CAPAC

I dag udsender Moses: “Andreas” – alias sangskriver og sanger Andreas Odbjerg og “lyddesigner” og producer Moses Fillau – EP’en “Tryghed er støj”. De har fået hjælp af Birk Nevel (trommer, programmering og synth) og Peter Nørgaard (guitar).

Pladen består af seks dansksprogede numre, der lægger sig tæt op af en moderne, international, ja amerikansk, poplyd, hvor lydbilledet domineres af Andreas’ lyse, drengede stemme og nogel melodiøse og gennemprogrammerede og -producerede, digitale sange. Selv om der indiskutabelt er tale om moderne mainstreamrette pop, så mærker man også en lille skarp kant af noget rocket. Men samlet set er det en udgivelse, der tager sigte mod et ungdommeligt mainstreamsegement, der gouterer fx Shakaa Loveless og Medina. Hermed anbefalet.

Moses: “Andreas”. Tryghed er støj. Produceret af Moses Fillau og Birk Nevel. Nordic Music Society. Udkommer i dag.

Smagsprøver: Juveler – Vi kan gå op

Den aalborgensiske sangskriver, sanger og musiker Peter Larsen og bandet Stationen har lige udsendt albummet Utopia. Og det er et album, der uden de store falbelader skriver sig direkte ind i den stolte og smukke tradition, vi har i dette land, for dansksproget rock, der har rod i den danske hverdagsvirkelighed og i en umiddelbar kærlighed til vores modersmål.

Som fx i titelsangen om manden, der bærer på en længsel efter et sted – et utopia – hvor drømmene “blir’, præcis som de er” og hvor “det du gir’, kommer hundrede gange tilbage”. Et snapshot af en mand, som der sikkert er mange af derude, med troen på sig selv og med lyst til at kæmpe for noget bedre end det, den danske virkelighed byder på. “Karrieren har Fanden fået at tygge på”, medens manden bevæger sig op på bjerget, hvor der er udsigt til – utopia. Det er en sang, der byder tidsånden og den politiske korrekthed midt imod, samtidig med, at den udspringer af den jævne hverdags liv.

Og den ligefremme, mundrette, hverdagssprogsnære tekst løftes op af en melodiøs rock, der trækker veksler på den store amerikanske tradition (Springsteen, Dylan og mange flere), hvor hverdagsfortællinger bindes op af fængende poprock, der både forløser teksternes budskaber og brænder igennem på underholdningsradiostationerne.

Bandet består bl.a. af den herhjemme navnkundige Per Chr. Frost (12-strenget guitar), Filip Winther (tangenter), Mikkel Riber (bas), Tune Thorhauge (trommer og slagtøj), Peter Brander (akustisk guitar) og de to velsyngende kordamer Annette Benette Vestergaard og Mowita Erika Jensen. Og sammen skaber de en lyd, der i fylde og klang giver mindelser om de amerikanske forbilleder, når det kører bedst for dem…

Her er sange om (ikke) at lære af livet og kærlighedens knubs (“La’ nu vær”), om det gamle barndoms- og ungdomskvarter (“Mit gamle kvarter”), om den lokale original lirekassemanden Vagn, om institutionsbarnet Rosa og mere almene sange. Alle skruet sammen som små afrundede noveller, der sammen som perler på en snor tegner et billede af den danske virkelig i dette årti.

Albummet Utopia er et særdeles vellykket eksempel på, at den dansksprogede singer-songwritertradition stadigvæk har meget at byde på. Og pladen burde med sin jordnære og ligefremme kunst kunne få fat i såvel dem, der er flasket op med Sebastian, Poul Krebs, Niels Hausgaard, Allan Olsen m.fl. og dem, der har holdt sig til den undertiden lidt uglesete dansk(top)poptradition. Hermed varmt anbefalet.

Peter Larsen & Stationen. Utopia. Udkom d. 4. september

Det er to år siden, jeg anbefalede Lysårs Frontfigur på orlov. Og nu er bandet så klar med et nyt album, Teknisk Knockout. Og heldigvis holder bandet – og frontmand (sangskriver m.m.) Thomas Ulrik Larsen – fast i konceptet med dansksprogede tekster i poprockoutfit. Det er vigtigt – synes jeg – at nogen bærer stafetten videre i traditionen for dansksproget rock. Dansk er et lille sprogområde, der er under et voldsomt pres fra det angelsaksiske sprogområde. Og derfor er det vigtigt, at nogen holder fast i vort modersmål. Og når det så sker på ubesværet og hverdagssprognært som hos Lysår, så kan en gammel dansklærer og poprockfan kun glæde sig i det små og tro på, at dansk også har en fremtid.

Og Lysår og Larsen lægger sig smukt i kølvandet på den humoristisk-jordnære tradition, der – fx hos vidt forskellige navne som C. V. Jørgensen og Shubidua – forbinder sproglegen med det let samfundskritiske og helt hverdagsnære, så der undertiden slår poetiske gnister af sprogarbejdet. Man kunne slå ned med eksempler fra alle teksterne, fx den oplagte kommentar til folkeskolen “Uintelligente børn”, hvor “spisepause” kan rime lidt på “krise”: “Kan I huske den gang spisepausen det var der vi skulle spise/ Den skal udraderes for ministeren siger at nu er der krise/ Vi kan ikke dividere og kender nærmest ingen gloser/ Til gengæld får vi flere og flere bogstavdiagnoser/
Og vi er bagud, bagud, bagud!” Eller i titelnummeret, hvor Larsen oven i købet får lidt sjov ud af besværet med at rime på dansk, samtidig med at debatten om folkeskolelærerne får en på hatten:

Sølle staveordsslave
Skide tavleakrobat
Du har alt for lidt at lave
Rejs dig op og hils på den store stat
Vi er i gang med orddiktat
Camoufleret som forlig
Kald det at jokke i spinat
Dig er vi ikke interesseret i
Og du forsvarer dig bravt
Men der er snart dømt teknisk knockout
På med ja-hat frem med fløjte
Utryghed er ikke så skidt
Hvorfor ses i øjenhøjde
Det giver genlyd når vi sparker i dit skridt
Nu skal du normaliseres
Og får du brug for et kontor
Så bliver i samlet fire og fire
For enden af kantinens køkkenbord
Vi dækker op med sauerkraut
Der er snart dømt teknisk knockout
Det rager os en brandskid at du er ved at tude
Vi koder jeres fremtid imens du er låst ude
Du er svimmel og du bløder
Du har virkelig fået tærsk
Men se her kommer frelsen i skikkelse af Mærsk
Og aldrig har vi haft det så sjovt
Hvad mon rimer på teknisk knockout

Musikalsk set dyrker Lysår en næsten klassisk poprocksang, der er popmelodiøs og har et fængende omkvæd. Samtidig har udtrykket stor variation og de enkelte numre er krydret med ekstra lag af lyd, fx brugen af strygere i sang nr. 5 “Loppetjans” eller en smuk forening af feminint kor og blæsere (i “Passiv indlæring”). Lysår kender de sidste mange årtiers rocktradition og læner sig kompetent op af den, både når der rockes igennem (som i titelsangen, der er hård rock) og i balladerne.

Samlet set lever Teknisk Knockout helt op til de forventninger, som forgængeren skabte i lytteren. Og lyttere med hang til melodisk rock og svaghed for dansksprogede tekster må uden tvivl tage Lysår til sig. Hermed anbefalet.

Lysår. Teknisk Knockout. Produceret af: Troels Alsted. DPA. Er udkommet.

Også talent- og succesfulde Wolf Alice er ude med en ny video, der leger med ungdommelig fascination af gyser- og zombiefilm. “You’re a germ”…

Tilbagespoling: Capac anbefaler Wolf Alice – My love is cool

På M’Ndavis debut-EP Holy Love løber genrerne og stilarterne sammen som kviksølv på en bordplade. Især duoens vokalarbejder trækker tydeligvis musikken i retning af afroamerikansk soul og jazz. På de fem numre, der hver på sin måde kredser om kærlighedens uopslidelige emne, balancerer musikken fint på grænsen mellem poppet singer-songwriter-kunst på den ene side og verdensmusikkens og jazzens  mere komplekse og eftertænksomme musiceren på den anden side. Det samlede udtryk henvender sig derfor logisk nok til både popøret og den lytter, der gerne vil have lidt mere at tygge på. Det er en fin lille EP M*Ndavis har lavet og den skiller sig lidt ud fra den store mængde af dansk musik, der kommer i disse år. Man kan kun håbe på, at pladen får mange lyttere, så der også bliver råd til et større albumprojekt fremover. Hermed anbefalet.

M’Ndavi. Holy Love. M’Ndavi Arts. Er udkommet.

Morten Søegaard og Nicolai Kornerup, der opererer under bandnavnet Ufornia, debuterer med EP’en Fall into the Real. Det lille album består af fire numre. Kornerup og Såegaard får hjælp af Jacob Haubjerg (bas) og Asker Bjørk (på trommer) og sammen har det skabt fire stykker musik, der trækker veksler på den såkaldte post-punk. Og især post-punkens til tider storladne electronicalyd ligger over de i øvrigt særdeles iørefaldende poprocksange. Ufornia dyrker en æstetik, der både tilstræber en stor lyd og en lidt vemodig og meditativ attititude. De fire numre peger helt tydeligt frem mod et regulært album, hvor Ufornia får muligheder for at vise, hvor meget de kan leverer i dybden og bredden med deres moderne udgave af post-punken. Hermed anbefalet.

Ufornia. Fall into the real. Udkom d. 14. august 2015

Det danske bluesband Blues Overdrive er tilbage med et nyt album Clinch! Og de fire gutter i bandet har ikke sluppet grebet om inspirationen fra den traditionelle blues. Tværtimod virker det som om de har taget et spadestik dybere i mulden under Deltabluesen og er trådt et skridt længere ind i Chicagobluesen. Ja, på nogle af de indledende skæringer er det lige før ordet swamp ville presse sig igennem tastaturet – uden at have fået lov. For det er sejt, sort, tilbagelænet og swingende fra første akkord på pladen.

At de får hjælp af notabiliteten Michael John “Duke” Robillard og guitaristen Joel Paterson på et par sange er blot som velsmagende krymmel på en cupcake, for Blues Overdrive står selv for en uforfalsket bluesfortolkning, der ikke lader diverse udenlandske konkurrenter på området noget som helst efter. Det er stadigvæk – som på den foregående plade – en mærkbar kærlighed og hengivenhed til stoffet, der driver spilleværket; og en klar produktion sørger for, at lydbilledet både fremstår som fortættet og mættet, samtidig med at de enkelte instrumenter og forsanger Martin Olsens maskuline stemme står tydeligt frem i deres egen prægnante klarhed.

Med en enkelt undtagelse (John Némeths “Daughter of the Devil”), så er alle sangene på Clinch! skrevet af Martin Olsen. Og de ialt ni sange understreger blot, at Olsen og Co. sagtens kan stå på deres egne ben og ikke har behov for at gribe til coverversioner for at overbevise os lyttere om, at de er værdige, moderne forvaltere af bluestraditionen. Med de overvejende tilbagelænede og lidt mørke sange bærer Olsen og bandet vidnedsbyrd om, at bluesen ikke er en afdanket gammel musikart, men tværtimod en spillevende musikform, der blot skal tilføres lidt ilt og krydres med let mærkbar inspiration fra de forgangne mange årtiers modernisering og rockificering af bluesmusikken.

Clinc! fører flot faklen videre fra debutalbummet fra 2012 og giver kun appetit på at høre mere fra dette fortrinlige danske bluesband – både på plade og fra scenerne rundt omkring. Hermed varmt anbefalet.

The Blues Overdrive. Clinch! Produceret af The Blues Overdrive. Gateway Music. Er udkommet

Berthold Brecht og Kurt Weill møder Tom Waits – tænkte jeg, da jeg lagde ører til Strangers on a Trains nye album The Doghouse Suite. For forsanger Frederik Juul Rasmussen lyder som Tom Waits på en dag, hvor cigaretterne og whiskyen for alvor har fået overtaget. Men samtidig er Rasmussen længere fremme på beatet og synger mere insisterende og rocket end ham Waits. Og bag sig har han et hold musikere, der trakterer instrumenter, der kunne være taget ud af en gammeldags burlesk kabaret. Ud over de mest almindelige og sædvanlige instrumenter finder man fx trombone, mandolin og akkordeon. Instrumenter, der i samspil med guitar, trommer, piano osv. er med til at skabe en stemning af kabaret, cirkus, gøgl og gamle havneknejper.

Og coveret på albummet – med en tegning af en cunnilingus-situation – mere end antyder, at også sangenes indhold har forladt mainstream-temaerne og har kastet sig over en burlesk og mørk verden, hvor drifter og lyster slippes fri og lyst, liderlighed, forførelse, fristelser og seksuel samkvem er på dagsordenen. Og det er – selvsagt – ikke hverdagskost i dansk populærmusik. Men Strangers on a train leverer sangene med livsbekræftende, smittende, rockende fremdrift, så de saftige historier pirrer fantasien og sætter fut i danseskoene. Her er budt op til dans – og hvad deraf følger. Bandet leverer en helt moderne udgave af en musiktradition, der lever af kabareten, vaudevillen, sømandsvisen og andre obskure traditioner. Og under indflydelse af rocken fremstår Strangers on a train som et forfriskende alternativ til megen af den rockmusik, der udkommer i disse år. Og det skal forstås som et kompliment – og en anbefaling.

Lyt med til nogle af sangene her.

Strangers on a Train. The Doghouse Suite. Produceret af Morten Bure og bandet. Celebration Records. Udkommer i dag.

Med albummet Hand Patrones brager Glumsø-udspringende Blended Brew gennem rockmuren til det store publikum. Og verbet “brager” er valgt med omhu, for gutterne i Blended Brew gør bestemt ingen hemmelighed af, at de elsker og dyrker en uforfalsket, hård rock, der har tydelige rødder i halvfjerdsernes store stadionrockere og også i halvfemsernes genoplivelse af den hårdtslående rock i grungen.

Over tolv fermt skårne sange, der både har fængende melodier og omkvæd, viser Jimmy (Månsson, sang og guitar), Mikkel (Toustrup: guitar og vokal), Lord Sebastian (Beck Groset: piano og orgel), Mads (Bunch Johansen: trommer) og Mathias (Jørgensen: bas og vokal), at de udstået deres læretid på mange spillesteder og lært lektien fra alle de forgængere, de står på skuldrene af. Men Blended Brew viser også, at de sagtens kan står på egne ben, når det gælder smældende, snertende guitarriffs, svedigt orgel og en virkelig sej rytmegruppe af trommer og bas. Og i Jimmy Månsson har de en voksen mandsstemme, der virilt kan brøle og synge – og som undervejs kan få en til at tænke på både en Robert Plant, en Steven Tyler og – i hvert fald i et stille øjeblik – en Jim Morrison.

Blended Brew har måske ikke fundet deres egen stil endnu, hvilket også ville være for meget at forvente på en debutplade. Men de er godt på vej og det er også fornemt og prisværdigt at fremstå som ægte og hjertelige forvaltere af en rocktradition, der i disse tider måske godt kan forekomme en anelse trængt i det store udbud af musik, der falbydes nutidens musikelskere. Blended Brew er et smukt eksempel på, at der stadigvæk er god plads og behov for traditionalister, der kan deres rockhistorie og med kærlighed og personlighed spiller rock, som vor forfædre udi den stil spillede den. Byd Blended Brew velkommen i din pladesamling – og se om du kan finde dem derude i festivalland. Hermed varmt anbefalet.

Blended Brew. Hand Patrones. Producer: Blended Brew og Jakob Winther. Gateway. Er udkommet.

Det er altid glædeligt, når unge danske bands og solister kaster sig ud i tekster på deres eget modersmål, dansk. Engelsksprogede tekster er det nok af, men ikke dansksprogede – efter min beskedne mening.

Og bandprojektet Itvivl – der er centreret om musiker Mads Wæhrens og tekstforfatter Bjørn Friis Thomsen – har gjort det med deres nye album Ophav.

Og Thomsens tekster er tekster, der hæver sig over det jævne. Det kan illustreres med pladens allerførste sang “Din mund”: “Jeg blinker, som faste spisesteder fandtes/går i snette, der afslører, at mine ben/ går udad i fodspor og senere/ går jeg på røven over det, du sagde/ over hele kroppen/ dun mund i dine ord./”. Sproget er ligefremt og mundret, men små forskydninger – mellem iagttagelser, i tid osv. – gør at sproget tilføres poetisk energi. Helt tydeligt bliver det i den lille titelsang “Ophav”: ” Jeg er fjern i blikket/eller et landskab og kører/ igennem mig selv i en bus./ Jeg kender ingen i dette ophav/hvor alt burde være døre./ Jeg hilser mig selv velkommen/ tilage med samme venlighed/ som når man flår nogens arm af.” Her grænser betydningsforskydninger op til det absurde, og titlen får en anden betydning, end den man måske er tilbøjelig til at tilskrive den. Thomsens tekster har en poetisk kvalitet og inviterer lytteren til ikke bare at lytte, men faktisk til at læse med. Derfor er det en fordel at have teksterne ved hånden (hvilket man har, hvis man får fat i vinyludgaven, hvor teksterne er trykt på inderposen.).

Musikken, som Mads Wæhrens står for, passer fornemt til de til tider næsten kryptiske tekster med sin særlige legering af progressiv rock, dansant elektropop og eksperimenterende electronica, der giver associationer tilbage til de store navne inden for den genre – helt tilbage til de tyske forfædre. Sammen med Oliver Hoiness (guitar, bas, tangenter), Sanne Dasseville (keyboards, kor, ukulele, modularsystem, klokkespil), Jeppe Højgaard (saxofon, keyboard), Magnus Jochumsen (slagtøj) og Bjørn Fris Thomsen (oplæsning) har duoen fået skabet et på samme tid åbent og dog klart afgrænset lydunivers om de poetiske tekster.

Ophav er uden tvivl en af de mere interessante danske udgivelser inden for de seneste mange måneder. En udgivelse, der ikke mindst tekstligt, men bestemt også musikalsk, skiller sig flot ud fra den store mængde og giver løfter om større bedrifter fremover. Hermed varmt anbefalet.

“Folk vil høre om kærlighed” synger Neil Young på sin nye plade, hvor det handler om at forholde sig kritisk til verdens skæve gang med udbytning af naturen, økonomisk grådighed osv. Men på Ulvetimens nye album Indtag natten får folk det, de efterlyser – sange om kærlighed. Men det er ikke – med Paul McCartneys formulering – silly lovesongs, vi finder på pladen. Snarere er det sange om kærlighed i en dansk tradition, der går tilbage til salmedigteren Kingo (og sikkert længere tilbage endnu). En tradition, hvor ‘sorrig og glæde vandrer til hobe’, hvor livets modsætninger og dobbeltheder spiller deres spil og sætter menneskene på prøve.

På Indtag Natten hersker mørket sammen med lyset, melankolien sammen med letheden osv. Som i sangen “Ulvetimen”, der sætter ord på de følelsesmæssige ambivalenser: “Når du ser ud står verden stille,/ Når de ser ind er kaos hjemve./Og i morgen der går solen ned igen,/ Men i morgen har du stadig intet hjem“. Og helt tydeligt bliver det ambivalente og tendentielt dunkle livssyn i sangen “Vi dør alene”, der – hvis jeg ellers har forstået sangen ret – er en sang om et kærlighesforholds ophør og den erkendelse, der kommer ud af det: “Vi må vågne/ Drømmen er knust,/ Drømmen er knust…/Starte forfra,/  I drømmenes hus/ Drømmenes hus.”.  Et memento mori – blandt andre.

Sangskriver Kristian Kjærulff Ravn skriver sange, der kredser om livets dobbeltbundethed. Og han gør det på et dansk, der på den ene side er ligefrem og mundret, og på den anden side har lyriske kvaliteter, der netop peger tilbage på den tradition, der er i dansk litteratur for den slags tekster. Jeg har set, at Ravn bl.a. bliver sammenlignet med Nick Cave. Og det er da også rigtigt, at man kan finde udenlandske paralleller til Ravns sangskrivning. Der kunne også høres elementer af Leonard Cohen og Tom Waits, hvis man vil følge det associationspor. Men – som antydet – så fornemmer jeg først og fremmest en dansk tone af alvor, melankoli og tristesse i disse tekster. Og det er jo en oplagt kvalitet i dansk populærmusik.

Musikken på pladen bevæger sig i et spektrum, der omfatter tilbagelænet rock og folk. Og musikken, der er iørefaldende uden at blive pop, passer som fod i hose til det sammenhængende tekstunivers, der bygges op på Indtag natten. Og samlet set er albummet en plade, der skiller sig ud fra mængden af plader, der udkommer i år, ved sin tekstmæssige konsekvens og kompromisløshed. Hermed anbefalet.

Ulvetimen. Indtag Natten. Producer: Kristian Kjærulff Ravn og Nikolaj Nørlund. DME. Udkom i går

London-kvartetten Wolf Alices debutalbum My lvoe is cool, der udkommer i dag, har været ventet af mange. For bandet er allerede for længst blevet hype. Ud over at de har optrådt herhjemme for nylig har de fire – Ellie Rowsell, Joff Oddie, Joel Amey og Theo Ellis – gjort sig bemærket med et par EP’er, bla. a. Creature Songs (2014), og diverse lovprisninger og udmærkelser i internationale musikmedier.

Og albummet har dag også været ventetiden værd. Hvis man sætter pris på den lidt uhåndgribelige og uhåndterlige genrebetegnelse indierock, så leverer Wolf Alice med det nye album et godt bud på, hvordan indierocken kan lyde anno 2015. Med 12 sange, der hver for sig har kvaliteter til at brænde sig godt og grundigt fast i hjernens erindringslag, demonstrerer Wolf Alice, at de forpligter sig på indierockens fornemmelse for den gode popmelodi og kan levere den. Dernæst viser gruppen, at de ved hvilke skuldre de står på. Her er mindelser af såvel The Stone Roses (fx “Giant Peach”), Blur, moderne folk (“Turn to dust”) og den uudryddelige punk-garage-rock, der igen og igen stikker sit beskidte fjæs frem.

Ellers udmærker Alice Wolf sig ved Ellie Rowsells skolepigekønne, men også sensuelle stemme, der er det soniske centrum på de tolv sange, hvor hun behersker både det blide og det rå.

My love is cool er et klassisk debutalbum i den forstand, at det lader gruppens inspirationsbaggrund skinne tydeligt igennem, hvorfor gruppens egen stil måske heller ikke helt er faldet på plads endnu, selv om den tydeligvis er i støbeskeen. Sagt på en anden måde, så er albummet en plade, der rummer løfter om endnu større bedrifter på kommende plade. Talent i svøb, der blot skal modnes lidt. Så er den der. Hermed anbefalet.

Wolf Alice. My love is cool. Dirty Hit Records. Udkommer i dag.

Under indtagelsen af Finn Olafssons nye musikalske projekt Video of the Month 2014 – 2 DVD’er og en CD – kom jeg til at tænke over musikvideoens status i vor tids musikliv. Er musikvideoen, hvor paradoksalt det end måtte lyde, en lidt stedmoderligt behandlet æstetisk udtryksform? Ganske vist oversvømmes vi med musikvideoer – på Youtube ikke mindst – hvor mange kunstnere følger deres pladeudgivelser og digitale ditto op med videoer. Typisk en video til en eller flere singler. Men – der er tale om en diskret rangordning, hvor videoen kommer efter pladeudgivelsen eller den digitale udgivelse. Selvfølgelig er det ikke sådan hver gang. Det sker da også at videoen kommer først. Men alligevel synes jeg, der er en tendens til at lade musikvideoen komme i anden række som en slags måske kommercielt betinget efterslæb. Og – hvis min tese er rigtig – så kan der være både historiske (at musikvideoen er en ny form, man skal vænne sig til) og æstetiske årsager (hvordan finder man en visuel pendant til et stykke musik?!)  til den prioritering.

I Finn Olafssons tilfælde er der vendt om på og op og ned på denne rangordning. Her begyndte projektet omkring en enkel idé: At Finn vill lave en enkelt Youtubevideo. Og det udviklede sig så til en serie på tolv, der fyldte en hel DVD (og audio-CD).

Og ideens realisering er lige så enkel som selve ideen: De tolv musikstykker er optaget “live” i studiet. Finn Olafsson sidder på en stol i studiet med sin smukke akustiske guitar, og kameraet følger ham diskret i fuld figur eller hændernes arbejde på guitaren i nærbillede. På et par af videoerne medvirker Torsten Olafsson dog på tabla. Sammen med Kim Ingemann Erichsen, der står for billedsiden, har Finn Olafsson valgt den enkleste løsning på videopgaven, en mand på en stol med sin guitar og er par kameraindstillinger. Enklere kan det faktisk ikke gøres. Og den hyperenkle model, hvor alle musikvideoens æstetiske muligheder så at sige er fravalgt, er æstetisk velvalgt, fordi den passer som fod i hose til selve musikken, der er lige så fokuseret og koncentreret som billedsiden.

De ialt tolv numre har et markant ensartet præg over sig. Alle har de en udpræget meditativ karakter, hvor det cirkulerende og repetitive er en tilbagevendende ingrediens. Guitaren har en meget smuk, ren, tæt og næsten stoflig klang, der udbygges gennem forskellige stemninger på DVD’en. Og netop Olafssons bevidste arbejde med guitarens stemninger og lyd er med til at skabe musikkens særlige næsten introverte, meditative tone. På udgivelsens anden DVD kan man følge Olafssons fingerspil nærmere på en helt pædagogisk vis. Den er henvendt til andre guitarister, der lyst til at følge i Finns fodspor. Og jeg ved, at noder/tab til numrene kan erhverves gennem Finns webshop.

Flere af numrene har allerede været offentliggjort på Youtube. Men det er meget tilfredsstillende at se hele dette projekt in progress blive materialiset som et afsluttet værk, der dels demonstrerer Finn Olafsssons virtuose evner som akustisk guitarist og dels tjener som en fin indføring i et særligt musikalsk univers, hvor fordybelse og indadvendthed paradoksalt nok åbner sig mod lytteren og tilskueren. Det er en projekt, der ikke kun henvender sig til guitarafficionadoer, men til enhver, der sætter pris på musik, der vll mere end blot underholde. Hermed varmt anbefalet.

Finn Olafsson. Video of the Month 2014. Produktion: Peak Production. Olafssongs. Er udkommer og kan erhverves her.

Tilbagespoling

 

Flere videoer med Finn – her.

 

I oktober måned 2012 havde jeg fornøjelsen af at anbefale Kasper Bais plade En udmærket ordning. Og nu er der så kommet en opfølger Af samme slags. Og med den nye plade sætter Bai to tykke røde streger under, at han er en af vor tids moderne vise-troubadourer.

Pladen byder på tolv lange sangtekster, der helt i nutidens ånd er mere prosatekster eller -digte end traditionelle rimende m.m. sangtekster. De kredser om hovedpersonen og hans oplevelser af samtiden. Fx den indledende “Telflonmanden”, der er et portræt af den unge mand, der er opvokset med superheltetegneserier og udvikler en resistens og resiliens, der ligner superheltenes immunitet. I det hele taget er de personlige tekster med til at tegne et billede af en moderne anti-helt, der hverken er helt eller den rene taber, men som mænd vel er flest. Andre eksempler er titelsangen “Af samme slags”, hvor hovedpersonen identificerer og allierer sig med en undermåler, der er for stor til at være lille og lidt for lille til at være stor, som teksten fortæller. Eller sangen “Verdensmand”, der handler om at kende det sted i udkanten, hvor man har gjemme, “der hvor mit hjerte holder hest”.

Jeg har tidligere sammenlignet Kasper Bai med moderne humorister som digteren Benny Andersen. Og den nye plade bekræfter Bais humoristisk-legende omgang med det danske sprog og den moderne virkeligheds emner. Et udmærket eksempel er sangen “SMS-udveksling (med mellemregning)”, hvor Bai tager vor tids opslugthed af såkaldt sociale medier op til kritisk revision ved at udfolde de implicitte mellemregninger og underforståede meddelelser, de korte sms-tekster ofte har implicit: “Jeg ku også bare skrive: /Du’ så fucking dejlig/(et hjerte og tre udråbstegn og en kyssende smiley”.

Musikalsk dyrker Bai det stort anlagte med bigband- og symfoniorkesterlyd. Ud over en kerne af musikere, der udgør grundbandet på pladen, er der bidrag af Budapest Art Orchestra og flere andre musikere. Og de stort anlagte sange, der er melodiske uden at være hitlisteorienterede, er med til at give ordene en musikalsk opstramning, så teksternes egen musikalitet fremstår tydeligere.

Med Af samme slags cementerer Kasper Bais status som en af de spændende, moderne troubadourer, som man bør holde øje med, hvis sangteksterne betyder noget for en i musikoplevelsen. Og så stikker det musikalske udtryk ud fra den store middelstrøm i moderne populærmusik – og det er et ekstra plus.

Hermed anbefalet.

Kaster Bai. Af samme slags. Produceret af Kasper Bai. Target. Udkom d. 4. maj

Der er en let air af tresserne over Mimi Terris nye plade Flytta hemifrån. Vi er tilbage i den tid, hvor store svenske sangerinder som Monika Zetterlund, Lil Babs og Alice Babs var med til at sætte dagsordenen i populærmusikken. Ikke kun i Sverige, men i allerhøjeste grad også herhjemme, hvor deres omgang med pop- og jazz-influeret easy listening strømmede ud af vores public service-radio. Og blev en synlig tråd i mit musikalske bagtæppe. Og den unge Mimi lægger sig naturligt og ubesværet i slipstrømmen af disse store svenske sangerinder med dette album, der oser langt væk af svensk forkærlighed for swingende, let jazz og svensk troubadourtradition.

Og lad mig bare fyre det bedste argument for dette album af med det samme. Den operauddannede Mimi synger bedårende og forførende dejligt og fraserer så det er en lyst sig igennem de snirklede, fortællende svenske tekster. Og bag sig har hun et ensemble – Mårten Lundgren (trompet, flygelhorn), Mattias Carlson (sax, fløjte og klarinet), Måns Persson (guitar), Johan Olsson (piano, accordeon), Marc Davies (bas), Kristoffer Rostedt (trommer), Filip Runesson (violin) og Eoli Strakkvartet (strygere) – der kompetent og med tæft skaber en let og swingende, jazzet baggrund for Mimi Terris dejlige sang og sangforedrag.

Som sagt er der noget tressernostalgisk over det hele, men man skal ikke tage fejl. Mimi Terris er en ung og moderne sangerinde. Det pointeres af det budskab, man kan læse i albummet lille booklet: Till dig som vågar gå vilse. Til dig, der vover at gå forkert /fare vild. For godt nok lægger Mimi sig i kølvandet på tresserdamerne, men hun er også en moderne kvinde, der er et barn af årtiers kvindekamp for ligestilling m.v. Og den let oprørske ånd svæver over Ferris’ tekster.

For eksempel i titelsangen “Flytte hemifrån”: “Jag behöver flytta ut ett tag/ flytta in i mig ett litet slag/ Lyfta på ridan, / ta ett andligt bostadslån/ Flytta hemifrån...”. Flytte hjemmefra – i mere end direkte forstand. En lille rebelsk sang. Eller man kan tage hendes sang “Om kvinnan”, der vender op og ned på mandens forherligelse af kvinden og hiver hende ned på et meget realistisk plan: “Vad hände med Adams revben efter Eden?/ Med klimakterievallninger og osteoporos/ Förvisad til neuros/ Ett uppror föreslås“.

Romantikken forvandlet til realisme – og ubændig oprørstrang. Og sådan er det med Mimi Terris’ tekster. Der er dobbeltbundede og bygger bro mellem tressernes gammeldags forestillinger om kvindeliv og vor tids emancipationsopdragede pigebørn. Og musikalsk lever pladen højt på modsætningen mellem den tresserinspirerede lette og livsbekræftende jazzy, swingende pop og så de moderne, kvasi-nyfeministiske teksters alvor. Og det sikrer, at pladen fremstår som nostalgisk men også meget moderne og vedkommende. En helt igennem dejlig plade. Hermed varmt anbefalet.

Mimi Terris. Flytta Hemifrån. Produceret af Mimi Terris og Ask Kæreby. Callibrated Music. Udkom den 22. maj