Lumbago-a-go-go
15. september 2007
Det er forbundet med visse risici at hænge for meget over computeren og bøgerne! Lumbago-Larsen har fået konkurrence: Lumbago-Lars.
PS. Lumbago kan forebygges og behandles med “katteøvelsen“.
Indlæg tagget med Musik
Big Brother is waching you!
14. september 2007
Fra og med i nat begynder den store overvågning af danskernes telekommunikation, som blev indført regeringens antiterrorpakke. Læs mere om overvågningen, dens “huller” og og andre problemstillinger. Velkommen til den fagre nye verden…. her.
Joy Division-film vises i Danmark
14. september 2007
Vi har tidligere omtalt Anton Corbijns roste film om Joy Divisions forgrundsfigur, Ian Curtis. Nu kan soundvenue.com så meddele os, at den får Danmarkspremiere på CPH:DOX. Og ikke nok med det. Også Grant Gees helt nye dokumentarfilm om gruppen “Joy Division” bliver vist. Det sker allerede i november. Programmet kommer senere.
80’er-nostalgi: Substans.info – og den alternative scene
14. september 2007
Via Frekvens kommer oplysningen om et nyt site, der vier den alternative, danske 80’er-musikscene opmærksomhed. Det vil fx sige navne som Sort-Hvide Landskaber (med Olesen-Olesen) og De må være belgiere. Sidstnævnte gruppe blev omtalt i bloggen her tidligere.
Et spændende initiativ. Velkommen til Substans-info!
Thomas Koppel Allé
14. september 2007
Ideologiske virrehoveder i partiet Venstre og partiet Dansk Folkepart har i lang tid kæmpet imod tanken om, at den københavnske Pumpehusvej skulle omdøbes til “Thomas Koppel Allé”. For Thomas Koppel, der døde sidste år i en alder af kun 61 år, var ikke blot en fremtrædende musiker, men også et politisk bevidst menneske, oven i købet venstreorienteret, og havde sympati for fx palæstinensernes sag. For nylig gjorde en avis sig den ulejlighed at kigge på nogle af de andre gadenavne for at “tjekke” navngivernes politiske forhistorie og observans. Og der var mange, der ikke kunne se sig fri for kritisk omtale. Blot befandt de sig på højrefløjen i det politiske spektrum.
Men nu har Borgerrepræsentationen altså vedtaget at Thomas Koppel Allé skal blive til noget. Og det er jeg sikker på, at mange danskere og – ikke mindst – københavnere er glade for.
Store soundtracks fra 1980’erne
14. september 2007
Var 1980’erne virkelig så kedelige… Cinematical bringer en lille liste over “store” soundtracks fra firserfilm:
1. Don’t You Forget About Me (Simple Minds), The Breakfast Club
2. Footloose (Kenny Loggins), Footloose
3. You’re the Best (Around) (Joe Esposito), The Karate Kid
4. The Power of Love (Huey Lewis and the News), Back to the Future
5. (I’ve Had) The Time of My Life (Bill Medley and Jennifer Warnes), Dirty Dancing
6. St. Elmo’s Fire (John Parr), St. Elmo’s Fire
7. The Goonies ‘R’ Good Enough (Cyndi Lauper), The Goonies
– der må da have været andre… fx Werewolves of London…
Capac og reggae..
14. september 2007
Denne hersens Redemption Song har kørt i mit hovede, de sidste par dage, og jeg må komme med en lille indrømmelse eller – snarere – bekendelse. Jeg kan mægtig godt lige reggae, men da reggae-bølgen rullede ind over det musikalske landskab i halvfjerdserne med The Wailers, Toots and the Maytals, Sly & Robbie osv. – da var capac lidt tung i røven. Det varede temmelig længe, inden jeg hoppede med på den vogn, selv om MM og andre musikelskere gjorde, hvad de kunne for at forføre mig til at hoppe med på bussen. Hvorfor? Aner det ikke. For foden, den vippede, så snart reggae-rytmen ramte øret. Måske var der bare for mange andre bølger, der gjorde fødderne våde.
Men en dag i 1978 fik jeg dog købt en plade – et dobbeltalbum – med Bob Marley & The Wailers. Babylon by Bus hedder den, og det er et live-album med optagelser fra især Paris, men fx også fra Danmarks mest berømte festival i Roskilde. Og havde jeg ikke været hooked på reggae før, så blev jeg det nu. Og jeg kan kun ærgre mig over, at jeg aldrig fik set Bob Marley live, medens tid var.
Pladens cover er meget opfindsomt. Forsiden viser en bus set forfra, og i vinduerne ser man forskellige billeder af gruppens medlemmer, afhængigt af, hvilket af de fire indercovers, der vender ud mod forsiden. Vi taler selvfølgelig om LP-udgaven!
Pladen aspirerer til titlen som et af de ti bedste live-albums fra halvfjerdserne (listeidé!). Marley og Wailers giver en række af deres store sange i herlige udvidede live-udgaver. Det rocker og swinger. Der er ikke en nitte imellem. Og man bliver helt høj af at lytte til disse klassike numre:
Side one
1. “Positive Vibration” (Vincent Ford)
2. “Punky Reggae Party” (Bob Marley/Lee Perry)
3. “Exodus”Side two
1. “Stir It Up”
2. “Rat Race” (Rita Marley)
3. “Concrete Jungle”
4. “Kinky Reggae”Side three
1. “Lively Up Yourself”
2. “Rebel Music (3 O’Clock Roadblock)” (Aston Barrett/Hugh Peart)
3. “War / No More Trouble” (Alan Cole/Carlton Barrett/Bob Marley)Side four
1. “Is This Love”
2. “Heathen”
3. “Jamming”
Her er en fin optagelse fra Hollandsk tv – optaget i forbindelse med Babylon-turneen – med “Postive Vibration”. Skru op – og din dag er reddet! :
Tamla-Motown på The Royal…
13. september 2007
Når det nu ikke passer DR at vise et afsnit af The Royal i aften, må vi jo selv sørge for at grave lidt mere i den musikalske nostalgi. Og blandt perlerne i soundtracket er – selvfølgelig – også repræsentanter for Motowns rige sangkatalog. Fx The Supremes med Baby Love (1964):
Bogforsider
13. september 2007
Lars har jo ret. Og Klaus har længe dokumenteret det: At der findes mange flotte bogforsider. Det fik mig til at huske på et halvt løfte, jeg afgav, da jeg omtalte min erhvervelse af Eivind Johnsons genfortælling af Odysseen Brændingens Brus. Nemlig at bringe en illustration af forsiden. Her er den så. Skyggen til venstre skyldes, at jeg indskannede billedet og ikke ville “brække” bogen for meget. Den er, som sagt, meget velholdt. Det sjove ved Svend Ottos forsideillustration er, at jeg i alle de år, der er gået, siden jeg første gang hørte om bogen og lånte den på Sædding Skoles bibliotek, har haft et krystalklart erindringsbillede af den smukke blå illustration i mit hoved. Forsiden passer på smukkeste vis til beretningen om søfareren Odysseus, som jeg pt. er ved at genlæse…
Svend Otto eller Svend Otto S (S for Sørensen), som han også kaldte sig var en kendt og berømmet billedkunstner, der lavede mange smukke bøger og bogforsider. Læs mere om ham her.
Mere Royalgia: Simon Dupree & The Big Sound
13. september 2007
Simon Dupree and the Big Sound repræsenterer den psykedeliske lyd i capacs kult-serie “Landsbyhospitalet”. Ud over de tre brødre Derek (vok.), Phil (vok., sax og trumpet) og Ray Shulman (guitar, violin, trumpet og sang) bestod gruppen af Peter O’Flaherty på bas, Eric Hine på tangenter og Tony Ransley på trommer. Deres eneste, store top-10-hit fik de med den psykedeliske sang om “Kites”. Paradoksalt nok, var bandmedlemmer ikke så begejstrede for sangen, fordi den ikke afspejlede den rythm-and-blues-baserede musikstil, de spillede. Og senere fortsatte Shulman-brødrene da også, meget sigende, i det succesfulde “progressive” rockband Gentle Giant.
Simlon Dupree & The Big Sound nåede at indspille en håndfuld singler og to albums, der ikke solgte stort.
Et kuriosum er, at gruppen på en turné til Skotland i 1967 fik følge af en dengang ukendt pianist ved navn Reginald Dwight, bedre kendt som: Elton John.
Her er de så med “Kites” i en ældgammel, sort-hvid optagelse: Læs mere »
Fogh er socialdemokrat?
13. september 2007Det er dansk presses enfant terrible, David Trads, der på avisen.dk fremfører den besnærende påstand om, at Anders Fogh Rasmussen er socialdemokrat. Argumentet er, at danskerne aldrig har betalt så meget i skat som nu og, at der aldrig har været så mange offentligt ansatte som nu. Derfor mener Trads, at Fogh Rasmussen “holder så meget af det samfund, som Nyrup, Lykketoft og Stavad byggede op”. Og svigter sine liberale værdier: mindre stat, mere frihed, pengen i borgernes egne lommer…
Men har Trads så ret? Anledningen til Trads påstand er – selvfølgelig, fristes man til at sige – indsættelsen af den tidligere socialdemokratiske socialminister, Karen Jespersen, som socialminister i den borgelige regering.
Men Trads tager fejl. Fogh Rasmussens interesse for det offentlige handler ikke om kærlighed til den socialdemokratiske samfundsmodel, som Nyrup og co. i et vist omfang var garanter for. Det handler for Fogh om noget andet – om magt: Han har for længst indset, at hvis han vil beholde magten, så går det ikke an at slanke den såkaldte velfærdsstat. Det er derfor han og regeringen har satset på “velfærden” og har fremlagt en såkaldt “kvalitetsreform”, hvis kvaliteter, vi endnu ikke kender.
Danskerne vil gerne betale mindre i skat og have pengene i deres egne lommer, sådan som de liberalt-borgerlige i årevis har påstået – men kun så længe, at det ikke går ud over de “velfærdsydelser”, som de betragter som en slags borgerlige “rettigheder”. Tænk blot på Nyrup, og hvordan det gik ham, da han pillede ved en af disse rettigheder, efterlønnen. Fogh har lært lektien af Nyrup. Han har indset, at danskerne både vil have i pose og sæk. Derfor nytter det ikke noget at lukke sækken, hvis man vil blive ved magten.
Noget andet er så, at Fogh-regeringen ikke bruger de offentlige midler til at fremme en socialdemokratisk velfærdsstat. Fogh og co. er nemlig også i splid med sig selv. Ganske vist er det offentlige svulmet op under Fogh-regeringen, men det betyder jo ikke, at “velfærden” er øget osv. Det ved enhver, der følger med i samfundsdebatten. Den borgerlige politik i forhold til det offentlige er båret af en fundamental, liberal mistillid til staten. Og dem, der begræder tabet af liberale værdier i den siddende regerings politik, kan genfinde en af værdierne i denne mistillid, som udmøntes i et enormt, uproduktivt forbrug af ressourcer til kontrol, evaluering, detaljestyring og andre overvågende aktiviteter. Er man i tvivl om, hvad pengene bruges til, kan man blot se på den type arbejdskraft, det offentlige især efterspørger – administratorer: controllere, økonomer, talknusere, bogholdere osv.
Det er besnærende at opfatte Fogh som ny-socialdemokrat, men det er en fejltagelse. Fogh brænder ikke for den socialdemokratiske samfundsmodel, sådan som de gamle socialdemokrater gjorde. Han har ikke hjertet med…
Den 11. time – fjernsyn, når det er bedst
13. september 2007
Forleden aften kunne man se en portrætudsendelse om fortælleren, forfatteren, maleren og tv-manden Thomas Winding, som mange danskere vil huske fra DRs børne- og ungdomsprogrammer. På sin egen finurlige facon leverede han en lammende kritik af fjernsynet. Kritikken gik på, at dem, der lavede fjernsyn, ikke anede, hvilket medie, de havde at gøre med. Og det er ikke blevet meget bedre, siden Winding startede. Meget af nutidens tv er præget af en éndimensionel, journalistisk “realisme”, der ikke har spor sans for mediets forførende, æstetiske og kunstneriske muligheder og kvaliteter.
Men det sker, at magien vender tilbage. Senest med det bevægende program Den 11. time på DR2. I sin enkelhed består programserien af en række samtaler med forskellige personer, senest filminstruktøren Nicolas Winding Refn, garneret med forskellige underholdende indslag. Det fornyende ved programmet er selve formen, der skyldes de to frontfigurers – Mads Brüggers og Michael Bertelsens – naivt-ironiske facon. Ja, det kan måske endda være lidt svært helt at karakterisere denne facon. Men effekten er ikke til at tage fejl af: Som seer er man hele tiden i tvivl om, hvorvidt det man ser, er alvor eller sjov. Man bliver konstant foruroliget i sit forsøg på at falde til ro i en forvisning om, at det man ser og hører er troværdigt. Og denne leg med mediets forførende karakter gør, at man ser fastnaglet til skærmen, selv om det er sidst på aftenen.
Det er sigende, at filminstruktøren Jørgen Leth – på grund af en ophedet debat på DRs hjemmeside om omtalte Nicolas Winding Refns “udanske”, følelsesfulde kommentarer til det danske filmmiljø o. a. – er gået i brechen for dette program og kalder det “det stærkeste program, DR nogensinde har haft” og “genialt og epokegørende journalistik”.
Lad DR leve!
13. september 2007
Flere strejker rammer DR. Medarbejdere ved DR Arkiv og Researchcenter (ARC) har nedlagt arbejdet i sympati med de DR-medarbejdere, der har modtaget en “isindeskrivelse” – som det eufemistisk hedder – om deres planlagte fyring. Samtidig har en række kunstnere og mediefolk strejket i protest mod regeringens og DR-ledelsens åndløse besparelser og nedskæringer i kulturinstitutionen.
Journalist med slag i
12. september 2007
»Jeg er faktisk lidt flov over at indrømme det, men jeg tænkte: Hey, det er amerikanerne, nu får de smæk. Det har de rigtigt godt af«.
Der skal ikke være tvivl om det: DRs journalister er fremme i skoene. Først havde vi sagen om tv-skærmtrolden, Jeppe Nybroe, der tog den journalistiske fiktion lidt for alvorlig og derfor fik en fratrædelsesordning; så var der Kim Bilsøe Lassen, der lod en britisk, islamisk fundamentalist fremføre sin propaganda ganske uimodsagt, og nu er der så den sympatiske Jens Blauenfeldt, kendt fra det underholdende snageprogram “Kender du typen?”, der i Aftenshowet, hvor han er vært, glemte den gamle sandhed om, at man skal tænke for man taler, også selv om man siger, hvad man tænker. Udtalelsen, der kom i anledning af årsdagen for angrebet på tvillingetårnene i New York, er i strid med DRs regler for, hvad en medarbejder må sige. Det er i øvrigt en tendens på DR, at man udtrykker noget, man ikke mener. Jeg tænker selvfølgelig på DR-direktørens støtte-t-shirt for Ungdomshuset.
Selv undskylder Jens Blauenfeldt og tilføjer: “Nu, hvor jeg ser mine egne ord på tryk, kan jeg godt se, at de kan tolkes politisk. Det var under ingen omstændigheder min mening, og det er jeg ked af og beklage”. Vi takker for udlægningen. Slip of the Tongue.
Opdatering 13/9: Blauenfeldts fortalelse er – ikke overraskende – blevet et indslag på YouTube…
The Bonzo Dog Doo-Dah Band – og The Royal…
12. september 2007
Nok brokkeri om tingenes tilstand og tilbage til The Royal og sangene fra dengang, hvor alting vist nok var bedre… (Undskyld det kulturpessimistiske udslip!).
The Bonzo Dog Band, The Bonzo Dog Doo-Dah Band, The Bonzo Dog Da-Da Band… Kært barn har mange navne. Gruppen, der bestod af en flok art-school-studenter, blev dannet den 25. September 1962 af forgrundsfigurerne Vivian Stanshall (tuba, sang m.m.) og Rodney Slater (saxofon m.m.). Snart blev de to suppleret med andre kunststuderende og -undervisere, Chris Jennings (trombone), Tom Parkinson (sousaphone!), Vernon Dudley Bohay-Nowell og Neil Innes (sangskriver og pianist), og bandet døbtes The Bonzo Dog Band efter en dengang populær tegneseriefigur Bonzo The Dog. Og dermed var tonen – den humoristiske – lagt an, kan man sige.
Den musikalske inspiration kom oprindeligt fra jazzen, men den bevægede sig – med beatmusikkens succes – over i retning af det rockede. Dog med elementer fra et hav af andre stilarter som fx music hall-traditionen og den psykedeliske musik.
The Bonzo Dog Band var en slags populærmusikalsk pendant til Monty Pyton’s Flying Circus, hvis medlemmer de da også arbejde sammen med på tv.
Gruppen fik stor succes i England, og jeg kan huske, at Jørgen de Mylius var flittig til at spille deres nye plader, når de udkom. The Beatles var også begejstrede for Bonzo Dog Band,og de inviterede dem til at deltage i tv-fiktionen The Magical Mystery Tour med sangen “Death Cab for Cutie”. Og i 1968 producerede Paul Mccartney (sammen med Gus Dudgeon under det fælles pseudonym Apollo C. Vermouth) Bonzo Dogs hit “I’m The Urban Spaceman”. Og dette nummer kan man høre i The Royal. Her er en sjov, sjælden promotion-video, hvor de løsslupne herrer giver nummeret: Læs mere »
