CAPAC

Kan skandinaver lave countrymusik? Ja, det spørgsmål har jeg allerede besvaret i nogle af mine pladeanbefalinger de forgangne år. Og med sin nye plade Wanderlust bekræfter Rebekka Thornbech med allerstørste tydelighed, at det ikke kun lade sig gøre, men også med nærmest autentisk perfektion. Fra første akkord og første vokale intonation sendes lytteren ind i et roots-country-univers, der er som skåret ud af det moderne Nashville.

Og det er lige, hvad denne plade er. Et par måneders ophold i countryens hovedstad ligger til grund for de ti sange. Og vidste man ikke bedre, så kunne man godt tro, at man sad med endnu et eksempel på, hvad den amerikanske country kan frembringe. Wanderlust ligger forførende tæt på mange af de fremragende moderne countryplader, der kommer fra Nashville i disse år.

Men – for der er et MEN – efterhånden som man kommer ind i pladen, afsløres det også, at Rebekka har sine rødder dybt begravet i dansk og svensk muld. Musikalsk muld. Hun kan ikke og vil ikke løbe fra, at også hun er bærer af den ofte tematiserede nordiske melankoli, der præger tidsånden så meget og næsten er en tro følgesvend til vejrliget på disse breddegrader. Og lytter man ekstra nøje efter, kan man også spore inspiration fra nordisk (ikke mindst svensk) poptradition og folkemusik. Sangene har oplagte popkvaliteter, og sammen med sine to søstre Hannah og Emma synger Rebekka sine sange smukt og klart som tre små kødelige engle, medens hendes solide band sørger for at forlene roots-country-lyden med et lag indierockfarve.

Wanderlust er Rebekkas andet soloudspil, og efter sigende har hun allerede fået fat i mange danske lyttere – også via sin medvirken i MGP 2014. Og med Wanderlust bør hun kunne nå ud til endnu flere – ikke mindst til alle dem, der holder af autentisk country og nordisk roots-musik. Hermed varmt anbefalet.

Rebekka Thornbech. Wanderlust. Produceret af Kristian Martinson. Gateway Music. Er lige udkommet.

For et lille årstid siden omtalte jeg Peter Larsen & Stationens album Utopia. Og nu er den flittige singer-songwriter fra Aalborg klar med en ny plade, So far, so good, der er  mandens ottende plade og et jubilæumsalbum, der markerer 10-året for Larsens solokarriere. Og logisk nok er pladen en opsamlingsplade, der giver et tværsnit af mandens produktion, siden debuten i 2006.

Det betyder så også, at der ikke er tale om et concept-album, selv om der selvfølgelig er sammenhæng i  tingene, i og med Larsen er den gennemgående sangskriver. Hele tyve numre er der blevet plads til på opsamlingen – og der er sange på både dansk og engelsk.

Og som tradionen for opsamlinger foreskriver har Peter Larsen også lagt en ny sang ind på skiven. Nemlig “The Strip”, som Larsen har skrevet under indflydelse af en rejse til USA (Los Angeles) og selv indspillet. Det er en nærmest klassisk rocksang, der smager af inspiration fra de store amerikanere med Sprinsteen som et af de iørefaldende pejlemærker – og en sang, der ganske godt illustrerer, hvad Larsen har at byde på: Iørefaldende rocksang i den store berettende rocktradition, der især har rod i Amerika.

Og når man lytter til pladen forstår man godt, at Peter Larsen har held med at indfange radiolytternes opmærksomhed. For det er rocksangskrivning af den slags, man i gamle dage (halvfjerdserne især) kaldte aor, adult oriented rock, for FM-radioen. Ganske vist er FM-radioen fortid, men det er den slags sangskrivning langtfra. Og jeg er sikker på, at Larsen netop med en opsamling, hvor han skummer fløden fra sine otte plader, må kunne nå ud til mange trofaste radiolyttere – og yndere af rocksange i traditionen fra Springsteen, Bob Seeger m.fl.

So far, so good giver et fint signalement af sangeren og sangskriveren Peter Larsen og giver en lyst til at følge Larsen på vej på de næste mange album for at se, om han kan udvikle sin stil endnu mere. Vi får se. Hermed anbefalet.

Peter Larsen. So far, so good. Eget forlag. Er lige udkommet.

Det er et par år siden, jeg omtalte og anbefalede Johannes Andersens album Mellem skyernes skygger. Og nu er Johannes så ude med opfølgeren Byens bånd. Dengang pointerede jeg med henvisning til Bob Dylan som mønstereksempel, at Johannes insiterede på det singulære perspektiv på virkeligheden, som han kender den. Og jeg mener, at den nye plade bekræfter og underbygger den fortolkning.

Måske er perspektivet endda blevet en anelse mere konkret og personligt forankret end sidst, hvor det personlige havde en mere almen karakter. Denne gang ved vi, at vi ikke alene befinder os i provinsen et sted, men helt konkret i Aalborg og omegn og Johannes trækker på konkrete personlige oplevelser og erfaringer fra livet i den provins, der er hans.

Byens bånd hedder pladen som sagt. Og på coverfotoet står johannes på et kloakdæksel midt i sin by. Og byen med dens bånd er et sindbillede på det moderne liv, vi lever. I den tiltagende urbanisering er byen som fænomen selve symbolet på den (post- eller sen-)modernitet, vi har som livsvilkår, på godt og på ondt. Og som på sin forrige plade har Johannes Andersen i sine tekster et godt blik og en fin fornemmelse for de dobbeltheder, modsætninger, ambivalenser, usikkerheder osv., det urbane liv indeholder. Men grundlæggende er stemningen og oplevelsen af dette liv positivt, under al den tidsåndsprægede melankoli.

Det mærker man allerede i den første sang, der bare hedder “Min by” og er en skildring af en tur gennem Aalborg, hvor registreringerne af livet i byen kommenteres af følgende omkvæd:

Svæver op i det blå

Bilerne er gået i stå

Glemmer alt det jeg skal nå

Det er mit nu

Det her er min by

Det er mit nu

Det her er min by

En ode til byen, en ode til byen Aalborg og dens liv, en ode, der fungerer som klangbund for de andre sange, hvoraf flere kredser om det singulært oplevede liv. Som allerede i sang nummer to, hvor en kniv skærer gennem huden, og hvor såret og blodets tilsynekomst indebærer en overraskelse for jeget og bliver et billede på, hvordan det reelle kan trænge igennem virkelighedens sæbebobbel og overraske os. Som en påmindelsen om, at der bag den moderne, urbane virkelighed gemmer sin en helt anden og voldsom realitet: “Overrasket fangede jeg stanken / Af undergang og pludselig død”. Jovist, Tom Kristensens katastrofiske blik er ikke fremmed for Johannes Andersens oplevelse af bylivet.

Og som på Skyernes skygge er den politiske virkelighed diskret til stede på Byens bånd. I “En krig der ikke er din” gælder det den danske krigsindsats i nyere tid, hvor unge mennesker sendes ud på missioner, hvis konsekvens de langt fra altid kender. Den kritiske røst er nedtonet og diskret, som forventeligt, når man er personligt involveret i en ung soldats liv, men ikke til at tage fejl af. Sangen er den mest politisk virkelighedsnære på pladen, der ellers holder sig til sansninger, iagttagelser og registreringer af de brudflader og forskydninger, som de moderne urbane liv afsætter i vores liv. Som i sangen “Byens puls”, der nok – for en overfladisk betragtning – er endnu en hyldest til byen, en besyngelse af byens “puls”, dens vitalitet og energi. Men læser man teksten lidt nærmere, så genkender man spor af bylivets modsætningsfulde symptomatik i form af dets ‘usikkerhed’, ‘ængstelse’ og latente ‘uro’, der er bagsiden af det hektiske, rastløse, foranderlige by-liv: “Tænker pludselig på det angste blik/Du stjælent sendte mig/ Byens puls bevæger sig/ Mellem huse og gennem mig/ Her er masser af grund til usikkerhed/Skyhøje huse – facader af glas/fyldt med skjulte liv…”.

De sidste sange på pladen skærper det singulært-personlige perspektiv. Det er sangen om barnet – eller måske snarere barnebarnet – der helt konkret er et tegn på ‘lys og liv’. Et lille lysi mørket, et lille håb for fremtiden: “Du er lys og du er liv/ Elsker dig, min ven/ Du kan gøre hvad du vil/ Og altid komme ind”. En næsten klassisk lille sang om barnet som det håb, fremtiden nødvendigvis må bygge på.

“Stjerneklart” er en lille sang om oplevelsen af en stjerneklar nat, hvor bylivet lukker ned, pulsen falder og hvor ‘tvivlens port lukker’ for en kort bemærkning, inden byen vågner igen. Byen oplevet gennem en sanset tilstand mellem vågen og søvn, hvor drøm og virkelighed udvisker hianden.

“Nye billeder” er den voksne Johannes Andersen kommentar og filosoferen over vor digitaliserede tidsalders fotografiske totalkortlægning af liv. Hvor nutidens børn får deres liv foto-kortlagt helt ned i mindste detalje (“Knivskarpe billeder af en sut”) – i modsætning til den voksne Johannes Andersens eget fotoalbum med få sort-hvide billeder af forældrene og sig selv og broderen. Billeder, der i kraft af deres punktuelle sjældenhed er ladet med betydning og erindring, som ingen moderne mobilvideo vil kunne erstatte. Men som også – for en sikkerheds skyld – må skannes ind på computeren for at bliver husket og fastholdt. Jo, vi er fanget mellem sort-hvid nostalgi og digital virkelighed.

“En sort diamant” er Johannes erindring om en berømmet, kort koncert med Jimi Hendrix i Aarhus i 1970. Nitten minutter, hvor det lykkedes Hendrix at vise sig som et kunstnerisk lys, der brændte i begge ender og brændte alt for tidligt ud. En fin lille minderune for en stor kunstner og for Johannes studietid i den jyske hovedstad.

“Du er stadig min mor” er en kærlighedserklæring til moderen, der ‘forsvinder bag et slør’ – alderdommens både nådige og nådesløse demens, som flere og flere rammes af i vor tids urbane liv. En lille sang om den smerte, der ligger i at se et elsket menneske glide bort fra en. Og smertelig er også “En buket af vilde blomster”, hvor parret er gået galt af hinanden med vrede og frustration som konsekvens, sådan som det er almindeligt. Men hvor misforståelsen ikke er dybere, end at den kan løses med en buket blomster af den vilde slags. Og i “Snørebånd og uendelighed” får vi næsten svaret på, hvordan projektet går. De to går under månen i byen, hånd i hånd på vej hjem. Et snørebånd skal snøres og et stjerneskud signalerer en uendelighed over byens lukke. En sang, hvor det konkrete liv åbner sig mod det større – både i kosmisk og samfundsmæssig forstand:

“Vi kigger op på stjernene

Du holder fast i min hånd

Ser et glimt af uendleighed

Og jeg skal binde mit snørebånd

Mon der går en ræv et sted

Er der børn der lider nød

Du prøver at finde dig selv

I en hvedag fyldt med liv og med død

Den afsluttende sang som pladen i det hele taget demonstrerer, hvad der er en stor kvalitet i Johannes Andersens kunstneriske projekt. Nemlig, at han gennem en konkret singulær, subjektiv oplevelse og sansning af virkeligheden samtidig får karakteriseret den fælles urbane virkelighed, vi alle sammen er en del af. Ganske vist primært en almen karakteristik, men også en genkendelig sådan af en virkelighed, der er alt andet end harmonisk og uproblematisk. Og projektet sker via nogle enkle prosatekster, hvor små forskydninger får det prosaiske til at brække over i hverdagspoesi. Og det hele bæres frem musikalsk med en voksen rock, der stadigvæk vedgår arv og gæld til rødderne – ham Dylan, folkrocken, americanaen osv. Så samlet set følger Johannes Andersen og hans musikalske legekammerater op på Skyernes skygger på flotteste og mest overbevisende facon. Jeg kan kun give pladen mine varmeste anbefalinger med på vejen.

Johannes Andersen. Byens bånd. Produceret af Nikolaj Heyman. Jla Records/Gateway Music. Er lige udkommet.

I rammefortællingen til Tusind og en Nats historier får vi at vide, at fortælleren – Scheherazade – fortæller sine mange historier for at undgå sin skæbne, den bryllupsnat, der vil ende med hendes henrettelse. Udsættelsen af bryllupsnatten og i sidste ende døden er altså en motor, der genererer hendes kreativitet og giver anledning til de mange historier. Noget lignende gælder en anden historiecyklus, nemlig Bocacios Decameron, hvor nogle adelige damer og mænd flygter fra den pestramte by Firenze for at undgå skæbnen der, og for at fordrive tiden og udsætte og undslippe pesten og dens rædsler adspreder de sig med at fortælle historier.

Det ufrivillige eksil og den udsættelsen af livet (og døden) kan være en kilde til kreativ inspiration. Således også i det danske band Afenginns stort anlagte dobbeltalbum OPUS, der nu foreligger til omtale. Komponisten Kim Rafael Nyberg blev i forbindelse med et ophold på Tasmanien hospitaliseret i 40 dage og 40 nætter. Og denne ufrivillige eksilerings pause i livet satte gang i en komponeren, der siden resulterede i OPUS.

Og måske helt i eksileringens ånd, så opfatter komponisten resultatet som “et modtræk til en verden, der accelerer med lynenede overfladshastighed mod stadig kortere opmærksomhed. En opmærksomhed der konstant bliver fodret med en utrællelig strøm af diverse feeds. Jeg vil gerne bidrage med noget, der stikker dybere” (citeret fra pressematerialet til pladen). Og er det ikke netop eksilets – her det ufrivillige eksils – privilegium, at det rummer en mulighed for at tale imod tidsånden (her den digitale, forjagede tid) og søge mod dens modpol: her fordybelsen, langsommeligheden og det spirituelle? Jeg tror, læseren vil kunne finde mange eksempler på, at eksilet netop har givet stemme tll det Andet i kunsten.

Og på OPUS udfolder det kompositoriske udbrud sig over fire lange satser (ialt 84 minutters musik). Det er musik, der alene i kraft af sin tidsmæssige omfang har noget symfonisk over sig. Men selv om der er klange fra den klassiske kompositionsmusik, så er der ikke tale om klassisk musik, hverken i tradtionel eller moderne forstand. Der er snarere tale om en særlig musikalsk hybrid, hvor Afenginns syv musikere – med hjælp fra andre 10 musikere – lader det klassiske symfoniskes tematiske varieren legere med elementer fra folkemusik og rockens kropslige rytmik. Og det vokale er integreret som en del af det instrumentale, i den forstand, at teksterne er diliriske non-sens tekster, der ikke først og fremmest er til “at forstå”, men leverer lyde og toner til det komplekse musikalske udtryk.

Jeg ville gerne lade læseren lytte til en stump fra pladen, men jeg vil afstå, for det er musik, der fortjener at blive lyttet til fra ende til anden. Andægtigt og i den udsættende og fordybende ånd, hvori det er blevet til. Og det er som at synke ned i en flod af tidløshed og mærke, hvordan kunsten – musikken – formår at udsætte det uafvindelige. Jeg kan kun anbefale, at man gør det. Det er en lise for sjælen.

Og et eller andet sted, så samler Afenginn en gammel tradition i rocken om – for at fordybe sig i symfoniske og improvisatoriske forløb. Jeg tror ikke, at Afenginn har tænkt i de baner, men ikke desto mindre forholder det sig sådan. Med OPUS har Afenginn skabt et stort værk, der stikker ud fra det meste af det, der kommer på  plade. Det må være en af årets mest overraskende og velgørende stykker musik. Hermed anbefalet.

Afenginn. OPUS. Produceret af Jonas Nakel & Kim Rafael Nyberg. Westpark Music. Er udkommet.

For et årstid siden omtalte jeg Judith Owens album Ebb & Flow og fremhævede hendes stilsikre forankring i en angelsaksisk singer-songwriter-tradition, der ikke mindst havde dybe rødder i halvfjerdsernes amerikanske vestkyst, hvor folk som Carole King, James Taylor og mange flere huserede (og stadigvæk gør det). Og at der ikke bare var tale om en tilfældig tradition blev understreget af, at Owen fandt en fin musikalsk klangbund hos navnkundige musikere som bassisten Leland Sklar, trommeslageren Russell Kunkel og guitaristen Waddy Wachtel, der netop udgjorde en væsentlig del af rygradden hos datidens singer-songwritere. Kig bare efter på covernoterne på dine gamle halvfjerdseralbum fra USAs vestkyst…

Og de musikalske esser finder man da også – og heldigvis for det! – på den nye plade Somebody’s Child, hvor deres indforståede og lydhøre musiceren næsten fra første tone sikrer, at den røde tråd fra benævnte singer-songwriter-tradion står lysende klar som flammeskrift i de tretten fornemme sange (inklusive et par covernumre). Og for at det ikke skal være løgn har Owen denne gang suppleret de omtalte tre esser med flere musikere af samme kaliber. Det gælder den britiske slagtøjspiller Pedro Segundo, cellisten Gabriella Swallow og kontrabassisten (og ægtemanden) Harry Shearer. Og de tre glider sømløst og umærkeligt ind i den musikalske enhed og supplerer og udvider det samlede musikalske udtryk. Og det er rene plusser på kontoen – den musikalske altså.

Men det er ikke kun klangen og stemningen fra West Coast-lyden, der er til stede på den nye plade. Jeg synes også, at man tydeligvis kan mærke og høre, at Owen i sin stofmættede, lidenskabelige og smukke stemme gemmer dimensioner af britisk og walisisk musiktradition. Så den nye plade betyder nye landvindinger i forhold til den velmodtagede forgænger. Og det ville være synd og skam, hvis ikke denne anden plade med Owen på dansk grund for alvor kunne overbevise danske musikelskere om, at hun er et navn, der fortjener tilhængere – på linje med andre store britiske og amerikanske singer-songwritere af hunkøn. Andet ville være synd og skam.

Oven i de allerede nævnte musikalske kvaliteter skal lægges nogle meget personlige sangtekster, der er som short stories og beskriver livets nære ting uden dog at glemte et skarpt blik til den komplicerede tid, vi alle sammen lever i nu om stunder.

Somebody’s Child er en i ordets allerbedste forstand moden plade, der på smukkeste og mest overbevisende vis bærer sine mange kvaliteter frem med den naturlighed, man kun kan forvente af en kunstner, der med kærlighed og hårdt arbejde har kæmpet for sin kunst i et par årtier og på tilsvarende mange album. Judith Owen har sikret sig en fast plads i mit musikhjerte og på min pladehylde. Hermed anbefalet på det varmeste.

Judith Owen. Somebody’s Child. Produceret af Judith Owen. Twanky Records. Udkom d. 6. maj

Jeg har været inde på det før og flere gange. Der løber en kraftig understrøm af melankoli gennem vor tids populærmusik. Ja, jeg fristes til at døbe den den ny melankoli, for så vidt melankoli altid har været en fast ingrediens i populærmusikkens ungdommelige univers.

Og pladedebuterende Vida Sophia rammer præcist og smagfuldt den ny-melankolske bølge med EP’en Soundtracks seks sange. Fra første intonation på pladen synker Vida Sophia ned i melankolien med sin kønne pigestemme, der tematiserer kendte ungdommelige kærlighedstemaer, fx det uopslidelige opbrudstema. Og hele det tekstlige setup er indlejret i en næsten kontrapunktisk, let dyster ramme af skarp, kantet electronicalyd, der både understøtter den melankolske tilbøjelighed med et næsten metallisk mørke og kontrasterer den.

Jeg kan forstå, at Vida Sophia allerede har greb i mange unge lyttere med sine første udspil. Og det er forståeligt, for med sin musik rammer Vida Sophia som nævnt fint den ny melankoli og passer derfor godt ind i tidsåndens toneklang. Velkommen til Vida Sophia og god vind fremover.

Vida Sophia. Soundtrack. Nordic Music Society/ MMS. Udkommer i morgen

“Rif” hedder et af numrene på Oscar Alvarez Rifbjergs plade Rómpelo, og det er tilegnet bedstefaderen. Altså er slægtskabet med bedstefar Klaus Rifbjerg afsløret, så spekulationer i Oscars efternavn overflødiggøres. Ja, han er barnebarn af de store, nu afdøde, danske forfatter og digter Klaus Rifbjerg. Og hvad kan vi så bruge det til, hvis det ikke på en eller anden måde afspejler sig i musikken?! Ingenting!

Og dog. Det er en kendt ting, at også Store Klaus i tresserne var med til at etablere den særlige subgenre, man kalder “Jazz og poesi”. Og den intime forbindelse mellem poesien og jazzen som kunstform lå ikke langt fra bedstefar Klaus. Og måske kan man via den association se mere end en slægtsbestemt forbindelse mellem Klaus og Oscar. Lige som der også er en forbindelse i kombinationen af Danmark og Spanien, som også Klaus Rifbjerg jo dyrkede hele sit voksne liv. Og på Oscars plade er det ikke kun Klaus, der figurerer som inspiration for en sang. Også Oscars far Juan Manuel Alvarez har bidraget med en tekst “Tu Magia”, som han også reciterer. Så de fædrende ophav er bestemt til stede på denne fine plade.

Ròmpelo hedder pladen, og det skulle efter sigende betyde noget i retning af ‘slå i stykker’, ‘nedbryde’ osv. Og det sigter til Rifbjergs lyst til gennem sin improvisatorisk funderede jazz at bryde grænser ned. Måske ikke kun de æstetiske grænser, som jazzen som genre har sat (men som vel altid har været under angreb?), men også kulturelle (Danmark/Spanien), generationsmæssige osv. Altså en form for moderne oprørstrang.

Og det er også sådan, jeg oplever denne plade. Den tager udgangspunkt i jazzen og henter inspiration i spansk folklore. Men den blander tingene på en (i positiv  forstand) respektløs facon. I improvisationen oplløses delelementerne – jazzen, det nordiske og det spanske – og smelter sammen til en en unik, moderne jazz for Oscar og hans tre musikanter, Emil Brun (bas), Johan Kolsut (trommer) og Gustav Carl Rey Henningsen (sang). Oscar Alvarez Rifbjergs pianospil står markant og centralt i lydbilledet og stimulerer løbende de improvisatoriske udfoldelser på de andre instrumenter. Jeg skal – som jazz-ignorant – nok afholde mig fra for mange associationer, men kan alligevel ikke undgå at nævne, at Ròmpelo fik mig til at tænke på flere af de navne, der dukkede op, da jazzen for alvor blev elektrificeret i halvfjerdserne. Weather Report, Chick Corea, Herbie Hancock m.fl. Måske fordi jazz-rockens kant også er til stede her og der på denne anbefalelsesværdige udgivelse.

Selv om man måske ikke “er til jazz”, så er der al mulig god musikalsk grund til at give Rómpelo en chance på afspilleren. Inciterende, swingende, forførende jazz er det. Af den slags, der gør en grå forårsdag mere solrig og varm. Hermed anbefalet.

Oscar Alvarez Rifbjerg. Rómpelo. Gateway. Udkom d. 29. april

Titlen på Jeanette Frederiksens EP Uden at holde fast i noget er drilsk, Ja, man fristes til at citere Rifbjerg og hævde, at den peger på noget, der ikke er for fastholdere. I hvert fald peger den både i retning af et dobbeltbundet begær efter både at blive sat fri og at bliver fast-holdt. I den indledende sang “Bobler” præsenteres vi for en fantasi, hvor “vi” er (sæbe)bobler, der gribes og føres af sted af vinden:

Se hvordan vi flyver
Uden at holde fast i noget
Pustet op i luften
Hvorfra vi ser de andre stå

Vi ved godt at vi brister om et øjeblik
Men lige nu er vi på vej
Lyset giver os det vi aldrig fik
Og ordene drysser ned hver for sig

En let fantasi om at give slip, at miste fodfæstet eller grebet. Og i sangen “Det forkerte rum” er alt forkert og jeg er splittet mellem et ønske om at blive holdt fast og at blive skubbet til. Et følelse af at være forkert, at være det forkerte sted og med de forkerte mennesker og et ønske om at slippe ud af forkertheden. Og i sang nr. 3 er vi ved den anden pol. “Alene” hedder sangen og den handler om et parforhold som den relation, hvor individet går fra at være individuelt alene til at at være alene i tosomheden. Den sidste sang “Denne mand” er et portræt af en mand, der iagttager en kvinde på afstand. Og måske falder den lidt uden for EP’ens tematik, selv om den rummer en lignende stemning af.
Jeanette Frederiksen står for al musikken på pladen og har fået lidt hjælp af Selma Higgins til en af sangene (“Bobler”). Og selveste Nikolaj Nørlund står for produktionen, der er resulteret i en moderne, sofistikeret lyd. Jeanette synger sine sange med sin kønne, lyse, pigede stemme og det samlede udtryk minder om et frugtbart møde mellem klassisk dansk pop og moderne indierocklyd. En hybrid, der både er inciterende og forførende. Det er en fin lille plade Jeanette og Co. har lavet og den giver appetit på et rigtigt, stort album. Hermed anbefalet.

Jeanette Frederiksen. Uden at holde fast i noget. Produceret af Nikolaj Nørlund. Gateway. Er udkommet.

Black Feathers er Lews – dvs. sangerinden og guitaristen Sara Lewis’ debutalbum. Og det er et album, der passer vældig godt til det nøgne sort-hvide coverfoto, hvorfra Sara kigger ud på lytteren. For musikken på pladen er også nøgen, i den forstand, at produktionen har skåret ind til en lyd, der er meget tæt på en autentisk, analog lyd, som dem man møder ude på virkelighedens scener. Og det betyder samtidig, at Lews sange kommer til at minde om en lang række kvindelige kunstnere, der har dyrket et folkinspireret udtryk med stemme og guitar i centrum. Fra PJ Harvey og tilbage i tiden til dem, der i tresserne og halvfjerdserne valgte lignende udtryk.

Musikken er meget melodiøs og lettere mørk, og mørket stammer sikkert fra det tekstunivers, som man finder på pladen, hvor sangskriveren Sara Lewis i et billedrigt sprog kredser om kærlighedens og hverdagslivets skyggede sider. Lewis bakkes fint op af Anders Wallin (bas og tangenter), Jakob Høyer (trommer) og Nils Grøndahl (violin og pedal noise). Men det samlede udtryk er præget af, at Saras smukke, mørkt farvede stemme står centralt i lydbilledet, medens de andre musikere skaber en bund af tid tider dissonant og støjende dybde.

Samlet set er Black Feathers et fint bud på et moderne, melankolsk og lidt mørkt folk-indie-rock-album. Hermed anbefalet.

Lew. Black Feathers. Produceret af Sara Lewis og Anders Wallin. DME. Udkom d. 21. april 2016

Nettie has a Boyfriend er en trio, der består af komponisten og tekstforfatteren Birgitte Bjørn, der også synger og trakterer guitaren, Tore Eg, der synger for og bag og bassisten Trine Vester. Og på pladen får de god hjælp af Jesper Lind bag trommerne og Clazz Nielsen på tangenterne.

Tekstligt overskrider flere af emnerne på pladen, hvad man kunne kalde popuniversets tidsånd. Her er sange om transseksualitet, om alkoholisme og racisme. Ikke ligefrem hverdagskost i poppens verden. Men det er kun godt, at nogen – i dette tilfælde – Bjørn således udfordrer og udvider popuniversets selvforståelse og common sense.

Specielt fordi det sker i form af en moderne poprock, der selv om den har sin egen kant i kraft af trioens egen dynamik og intensitet alligevel sender hilsner tilbage til den efterhånden lange danske tradition for poprock, der har haft appel til såvel hitlisteørerne, de danseglade og koncertfolket.

Tore Eg synger for med en flot vokal, der passer rigtig godt til netop den melodiske form for poprock bandet dyrker. Og musikken er gennemproduceret og befinder sig i den mere glatpolerede ende af skalaen uden at ende i pletfri ligegyldighed.

Hermed anbefalet.

Nette has a boyfriend. Share the Enimies. Produceret af Birgitte Bjørn & Søren Andersen. Gateway. Er udkommet.

I min bog er det altid et plus, når en kunstner vælger at synge på dansk. Og det gør Kris Herman på sin første dansksprogede EP, der byder på fem numre. Fem ordrige sange, der kredser om kendte poptemaer som dig, mig og vi to – og hvad deraf følger. Ordrigheden opvejes af en sangstil, der er i pagt med sin tid. Her er rappens høje tempo og rastløshed og et arrangementmæssig fokus og fremhævelse af vokalen. Og de iørefaldende og ganske medrivende sange er iklædt en moderne, glanspoleret og gennemproduceret poprock. Med sin nye EP har Kris Herman fået lavet sig et fint visitkort til alle de fans, han angiveligt har fået fra sine mange optrædener rundt om i landet. Kris Herman er en yngre og mere moderne pendant til den voldsomt populære og mere mainstreamorienterede Rasmus Seebach. Og EP’en viser, at der er potentiale til noget mere.

Kris Herman. Tættere sammen. Produceret af Ole Bjørn Heiring Sørensen. NMS. Udkom d. 1. april

Skilsmisse-plade eller break-up-album er Tue Wests nye plade Der er ingen der venter os blevet kaldt. Den kommer en håndfuld år efter den seneste plade fra den danske troubadour. Og det kan da godt være, at det er skilsmisse og opbrud, der er udspringet for teksterne på pladen. Men i så fald har West fået sine sikkert dyrtkøbte erfaringer godt bearbejdet og omsat til otte dansksprogede sange, der ikke alene er langt fra det private, men også så personlige i deres udtryk, at de ikke røber meget – om noget – om de konkrete, menneskelige erfaringer og oplevelser, de bunder i. Og det er jo godt, for kunsten i kunsten er netop at løfte de singulære og private op på et så højt almenmennskeligt eller personligt plan, at enhver modtager umiddelbart kan dele oplevelsen.

Ovenstående forståelse kan måske bedst illustreres ved at dykke ned i den mest konkrete af de otte sange, nemlig sangen “Vil du så lære mig det”, der indleder således:

Sletter gerne hva jeg har for i dag

Vil ikke vende hjem, det er så længe siden

Men hvis vi sletter nogle ting vil jeg huske det

Som en bog jeg ikke hader at kigge i

Ka man egentlig lære det

At føle sig en slags endelig

Vil du så lære mig det…

Hvem kender ikke det at være fanget mellem ønsket om glemsel og umuligheden af slette de spor, som livet sætter i en og uden for en? Og Tue West er god til netop det projekt, der består i at antyde menneskelige tvetydigheder og ambivalenser og sætte helt enkle, almindelige ord på svært fatbare, menneskelige følelser og stemninger. I hvert fald lykkes det rigtig godt på denne plade.

Og Tue West fremfører sine sange på en ligefrem måde, der både bringer mindelser om både højskolesangbogen og den danske vise- og folktradition, samtidig med at arrangementerne utvetydigt lægger sig op af en moderne rocklyd og -holdning. Der er ingen der venter på os er en plade, der samler tråden op i den danske og dansksprogede troubadour-tradition. Og det er godt, for den skulle helst ikke drukne i mainstream-strømmen, der truer med at opsluge det meste. Hermed anbefalet.

Tue West. Der er ingen der venter os. Produceret af Tue West. Target Records. Er udkommet.

I pressematerialet til Yellowbellies nye album” Anywhere but here” kan man læse, at pladen er blevet til under påvirkning af det, man har kaldt ‘flygtningekatastrofen’ o.a. Altså det forhold, at mennesker på flugt fra krig og elendighed i lande uden for Europa, søger mod tryhed og fred. Og det er da også et faktum, man ikke kan komme uden om. Heller ikke som udøvende musiker. Det betyder ikke, at Yellowbellies er et politisk band. Eller rettere: Jo, det gør det. På den måde, at Yellowbellies – som ethvert andet band og enhver anden kunstner – står midt i virkeligheden og lader sig påvirke af den – direkte eller indirekte – og også udtrykker det.

For Yellowbellies betyder virkelighedens indslag i pladestudiet, at pladen er blevet en plade, der vender sig mod den nationale selvtilstrækkelighed og egengodhed, som de store medier flyder over af, og besynger åbenheden, rummeligheden og diversiteteten. Et elementært humanistisk-politisk buskab, der fx kommer til udtryk i sangen “1000 churches”, der som titlen fortæller beskriver en by med plads til variation og forskellighed – også på det religiøse område.

Men det humant-politiske udgangspunkt skal ikke som en tung, mørk forårssky skjule eller dække over, at at” Anywhere but here” først og fremmest er en dejlig poprockplade, der byder på 11 velturnerede, popmelodiøse sange, der er centreret omkring forsanger Søren Esben Hansens gode stemme. Man kan sige, at arrangementerne og lyden er nærmest klassisk. Den første tanke, der meldte sig hos mig, da jeg første gang lyttede til pladen, var – det her lyder lidt af de halvvoksne Eagles, da de bevægede sig fra countryrock til mainstream FM-rock. Og det skal ikke forstås sådan, at Yellowbellies lyder som Eagles, men sådan, at bandet helt klart med denne lækre skive skriver sig ind i en tradition, der i hvert fald går tilbage til de store melodiske og episke halvfjerdserrockbands og ellers løber som røde tråde op gennem rockhistorien. Kære lytter, du skal nok få associationer i den retning, tro mig.

Anywhere but here” er et godt bud på en af de plader, der vil være svært at få af afspilleren, når den først er kommet på. Med sine fængende sange, der er dejligt iscenesat i bandets tætte, lidt sprøde og mættede lyd, leverer Yellowbellies konkret dokumentation for, at al snak om rockens endeligt er vild overdrevet. Den engagerede, livsduelige powerpoprock lever i bedste velgående. Lyt til Yellowbellies og blive overbevist. Hermed anbefalet af capac.

Yellowbellies. Anywhere but here. Produceret af Asger Møller. Target Records. Er udkommet.

Coveret og coverfotoet på singer-songwriter Isabelle Denaros nye plade From within & Beyond sendte mig ned af memory lane – til den række af popplader, der er kommet med selvstændige, talentfulde popsangerinder. Og førstehåndsindtrykket er ikke helt ved siden af. For pladen her er – i bedste forstand – repræsentant for netop en helt igennem traditionel tilgang til en popsangerindes markedsføring. Og det er der noget næsten befriende ved i en tid, hvor ny kvindelige solister helst skal markedsføres med en særlig (illusorisk) x-factor og iscenesættes efter alle kunstens regler. Det er rart at se og høre, at man stadigvæk kan føre sig frem med enkle midler. Og det er, hvad Isabelle Denaro gør på sin plade.

Over 11 selvskrevne, melodiske popsange besynger Isabelle kærligheden og det liv, den forvikler og indvikler. Titler som “Never say no to love” og “Love is one” fortæller os lidt om, hvor vi tematisk befinder os hos Denaro. Og sangene, der har klare popkvaliteter og burde tiltale ethvert popøre, passer fornemt til teksterne med arrangementer, der kalder på tillægsord som traditionel, smagfuld og perfektionistisk. Det er ikke musik, der halser efter tidsånden, men musik, der står ved sin tradionsbundenhed, sin sans for den gode popsang og sin smag for en nærmest klassisk produktion. Tag godt imod Isabelle Denaro.

Isabelle Denaro. From within & beyond. Produceret af Isabelle Denaro og Boe Larsen. Scarlet Red Talent. Udkommer i dag.

Duoen Inouwee – bestående af Signe Marike og Kaare Hansen – følger op på tre EP’er med albummet Rawhide. Og det er en plade, der på mange leder og kanter rammer rent ind i tidsånden. Man mødes af en moderne popmusik, der henter sin inspiration fra såvel poppen som fra rocken, trip-hoppen og en elektroniske musik. Og fra første spor på pladen er det popappellen, der rammer øret, og den kropslige-dansante rytmik. Det er musik, der svæver og balancerer mellem det analoge og digitale udtryk og fint formår af trække på de bedste fra begge lyduniverser. Alt sammen båret frem af Kaares poprockforelskede guitar og Signes fortrinlige stemme, der i forbifarten godt kan lede ens tanker hen på Sahrah Cracknell (og Saint Etienne). Og helt i pagt med tidsånden er teksterne gennemvædet af den allestedsnærværende melankoli og det moderne menneskes splittethed. Så samlet set er Rawhide en plade, der må ramme plet i mange moderne musikelskeres smagsradar. Hermed anbefalet.

Inouwee. Rawhide. Empty Bodies Recordings. Er udkommet.