Indlæg tagget med Litteratur

Jack Kerouac

22. oktober 2009

I Ã¥r ville den amerikanske beat-generation-frontfigur og forfatter Jack Kerouac være fyldt 85. Og i gÃ¥r var det nøjagtig 40 Ã¥r siden, han betalte prisen for Ã¥rtiers heftig drikkeri og udÃ¥ndede pÃ¥ St. Anthony’s Hospital i St. Petersburg, Florida. En passende lejlighed til at læse den nye, ucensurerede udgave af On the Road.

 

Mr. Tambourine Man

6. oktober 2009



Hey! Mr. Tambourine Man, play a song for me,

I’m not sleepy and there is no place I’m going to.

Hey! Mr. Tambourine Man, play a song for me,

In the jingle jangle morning I’ll come followin’ you.

Though I know that evenin’s empire has returned into sand,

Vanished from my hand,

Left me blindly here to stand but still not sleeping.

My weariness amazes me, I’m branded on my feet,

I have no one to meet

And the ancient empty street’s too dead for dreaming.

Hey! Mr. Tambourine Man, play a song for me,

I’m not sleepy and there is no place I’m going to.

Hey! Mr. Tambourine Man, play a song for me,

In the jingle jangle morning I’ll come followin’ you.

Take me on a trip upon your magic swirlin’ ship,

My senses have been stripped, my hands can’t feel to grip,

My toes too numb to step, wait only for my boot heels

To be wanderin’.

I’m ready to go anywhere, I’m ready for to fade

Into my own parade, cast your dancing spell my way,

I promise to go under it.

Hey! Mr. Tambourine Man, play a song for me,

I’m not sleepy and there is no place I’m going to.

Hey! Mr. Tambourine Man, play a song for me,

In the jingle jangle morning I’ll come followin’ you.

Though you might hear laughin’, spinnin’, swingin’ madly across the sun,

It’s not aimed at anyone, it’s just escapin’ on the run

And but for the sky there are no fences facin’.

And if you hear vague traces of skippin’ reels of rhyme

To your tambourine in time, it’s just a ragged clown behind,

I wouldn’t pay it any mind, it’s just a shadow you’re

Seein’ that he’s chasing.

Hey! Mr. Tambourine Man, play a song for me,

I’m not sleepy and there is no place I’m going to.

Hey! Mr. Tambourine Man, play a song for me,

In the jingle jangle morning I’ll come followin’ you.

Then take me disappearin’ through the smoke rings of my mind,

Down the foggy ruins of time, far past the frozen leaves,

The haunted, frightened trees, out to the windy beach,

Far from the twisted reach of crazy sorrow.

Yes, to dance beneath the diamond sky with one hand waving free,

Silhouetted by the sea, circled by the circus sands,

With all memory and fate driven deep beneath the waves,

Let me forget about today until tomorrow.

Hey! Mr. Tambourine Man, play a song for me,

I’m not sleepy and there is no place I’m going to.

Hey! Mr. Tambourine Man, play a song for me,

In the jingle jangle morning I’ll come followin’ you.

Nogen vil indstille Bob Dylan til den litterære Nobel-pris. Og det har selvfølgelig allerede givet anledning til debat. Man fornemmer, at et af problemerne er, at Bob Dylan ikke er en digter af den gammeldags slags. SÃ¥dan en, der sidder pÃ¥ sin flade og skriver poesi med blyant, pen, skrivemaskine eller – hvis det gÃ¥r højt – elektronisk tekstbehandlingsanlæg.

Dylans tekster har altid været en del af hans musik. Jeg er sådan ligeglad med, om han får den pris eller ej, for Nobel-prisen i litteratur har altid været kontamineret af (kultur)politik. Mangen en god forfatter har været indstillet uden nogensinde at få den. Eksemplerne er legio. Er man i tvivl om Dylans format som digter, så køb hans samlede lyrik på engelsk (fås i paperback).

Mr. Tambourine Man er mÃ¥ske ikke Dylans bedste stykke poesi, men det er stadigvæk en af mine yndlings-Dylan-sange….


Bob Dylan – Mr. Tambourine Man (Newport Folk Festival, 1964)
by reggaeman22

Fra livets store sangbog: Balladen om den tynde mand

21. august 2009

Lige som der er melodier, der følger en trofast gennem livet og minder en om tid og sted på livets roadmap, så er der også tekster fra den store sangskat, som bliver ved med at dukke op i hovedet og kommentere og fortolke hændelser og situationer på dagen og vejen. En sådan tekst er Bob Dylans Balad of a thin Man. Min engelsklærer i gymnasiet ville gerne se den som et billede på situationen ved det grønne klæde. Og det er også en mulighed. Men ellers er sangen en sang om en følelse, jeg tror, vi alle kan blive grebet af, hvor livets meningsfuldhed tynder ud, sprækker, glider os lidt af hænde, og vi bliver sendt tilbage til det eksistentielle nulpunkt, som altid er en mulighed i en kaotisk verden.

Genhør: Hårdnakket idyl

7. august 2009

Det var forfatteren Jan Sonnergaard, der gjorde op med forestillingen om, hvad man kan betitle et stykke litteratur med. Radiator. GÃ¥r det? Selvfølgelig gør det. Og man kan ogsÃ¥ synge om de store danske møbelarkitekter, som Brødrene Olesen gør i sangen “I det hus du kalder dit hjem” (HÃ¥rdnakket Idyl, 2003).

Arne Jacobsen, Børge Mogensen
Hans Wegner og Finn Juhl
Arne Jacobsen, Børge Mogensen
Hans Wegner og Finn Juhl
Arne Jacobsen, Børge Mogensen
– og Kaare Klint
Mon jeg en dag kunne fÃ¥ lov til at bo…
.”


Hele teksten kan læses på www.olesen-olesen.dk (sammen med alle de andre).

Morten Korch anno 2009

27. maj 2009

Et venligt menneske har foræret familien nogle Morten Korch-filmatiseringer. Det er, mellem os sagt, mange Ã¥r siden, jeg sÃ¥ en af de film. Siden er det kun blevet til glimt, nÃ¥r tv har vist dem. Det er ikke, fordi jeg egentlig har noget mod den genre, selv om den selvfølgelig giver et forløjet og romantiseret billede af, hvordan det engang var pÃ¥ landet. Men et eller andet sted i folkesjælen ligger Morten Korch-idyllen med al dens forlorne, biedermeierske hygge og “folkelighed” og vugger som en forestilling om, hvordan det burde være derude pÃ¥ landet. Som en kulørt brik i det Danmarks-billede, som Dansk Folkeparti dagdrømmer om. Et driftigt liv i pagt med dyr og anden natur – og med kærlighed mellem en mand og en kvinde (som kender sin plads) og happy-end, ja, i enden af filmen. SÃ¥ er det, jeg tænker, hvordan mon en Morten Korch-film ville tage sig ud, hvis den skulle udspille sig i vor tids moderne, industrialiserede, teknologiske landbrug? Med store økonomiske problemer, gylletanke sÃ¥ store som søer, svinestalde med titusindvis af svin, der bliver maltrakteret – pisket med plastikkæppe – i profittens tjeneste? Er du dus med himlens fugle og skovens grønne trææer?

Piggies

Bob Dylan fylder 68

20. maj 2009

Om et par dage. Og i NME kan man læse, at et digt af samme Dylan er sat til salg pÃ¥ Christies i næste mÃ¥ned. Digtet med titlen “Little Buddie” er skrevet dengang, han endnu “kun” hed Robert Zimmeman og var en meget ung mand pÃ¥ 16 Ã¥r – og pÃ¥ sommerlejr i Webster, Wisconcin. I følge rygtene handler digtet om en hund, der dør i armene pÃ¥ en beruset mand. Den unge Zimmerman skrev digtet til sommerlejerens avis i 1957. Det er avisen redaktør, der har gemt digtet, og nu vil hun sÃ¥ sælge det for at skaffe penge til støtte for samme sommerlejr. Det forventes at indbringe 10-15.000 dollars. PÃ¥ auktionen sælges ogsÃ¥ andre relikvier…


Bob Dylan – Mr. Tambourine Man (Newport Folk Festival, 1964)
by reggaeman22

J. G. Ballard, forfatter, er død 78 år

20. april 2009

Den engelske forfatter J. G. Ballard har ladet pennen falde, har slukket pc’en, i en alder af 78 Ã¥r. DødsÃ¥rsagen angives at være følgerne af en prostata-kræftsygdom.
Ballard har især skrevet romaner og noveller og betragtes som en af fornyerne af science-fiction-genren. Jeg har ikke læst alt, hvad Ballard har skrevet, men to af hans romaner har været store læseoplevelser for undertegnede. Eller rettere: læse- og filmoplevelser. Det drejer sig om den selvbiografisk funderede Empire of the Sun fra 1984, hvori han fortæller om en drengs oplevelser i Shanghai i årene under anden verdenskrig. Steven Spielberg leverede en fremragende filmatisering af bogen i 1987.
Den anden bog er Crash fra 1973. Også denne bog er blevet filmatiseret, nemlig af David Cronenberg. Efter min mening er det en af de allerbedste film fra de seneste 25 års filmkunst. En tankevækkende, allegorisk fortælling om menneskets fetichistiske dyrkelse og afhængighed af teknologien (i form af automobilet). Den dysforisk-kritisk fremstilling af mennesket i den moderne tidsalder, hvor mennesket er i sine teknologifikserede drifters vold.
Tak for oplevelserne Ballard. Og hvil i fred.

Opdatering: Klaus gør mig opmærksom pÃ¥, at Ballard skrev sine tekster pÃ¥ en gammel Remington – og derfor ikke pÃ¥ en PC. Vi bekagler.

“Det mandarinskivebolsjefarvede, strømlinjede superhyl møder Pumpehus-slænget” – som film…

17. april 2009

Da jeg var en 13-15 Ã¥r brugte jeg megen tid pÃ¥ det lokale skolebibliotek for at synke ned i obskure bøger, der kunne fortælle mig noget om den dragende og frastødende voksenverden, som ventede mig lige om lidt. Og jeg kan huske, at jeg med stor appetit og lyst kastede mig over Tom Wolfes beretning om Ken Keasey og The Merry Prankster med den danske titel “Det mandarinskivebolsjefarvede, strømlinjede superhyl møder Pumpehus-slænget”. Ikke mindst det farvestrÃ¥lende, hippe omslag (med en dominerende orange farve, sÃ¥ vidt jeg husker) tiltrak mig som en magnet. Jeg tror ikke, at jeg forstod halvdelen af, hvad jeg læste. Men sÃ¥dan er det jo med læsningen i den alder. Først med tiden gÃ¥r det op for en, hvad man har slugt med Ã¥bne og modtagelige øjne og ører.
Nu kan jeg sÃ¥ læse pÃ¥ nettet at selvsamme værk, hvis engelske titel er “The Kandy-Kolored Tangerine-Flake Streamline Baby”, skal filmatiseres. Det er den anerkendte instruktør Gus Van Zant, der pÃ¥tager sig den “umulige” opgave at overføre boen til lærredet…

Nyt fra Kurt Vonnegut

12. april 2009

Det kunne godt ligne Kurt Vonnegut at sende en hilsen fra det hinsides. I hvert fald forlyder det, at Delacort Press snart udgiver en post-hum novellesamling med titlen “Look at the Birdie”. Og mere skulle være pÃ¥ vej, da Vonnegut efterlod sig en betragtelig manusbunke. I 2008 udkom ogsÃ¥ Armageddon in Retrospect.

Erindringsglimt m.m.: Hans Scherfig

28. marts 2009

Da jeg som grønt, ungt menneske fandt ind i litteraturens verden for alvor – i den buldrende, hjernemartrende pubertet – faldt jeg over forfatteren Hans Scherfigs romaner pÃ¥ Sædding Skolebibliotek. Jeg forsvandt ind i Det forsømte forÃ¥r og Den forsvundne fuldmægtig og blev helt opløftet og bedøvet af den særlige humorgennemlyste stemning i bøgerne. Det var de farvestrÃ¥lende Tranebogsudgaver fra Gyldendal, og nÃ¥r jeg lukker øjnene og ser dem for mig vækkes stemningen igen og jeg gribes af en ubændig lyst til at læse bøgerne igen.

Fra fuldmægtigen gik det videre til Idealister, den store Frydenholm, Skorpionen og Den fortabte abe. De nævnte romaner havde ikke helt den samme effekt som de første to, men det skyldtes nok mestendels min unge alder og mangel på livserfaring.


Da jeg kom pÃ¥ gymnasiet havde jeg sÃ¥ det held at møde Hans Scherfig i levende live. Han var inviteret for at fortælle om sit forfatterskab, som han pÃ¥ det tidspunkt havde bag det meste af bag sig. En lille mand med stærke briller foran de svage øjne og en gnækkende stemme, som man aldrig glemmer. Scherfig var ogsÃ¥ kommunist, sad oven i købet i partiets centralkomité. Og det sociale og politiske engagement skinnede igennem hans kommentarer. Jeg husker især hans ramsaltede og meget morsomme kritik af de sÃ¥kaldte modernistiske tresser-digtere, som den unge capac dyrkede ret intenst de Ã¥r. En af de formastelige modernister havde udtalt, at han ikke skrev for nogen. Kun for sig selv osv. Og sÃ¥ mente Scherfig, at den pÃ¥gældende jo lige sÃ¥ godt kunne skrive til skrivebordsskuffen, ja, faktisk kunne nøjes med at memorere digtene for sig selv i sit indre…


Flere Ã¥r senere – pÃ¥ universitetet – stødte jeg igen ind i forfatterskabet i faglig sammenhæng og kunne genopleve stemningen fra de unge Ã¥r.


For et par uger eller tre siden kom Fruen så hjem med et billede, som hun havde købt i en lille venstreorienteret boghandel i den indre by. Det var et af Hans Scherfigs farvestrålende billeder med to aber i et træ. Jeg har altid godt kunnet lide Scherfigs lidt naive, farverige naturbilleder med deres latente symbolik. Så inden vi så os om, havde billedet fået følge af endnu to. Et lille og et stort med elefanter på.


Dermed var appetitten pÃ¥ endnu en tur i det scherfigske univers skærpet. Og jeg tænkte, at jeg nu ville genanskaffe mig romanerne i de oprindelige tranebogsudgaver. Samtidig har jeg anskaffet mig – antikvarisk – et splinternyt eksemplar af journalisten Arne Hardis’ biografi om Scherfig “Idealisten”. En cirkel sluttes.