Indlæg tagget med humaniora

Vi reduceres til soldater i konkurrencestaten – dagens citat

6. februar 2016

”Det er udtryk for en ekstremt kortsigtet kulturpolitik. Man har i for vejen svækket teologien meget ved at nedlægge fakultetet i Aarhus. Når man nu også svækker faget på den måde i København, så svækker man faget som sådan i Danmark, og jeg er bestemt ikke begejstret. Jeg synes, man underminerer vores kultur, og vi får lige så stille et folk, som mangler sans for det værdifulde i samfundet. Vi bliver reduceret til soldater i konkurrencestaten. Ikke fordi konkurrencestaten er indført endnu, men vi er godt på vej.”

Professor emeritus i filosofi ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Aarhus Universitet, Campus Emdrup. Cand. theol. fra Aarhus Universitet, dr. theol. Peter Kemps kommentar til besparelserne på Københavns Universitet.

Selv om det ligger mig fjernt at forsvare det teologiske eller religiøse, så er jeg enig med Kemp i, at vi er på vej mod en situation af åndløshed i et samfund, hvor det eneste, der tæller er den kapitalistiske konkurrencestat.

Benno Ohnesorg

22. maj 2009

Det er mere end fyrre år siden, den unge, tyske student Benno Ohnesorg blev skudt ned i forbindelse med en demonstration i Berlin mod Shahen. Ohnesorg blev skudt i baghovedet på klos hold.

 

Politimanden, der skød, blev frikendt i to omgange. Omstændighederne omkring nedskydningen af den unge mand og myndighedernes behandling af sagen har siden været genstand for megen kritik og debat, men Ohnesorgs død blev en vigtig symbolsk hændelse, der var med til at legitimere studenterbevægelsens politiske arbejde og venstrefløjens kritik af det bestående. Pressefotoet af den døende Ohnesorg blev et mytologisk billede på linje med billeder af de nedskudte studenter i Ohio.

 


I dagens aviser kan man i dag læse, at den politimand, der skød Ohnesorg, var spion for DDRs forhadte Stasi. Der er ikke noget, der tyder pÃ¥, at han skød Ohnesorg i sin egenskab af spion, men derimod i sin egenskab af vesttysk politimand. Imidlertid fortæller den historisk afsløring, der kommer efter frigivelse af papirer fra Stasi-arkivet, noget om, hvor kompliceret den politiske virkelighed var i Forbundsrepublikken efter nazitiden. Ikke alene lÃ¥ den umiddelbare fortid, nazitiden, som en langt hen ubearbejdet, tungtvejende byrde pÃ¥ det unge, borgerlige demokrati, men samtidig skulle man hÃ¥ndtere og leve med en højspændt efterretningsrelation til DDR, hvor hundredvis af spioner havde deres virke i Forbundsrepublikken. Hvor meget myndighederne (og den vesttyske efterretningstjeneste) kendte til politimanden Kurras rolle som spion vides ikke, og mÃ¥ske fÃ¥r vi det aldrig at vide. Men frifindelsen af ham kunne mÃ¥ske tyde pÃ¥, at myndigheder vidste mere, end der kom frem dengang…

 


Nyheden er et godt eksempel pÃ¥, hvor vigtig en bestemt humanistisk faggruppes -  historikernes – arbejde er for vores forstÃ¥else af verdens gang – og dermed for vores forstÃ¥else af den tid, vi lever i. NÃ¥r det store flertal af danske folketingspolitikere – i følge dagbladets Informations undersøgelse – ikke mener, at humanistisk forskning er noget at samle pÃ¥ (hvilket bl.a. ses pÃ¥ antallet af humanistiske forskningsstipendier etc.), sÃ¥ glemmer (fortrænger, fornægter…) de helt, at det, de humanistiske fag beskæftiger sig med, er selve det humane. ForstÃ¥else af det humane i alle dets aspekter: hvad det menneskelige er, menneskets bevæggrunde, historiens betydning som del af naturhistorien osv. Sætter vi en parantes om det humane i forskningens verden, afskærer vi os fra muligheden af at ændre verdens gang…
ps. illustrationen herover er hentet fra Flickr.

Jean Baudrillard er død

7. marts 2007


En af de mest læseværdige og spændende franske intellektuelle op gennem tresserne, halvfjerdserne og frem, den velskrivende, provokerende kritiker og sociolog Jean Baudrillard er død i en alder af 77 Ã¥r efter lang tids sygdom. Det var hans lod at blive indrulleret i den trend, man kaldte “post-modernismen”. Men det var langt fra dækkende for mandens dybt originale analyser af det moderne samfund. Med rødder i den marxistiske teoridannelse havde han et særdeles godt blik for forbrugersamfundets og medievirkelighedens forbandelser. Som da han i starten af halvfemserne udkastede teorien om, at Golf-krigen slet ikke havde fundet sted – andre steder end i medierne. Det var selvfølgelig provokerende og kontroversielt. Men samtidig Ã¥bnede han øjnene over for mediernes voldsomme og ofte manipulerende betydning for vores oplevelse af virkeligheden.
Baudrillards absolut læseværdige rejsebeskrivelse og kærlighedserklæring “Amerika” er i øvrigt med pÃ¥ det aktuelle bogudsalg. Og den er anbefalelsesværdig. Her oplever man mandens underdrejede sorte humor (der næsten nærmer sig dansk ironiseren…) og skarpe pen.

En smagsprøve (i engelsk oversættelse) fra ovennævnte Amerika-bog:

Anorexic culture: a culture of disgust, of expulsion, of anthropoemia, of rejection. Characteristic of a period of obesity, saturation, overabundance. The anorexic prefigures this culture in rather a poetic fashion by trying to keep it at bay. He refuses lack. He says: I lack nothing, therefore I shall not eat. With the overweight person, it is the opposite: he refuses fullness, repletion. He says: I lack everything, so I will eat anything at all. The anorexic staves off lack by emptiness, the overweight person staves off fullness by excess. Both are homeopathic final solutions, solutions by extermination.

Opdatering: Jeg faldt over denne danske Wikipedia-artikel om Baudrillard.

Freud: At være en gammel gris

2. februar 2007

Det seksuelle er interessant, hvis nogen skulle være i tvivl. Tag et hvilket som helst kulørt ugeblad, og du vil se, at der bruges megen spalteplads pÃ¥ spekulationer om kendte menneskers seksualliv. Hvem kommer sammen med hvem? Hvem er blevet skilt fra hvem og hvorfor? En hel industri af nyfigne journalister og paparazzifotografer lever af at levere den slags sladder til læserne (for en ordens skyld: jeg læser dem ogsÃ¥…). Og mÃ¥ske er det ikke sÃ¥ underligt. Kærlighedslivet fylder pÃ¥ godt og ondt meget i menneskenes liv. Hvad enten de vil erkende det eller ej.
En af de store forskere udi det menneskelige seksualliv var den kendte østrigske læge Sigmund Freud, der i starten af forrige Ã¥rhundrede udkastede en række teorier om det seksuelle; teorier, der lige siden deres formulering har været kontroversielle og uafrystelige. Freud var godt klar over, at det felt, han kastede sig over, ville møde modstand. Og sÃ¥dan blev det. Der blev gjort ihærdige forsøg pÃ¥ at miskreditere hans person og hans forskning. En af de kendteste karikaturtegninger af Freud viser hans hoved formet af nøgne kvinder – og titlen er: What’s on a Man’s Mind? Freud som en gammel gris. Han mÃ¥ pr. definition være en gammel lidderbuk, nÃ¥r han hver dag beskæftigede sig med andre menneskers seksualliv og dets mentale skæbner. Denne tendentielt miskrediterende tanke er interessant. For man mÃ¥ spørge: Hvorfor skulle det være diskvalificerede for en mands forskning, at han havde et aktivt seksualliv, eller  for den sags skyld, at han var seksuelt afsporet i forhold til samtidens seksualmoral?
Det er en kendt sag, at Freud var godt og borgerligt gift og fik en masse børn. Det er også nogenlunde veldokumenteret, at fru Freud ikke var specielt interesseret i kønsakten, når den ikke lige stod i forplantningens tjeneste. Og det er også velkendt, at Freud i lange perioder havde Fru Freuds yngre søster, Minna Bernays boende i sit hjem. Derfor har tanken ikke ligget fjernt: Har Freud muntret sig på lagnerne sammen med den yngre Minna? Mistanken har ligget og luret i årtier. Freuds tidligere væbner og senere konkurrent Carl Gustav Jung mere end antydede, at frk. Bernays havde indrømmet en affære med Sigmund, hvilket Freud afviste som en jungiansk ondskabsfuldhed.
Nu mener en tysk sociolog at have fundet et “bevis”. I følge Franz Maciejewski skulle Freud og Minna den 13. august 1898 have indlogeret sig som ægtepar i en kro i de svejtsiske alper for at holde to ugers ferie. I kroens gæstebog stÃ¥r der, at “Dr. Sigmund Freud og frue” bebor rum nr. 11. Det er bevis nok, mener sociologen, pÃ¥, at der var tale om en affære.
Mit ærinde her er ikke at kæmpe for Freuds ærbarhed eller forsøge at postulere, at Freud da sagtens kunne sove ved siden af sin 11 Ã¥r yngre svigerinde uden at forgribe sig pÃ¥ hende. Næh, men som den kendte Freud-biograf, Peter Gay, udtrykker det: “Det er meget muligt at det sov sammen…men det gør hverken ham eller psykoanalyse mere eller mindre korrekt”. Det kan da ikke udelukkes, at Sigmund – oven i købet med Fruens velsignelse eller i hvert fald tavse samtykke – lod Sigmund og Minna dyrke kødets lyst i alpehytten. Freud studerede omkring 1900 de mentale skæbner, der kom ud af et borgerligt samfund, hvor det seksuelle blev dæmoniseret og fortrængt, og indsÃ¥, at det seksuelle – drifterne – under alle omstændigheder ville komme til udtryk. Fx i mange borgerlige kvinders hysterier, altsÃ¥ alvorlige, belastende sindslidelser.
Problemet med denne sÃ¥kaldte afsløring er, at mange af Freuds efterfølgere og elever har set en interesse i at fremstille ham som et ideal, en verdslig helgen, ja, en slags messias, der – med Freuds eget begreb – sublimeredesine seksuelle drifter til videnskabelig produktion. Freud kunne have gode grunde til at gÃ¥ stille med dørene. Han kendte alt for vel Wienerborgerskabets tykke dobbeltmoral og dens vogter, fordømmelsen, og vidste sikkert, hvordan man bÃ¥de skulle holde facaden i orden og uplettet og samtidig finde afløb for sine seksuelle lyster. At han trÃ¥dte ved siden af dydens smalle sti ændrer ikke i sig selv ved hans projekt, men viser blot at han var et menneske. Det gjorde vel heller ikke H. C. Andersen til en mindre digter, at han onanerede flittigt og registrerede hyppigheden i sine dagbøger? Mere om sagen kan læses i The Herald Tribune her.

Klaus Rifbjerg fylder 75 år

9. december 2006

Udkast: Livet i badeværelset

Den danske forfatter og digter m.m. Klaus Rifbjerg fylder Ã¥r d. 15. december. Han bliver 75. Omtrent 160 bøger af blandet observans – digte, romaner, journalistik, filmmanus, radiospil osv. – har Store Klaus pÃ¥ samvittigheden. Og i 50 Ã¥r har han været pÃ¥ banen. Nok til, at han burde være mere berømt i udlandet, end tilfældet er. Som kulturradikal humanist har Rifbjerg altid været – og er det stadigvæk – en torn i øjet pÃ¥ den indgroede, puritanske borgerlighed, der stadigvæk den dag i dag stortrives i lille Dannevang. Venstresnoet fredselsker, der altid har troet pÃ¥ det gode i sine medmennesker og altid har ment, at fornuften er at foretrække frem for ideologiske vildfarelser, deres fortegn ufortalt. Et kritisk arving efter Brandes og PH. Vi mÃ¥ hÃ¥be, at nogen kan løfte arven efter ham, nÃ¥r det kommer sÃ¥ vidt. Men heldigvis ser han ud til at være still-going-strong, og kender jeg ham ret, vil han fortsat blande sig og kommentere verdens skæve gang lige til den dag, hvor han drager sit sidste suk. Til lykke med dagen i næste uge. [Ovenfor et udkast til Rifbjergs kendte digt om Livet i badeværelset, som mangen en gymnasieelev har været udsat for…]. Dagbladet Information har et stort interview med Klaus Rifbjerg i dag. Og mon ikke der kommer flere i den kommende tid?!

Zoo-Berlin

6. november 2006

Bjørn i Berlin-Zoo

Flere dage i storbyen Berlin. Det tager sin tid at fordøje alle indtrykkene. Jeg har gÃ¥et sÃ¥ meget, at jeg føler det som om, jeg er blevet en halv meter kortere. Og nÃ¥r alle sanser har været vÃ¥gne fra tidlig morgen til sen aften, antennerne slÃ¥et fuldt ud, seimografen arbejdende for fuldt tryk melder der sig en mat- og træthed, der forstærkes af ti timers togrejse (inklusive østeuropæisk betingede forsinkelser…).
Som nævnt i dagens første indlæg besøgte blogbestyreren pÃ¥ datterens ønske Berlins zoologiske have eller – i daglig tale – Berlin-Zoo. Læs mere »

Charles Darwin – on-line!

19. oktober 2006

Medens højresnoede, kristne amerikanere og danske frikirkekristne med alle kunstens midler forsøger at fortynde, underminere, relativere osv. darwinismen, sÃ¥ kommer det glade budskab om, at videnskabsmænd fra Cambridge University lægger hele Charles Darwins skriftlige produktion ud pÃ¥ nettet til almindelig oplysning for evt. interesserede. 50.000 sider søgbar tekst, tusindvis af billeder og en mængde ikke tidligere offentliggjorte skrifter, blandt andet Darwins notesbøger, dagbøger m.m. bliver tilgængelige. Det bliver ogsÃ¥ muligt at downloade audio-udgaver af de kendte værker. Offentliggørelsen sker efter Darwin-familiens ønske om at gøre mandens værk tilgængelig for alle. Og da ingen tidligere har besiddet Darwins samlede produktion mÃ¥ det siges at være et fremragende og forbilledligt projekt. Tænk hvis alle store tænkere blev alment tilgængelige… Projektets hjemmeside finder man her. Omtale af projektet i The Guardian.
Karikatur af Charles Darwin Læs mere »

Dagens tankevækker

11. oktober 2006

En bekendt blev engang spurgt, om han godt kunne lide at læse aviser, hvortil han svarede med et modspørgsmÃ¥l: Kan du godt lide at læse om din egen undertrykkelse? Jeg kom til at tænke pÃ¥ episoden, da jeg læste Uffes indlæg om den (vist nok) seneste gratisavis Nyhedsavisens nyhedskriterier. Det fik mig igen til at tænke pÃ¥ en artikel af lektor Hans Hauge, som Ulla henviste os til. Hauge læser jeg altid med stor interesse og fornøjelse, fordi han er en særling i dansk presse. Han tænker anderledes end flertallet af journalistiske nyhedslemminger og har nogle skæve, ærlige tilgange til den sÃ¥kaldte virkelighed. Denne gang sætter han ord pÃ¥ noget, jeg tror, mange føler og tænker i deres stille sind…”

Tilføjelse: For at berolige Carsten, Uffe og mÃ¥ske andre bloglæsere, vil jeg lige hive min kommentar frem i lyset og føje lidt yderligere til: “Det skrev jeg vist heller ikke. Jeg er bestemt langt fra enig med provokatøren og meningsmageren Hauge, men jeg synes, han skriver ganske godt.Og sÃ¥ kan jeg godt lide, at der bliver rokket ved det mediefrembragte verdensbillede, som forekommer mig at være mere og mere forudsigeligt. I det her eksempel sætter han ord pÃ¥ en følelse, jeg har stødt pÃ¥ hos mange sÃ¥kaldt “almindelige” danskere…”.
Det er min opfattelse, at det medieskabte virkelighedsbillede bliver mere og mere konformt, forudsigeligt og fanget i sine egne dogmer. Derfor kan det virke helt befriende, nÃ¥r nogen ser pÃ¥ denne “virkelighed” fra en overraskende vinkel eller ligefrem bestrider tilsyneladende indiskutable “sandheder”. Hauge er mÃ¥ske ikke det mest lysende eksempel, men det var øjenÃ¥bnende for mig, at han i den omtalte artikel skriver noget, som jeg ofte har hørt, men aldrig har set pÃ¥ tryk. Et andet eksempel pÃ¥ en tænker, der er i stand til at se pÃ¥ verden gennem en særlig optik, er den franske sociolog Jean Baudrillard, der er oversat til dansk. Det var fx ham, der for mange Ã¥r siden – da Kouhmeni kom til magten i Iran – forudsÃ¥ den ballade med den islamiske fundamentalisme, som nu fylder urimeligt meget i danske medier.

NB! Carsten har skrevet en lang kommentarfaktisk to – til min bemærkning om Hans Hauge. Jeg kan kun anbefale, at man læser dem og de kommentarer, de har givet anledning til.

Kampen om historien

2. oktober 2006

Som bloggens kvikke læsere nok allerede har bemærket, sÃ¥ er den borgerlige sÃ¥kaldte “tænketank” CEPOS pÃ¥ banen med en bog, hvori en række borgerlige forfattere vil kaste borgerligt lys over, hvordan det sÃ¥kaldte “velfærdssamfund” blev til. Blandt andet vil de gøre op med diverse socialliberale og marxistiske myter om “velfærdssamfundet”. I den forbindelse havde Jes Stein Petersen i gÃ¥r aftes pÃ¥ DR2 – Dead-line 2. sektion – inviteret Christopher Arzrouni og kulturhistorikeren Morten Thing i studiet til en diskussion. Jeg kan kun anbefale historisk og politisk interesserede at se udsendelsen, der bliver genudsendt d. 3.10. kl. 00.05 pÃ¥ DR2 og d. 9.10. kl. 11 pÃ¥ DR1. Udsendelsen var interessant ved, at den gode Morten Thing, iført ternet skjorte, brune fløjlsbukser og behagelige trainers ganske kompetent tog luften ud af den liberalistiske Arzrounis forsøg pÃ¥ at gøre op med blandt andet den pÃ¥stÃ¥ede marxistiske dominans i fortolkningen af Kansergadeforligets betydning. I det hele taget fremstod Arzrouni mest af alt som en skinbarlig ideolog, der som sÃ¥dan ikke helt havde styr pÃ¥ de faktiske historiske sammenhænge og fx hang fast i den udokumenterede myte om, at de gamle 68’ere havde sat sig pÃ¥ alle vigtige offentlige positioner og nu sad og mæskede sig pÃ¥ flæsket.

Morten Thing satte ogsÃ¥ præcist sin kritik ind ved at spørge om, hvilken “borgerlighed”, CEPOS egentlig tænkte pÃ¥ – og dernæst henviste til, at CEPOS kritikerne helt og aldeles oversÃ¥, at deres yndlingsaversion Georg Brandes faktisk var en borgerlig intellektuel…

PS. Jeg har tænkt over termen “tænketank”. Hvorfor mon det hedder sÃ¥dan? Skulle det være, fordi en tank kan være tom? Tanketom.

Alfabetisme 2 – nogle strøtanker…

26. september 2006

Med-voksenblogger og -gamling Uffe har just skrevet et indlæg med titlen Alfabetisme. Ordet alfabetisme kan man ikke slÃ¥ op i ODS, sÃ¥ Uffe har nok ret i, at det er sproglig nydannelse pÃ¥ dansk, selv om det da findes pÃ¥ andre europæiske sprog. Indlægget handler om skriftkulturens – eller snarere: læsekulturens – forfald. Amerikansk fjernsyn har fÃ¥et Uffe til at mene, at selv veluddannede unge mennesker ikke længere læser bøger. Og det skyldes vel uddannelsessystemernes generelle elendighed og det visuelles dominans i medierne. Og Uffe argumenterer for, at læsekulturen jo ikke har ret lang tid pÃ¥ bagen, og at den nok skal ses som en glorværdig epoke i menneskenes historie. Men – en snart svunden epoke

Der er dog noget, der taler imod alfabetismens forsvinden. Dels er der flere undersøgelser, der har påvist, at mange unge stadigvæk læser bøger til trods for alt det moderne isenkram (var der nogen, der sagde Harry Potter?!). Dels er der ingen tvivl om, at mængden af skrift, som vi bombarderes med (tænk blot på gratisaviserne!) aldrig har været større end nu. Som analfabet er du virkelig på Herrens Mark i vor tid!

Alligevel har Uffe fat i noget. Jeg tror, at det handler om forholdene i Amerika – og mÃ¥ske om de europæiske uddannelsessystemers udvikling i almindelighed. For nogle Ã¥r siden – jeg mener, at det var i 1998 – var jeg i København i embeds medfør og havde der lejlighed til at spise morgenmad med en amerikansk litteraturprofessor – eller snarere: forhenværende litteraturprofessor. Det, der førte os sammen over kaffe og rundstykker, var vores fælles interesse for musik. Han ville snakke jazz. Det gjorde vi sÃ¥, men vi snakkede ogsÃ¥ – sÃ¥dan er det jo, nÃ¥r fagfæller mødes – litteratur, undervisning og lærdom.

Han fortalte mig, at han et par Ã¥r tidligere havde sagt farvel til et vellønnet universitetsjob med pension og hele molevitten, fordi han blev deprimeret over de unges mangel pÃ¥ (ud)dannelse. De vidste intet om amerikansk – eller europæisk litteratur, historie eller kultur. Derfor var det efterhÃ¥nden umuligt for ham at undervise i det, han gerne ville. Hver gang han skulle fortælle om et stykke amerikansk litteratur mÃ¥tte han begynde tilbage ved Adam og Eva, følte han.

Selvfølgelig var der nogle fÃ¥ undtagelser blandt de studerende – og det var lige præcis, hvad der var problemet. Han sÃ¥ en afgrund mellem en lille dannet elite, hvis forældre havde rÃ¥d til at give deres børn en uddannelse, og den store mere eller mindre uuddannede hob. Derfor valgte han at tage sit gode tøj og gÃ¥ – over til en karrière som freelance-skribent ved New York Times…

Jeg mener, at dette kulturelle gab mellem eliten og massen ogsÃ¥ findes i Danmark, og at det mÃ¥ske vokser. Symptomatisk er det, at de borgerlige med jævne mellemrum tager tanken om eliteuddannelser op. Som underviser i dansk m.m. gennem en del Ã¥r har jeg fx set, at vi fÃ¥r flere og flere unge med store stave- og læseproblemer. Man møder fx nyuddannede studenter, der enten er ordblinde eller har store staveproblemer – men det er aldrig blevet opdaget! Vi fÃ¥r flere og flere med dysleksi. Og der skal afsættes flere midler til kompensatorisk undervisning og vejledning (Ã…rhus universitet er i fuld gang med at uddanne et hold adjunkter til denne opgave…).

Jeg har ogsÃ¥ oplevet, at kundskabsniveauet – generelt set – er faldet. Hundredvis af unge mennesker har ingen anelse om den danske grammatiks elementære opbygning. Bare som eksempel.

Ud af en klasse på 28-30 stykker på en mellemlang videregående uddannelse er der måske 5, der læser bøger, aviser osv. jævnligt. Resten læser kun, når de skal. Fx læse lektier. For flertallet gælder det, at de godt kan læse, men uddannelsessystemet har ikke formået at give dem lysten og vanen til at læse jævnligt.

Jeg hælder mere og mere til den opfattelse, at uddannelsessystemet ikke formår at klare den opgave, den på papiret skal klare: at uddanne alle børn og unge godt. Næsten dagligt kan man læse om store problemer med store frafald (fx i erhvervsskolerne), indlæringsproblemer, unge, der ikke kommer i gang med videreuddannelse efter folkeskolen (selv om den officielle politik siger, at 90% skal) osv.

Lige som Uffe er jeg kulturoptimist. Jeg tror ikke pÃ¥, at boglæsningen slet og ret forsvinder ud af vores kultur. Men vores uddannelsessystemer er ikke – pt. – i stand til at gøre det store flertal til boglæsere. Og det, synes jeg, er et problem …