CAPAC

I dag købte jeg Liliana Cavanis skandaleombruste film Il Portiere di Notte (Natportieren) på dvd. Den har Dirk Bogarde og Charlotte Rampling i hovedrollerne. Og begge hører med til mine skuespillerfavoritter. Der er ingen som dem. Filmen er ikke en af dem, der egner sig til en hyggeaften i familiens skød med flødeskumskager og kaffe til. Filmen er i ordets egentligste forstand skandaløs, fordi den som visse pornofilm og B-film (Hun-ulven Ilse m.fl.) tematiserer seksuelle lysters – sado-masokistiske lysters – grænseoverskridende tendenser i en Holocaust- og Nazi-kontekst. Den er modbydelig, for den byder en imod – moralsk, emotionelt, men ikke nødvendigvis intellektuelt. Tematisk kan den minde om en anden kontroversiel italiensk film: Pier Paolo Pasolinis Salo eller de 120 dage i Sodoma. Det er begge film, der deler deres publikum i to lejre. Det er kunstfilm, der ikke kan ses med underholdningsbrillerne på. Nødvendige film, der minder os om, at driftslivet ikke altid lader sig opløse restløs i politisk korrekt handlen eller selvgod moralisme. En god modgift mod nutidens nypuritanske, moralske tankekorsetter.

»Det siges, at hans mor var en meget dominerende kvinde, men vi ved meget lidt om hans barndom. Jeg er nu ikke interesseret i at reducere ham til et freudiansk case study. Mennesker og især kunstneriske genier er meget mere komplekse end som så.«

Måske man alligevel skulle give bogen en chance, selv om biografier er problematiske…

Læs også: Den kastrerende anmelder

I min indboks lå en salgsmail, der tilbød, at jeg nu kunne købe soundtracket til filmversionen af West Side Story for en slik. Robert Wises og Jerome Robbins filmatisering fra 1961 var en af mine allerførste møder med fænomenet musical (på film). Og den gjorde et stort emotionelt indtryk på den unge capac. Ikke mindst i kraft af Leonard Bernsteins musik, men også på grund af den brillante idé med at transponere Shakespeares Romeo & Julie-tema til et realistisk betonet ,multikulturelt metropoldrama med bandeopgør osv. Såvel film som soundtrack blev kæmpesuccesser, og det forstår man godt. West Side Story er en af de rigtig vellykkede musical-filmatiseringer, der findes.

West Side Story-Maria

West Side Story-Somewhere – snøft, snøft, snøft….

I morgen er det 31 år siden, at Elvis Presley døde. Og han ville have været 73 år gammel, hvis ikke for stor succes, piller, mad og andet havde taget livet af ham. Elvis-fans markerer dagen med at dyrke hans tilbagevenden i 1968 efter flere års ørkenvandring med halv- og heldårlige spillefilm.
Den første singleplade, jeg fik med The King var Winfield Scotts og Otis Blackwells “One Broken Heart For Sale” (1963) fra den knap så mindeværdige film “It happened at the worlds fair “, hvor Elvis spiller en cropduster, der sammen med sin broder rejser rundt med et omrejsende tivoli for at tjene penge til at betale af på en spillegæld. Som tilfældet er for Elvis’ film, så gemmer der sig på soundtracket til denne filmen enkelte gode sange af gode solide sangskrivere. B-siden var They Remind Me To Much Of You, skrevet af Don Robertson

Elvis Presley – One Broken Heart For Sale

The Rolling Stones har som bekendt været på banen i mange år. Og er still going strong. Til historien om dem hører også alskens mytedannelser, bootlegs og obskure medier. Et af de sidstnævnte er dokumentarfilmen Cocksucker Blues fra 1972. Filmen er en dokumentarisk skildring af rullestenenes koncertturné i USA i 1972. Instruktøren Robert Frank fulgte gruppen og filmede, hvad der skete på – og også bag scenen.
Turnéen var bandets første efter den skandaleombruste Altamont Free Concert, hvor en fan blev stukket ihjel af rockere fra Hells Angels.

Ud over at rumme fine koncertoptagelser af Stones på scenen rummer den også billeder af det løsslupne turnéliv bag scenen med cigaretter, whisky (og stærkere stoffer) og nøgne piger – og hvad deraf følger. Sidstnævnte scener og så det forhold, at filmen ikke blev udgivet officielt, har gjort dokumentaren til et kultobjekt. Stilen er inspireret af den berømte cinema vérité-tradition. Og man ser fester, stoffer, roadies og et band i deres helt afslappede hjørne.
Filmens titel er ikke blot en hentydning til de seksuelle aktiviteter bag scenen, men også en sang, som Mick Jagger skrev. Efter sigende ville Jagger irritere pladeselskabet med sit sprog og sangens indhold. Og det lykkedes. Decca-pladeselskabets ledelse ville ikke have sangen, men det udkom senere på en opsamlingsplade i Tyskland.
Selve filmen må ikke fremvises uden, at instruktøren selv er til stede. Og det skyldes et juridisk efterspil mellem bandet og instruktøren, efter at filmen var færdig. Rullestenene havde sagt god for filmen, men efter at have set den, mente de alligevel, at den ikke var egnet for publikum…
Men det resulterede selvfølgelig i, at filmen kom til at cirkulere som bootlegudgivelse – og fortsat gør det. Til historien hører også, at både Keith Richard og Mick Jagger siden hen har talt for en offentliggørelse. Vi lever trods alt i det 21. århundrede, og de fleste ved vel, hvad der kan ske bag scenen, når man spiller rock’n roll…
Lige for øjeblikket kan man se størstedelen af filmen på YouTube.

youtube

I går aftes så jeg filmen Stepmom med familien, selv om jeg har set den før. Men, når Susan Sarandon er med, gør jeg gerne en undtagelse (og det ved Fruen godt… ). I en scene ser man svigerdatteren i Julia Roberts skikkelse vågne op – for sent – til tonerne af sangen Under Pressure, som Queen lavede sammen med David Bowie. Jeg havde helt glemt den sang. Og jeg kan ellers mægtig godt lide den opfindsomme indledning….

I 1971 læste vi Shakespeares Macbeth i gymnasiet. Og nærlæste udvalgte tekststeder i det stykke om magt, bedrageri, mord og begær. Jeg blev af en eller andet grund revet meget med at teksten og købte min egen udgave af bogen, så jeg kunne skrive noter osv. Jeg har den endnu.
Tilfældet ville, at den polske instruktør Roman Polansk samme år udsendte sin filmversion af historien om den skotske konge med Jon Finch i hovedrollen og Francesca Annis som Lady Macbeth. Polanskis filmatisering er realistisk betonet og gør fx en del ud af nogle særdeles voldelige scener. Og jeg kan huske, at den blev fortolket som kunstnerisk udtryk for Polanskis personlige oplevelser, da hans kone Sharon Tate og nogle bekendte blev slagtet af satanisten Charles Manson og hans bande.
Filmen gjorde indtryk, da jeg så den i min fødebys Strandbio. Speciel scenerne med heksene og den nøgne og sindsyge Lady Macbeth blev hængende i erindringen mange år efter.
Filmen er optaget med subjektiv kameraføring og dialogerne ledsages af en særpræget musik, der blev leveret af Third Ear Band. Musikken er udgivet på plade og kan fås på cd.
Third Ear Band var et eksperimenterende tresserband, der lavede improvisationer med rod i indiske ragaer, folkemusik, middelaldermusik og andet. I 1969 fik bandet udsendt et album på EMIs progressive plademærke Harvest. Titlen var Alchemy og en vis John Peel medvirker på jødeharpe. Alchemy blev året efter fulgt op af Air, Earth, Fire, Water. De fik også æren af at indlede Rolling Stones berømte koncert i Hyde Park i 1969.
Selv om man ikke har hørt meget til dem har Third Ear Band med skiftende besætninger været aktive helt frem til slutningen af halvfemserne.
Siden dengang er Polanskis Macbeth vist gået lidt i glemmebogen. I hvert fald måtte jeg ty til Amazon.co.uk for at finde en dvd-udgave uden danske undertekster…
Mosaic – Sea

Amy Winehouse har nok at se til med at rende ind og ud af hospitalet, besøge sin indespærrede mand, slås med gud og hvermand og forsøge at holde sig fra alskens stimilerende stoffer. Derfor går hun glip af titelmelodien til den nye James Bond-film. I stedet er det Jack White – fra Raconteurs og White Stripes – der sammen med Alicia Keys får æren. Måske som en kommentar til Amys livsførelse hedder sangen: Another Way To Die. Amy, Amy, Amy…

På grund af varmen fik jeg først taget hul på Weekendavisen i dag. Og da jeg er en stor beundrer af Alfred Hitchcocks filmkunst kastede jeg mig over Leonora Christine Skovs anmeldelse af en ny biografi om den trinde englænder. Titlen er “Den infantile psycho”, og i overskriften advares vi om – eller stilles i udsigt – at biografien om manden og hans forhold til sine kvindelige skuespillerinder vil få ham til at “falde dybt”.

Nu er det jo ikke ligefrem nogen nyhed, at Alfred havde, skal vi sige det sådan, et problematisk forhold til sex. Efter sigende levede han i et aseksuelt forhold til sin kone Alma. Og meget tyder på, at han nærmest var besat af blondiner. Som andre, der har et beklemt forhold til det seksuelle, havde han også en tilbøjelighed til verbale frivoliteter og sjofelheder.

I sin biografi Spellbound by Beauty: Alfred Hitchcock and his leading Ladies disker den kendte biograf Daniel Spoto op med en mængde saftige anekdoter og vidnesudsagn, der hvordan “Hitch – uden cock“, som han elegant tituleres, udøver sex-chikane af variende styrke over for sine kvindelige hovedrolleindehavere – selv om det målt med vor tids alen ikke rigtig syner af det store.

Nuvel, jeg vil slet ikke bestride, at Alfred sandsynligvis har været pueril liderbasse, der fik afløb for sine undertrykte seksuelle lyster ved at chikanere sin samtids dejligste skuespillerinder. Han har sikkert både været uforskammet, uopdragen og rigtig slem. En skidt knægt.

Men Leonora Christine Skov skyder helt ved siden af målet, hvis hun mener, at sådan biografisk snageri, der ikke lader de kulørte ugeblade meget efter, på nogen måde berøver filmkunstneren Alfred Hitchcock noget af hans værdighed. At en kunstner har et forkvaklet seksualliv, gør jo ikke ham eller hende til en mindre kunstner. Man må skelne mellem forfatterens liv og kunstværket. Og det burde magister Skov jo vide…

PS. Når jeg kalder dette indlæg “Den kastrerende anmelder”, så hænger det sammen med, at Skov har markedsført sig selv om en slags feministisk kritiker, og hendes sympati ligger helt klart hos de ‘stakkels’ skuespillerinder, der søgte berømmelsens rampelys hos mester Hitch. Hvis man absolut vil kastrere Hitchcock, så skal man gøre det med udgangspunkt i hans filmiske værker. Og det bliver svært. Meget svært.

Her i casa capac kan det efterhånden være lidt svært at indkøbe film, der rammer alle familiens hoveder lige præcist. For Frøkenen er det vigtigt kriterium for en god film, at der er en dejlig fyr med – helst. Og for Fruen må der gerne være en god portion romantik af den gammeldags slags (der må også gerne være en behagelig mandsperson, fx Colin Firth, Sean Connery, Hugh Grant eller i den dur). Hvorimod familiens overhoved (undertegnede, ha!) skal have en god, gerne lidt anderledes historie, gode skuespilpræstationer, godt filmhåndværk, gode dialoger m.m. for at få en film til at glide ned til aftenkaffen.
I går kom jeg forbi den lokale medieshop og på deres tilbudshylder stod en film med titlen Crazy in Love. Så ved vi jo allerede, hvilken boldgade, vi er ovre i: romantisk film om den (u)mulige kærlighed. Interessen blev stimuleret af, at hovedpersonen – den mandlige – er indtaget af en af de mere interessante nyere maskuline skuespillere, Josh Hartnett, der har gjort sig positivt bemærket i en række film, på det seneste i film som The Black Dalia, Lucky Number Slevin og Sin City. En ung karakterskuespiller af format. Mindre interessant bliver det så ikke af, at han spiller over for en af de mindre kendte nyere unge skuespillerinder, Radha Mitchell, som capac allerede fik et godt øje til, da hun spillede med Finding Neverland (2004). Appetittelig er hun, og så spiller hun røven ud af bukserne på flere af de unge amerikanske skuespillerinder, der pt lægger beslag på gossipbladenes forsider. Helt uvæsentligt – for capac – er det heller ikke, at filmen er lavet af nordmanden Petter Næss, der slog internationalt igennem med Elling i 2001. Et stort talent, der er med til at sætte Skandinavien på filmens verdenskort.
Filmens alternative titel er Mozart and the Whale og er noget så usædvanligt som en kærlighedshistorie mellem to personer, der begge lider af Asperger-syndromet. Filmens manus er skrevet af Ron Bass, der også stod for den vellykkede Rain Man om forholdet mellem to brødre, hvoraf den ene var autist (i Dustin Hoffmans skikkelse). Selve kærlighedshistorien er banal, grænsende til klichéen. To mennesker mødes, kærlighed ved første øjekast, en masse trængsler, inden de finder ud af, at de ikke kan undvære hinanden og så videre. Jeg skal ikke afsløre slutningen – af hensyn til eventuelle romantikere blandt læserne.
Men det er spillet, der gør filmen værd at se. Josh Hartnett spiller det autistiske talgeni Donald med største realistiske overbevisning og Radha Mitchell lader ham ikke noget efter i sin præstation som Isabelle Sorensen, der er kommet et stykke længere i erkendelsen af sin lidelses konstans og uforanderlighed. Omkring sig har de en hel række biroller, der overbevisende illuderer det autistiske kollektiv, der er deres virkelige “familie”.
Filmen er både morsom, rørende og autentisk. Den giver et fint billede af, hvilke vanskeligheder autister løber ind i, når de skal færdes i det såkaldt “normale” samfund og skal forholde sig til normalitetens begrænsninger. Og så viser den, at kærlighedslivet er et problemfyldt et farvand at færdes i, uanset om man er autist eller almindelige dødelig.
Det var vist oprindeligt planen at lade Robin Williams og andre veletablerede navne være med i filmen. Det er godt, det gik anderledes. En lille vellykket film er det blevet til. En af den slags, det er godt at have på hylden, hvis man skulle få behov for at se noget opmuntrende… Anbefales hermed.

Det er oplagt, at drengerøven Tim Burton omsætter Lewis Carrolls klassiker om Alice i eventyrland til det hvide lærred. Hvem kunne være mere egnet til netop den rolle? Det forlyder, at Tim Burton vil bruge stop-motion-teknikken igen i denne film i kombination med live-action-optagelser. Spændende.
Nu afsløres det så også, hvem der sandsynligvis skal have den centrale rolle som Alice, nemlig den australske skuespillerinde Mia Wasikowska, der i hvert fald har et ansigt, der passer fint til capacs indre billedgalleri. Den unge stjerne har medvirket i film som All Saint 82004), Lens Love Story (2006), Suburban Mayhem, September (2007), Rogue, I Love Sarah Jane (2008), In Treatment og Defiance.

Den i sidste indlæg omtalte falde-på-halen-komedie har et ganske interessant soundtrack. Specielt lagde jeg mærke til Emmylou Harris’ cover-version af Bob Montgomerys sang “Back in Baby’s Arms”, som nok er mest kendt fra Patsy Cline. Harris’ udgave udkom som single i 1987 og er – så vidt jeg ved – ikke med på hendes albums. Desværre findes den pt ikke med Harris på youtuben. Til gengæld er der en fin udgave af Gram Parsons og Chriss Hillmans “Wheels”, som også er med i filmen i en udgave med et foretagende kaldte “Stars of Heaven”:

Som man vel kunne forvente så puster Mamma Mia-filmen nyt liv i interessen for ABBA-sangskatten. New Musical Express kan fortælle at soundtracket var storsælgeren i premiereugen, hvor den distancerede andre ordinære udgivelser. Det er første gang siden Bridget Jones-soundtracket præsterede det samme i 2001. Nok så interessant er det, at soundtracket også har sendt ABBAs Greatest Hits-cd ind i top 10 igen. Det holder det skidt.
Lad os markere genopdagelsen med sangen Slipping Through My Fingers. Bo Green Jensen bemærker i sin anmeldelse af filmen, at man – som forælder til børn på tærsklen til voksenalderen – pludselig forstår sangens ord, når den fremføres på det hvide lærred. Fornemmelsen af, at de glider en af hænde… En smuk melodi.

Schoolbag in hand, she leaves home in the early morning
Waving goodbye with an absent-minded smile
I watch her go with a surge of that well-known sadness
And I have to sit down for a while
The feeling that Im losing her forever
And without really entering her world
Im glad whenever I can share her laughter
That funny little girl

Slipping through my fingers all the time
I try to capture every minute
The feeling in it
Slipping through my fingers all the time
Do I really see whats in her mind
Each time I think Im close to knowing
She keeps on growing
Slipping through my fingers all the time

Sleep in our eyes, her and me at the breakfast table
Barely awake, I let precious time go by
Then when shes gone theres that odd melancholy feeling
And a sense of guilt I cant deny
What happened to the wonderful adventures
The places I had planned for us to go
(slipping through my fingers all the time)
Well, some of that we did but most we didnt
And why I just dont know

Slipping through my fingers all the time
I try to capture every minute
The feeling in it
Slipping through my fingers all the time
Do I really see whats in her mind
Each time I think Im close to knowing
She keeps on growing
Slipping through my fingers all the time

Sometimes I wish that I could freeze the picture
And save it from the funny tricks of time
Slipping through my fingers…

Slipping through my fingers all the time

Schoolbag in hand she leaves home in the early morning
Waving goodbye with an absent-minded smile…

For nylig indkøbte jeg en af disse hersens tre-i-en-dvd-bokse, som man kan falde over fx i store velassorterede supermarkeder. Det var Listemagerens skyld, fordi han havde pralet af samme indkøb. Tre film med Jack Nicholson for ganske små penge. En af filmene er Bob Rafaelsons stilsikre “Five Easy Pieces” fra 1970, som jeg kan huske jeg så i Strandbio i Esbjerg. Dengang. Morten Piil – dagbladet Informations filmkritiker-nestor – pin-pointer Nicholsons kvalitet, når han skriver: “Det særlige ved Nicholson i Five Esay Pieces…er, at han forener det decideret uintellektuelle med det kunstnerisk forfinede”. Oliefeltsarbejderen Robert tvinges ved faderens død til at tage sin baggrund i en kultiveret fin familie op til revision – og dermed sit eget liv.
DR2 levede i går aftes op til sin rolle som DRs kulturelle alibi og viste filmen. Jeg håber du nåede at slå over i tide. Ellers kan den som sagt fås på dvd… Den er uomgængelig for enhver fan af Nicholson.

Jeg tog damerne i casa capac under armen og fordrev denne dags eftermiddag med ABBA-musical-filmen Mamma Mia! Planen var at få den set, inden for mange anmeldere fik påvirket min lyst til at se værket.
Det lykkedes. Jeg nåede lige at øjne en trestjernet anmeldelses tre stjerner inden. Det var alt.
Filmen markedsføres som en feel-good-film. Og det kan være farligt, for det er en svær kunst at lave en sådan feel-good-film. Ganske vist behøver man kun at have en mere eller mindre romantisk Mcguffin for at få plottet på plads. Men herefter står og falder det hele med valget af skuespillere, valg af locations, almindeligt fortællehåndværk plus det løse. Og ikke at forglemme: soundtracket.
Som sædvanligt havde jeg skruet forventningerne ned. Faktisk gik de blot på, at ABBA-sangene nok skulle holde, uanset hvilken sanger de blev udsat for. Og det holdt stik. Og mere end det.
Filmen er en veloplagt, vellykket, charmerende, stærkt medrivende bagatel, der lige præcis opnår, hvad den vil sælge: at man går ud af biografsalen med en god følelse i kroppen.
Plottet er fermt. En ung pige skal giftes og vil inden denne skæbnestund indtræffer finde ud af, hvem hendes far er. Hun har fundet sin mors dagbog og fundet ud af, at der kan være tale om tre herrer, som moderen – da hun havde pigens alder – har haft et forhold til med kort mellemrum. Derfor inviterer hun dem alle tre under foregivende af, at det er den uvidende moder, der inviterer. Og så er scenen sat. De tre herrer – i skikkkelse af Pierce Brosnan, Colin Firth og Stelan Skarsgård – kommer sejlende til øen. Og det samme gør moderens – Mery Streep – to veninder, The Dynamoes, Christine Baranski og Julie Walters. Og så kommer der gang i løjerne.
Jeg skal ikke berøve læseren for fornøjelsen af at følge historien til ende. For selvfølgelig går det ikke helt efter bogen – og så alligevel.
Det vigtigste er, at historien fortælles med fynd og klem, humor, opfindsomhed og med en sjælden oplagthed. Man kan tydeligvis se, at de medvirkende har haft det sjovt med at sætte denne lille bagatel i scene.
Historien – der kobler nutiden og fortiden sammen og dermed fint legitimerer brugen af ABBA-sangene som gennemgående lydspor – rammer godt ind i noget, der rumsterer i vores rastløse og desorienterede tidsånd: behovet for at søge tilbage i historien for at forstå sig selv og behovet for at forlige sig med sin egen fortid. Individualismens arkilleshæl. Dertil skal så lægges en god portion gammeldags romantik. Troen på den eneste ene – trods ungdommelige promiskuitet og anden udskejelse – og troen på, at Kærligheden overvinder alt… Velbekomme.
Der spilles godt over hele linjen. Meryl Streep passer godt til rollen som den enlige mor med en fortid som shady Lady. Brosnan, Skarsgård og Firth er godt typecastet som tre vidt forskellige mænd med en fortid som hippier og head-bangers. Baranski og Walters er perfekte som de to veninder, der ikke vil give slip på fortidens vild- og galskab. Især Walters er næsten hele filme værd og hendes udgave af Take A Chance On Me gik rent ind.
Selv om flere af skuespillerne ikke har nogen stor stemmepragt så klarer de sangene med energisk bravour. Faktisk er det en ekstra charme ved filmen, at der ikke satses på egentlige sangstjerner, men ganske “almindelige” stemmer. Selv om især Meryl Streep og Amanda Seyfried (der spiller datteren) synger mere end overbevisende godt. Det klæder ABBA-sangene forbavsende godt at blive fortolket af ganske “almindelige” sangstemmer.
For mig har den positive overraskelse været i hvor høj grad ABBA-sangene holder i de nye arrangementer. Hvis man gik og troede, at de blot hørte halvfjerdserne til, så tog man fejl. Og man forstår godt, at nye generationer er begyndt at lytte til bandet igen efter at have set denne film.
Fruen var solgt til stanglakrids efter filmen og købte straks soundtracket, der var til salg i biografens slikbutik. Anbefales alle, der ikke har noget imod en harmløs, stærkt underholdende feel-good-film. Er noteret til dvd-reolen…

Money, money, money

Opdatering: YouTube er allerede leveringsdygtig med småklips fra filmen.