Forleden kunne man på Modkraft.dk læse Jan Weimanns og Torkil Lauesens nekrolog over Niels Jørgensen. Alle tre var aktive i Kommunistisk Arbejdsgruppe og – Blekingegadegruppen. Nekrologen beskriver med sympati og nøgternhed Niels Jørgensens liv som aktivist og revolutionær – og kommenterer også Blekingegade-sagen. Engagementet i Blekingegruppens kriminelle aktiviteter beskrives kort som det, det var: kriminalitet. Men kriminalitet, der var begrundet i nogle global-politiske, revolutionære overvejelser omkring uligheden i verden mellem de rige lande i vesten og den tredje verden. Drømme og forhåbninger om en forandring med udgangspunkt i den tredje verdens revolutionære potentialer fik medlemmer til at foretage et “problematisk” valg, som der står. Man valgte og tog konsekvensen af det kriminelle valg. Der er ingen anger, ingen fortrydelse at spore. Blot en erkendelse af, at man valgte en skæbne som politisk betinget kriminel.
Jeg kom til at tænke på nekrologen, fordi min veninde Gertrud sendte mig et avisklip med en omtale af en ny tysk spillefilm om Rote Armee Fraktion, RAF eller Bader-Meinhoff-gruppen, som den også blev kaldt. Gruppen var aktiv fra 1968 og frem til 1992 og blev for mig et lærestykke i, hvorfor voldsanvendelse i politik er dybt problematisk. Med mange menneskeliv på samvittigheden – også i egne rækker – blev RAF et problem i Tysklands og Europas historie som kalder på analyse og forklaring. Hvorfor endte unge, veluddannede mennesker i denne politiske blindgyde? Selv om der har været gjort tidstypiske forsøg påm blandt borgerlige kommentatorer på at individualisere forklaringen, så er det umuligt at komme uden om en større forklaringskontekst – historisk og kulturelt. Den nye langfilm – to og en halv time – om “Der Baader-Meinhof-Komplex” omtales i dag af Michael Kuttner, som slår ned på filmens svaghed: Den formår ikke at give en forklaring på, hvorfor medlemmerne endte der, hvor de endte. Filmen er snarere en omhyggelig og spændende beskrivelse af forløbet. Filmen roses for at give en realistisk skildring af denne lille kriminelle gruppes begrænsede succes. Det lykkedes den for en tid at “tage demokratiet som gidsel”, som det udtrykkes. Og det var traumatisk for den unge forbundsrepublik (på det tidspunkt kun 20 år gammel) med den ikke-demokratiske fortid…
Filmen skildrer også, hvordan det unge tyskedemokrati ikke formåede at handle på demokratisk vis over for en politisk opposition i form af protestbevægelser. Politiet slog ned med brutalitet og vold på de unge protesterende. Den unge Benno Ohnesorg blev skudt af en betjent. Og dermed skabte man en martyr for en spirende politisk radikalisering.
I omtalen af filmen fremhæver Kuttner politimanden Herold, der midt i kampen mod RAF-terroristerne tillod sig at fremkaste en teori, der stadigvæk er en udfordring til alle, der ønsker at forstå, hvad der foregik, og ikke blot ønsker at besværge fortiden. Han sagde, at terrorister “ikke var problemet”. “Terrorister er kun bebudere af verdenshistoriske rystelser, deres tids seismografer”. Han mente også, at terroristerne var ‘en ny form for krig’.
Der Baader Meinhof Komplex – Trailer zum Kinofilm
