Indlæg tagget med Musik

Capac anbefaler: James Vincent McMorrow – We m****ove

10. september 2016

wemovepackshot

Soul klikkede det oppe i hovedet på mig, da de første toner fra James Vincent McMorrow album We Mo****ve forlod mine Argon-højtalere. Og McMorrows lyse, næsten falsetdominerede, stemme skar igennem ogunderstregede blot, at vi måtte være ovre i den boldgade. Og når man i pressematerialet støder på navne som Drake, Kaney West og Jimmy Douglas, så ved man godt, at vi befinder os i den moderne ende af den genres skala, selv om der tydeligvis er tråde tilbage i tiden – helt tilbage til tressernes soul i den mest følsomme udgave. Et eller andet sted på denne plade er der et svagt ekko af Donny Hathaway og Marvin Gaye, der som olympiske guder overvåger dette album.

Hvis ellers jeg har fattet noget af teksterne på pladen (og det er tvivlsomt…), så er temaet en slags rejsebeskrivelse. Både i direkte og overført forstand.

McMorrow er irsk folkesanger og sangskriver og til trods for musikkens forankring i soulens moderne arvtager, hip-hoppen, og i electronicaen, så kan – og vil – McMorrow ikke løbe fra denne baggrund. En sang som “Rising Water” (singleudspil og video) vidner om, at musikken på denne plade langt hen er regulær folk-indie-pop forklædt som hip-hop-og-rhythm-and-blues-popmusik. Bag de rigtfacetterede lydlandskaber og de distinkte rytmer kan man let genkende folkpoppen.

Jeg kender ikke meget i McMorrows foregående plader, men han kommer med et ry, der siger at han tekstmæssigt har været kryptisk og svær forståelig og musikalsk forførende og stemningsfikseret, men måske også lidt utilgængelig. Hvis det er sandt, så er hans nye plade ganske umiddelbart tilgængelig. Den kan indtages ubesværet som let, moderne soulpop af den slags, der ikke støder nogen på de store radiostationers playlister. I mine ører er McMorrow en fin repræsentant for vor tids gennemproducerede, stilistisk komplekse popmusik. Hermed anbefalet.

James Vincent McMorrow. We Mo****ve. Believe Records. Udkom d. 2. september.

Capac anbefaler: Charlotte Fich – Svæv

10. september 2016

charlottefich_cover_svaev_600x600

I 2014 anbefalede jeg Martin Valsteds debutalbum På vrangen, hvor Valsted får vokal hjælp af en række, fortrinsvis yngre danske skuespillere. Blandt de stemmer Valsted bruger på sin plade er Charlotte Fich, der nu debuterer som solist med albummet Svæv.

Charlotte er kendt fra film, tv og teater, men nok ikke så meget som sangerinde. Men det skal debutalbummet – og den tilknyttede teaterkoncert med samme navn, Svæv – nok ændre på, tror jeg. For det er en overbevisende debut, Fich har fået lavet.

Fich har selv skrevet teksterne og komponeret musikken. Og vi mødes af en særlig voksen hybrid af pop, rock og lidt spor af jazz. Svæv er en voksen plade, en voksen popplade. Lavet af en voksen pige (Charlotte har rundet de 50) for et voksent publikum. Og teksterne vidner om, at vi har at gøre med en kvinde med erfaringer og oplevelser i livets bagagerum.

Der er – selvfølgelig – tekster om popmusikkens evige tematik, kærligheden. Som i den indledende sang “To verdener i samme hus”, der som titlen angiver er en sang om krisen i et kærlighedsforhold: Der er alen langt til et knus/ To verdener/ I samme hus/ I samme hus/ to verdener i samme hus. Fich skriver sine sange i et ligefremt dagligdagssprog, der passer godt til de modne, iørefaldende melodier, og undgår poppens faldgruber i form af udvortes føleri og søgte “poetiske” sentenser.

Også i “Lås på lågen” er der krise i kærligheden, hvor den korte fysiske afstand er svært overvindelig, når de er kommet “lås på lågen”, fordi der bagved lågen er “et syndigt rod/ rimelig tåget”, men hvor tre små ord måske, måske ikke, kan få låsen til at springe op igen. “Ting tager sin tid”. Jeg tror ikke, at de er tale om deciderede skilsmissesange, men om sange om almindelige forbigående kriser i parforhold, hvor parrene går skævt af hinanden, fordi de i bund og grund er så forskellige og let kan gå galt af hinanden.

I “Tagget” er temaet den digitale, virtuelle forførelse, vi alle bliver udsat for som brugere af SOME (sociale medier): “Skærmens isblå lys har kastet krogen ud/ogjeg bidt på/ kolde fødder synes selv, de må/ så i ly af mørket/ danser tanker, cyberdans med dig…Flyver op som på/natsværmervinger/ vi svæver i luft/ ud i natten med himlem som/ skjold/ imod al fornuft“. Og hvem kender ikke den fornuftsstridige forførelse, som cyberspace rummer?

Teksterne på Fichs plade kredser om det evigt besværlige kønsforhold, hvor det mulige og samtidig umulige forhold beskrives i et umiskendeligt feminint univers, hvor der sættes ord på feminine følelser og tanker. Og på den måde indskriver Fichs debutplade sig på smukkeste vis i den brede tradition af voksen popmusik, hvor netop besværet med kærligheden og parforholdet har været – og fortsat vil være – en uudtømmelig inspiration for sangskrivningen.

Charlotte Fich synger godt. Og man mærker, at hendes teaterskoling giver hende et godt greb om teksterne og deres frasering. Samtidig har hun en stemme, der er både ren og smuk og passer godt til den voksne pop, hun har gjort til sin egen på denne debutplade. Og bag sig har Fich et hold musikere, der lydhørt forstår at fortolke hendes musikalske intentioner og visioner. På guitar (og lap steel) finder vi Dennis Flacheberg, tangenter Martin Valsted (ja, ham), bas Casper Bak Poulsen, trombone (“To verdener i samme hus”) og på trommer Jacob Chano Lundby.

Samlet set har Charlotte Fich lavet en voksen popplade, der burde kunne tilfredsstille enhver voksen poplytter, men også enhver poplytter, der uanset alder forstår at lytte sig ind i et erfaringsunivers, som det ovenfor beskrevne. Hermed varmt anbefalet.

Charlotte Fich. Svæv. Produceret af Fich & Kristian Martinsen. Gateway. Udkom d. 9/9-2016

 

Til koncert med Little Feat

10. september 2016

Der er bands. Og så er der bands. Og Little Feat er et af de bands, der – i mine ører – altid har haft en særlig plads med deres fortættede udgave af sumpet rock’n roll. Jeg har set dem en enkelt gang i en koncert og det var en oplevelse, selv om de lavede et par bøffer undervejs. Og nu har alle læsere derude chance for at lytte til en ny koncert – fra den 8/9 – med gruppen. De har nemlig lagt hele koncerten ud på archive.org, hvor den kan høres og – kvit og frit – nedhentes i forskellige formater til senere brug. God fornøjelse og god weekend.

tuning/crowd
Rocket In My Pocket
Down On The Farm >
Candyman
A Political Blues >
Long Distance Call >
A Political Blues
Fatman In The Bathtub >
Abba Zaba/Walk On Guilded Splinters >
Fatman In The Bathtub
Honest Man
Oh Atlanta
All That You Dream
Can’t Be Satisfied >
Hot Tamales
Rooster Rag
Church Falling Down
Willin’
Dixie Chicken
Mellow Down Easy
Spanish Moon >
Skin It Back
Encore:
Let It Roll

Yoko Ono – genudgives

9. september 2016

Yoko Ono var Beatle-Johns kone – og en af de mest kontroversielle figurer i moderne populærmusik. Og debatten går stadigvæk om hendes betydning. Var hun årsagen til Beatles’ opløsning? Og så videre.

Langt mere interessant og frugtbart er det at se Yoko Ono som en kunstner. Det var som sådan, hun påvirkede John Lennon i post-Beatles-tiden. Samtidig med, at hun gik sine egne veje. I musikken og udenfor. Og hun er stadigvæk i gang.

Hendes musikalske projekter deler også vandenen. Der er der hader hendes plader på grund af Onos stemme og hendes avangardistiske og feministiske tilgang til rock. Selv holder jeg meget af hendes eksperimenteren. Og er derfor tilfreds med at læse, at nogle af hendes hovedværker fra halvfjerdserne og de sene tressere nu genudgives. Specielt albummet Yoko Ono/Plastic Ono Band, der var en pendant til Lennons solodebutplade Plastic Ono Band, vil jeg glæde mig til et genhør med. I øvrigt er det ikke første gang Ono udsættes for genudsendelse. For en del år siden kom den anbefalelsesværdige Ono Box. I første omgang kommer der tre plader.

https://www.youtube.com/watch?v=DCb0TsSIqI0

Læs mere »

Miranda Lambert: Vice

8. september 2016

Miranda Lambert er et relativt stort navn på de amerikanske countryscene. Og det er til at forstå, for hun bevæger sig behændigt på den skarpe æg mellem klassisk countrymusik og regulær, gammeldags pop (med et drys rock). Og den slags har tydeligvis et stort publikum derovre.

Pretenders er tilbage

8. september 2016

Selv om man er pensionsmoden – 65 år – så behøver man ikke ligge på den lade side. Og det gør Chrissie Hynde heller ikke, for hun udsender et nyt Pretenders-album i oktober. Alone hedder den.

Og en forsmag på den plade er allerede sluppet ud…

Buddy Holly – 80

7. september 2016

Jeg var klar til at starte i børnehaven det år, hvor Buddy Holly sammen med Ritchie Valens og The Big Bopper (P. Richardson) styrtede i døden i den lille firsædestore Beechcraft Bonanza-flyver. 22 år blev Buddy, der i dag ville være fyldt 80, men i sit korte liv nåede han at skabe musik, der var med til at definere rock’n roll som vi kender og elsker den. Hail hail rodk’n roll. Hail hail Buddy Holly.

Young Flowers i den Gamle By, Aarhus

6. september 2016

Det er mange år siden, Young Flowers så ud som på den kendte foto ovenfor. Men som bekendt er bandet stadigvæk i gang, og i forbindelse med Den Gamle Bys 70’er festival kan man opleve bandet to gange. Nemlig den 17. og 18. september. Begge gange er det på Festpladsen, hvor de giver en lille koncert kl. 13 og 15. Det bliver sikkert et tilløbsstykke, så kom i god tid og nyd halvfjerdserstemningen på stedet.

 

Onkel Albert

5. september 2016

At huske: Tammi Terrell

5. september 2016

Hun blev kun 24 år gammel og døde den 16. marts 1970 af komplikationer i forbindelse med en hjernesvulst. Men allerede som 16-årig begyndte hun at synge på amerikanske souludgivelser og satte et varigt spor med sin smukke, udtryksfulde stemme. Størst succes fik hun i sit samarbejde med Marvin Gaye, som hun lavede en duo med i begyndelsen af 1967.

…men vi havde hinanden…

5. september 2016

Four Tops i Bruxelles

5. september 2016

En for mig ny og fascinerende koncert med Four Tops fra Bruxelles 1967. Desværre kan den ikke indlejret i bloggen – men det gør den ikke mindre interessant. Se dem her.

Freddie Mercury – 70

5. september 2016

Hvis ikke en sygdom med få bogstaver havde endt hans dage her på jorden, så ville Freddie Mercury have rundet de 70 i dag. Da han fik succes som forsanger i Queen, var jeg ikke nogen stor fan af hverken bandet eller Mercurys sang. Men siden er det gået op for mig, at de lavede en del interessant musik. Sådan kan det gå.

Pirateriet er tilbage – eller er det?

4. september 2016

I dagbladet Politiken kan man læse, at piratkopiering af musik er på vej tilbage efter år med stort fald. årsagen er nu, at nogle kunstnere – med journalistens ordvalg – er ‘uvillige’ til at give alle streamingtjenester adgang til deres musik. Hvilket betyder, at hvis man fx er kunde hos Spotify eller Tidal, så kan man ikke lytte til den nu så populære Frank Ocean, fordi han har lavet en eksklusivaftale med Apple Music. Det har angiveligt ført til, at Oceans seneste album er blevet genstand for massiv piratkopiering. Andre ‘uvillige’ kunstnere er Adele, Kaney West, Taylor Swift, Metallica, Drake, Beyoncé, Coldplay, Radiohead og Rihanna. Som man kan se, er det alle store og populære navne.

Problemet er altså ikke, som journalisten ellers gerne vil insinuere, at musikforbrugerne griber til ulovligheder, men at deres streamingleverandører ikke kan levere varen. Hvad er det værd, at kunne lytte til 1 millions sange, hvis den sang, man allerhelst vil lytte til, ikke er med på listen? Problemet er, at musikbranchen – streamingtjenesterne – og nogle af kunstnerne åbenbart ikke forstår, hvordan musikmarkedet fungerer. Konsumenterne skal nok få fat i den vare, de er interesseret i. Også selv om det betyder ‘piratkopiering’. Denne lovmæssighed gælder som bekendt ikke kun i de digitale produkters univers, men for enhver kopierbar vare og tjenesteydelse.  I gamle dage – før den digitale tekniks revolutionering af musikkonsumptionen – florerede vinylpiratpladerne, fordi musikforbrugerne ville høre koncertoptagelser.

Uden at ville udpege en bestemt skurk i dette spil, så må man nok konstatere, at nogle streamingtjenester ser en lukrativ fidus i at lave eksklusivaftaler, fordi det giver en lille konkurrencefordel. Om det er en fordel for de ekskluderende kunstnere afhænger nok af, hvilken aftale de har med musikbagmændene.

Sagen peger på to forhold. For det første, at piratkopiering eksisterer som et permanent problem i digitaliseringens tidsalder. Det understreges fx også af de uafklarede rettighedsforhold på tjenester som Youtube og lignende. For det andet peger det på, at vi på et globaliseret marked oplever eksklusivitet som et forbrugshæmmende eller ligefrem forbrugsforhindrende forhold, der bør ryddes af vejen. De involverede kunstnere må forstå, at de agerer på dette globale marked og derfor bør gøre deres varer tilgængelig for alle interesserede forbrugere.

Overordnet set illustrerer sagen, at vi nok er langt inde i de digitale tidsalder, men langtfra har forstået og tilpasset os den nye situation, fordi vi agerer gammeldags.

 

Et kapitel er afsluttet: Fred Hellerman – The Weawers – er død, 89 år

4. september 2016

MI0001658195

Fred Hellerman var den sidste overlevende i det legendariske folkband The Weawers, der også tale Pete Seeger, Ronnie Gilbert og Lee Hays. Som gruppe var Weawers med til at initiere den folkbølge, der op gennem tresserne skyllede ind over den vestlige verden. Som Pete Seeger var The Weawers politisk engagerede musikere, der gerne optrådte ved fagforeningsmøder o. lign. Af samme grund blev de genstand for ‘undersøgelser’ for kommunistiske aktiviteter og sympatier i McCarthy-perioden. Det forhindrede dem dog ikke i at blive voldsomt populære og sælge mange plader. Forfølgelsen betød dog, at bandet valgte at gå i opløsning i 1952, for at blive genforenet tre år senere, da kommunistforskrækkelse aftog igen. Og det holdt sammen ind i tresserne, hvor Bob Dylan m.fl. tog over.

Til Hellermans meriter hører også, at han fik æren af at producere Arlo Guthries klassiker og hovedværk Alice’s Restaurant (1967).