Indlæg tagget med 1980’erne
Billy Joel – sangskriver, musiker og sanger
18. april 2008
Den snart 60-årige amerikanske singer-songwriter William Joseph Martin Joel, kaldet Billy Joel, har været så længe på banen, at et af hans karrieres højdepunkter, albummet “The Stranger” (1977) nu udgives i en jubilæumsudgave med alskens tilbehør i form af videooptagelser af koncerter og tv-optrædener og fanden og hans pumpestok. Det oprindelige album indeholdt klassikere som “Just The Way You Are”, “Only The Good Die Young” og “She’s Always A Woman” og blev produceret af den kendte pladeproducer Phil Ramone. Joel havde på det tidspunkt allerede en lille håndfuld fremragende albums bag sig og stod for at lave endnu flere plader som fx “52nd Street”, “Glass Houses”, “An Innocent Man” og det album, der for alvor fik åbnet capacs ører for mandens talenter: The Nylon Curtain (1982).
The Nylon Curtain blev et kæmpehit for Joel, blandt andet i kraft af den mesterlige sang “Allentown” om byen af samme navn, dens brave indbyggere og deres kamp for et anstændigt liv. Andre prægtige sange på pladen er “Goodnight Saigon” om Vietnam-krigen og “Pressure” om hverdagslivets stress…
Albummet, der igen havde Phil Ramone bag knapperne, er et ambitiøst værk, der også afslører Billy Joels forkærlighed for Lennons og Mccartneys sangskrivning.
Allentown
Goodnight Saigon
Pressure
Well we’re living here in Allentown
And they’re closing all the factories down
Out in Bethlehem they’re killing time
Filling out forms
Standing in line.Well our fathers fought the Second World War
Spent their weekends on the Jersey Shore
Met our mothers at the USO
Asked them to dance
Danced with them slow
And we’re living here in Allentown.But the restlessness was handed down
And it’s getting very hard to staaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaay
aaaaaaah aaahhhhh ooooooooh ooooooh ohhhhhhh.Well we’re waiting here in Allentown
For the Pennsylvania we never found
For the promises our teachers gave
If we worked hard
If we behaved.So the graduations hang on the wall
But they never really helped us at all
No they never taught us what was real
Iron and coke,
Chromium steel.And we’re waiting here in Allentown.
But they’ve taken all the coal from the ground
And the union people crawled awaaaaaaaaaaaaaaaaaaay
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaah aaaaaaaaaaah aaaaaah.Every child had a pretty good shot
To get at least as far as their old man got.
Something happened on the way to that place
They threw an American flag in our faaaaaaaace, oh oh oh.Well I’m living here in Allentown
And it’s hard to keep a good man down.
But I won’t be getting up todaaaaaaaaaaaaaaaaaayyyyyyyy
aaaaaaaaaaah aaaaaaaaaaah aaaaaaaaah.
aaaaaaah aaaaaaah aaaaaaah oh oh oh.
And it’s getting very hard to staaaaaaaaaaaaaay.
And we’re living here in Allentown.
Dead Can Dance – igen
12. april 2008
Plademærket 4AD er uløseligt forbundet til nogle af firsernes nyskabende bands. Bauhaus, Cocteau Twins, projektet This Mortal Coil, Dead Can Dance m.fl. Selskabet lever i bedste velgående og nu genudsender forlaget en række indspilninger med det australske band Dead Can Dance, der havde sin storhedstid i perioden fra 1981 og frem til slutningen af halvfemserne. Lisa Gerrard og Brendan Perry, som udgør de centrale figurer i Dead Can Dance (bandet blev nemlig gendannet i 2005) skabte en række alternative, fascinerende, genreløse rockplader – ni ialt – der nu genudgives i såkaldt remasterede udgaver. Remastering er – som man vil vide – en speget affære, men der skulle i dette tilfælde være kælet for projektet, der i følge Undertoner.dk varetages af Mobile Fidelity Sound Laboratory, hvis audiofili er bekendt blandt musikelskere. Det forlyder også, at pladerne udgives med papiromslag, der troligt gengiver de originale pladecovers – og at formatet er SACD.
Chuck Prophet på Letterman
9. april 2008
Min forbindelse i Kolding, Kim, har sendt med et link til en video med Chuck Prophet, hvor han optræder på The Letterman Show og spiller nummeret “Doubter of Jesus” fra sit seneste album Soap and Water.
Chuck Prophet har en fortid i det amerikanske band Green on Red, som Kim introducerede mig til for et par år siden. Green on Red var især aktive i firserne, men har været gendannet fornylig. Bandet forbindes med det, man engang kaldte ‘desert rock’ og med den tidligere omtalte ‘cow punk’ eller ‘country punk’. Green on Red udsendte deres første album helt tilbage i 83 – Gravity Talks (på Slash Records). Den kom efter et par EP-plader. Først i 1985 kom Chuck Prophet med og indspillede sammen med bandet Gas Food Lodging (Enigma). Herefter fik Green on Red – hvis navn er en sangtitel – kontrakt med det større pladeselskab Phonogram/Mercury, der stod for udsendelse af de næste fire plader: No Free Lunch, The Killer Inside Me, Here Comes The Snakes og This time Around. I 1992 besluttede medlemmer sig for at kaste håndklædet i ringen og stoppe.
Green On Red – live, London 1992 – del 1
Chuck Prophet – i studiet.
Marine Girls – indiepop fra firserne
26. februar 2008
Via Bedazzled TV bliver jeg mindet om engelske Marine Girls, der havde en kort aktiv periode i starten af 1980’erne. Et pigeband, bestående af Tracey Thom, Gina Hartman – henholdsvis guitar og percussion plus sang – og Jane Fox og hendes lillesøster Alice, der sang og slog på slagtøj. De var nogenlunde samtidige med de tidligere omtalte Raincoats, men excellerede i små iørefaldende sange om livets banaliteter. Et par albums blev det til, med sigende titler som “Beach Party” (80) og Lazy Ways (81). Gruppen var måske mest af alt et fritidsprojekt, der opløstes i 1983, da pigerne skulle videre med deres uddannelser. Men et meget charmerede fritidsprojekt. Tracey Thom fortsatte i Everything But The Girl, der fik pæn succes. Marine Girls’ to albums er siden genudgivet på en cd.
Everything But The Girl – On My Mind (Marine Girls-sang)
Dagens sange er med: The Jam
15. februar 2008
Jeg kunne lide The Jam fra første lyt, da de kom frem dengang i slutningen af halvfjerdserne. De var ny bølge-musik, men også traditionalister af den bedste slags. De stod på skuldrene af tresserbands som – ikke mindst – The Kinks og The Who, indlemmede soundbites fra den forfriskende punkbevægelse og flirtede kraftigt med mod-kulturen. The Jam var i det hele taget nogle musikalske eklektikere, der tog farve af alle de musikalske strømninger, som de – og det vil ikke mindst sige sangskriveren Paul Weller – havde lyttet til og lyttede til. Det hele blev holdt sammen af samme Wellers sans for gode melodier af engelsk tilsnit.
Her er nogle af Jams største hits:
Town Called MAlice
Going Underground
Eton Rifles
Beat Surrender
Wendy James – Racine 2
14. februar 2008
Min digitale pladepusher mente, at jeg ville være interesseret i at købe Wendy James’ nyeste cd med den kvasi-litterære titel “Racine 2“. Men foreløbig fik mailen mig blot til at tænke på bandet med det obskure navn Transvision Vamp, hvor Wendy var forsanger.
Transvision Vamp blev udklægget midt i firserne og fik en kort, hektisk popularitet i England (især). Stilen var alternativ rock med elementer af punk, art rock og glamrock-lyd i den lette, hitlisteorienterede del af skalaen. Det hjalp også på successen, at bandet havde en vakker blondine i forgrunden (Ã la Blondie), nemlig Wendy.
Efter en række halvstore hits gik bandets medlemmer hver til sit, og Wendy startede en solokarriere og dannede bandet Racine. Nævnes skal det også, at hun efter afskeden med Transvision Vamp kontaktede Elvis Costello for at få en hjælpende hånd med solokarrieren. Og Elvis kvitterede med at skrive alle sangene til hendes album Now Ain’t the Time for Your Tears (1993). Sådan kommer man frem i verden…
Desværre er YouTube ikke leveringsdygtig med gode Racine-optagelser, så vi må nøjes med Transvision Vamp…
Det elektriske barometer
12. februar 2008
Tak til Hyldig for at opfriske erindringen lidt. P4-på-P1s musikhjørne, der sluttede det hele af, hed Det elektriske Barometer og leverede ganske rigtigt musik, der ikke nødvendigvis lå på den ordinære hitliste. Et andet band, der gjorde sig ganske godt dengang i firserne var de amerikanske rockere i Aerosmith. Jeg husker specielt en smægtende ballade (var det “Angel”?), som jeg ikke lige har kunnet finde, men vender tilbage til, når de grå celler vil… Men her er de med et af deres store, holdbare hits: Walk This Way.
Det elektriske barometer kører – som Hyldig skriver – stadigvæk på P3 og har sin egen side.
Dagens sang: The Cure – Lullaby
11. februar 2008
Forleden hørte jeg Tine Bryld i radioen. Hun havde en voksen mand i røret. Han hadede sin stedfader for det, han havde gjort i mandens barndom. Det fik mig selvfølgelig til at tænke på alle de gange, jeg lyttede til P4 på P1 i gamle dage. Det var nu mest på grund af musikken, der blev spillet til sidst. Det var anderledes end det, P3-sendefladen ellers bød på. Og jeg husker blandt andet, at koncertaktuelle The Cures vuggesang var en af de sejlivede…
Gensyn og -hør med Trinity Sessions
28. januar 2008
Godt og vel 20 år efter indspilningen af deres musikalske milepæl, The Trinity Sessions, har Cowboy Junkies fået den idé at vende tilbage for at fortolke sangene endnu engang – med al den tyngde, som de forgangne års erfaringer giver. Resultatet er en koncertoptagelse i billed og lyd fra den lille kirke, hvor det hele startede. Med på optagelsen er Ryan Adams, Natalie Merchant og Vic Chesnut. På Cowboy Junkies egen hjemmeside kan man se et uddrag af filmen.
Og her – Trinity Sessions Revisited (god youtubeudgave) – Cowboy Junkies’ gamle udgave af Velvet Undergrounds Sweet Jane.
Footsteps, teardrops… en sang på hjernen
10. januar 2008
Et enkelt ord – teardrops – udtalt med et bestemt tryk udløste en sang i hovedet på capac. Og der sidder den så og kører og kører… Vi er tilbage i firserne. Det er disco i den bedre ende. Det er Womack & Womack, der scorede et hit med en kriminelt iørefaldende sang, Tearsdrops.. Kors, hvor der er bund i de trommer! Håber, den kan få jer til at vippe lidt med foden.
The Go-Go’s
24. oktober 2007
Uffe omtaler i sit seneste indlæg sangerinden Belinda Carlisle, der er aktuel med en samling franske cabaretsange og andetsteds har afsløret livet bag The Go-Go’s all-american-girl-facade: Sex, drugs, alcohol og så videre.
Nu har vi jo en svaghed for faldne engle her i bloggen. Og i forvejen har capac altid haft et svagt punkt for den snart 50-årige Belinda.
Capac var ret begejstret for The Go-Go’s, da de kom frem. Og ikke mindst for den blonde forgrundssangerinde Belinda. Hendes særprægede stemme satte sit umiskendelige præg på The Go-Go’s plader, da de i de tidlige firsere bragede gennem musikmuren med deres charmerende højenergiske blanding af new wave, rock’n roll og tressersurf. Især bandets debutplade Beauty and the Beat (1981) – hvis titel siger nok så meget om, hvad gruppen stod for – er en af de store firser-pop-rock-plader, som ikke er falmet det mindste siden dengang. Efter gruppens anden LP Vacation (1982) begyndte opløsningstendenserne at vise sig på grund af det man almindeligvis omtaler som “indre uoverensstemmelser”. Den tredje plade Talk Show solgte dårligt og efter den talentfulde sangskriver og musiker Jane Wiedlins afsked med bandet var det stort set slut. Gruppen opløstes i 1985. I de sene firsere havde både Jane Wiedlin og Belinda Carlisle stor succes som soloartister. Man husker sikkert Carlisles hit “Heaven is a Place on Earth”, som hærgede de internationale lister i ugevis.
Nostalgia: Head over heels – Turn to you – Stuck in my car.
Tak til Donald – og her er Gregorian med samme nummer i en optagelse fra WDR.
Dagens bibliotekslån: B52’s bedste
18. oktober 2007
Playlisten på The Best of the B-52’s:
1. Party out of Bounds
2. Devil in my car (i et klip sammen med Runnin Around)
3. dirty back road
4. 6060-842 (ikke den bedste kvalitet…
5. wig
6. dance this mess around
7. rock lobster
8. strobe light
9. give me back my man
10. song for at future generation
11. planet claire
12. 52 girls
13. private idaho
Når partyet kommer ud af kontrol… Min favorit er Dirty Back Road
We are DEVO
11. oktober 2007
Som omtalt for nogle dage siden var jeg til koncerter med P. F. Sloan. Et af hans største hits var sangen om “Secret Agent Man”, der blev en stor succes for Johnny Rivers, blandt andet fordi den blev brugt som intro-melodi til den britiske spion-tv-serie Danger Man, der løb over de amerikanske skærme i perioden 1962-64. Sangen, der benytter et riff fra Dave Berrys James Bond-tema og fortæller om den hemmelige agents farlige færd, blev i 1975 kopieret af det særprægede New Wave-band Devo.
Devo, der stammede fra det musikalske arnested Akron i Ohio, lavede deres egen særprægede cocktail af New-Wave-rock, punk og art-rock, garneret med science-fiction-temaer, absurdistisk humor og ramsaltede kommentarer til den sociale virkelighed i Guds eget land. Jeg var ikke den store fan af gruppen, men jeg kan huske, at dens pladeudgivelser fik temmelig fine anmeldelser i musiktidsskriftet MM i 1980’erne. Til gruppens fortjenester hører også, at den satte standarder for, hvordan man kunne lave musik-videoer. Altså før disse rigtigt blev til noget.
Devos udgave af Sloans sang er meget anderledes med hensyn til arrangement, men også på tekstsiden. Den blev et hit for gruppen og dens fanskare.
Roger Hodgson – Ex-Supertramp – i Randers
11. oktober 2007
Gravhunden og jeg passerede den nærmeste plakatsøjle her til morgen og blev mødt af en storsmilende, langhåret mandsperson med guitar. Det viste sig ved nærmere eftersyn at være et foto af Roger Hodgson, lederen af det navnkundige engelske band Supertramp. Hodgson var også sangskriver og markant frontvokal i bandet. Nu – fortæller plakaten – aflægger han så musikstedet Værket i Randers et besøg. Det var sådan set Hodgson, der satte en punktum for Supertramps glorværdige periode, der startede i 1973 og toppede i 1982 med det klassiske album Breakfast In America. Han var træt af stadionkoncerter og et medieomsust liv og ønskede at gå i indre eksil med sin familie. Det skete i 1983, og først inden for de seneste fem år er han igen begyndt at vise sig på musikscenerne. Koncerter afvikles den 23/10. Mere her.
