guitar), Eddie Jarl (trommer), Mathias Jæger (grand piano), Jacob Worm (guitar) og Jesper Smalbro bas – har valgt at arrangere sangene med en umiskendelig jazzet fornemmelse. Vi befinder os mere end et stenkast fra den søde julepop, der vil herske over os den kommende tid. Og det klæder sangene rigtig godt at blive lagt ind  i sådanne jazzede folder. For det betyder ikke, at de tanker og følelser, man kan forbinde med netop juletiden, forsvinder. Snarere tværtimod. Det lidt dristige og kloge valg af jazzede arrangementer gør, at man i højere grad nødes til at lytte sig ind på teksterne og deres budskaber. Hvor budskaberne har det med at forsvinde i de forførende popgevanter, vi er vant til, træder de lettere frem, når det iklædes en mere utraditionel musikalsk klædedragt, sådan som det sker her hos Marie Lind og hendes musikere. Og Linds lyse stemme passer godt til såvel den lette jazztilgang som til julerierne.

Christmas Time henvender sig helt sikkert til elskere af julen, men også til den gruppe af musikelskere, der godt kan få for meget af den kendte julemusik og godt kunne trænge til få julegranet ud af ørerne op til juleaften. Og her kommer Marie Linds plade som et godt bud på en lidt alternativ juleplade. Hermed anbefalet.

Marie Lind. Christmas Time. Produceret af Jacob Worm og Jester Smalbro i samarbejde med Marie Lind. Gateway. Er udkommet.

Og nederst i den lille bunke af plader, der skal omtales og anbefales i denne ombæring, finder vi Henrik Bank og hans langspiller The Journey.

I 2015 omtalte jeg Banks fine EP Need you tonight og fremhævede Banks afsæt i moderne, voksen country af den slags, amerikansk popkultur er så rig på. Og der går da også, og heldigvis for det, en lige linje fra EP’en til det nye album. Også det er indspillet i countryens hjemland og i selveste countryhovedstaden Nashville. Og igen har Bank allieret sig med produceren Larry Beaird (Miley Cyrus, Faith Hill m.fl.) og en række garvede, amerikanske musikere, der garanterer, at det musikalske output står mål med det, der udsendes i countryhjemlandet. Og det gør det.

Bank står selv for musik og tekst, men får dog hjælp af Rehné B. Jensen på to numre og af Brian F. Lauridsen på et enkelt. Sangene er efter sigende blevet til over en længere tid og ikke med det formål at skulle udgøre et hele. Men det er de så alligevel kommet til. For sådan er det jo med album. Og derfor dækker sangene også – og heldigvis for det – et bredt spektrum af menneskelige oplevelser, ja meget personlige oplevelser, såvel gode som mindre gode. Og denne sammensathed passer godt til den modne, afklarede countrypop, som Henrik Bank excellerer i. Ingen tvivl om det, Banks sange henvender sig til et publikum, der er ude over den helt grønne ungdom, selv om det yngre segment sagtens kan genfinde sig i de fleste sanges personlige karakter.

Banks sange er – som stiltraditionen foreskriver – meget popiørefaldende og mange af dem har et klart hitpotentiale for den lytterkreds, pladen henvender sig til. Og arrangementerne besidder den behagelighed og vellyd, som man kan forvente af en produktion med det hold musikere og den producer. Når pladen alligevel skiller sig ud fra amerikansk mainstream-pop-country, så er det selvfølgelig, fordi Bank er sangleverandøren og fremfører sangene med sin umiskendelige, lyse mandsstemme, der passer som fod i hose til sangenes tematik og musikalitet.

Pladen The Journey er kort fortalt mere af det samme, som vi fik med EP’en. Sagt på en anden måde: Så lever LP’en her fuldt og helt op til de høje forventninger, som Need you tonight efterlod hos lytterne tilbage i 2015. Hermed anbefalet.

Henrik Bank. The Journey. Produceret af: Larry Baird. Eget forlag. Er udkommet.

Lyt til Henrik Bank på hans Youtubekanal.

Bag kunstnernavnet Sternlumen og pladetitlen (Stern: stjerne, lumen: lys) gemmer sig den herboende musiker og komponist Thomas Kudela.

Og der er tale om en plade, der udelukkende byder på klavermusik. Det er der i sig selv ikke noget usædvanligt i. Vi kender formen fra såvel den moderne klassisk orienterede musik og fra jazzen.

Men Sternlumens udgangspunkt og indfaldsvinkel er usædvanlig og anderledes. I sit følgebrev til CD’en fortæller Kudela, at pladen er blevet til efter en syv år lang pause, hvor han ikke spillede på sit instrument, klaveret. Og denne initiale afholdenhed forklarer nok et langt stykke hen ad vejen musikkens (af)søgende, udforskende og improvisatoriske karakter. Thomas understreger selv musikkens tilfældige og aleatoriske karakter i de tysksprogede noter på CD-coveret, hvor der sammenlignes med kølvandet i kanaler. Og netop det strømmende, hvirvlende og tendentielt strukturløse ligger som en oplagt mulighed i de i alt seks stykker, der udgør pladen.

Kudela bruger også begrebet (Jacques Derrida) dekonstruktion i en af musikstykkerne titel (“Thomas i deconstructing a dream“), og netop det analytiske og opløsende – og genskabende – præger stykkerne, der et eller andet sted finder inspiration i såvel jazzen improvisation, ambientmusikkens leg med det repetitive og monotone og den moderne progressive (post)rocks fabulerende og emotionelt afsøgende karakter.

Det er ikke musik for fastholdere. Det er musik, der i sin natur overskrider grænser mellem genrer og stilarter i kraft af sit afsæt i det meditative, eksperimenterende og improviserende, samtidig med at pladen netop frembringer mindelser om de musikalske landskaber, den gennemløber og -krydser. Anbefales alle, der har behov for at høre noget andet end det kendte en gang imellem.

Sternlumen. Eget forlag. Er udkommet og fås på CD, vinyl og som streaming fra d. 28. 11. 2016

Bag band- eller projektnavnet Den syvende søn finder vi Adam Winberg (trommer), Tobias Winberg (bas), Mads Jensen (tangenter), Mikkel Grue (guiatar) og Michel Belli (sang). Og ja, sidstnævnte Belli er ‘ulven’ Peter Bellis søn, der allerede har to album på samvittigheden, men nu indgår i en regulær bandsammenhæng. Det ændrer dog ikke ved, at Belli-navnet svæver over bandets andet album. Dels lyder Michel Bellis stemme grangiveligt som faderen i en, ja, yngre udgave. Men også musikalsk er der en forbindelseslinje mellem unge Belli og den gamle pigtrådsmusiker Peter.

Musikken og teksterne på pladen står i dybeste gæld til en rockmusik, der har sine rødder i tresserne. Som en god del af den progressive rock fra tresserne befinder Den syvende søn sig i krydsfeltet mellem medrivende, iørefaldende rocksange og tressernes forkærlighed for at give plads til musikalsk eksperimenteren og improvisation. Uden direkte at lyde som nogle af forgængerne har Belli og Co. skabt en rockmusik, der emmer langt væk af den tids sans for en lytteværdig blanding af popappel og alvor.

Og teksterne, der heldigvis er aftrykt på indersiden af vinylalbummet, kan ikke løbe fra, at de er skrevet ind i en tradition, der går gennem C. V. Jørgensen og tilbage til de mest seriøse af tressernes danske beatpoeter. Tekster, der ikke giver køb på den umiddelbare forståelighed, som gængs pop og rock altid har været leveringsdygtig i, men samtidig taler i billeder og vendinger, der befinder sig i poesiens grænseland. Ja, Michel lyder ikke kun som far Peter, men også – undervejs og  ganske vist kun punktvist – som Carsten Valentin Jørgensen i sit mest alvorlige og kreative hjørne. Og det kan jo kun forstås som et kompliment. Belli har et potentiale at bygge videre på.

Den syvende søn II er et album, der fungerer bedst som netop et album. Det er ikke et udpræget hitalbum, men netop et af den slags lytteoplevelser, der i vores tid får det sværere og sværere, fordi albumformatet er en truet eksistens. Og ikke mindst af den grund fortjener Den syvende søn II at blive genstand for musiklytternes opmærksomhed. Hermed anbefalet.

Den Syvende Søn. Produceret af Tore Nissen og bandet. Target Records. Udkom d. 11. november.

Vi befinder os i 50-året for The Whos og hele den tidlige britiske beatmusiks storhedstid. Og for nylig blev Whos debutalbum My generation genudsendt i et 5 skiver stort bokssæt, for at fejre jubilæet – og dermed understrege, at den tids beatmusik stadigvæk har noget at byde på. Og skulle man være i tvivl om den periodes betydning for og indflydelse på eftertidens musik, så gør man klogt i at få fingre i trioen The Warmongers nye album Listen up!

For Warmongers er ikke kun et eksempel på den hørbare indflydelse fra bands som The Who m.fl. Nej, The Warmongers har helt og aldeles adapteret den rhythm-and-blues-påvirkede tressserbeats musikalske æstetik i en grad, så man under lytningen næsten kommer til at glemme, at pladen er fra 2016. Ja, bandet går endda så langt som til at “efterabe” The Who i deres video til singleudspillet “It’s you (that i want)”, hvor det er Whos film til “The Kids are allright”, der står for skud.

Og hele vejen gennem plade læner The Warmongers sig trygt op af Who og den tids musikalske udtryk. Lige fra produktionen, der langt hen lyder som gammeldags analog produktion, og arrangementerne, der lader instrumenter og vokaler stå klart dechiffrerbare i det ellers kollektive udtryk. Og det ialt tretten sange oser langt væk af fortidens forkærlighed for umiddelbart fængende melodier og B-stykker, der bare invitere til at synge med.

The Warmongers har afsæt i Thee Attacks og Wizzard of Love. Og ikke mindst indflydelsen af Thee Attacks retro-forelskede genopdagelse af tressernes uforfalskede rå og dog poppede garagerock er tydelig. The Warmongers er vaskeægte traditionalister, der genoptrykker tressernes lydunivers og får pointeret, at den musikstil er langtidsholdbar og kan brænde igennem lydmuren i 2016. Hermed anbefalet.

The Warmongers. Listen Up! Produceret af: bandet, Liam Watson og Søren Christensen. Nordic Music Society. Er lige udkommet.

 

I 2014 havde jeg fornøjelsen af at omtale Stig Skovlinds album Nærmeste solopgang. Og jeg hæftede mig dengang ved Skovlinds livsbekræftende, lyse og optimistiske tilgang til tekst og musik. Og nu er Skovlind så ude med en ny plade – en EP – med titlen Kaffe og Kærlighed. Og titlen på albummet afslører nærmest, at Skovlind og Kaffeorkesteret fortsætter deres rejse ud ad de lyse spor. Her får tidsåndens melankoli ingenlunde frit spil. Og godt for det. Det er dejligt med et modspil til den tendentielle hængemuleri i populærmusikken… Så er det sagt. Og Skovlind udtrykker det helt fint i titelsangen, hvor det bl.a. hedder:

Nu går jeg hjem
Den lige vej
Den lige vej hjem til dig
Ført af mit hjerte og og alt hvad jeg ved

:Så længe vi har kaffe og kærlighed:

Vi løb væk over broerne – vi var på vej
Vi blev væk under skyerne – vi var på vej
Til vi faldt over ordene – jeg elsker dig

Nu går jeg hjem
Den lige vej
Den lige vej hjem til dig
Ført af mit hjerte og og alt hvad jeg ved

:Så længe vi har kaffe og kærlighed:

Og opdriften og lyset afspejles på smukkeste vi i musikken. Skovlind har skrevet en håndfuld – ja, fem – meget iørefaldende sange. Og musikken er en kulørt, krydret, velduftende og indtagende omgang pop, der er tilsat alskens ingredienser fra afrikansk, caribisk og latinamerikanske musikstilarter. Undervejs kan pladen sætte associationerne i retning af Paul Simons leg med det afrikanske og verdensmusikalske. Men Skovlind og Kaffeorkesteret (og en række gæster) har skruet deres egne sublime, sammensatte arrangementer sammen, så de både får tag i de indre dansesko, underlivet og hjerterødderne. Sådan som god iørefaldende, dansant pop har for vane at gøre.

Den lille EP – eller er det et minialbum? – burde kunne tilfredsstille ethvert popøre og burde blive råspillet på landets radiostationer. Hermed anbefalet.

Stig Skovlind og Kaffeorkereret. Kaffe og kærlighed. Produceret af: Skovlind og Lars h. Nissen. Giant Sheep Music. Er udkommet.

Women hedder den københavnske trio the Great Dictators seneste album. Og med den afrunder de trilogien Holy Creatures. Jeg kender ikke de to foregående plader – Liars og Killers – og vil derfor forholde mig til treeren som selvstændig udgivelse.

Og man kastes med det samme ud i et mørkt rum, hvor tunge, slæbende guitarakkorder akkompagnerer forsanger Dragut Lugalzagosis nærmest dovne stemme, der fremfører sangen “Hands”. Og de andre instrumenter – tangenter, trommer m.m. – følger trop i samme tunge, henslæbende mørke, der næsten truer med at lukke sig om sig selv og gå helt i stå.

Sådan går det dog ikke. Men vi befinder os i et post-Joy Divisionsk post-punk-univers, hvor det dystre, det depressive, melankolske og mørke dominerer – som livssyn og som musikalsk stilart. Godt nok er det musik, der hæfter termen rock på sig, men det er ikke den rock, der vil fejre den dionysiske livslyst og -appetit. Det er snarere en rockform, der i forlængelse af Joy Division og før dem Velvet Underground vil hente sin inspiration i virkelighedens negative og destruktive energier og sider.

Ja, der er noget nærmest apokalytisk over Great Dictators insisteren på at overgå Joy Divisions og Velvet Undergrounds standarder for mørk rock. De tre københavnske mørkemænd befinder sig på sæt og vis på den livsbekræftende rocks bagside. Og på den måde bliver The Great Dictators repræsentanter for nogle civilisationskritiske og kulturpessimistiske tendenser, der lurer rundt omkring i vores aktuelle kulturelle konjunktur. Og Women føjer sig ind i en lang række post-punk-rock-plader, der har det tilfælles, at de itone- og ordsætter den moderne civilisations mørke- og skyggeside.

The Great Dictators. Women. Produceret af bandet selv. Royal Toad Records. Er udkommet i denne måned.